Kronik

Karamoja - Kampen om klimaet og kvæget

Ugandas regering har i årevis forsømt Karamoja-regionen i det nørdøstlige Uganda, hvor den tiltagende fattigdom fører til blodige sammenstød mellem de forskellige klaner
Kun få børn går i skole i Karamoja, og det skyldes blandt andet, at der ikke afsættes penge nok til uddannelse.

Kun få børn går i skole i Karamoja, og det skyldes blandt andet, at der ikke afsættes penge nok til uddannelse.

EUAN DENHOLM

24. november 2008

Her i Karamoja er det knitrende varmt. Solens stråler brænder så stærkt, at selv firbenene kravler langsomt hen over den krakelerede jord. Luften føles som en hårtørrer på fuldt blus på trods af, at det burde være midt i den såkaldte regntid. Men atter i år har regnen ladet vente på sig og man frygter, at den helt udebliver her i Ugandas østligste region.

"Uden regn kan vi ikke finde græsning til vores kvæg og vi kan heller ikke overleve," siger en gruppe mennesker i landsbyen Panyangara i Kotido-distriktet. De peger på en mark, hvor en lang række majsplanter ligger fuldstændig flade og visne på den sandede jord og forklarer frustreret, at høsten i år har slået fejl. For at hutle sig igennem denne sæson spiser indbyggerne i Panyangara vilde bær og bitre blade fra buskene. Og så fælder de de få træer, der står tilbage og sælger dem som brænde for at få råd til at købe lidt majsmel. I maj måned i år døde næsten 40 mennesker af sult alene i landsbyen Panyangara. Siden da er mange flere bukket under.

Man skal mange år tilbage, førend folk i Panyangara husker en god regntid. De fleste nikker genkendende, da en ældre, mager mand - klædt i traditionelt lændeklæde og med den karakteristiske lille karamojong-hat på hovedet - mindes tiden under præsident Obote i de tidlige 80'ere:

"Dengang varede tørkeperioden kun to til tre måneder, og resten af året var det godt vejr for både mennesker og dyr," siger han: "Men nu er det lige omvendt."

De ældre i landsbyen har flere gange i år på traditionel vis slagtet en okse og forsøgt at læse fremtidens tegn i de blodige og dampene indvolde. De har ofret kvæg til de højere magter i håb om, at de vil forbarme sig over dem og lade regnen falde. De har tilmed forsøgt at få yngre mænd i landsbyen til at foretage dette ritual i håb om, at deres stemmer vil blive hørt. Men lige meget har det hjulpet.

Livet som pastoralist

Karamojong-folket i Uganda er beslægtet med Turkana-folket fra Kenya og Topoza-folket, som holder til i Sudan. De er alle pastoralister, kvæg-hyrder, og henover landegrænserne deler de sprog, kultur og livsstil. Karamojong-folket er delt op i forskellige etniske grupper eller klaner som for eksempel Jiye, Dodoth, Bokora og Matheniko klanerne. Som pastoralister er omdrejningspunktet deres kvæg. De lever af deres kvæg. Og de vil dø for deres kvæg. Nogle grupper supplerer gerne deres levebrød med lidt landbrug til husbehov, men mestendels står menuen på det, som kvæget kan tilbyde dem: kød, mælk og blod.

For knap 50 år siden var kvægbestanden i Karamoja oppe på 600.000 mod en befolkning på 200.000, og det forhold var tilstrækkeligt for at overleve. Men katastrofale tørkeperioder, sygdomsepidemier samt krig og ødelæggelse har gjort et voldsomt indhug i kvægbestanden. Som befolkningstilvæksten er taget til, og tørkecyklusen har fået godt fat, kæmper mennesker og dyr i dag om de få vandreservoirer og græsningsarealer, der er i området.

Det sker med jævne mellemrum, at en gruppe af kvæghyrder stjæler kvæg fra en anden. Og særligt Jiye-klanen er kendt for at plyndre fra de andre klaner. Som oftest udvikler kvæg-togterne sig til voldsomme sammenstød. Mange tusinde civile har over årene måtte lade livet i kvæg-kampens hede. For at beskytte sig mod angreb og forsvare sine dyr er karamojongernes kæreste eje - næst efter kvæget - blevet deres skydevåben. Længe har det været let at erhverve sig en velsmurt AK47 for blot 50 dollar, og selv unge drenge ved, hvordan man behersker grebet. Men hverken kvæg eller skydevåben er længere tilstrækkelig for Karamojong-folkets overlevelse. Karamoja har udviklet sig til det fattigste, mest usikre og isolerede sted i Uganda. De få nødhjælpsorganisationer, der arbejder i Karamoja, forsøger at dække nogle af de ekstreme behov.

En hovedpinepille

Tal fra FN viser, at underernæringen i Karamoja er alarmerende og børnedødeligheden er høj. Næsten 800.000 mennesker modtager hver måned fødevarehjælp fra FN. Men som en nødhjælpsarbejder giver til kende:

"Maduddeling i Karamoja er jo bare en midlertidig hovedpinepille (...) i dette tørre og afkræftede område skal der andre interventioner til."

Dr. Oming - en embedsmand i Kotido Distriktet - forklarer, at de fleste af Karamojas problemer er menneskeskabte:

"Det er et resultat af årtiers offentlig forsømmelse samt uhæmmet lokal ressourceudnyttelse."

Dr. Oming mener, at hvis man investerer kreativt og langsigtet, så kan man løse Karamojas problemer. Ved at satse på overrislingsteknikker, regnvandsopsamling, nye afgrødstyper og træning af karamojong-folket i små-landbrug kan området producere ernæringsrige afgrøder samt frugter som figner og dadler, krydderier, nødder og Neem træer, som har en medicinsk effekt. Jordbunden er skabt til det, siger Dr. Oming, som endvidere mener, at området har gode forhold til udvinding af sol og vindenergi for slet ikke at tale om de mineraler, der er at findes i undergrunden: kobber og zink. Man kunne skabe en moderne form for pastoralister, som ikke kun brødfødes af deres kvæg. Men det kræver en samlet indsats og Dr. Oming slår fast, at "overlevelsen af karamojongfolket er afhængig af hvorvidt Ugandas regering viser vilje til at tage klima og udviklingsudfordringerne op".

Minimal indsats

Ugandas regering har i årevis forsømt regionen. Offentlige ydelser og investeringer er meget svære at få øje på. Rent drikkevand er kun noget, der kommer halvdelen af Karamojas befolkning til gode. De få sundhedsklinikker har hverken personale eller medicin. Folkeskoler er der ikke mange af og ej heller er der nok lærere, så det er ikke mærkeligt, at kun få børn går i skole i Karamoja. Og med kun 1,3 kilometer asfalteret vej i den sandede region, som strækker sig over 27.000 kvadratkilometerm er færdsel temmelig svært.

Spørger man i Kampala og andre egne af Uganda til opfattelsen af Karamoja, så lyder det, at Karamoja anses for at være et primitivt og underudviklet område, hvor folk lever i en tilbagesat kultur, hvor "de går nøgne rundt, stjæler kvæg, skyder hinanden og drikker komælk blandet med blod". Der er dog ikke mange ugandere, der har besøgt Karamoja i frygt for kvægtogter og skyderier; så opfattelserne er mere et tegn på fordomme. Der er bare ikke meget respekt at hente for dette traditionsrige folk, som kæmper en daglig kamp for overlevelse. Indtil videre har Ugandas regerings fremmeste indsats i Karamoja været af militær karakter. Siden 2001 har regeringen nemlig forsøgt at dæmme ned for de interne konflikter i Karamoja med udsendingen af et stort opbud af regeringssoldater, som svært bevæbnet patruljerer overalt. De har fået ordrer på at afvæbne karamojongerne deres våben, inddæmme deres kvæg og sørge for sikkerhed. Men mange internationale organisationer mener, at de militære styrker har gjort mere skade end gavn. Regeringshæren meldte i år, at den har konfiskeret 27.000 våben i Karamoja. Men afvæbningen er ofte foregået voldsomt og har ført til utallige tab af menneskeliv. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har længe rapporteret om voldelige overgreb, drab på voksne og børn, samt destruktion og røverier, når soldaterne har pløjet igennem Karamojas landsbyer i deres søgen efter våben.

Karamojas fremtid

Det vides ikke, hvornår den militære operation slutter - og uvisheden præger Karamojongfolkets fremtid. Nogle ugandiske politikere mener, at problemerne i Karamoja bedst kan løses i samarbejde med Kenya og Sudan. Men det er ikke en holdning, der deles af alle. En lokal præst siger irriteret: "Det er bare politik og alle deres rejser og møder fører jo ikke til noget (...) Karamojas problemer kan løses her og nu."

Præsten mener, at konflikten kan løses gennem dialog med de forskellige etniske klaner og iværksættelsen af meningsfulde udviklingsprojekter. Fattigdom og usikkerhed fører til at Karamojongerne altid tænker: "At deres nabo er deres fjende," siger præsten: "Børn og unge her kender ikke til andet end tørke, sult og skydevåben (...) der er skabt mistænksomhed og mistillid mellem mennesker (...) og en militær indsats uden mål bidrager hverken til udvikling eller fred."

Han beder til, at der snart findes en løsning, som vil glæde mennesker, dyr og natur.

Rekha Das er freelance konsulent og skribent p.t. bosiddende i Uganda

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu