Læsetid: 7 min.

Jeg kaldte dem dragedræbere

Interview. Feltpræst Thomas Aallmann går længere end de fleste for at få sit budskab igennem. Ørkendåb, ridderslag og velsignelse af soldaterne, før de skal ud og slå ihjel, er nogle af de midler, han tager i brug for at tilføje krigen en kristen dimension
Interview. Feltpræst Thomas Aallmann går længere end de fleste for at få sit budskab igennem. Ørkendåb, ridderslag og velsignelse af soldaterne, før de skal ud og slå ihjel, er nogle af de midler, han tager i brug for at tilføje krigen en kristen dimension
8. november 2008

Tre sammenbundne geværer og en omvendt hjelm udgør døbefonden. Et dansk flag på højkant fungerer som alter. Feltpræst Thomas Aallmann glemmer aldrig den smukke forårsmorgen, hvor han tog ud i den afghanske ørken for at døbe en af de danske soldater, han indtil for nylig havde ansvaret for.

"Det var et af de stærkeste øjeblikke. Ørkenen er et mytologisk sted. Det er intethedens, dødens, og det knuste menneskes ensomheds sted. Og så var det dybt bevægende at døbe en soldat, som jeg holdt af som ven - en mand, der beskyttede mig med sine soldaterevner, der rakte rigtig langt derude, hvor døden er lige om hjørnet - at han vil knæle for at modtage dåben - gjorde os til brødre på et andet plan."

Thomas Aallmann læner sig frem i præstegårdsofaen på Thurø og peger på et billede af ørkendåben. "Vi brugte de ting, vi havde ved hånden. Flaget havde jeg i tasken, geværerne havde soldaterne på ryggen, og hjelmen var hans egen. Det ser måske mærkeligt ud at bruge våben til religiøse formål, men hvis vi havde været på Dalum Landbrugsskole, ville jeg have brugt river. Kirken skal være der, hvor folk er," siger den unge præst. Et princip, han gik usædvanlig langt for at leve op til i de seks måneder, han var i Helmand med de danske styrker.

Hele vejen

Beslutningen om at drage i krig tog Thomas Aallmann den dag, to fly smadrede ind i World Trade Center.

"Når man roder i den amerikanske ørns rede, så rejser den sig. Det var et frontalangreb på vores verden, på den vesterlandske borg, og jeg vidste med det samme, at vi ville svare tilbage. Derfor regnede jeg også med, at der ville blive kaldt på unge danske mænd - og så skulle de have en præst ved deres side. Sådan er vores arv jo - nogen skal synge verden frem, andre bygger og værner den - min opgave er at synge," siger den 38-årige teolog. Få dage senere meldte Thomas Aallmann sig som feltpræst.

"Det var ikke noget, jeg gjorde for eventyrets skyld. Jeg er hverken potentiel bungy jumper eller gletscherturist. For mig er det en investering. I de mennesker, jeg har ansvaret for derude. Den menighed, jeg har der. Jeg giver ikke seks måneder af mit liv uden at have et formål. Desuden var det en mulighed for at betale noget at alt det gode tilbage, jeg selv har fået," siger Thomas Aallmann og kaster et blik på de smukke efterårsfarver udenfor.

Og investeret blev der i de seks måneder, Thomas Aallmann boede sammen med 160 soldater fra Fenris-kompagniet i de primitive Sandford og Armadillo-lejre, to af de yderste forposter i krigen mod Taleban. Med få hundrede meter til fronten delte han farer, feltrationer og fluenet med soldaterne og satte fra starten en ære i at være med hele vejen.

"Jeg havde lovet drengene at jeg ville være der, hvor de var, så det gav sig selv, at jeg skulle lægge tyngden helt ude i front, hos dem, der havde mest brug for et støttende ord, de mest udsatte, de barskeste. Jeg ville fortælle dem, hvor vigtig kristendommen er, og det kunne jeg kun gøre ved at vise dem, hvor langt jeg var parat til at gå, for at de skulle modtage mit budskab."

Velsignede patruljer

Og Thomas Aallmann gik længere end de fleste. Han gik med på patruljer i Den grønne Zone, og hver morgen stod han klar til at velsigne soldaterne en efter en, før de gik ud af Sandfords grønne jernport og ned i "Dødsskyggernes Dal" for at møde Taleban. Noget, ingen anden feltpræst tidligere har gjort.

"Hvis ikke en præst kan støtte mennesker i minutterne, før de potentielt dør, så er der ikke mere kraft tilbage i præstegerningen. Det svarer til en sygehuspræst eller en almindelig sognepræst, der velsigner folk inden de dør," siger Thomas Aallmann.

"Det er der ikke noget mærkeligt i, selv om soldaterne potentielt skal ud og slå ihjel."

"Jeg spørger jo heller mine kirkegængere her på Thurø, om de er voldtægtsforbrydere. De er mennesker, der har tilgivelsse behov. Jeg velsigner Dronningen og tiggeren. Og et eller andet sted derimellem findes der også en soldat."

"Men det er jo ikke nemt, for Fanden. Det kræver en vis overvindelse og arrogance at stille sig frem for de modigste mennesker i Danmark. Den kommer nok af min personlighed, men jeg håber, at den også kommer fra sagen. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg turde gøre det. Hvis soldaterne havde sagt: Det der gider vi ikke høre på, så var jeg trådt tilbage med det samme. Hvis jeg havde været en pacifistisk døgenigt, så havde de i øvrigt aldrig accepteret, at jeg stod der og talte om Gud. Men der var ikke en, der afviste mig. Tværtimod. Da jeg var færdig med turen, var der kun en håndfuld, som ikke bar et kors sammen med deres kadaverskilt."

Ridderromantik

Det var fra begyndelsen Thomas Aallmanns ambition at komme ind under huden på soldaterne, blive en af dem, og se dem som mennesker i stedet for brikker i et storpolitisk eller psykologisk spil.

"Selv om de rasler med sablerne og er gung-ho, for sådan er kulturen jo blandt soldater, så er de udmærket klar over alvoren. De er ikke mean lean killing machines. De ved, at de risikerer alt, og den alvor forsøger jeg at sætte ind i en sammenhæng."

Midlerne havde han valgt hjemmefra; sange, sagn og fortællinger, som soldaterne kunne forholde sig til. Når soldaterne drog ud i kamp blev de hilst med to slag på brystet, en gammel ridderhilsen og V-tegnet for victory, sejr, - Churchills hilsen fra Anden Verdenskrig.

"Jeg kaldte dem dragedræbere. Jeg indlejrede dem i en mytologisk verden, som nogen måske vil synes er farlig, fordi den handler om det gode mod det onde. Jeg fortalte dem, at de var en moderne udgave af ridderne i eventyret om Tornerose, der ligger og sover i 100 år, mens alle bejlerne hænger spiddet på tornene omkring slottet. De er ridderne, der skal mønstre modet til at hugge tornene ned og kysse og befri prinsessen, de er heltene, der skal dræbe dragen for det skønnes skyld, for fredens skyld, som har sovet 100 år i Afghanistan. Det er det spejl, jeg holdt op for dem."

Kristne værdier

Thomas Aallmann er udmærket klar over, at der er nogen, som ikke bryder sig om den slags sammenligninger.

"Det er nogen, der siger, at ridderslag og den slags er højromantik, men der er steder, hvor romantikken har sin ret. Jeg ville have, at de skulle vide, at det de foretager sig i Afghanistan, er lejret i fortidens kraft. Det er også derfor jeg bruger det danske flag som alter. Jeg er lykkelig for, at der er et kors i den klud, vi hejser, når vi er samlet. Flaget er et symbol, jeg benytter for at understrege, at det danske og kristne kan man ikke stikke af fra."

Thomas Aallmann understreger, at han på ingen måde ser krigen i Afghanistan som et kristent korstog.

" For dem, der ser nazister alle vegne, kan min brug af flaget opfattes som et udtryk for overanstrengt nationalisme, men korset er et kristent symbol, og der er en måde at være på, der udspringer af kristendommen, som efter min mening hindrer enhver patriotisme i at blive ekstrem. Det er meget vigtigt for mig, at det ikke bliver misforstået, for intet ville være lettere end at skyde mig i skoene, at jeg er ude i et eller andet neokonservativ imperialistisk projekt, og det er ikke tilfældet. Vi er ikke på korstog, fordi vi overlever i kraft af vores egne værdier."

$SUBT_ON$Godt og ondt

Af samme grund mener Thomas Aallmann ikke, at vi skal eksportere hverken kristne, danske eller demokratiske ideer til afghanerne.

"For mig at se, er vi ude i et civilisationernes sammenstød. Vi blev angrebet den 11. september, og vi forsvarer os. Jeg er ikke pacifist. Jeg er ordenstænker. Jeg ser Vesterlandet som en række borge under angreb, en af dem er Danmark. Vi er i Afghanistan for at al-Qaeda-bevægelsen ikke skal være i europæiske hovedstæder. Vi bor i et åbent og sårbart samfund, som nogen må værne. Det er det, de danske soldater gør i Afghanistan. De er det sværd, Dronningen har sendt for at sikre, at vore børn trygt kan lege i borggården og pigernes latter fortsat lyde i de danske bøgeskove. I 1996, da Taleban kom til magten i Afghanistan, kostede det 14 stokkeslag, hvis man kom til at grine på gaden i Kabul. Vinduerne i den nederste etage i alle husene blev muret til, for hvis en pige blev set af en fremmed mand, var det hendes skyld, og hun skulle stenes. Det er den personificerede ondskab, og den skal vi bekæmpe. I den sammenhæng er de danske soldater gode mænd, som er nødt til at gøre noget ondt og slå ihjel, for at bekæmpe det, der er endnu ondere. Frihed kommer ikke af sig selv. Den skal værnes og forsvares. Fred kan man altid få, man skal bare bøje nakken," siger han.

Thomas Aallmann rejser sig, finder den sorte præstekjole frem af skabet og samler pibekraven med en klemme. Om et kvarter skal han begrave et af sine sognebørn, og bagefter er der kaffe og blødt brød hos familien. En dag vil han skifte til ørkenuniformen igen, men det bliver ikke før, "støvet fra det vilde ridt har lagt sig i mit sind."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer