Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
19. november 2008

Fogh og fåreklæderne

Steen Klærke, Ø. Assels

Hvor kan folk dog gøre sig ynkelige. Tag f.eks. Anders Fogh Rasmussen.

Forud for sidste valg, da de langvarigt internerede i Sandholmlejren fyldte meget i valgkampen, sagde selvsamme Fogh Rasmussen, at flygtningepolitikken skulle have et bredt flertal bag sig, hvorefter han fortsatte den sædvanlige kurs, da valgsejren var hjemme.

Og minsandten om han ikke gentager kunststykket på et tidspunkt, hvor meningsmålingerne ikke ser alt for godt ud.

Nu piver han over, at han 'tog fejl', da han smadrede dansk energi- og klimapolitik. Nu skal vi skabe grøn vækst i de næste årtier.

Men hvornår begynder 'de næste årtier'? De begyndte i hvert fald ikke med den netop indgåede finanslov. Ak ja. Erkendelse kommer senere til nogle end til andre.

Fåreklæderne klæder dig ikke, Anders Fogh!

Vælg Lars Løkke

Niels I. Meyer, Hørsholm

Forhåbentlig vælger Venstre Lars Løkke Rasmussen til formand inden næste folketingsvalg. Det er den sikreste vej til fjernelse af VK-regeringen.

Ytringsfrihed - hvor og for hvem?

Hanne Schmidt, Enhedslistens kulturudvalg

Det virker som om den siddende regering og DF ikke interesserer sig et hak for, hvilket rum for demokrati, folkelig kultur og samtale borgerne skal have i dette land. Tværtimod forsøger man at kvæle alle foreninger og institutioner, som er bærende for et levende demokrati og kulturel mangfoldighed. Væk med bibliotekerne, væk med portostøtten, væk med medarbejderdemokrati, væk med daghøjskolerne, væk med retssikkerhed, væk med fagforeninger, væk med Christiania, væk med alle, der har kritiske holdninger og ikke er enige med dem i statslig topstyring, eller i deres forsøg på kanonisering, ensretning af kultur og markedsgørelse af alt i samfundet.

Den grundlovssikrede ytringsfrihed kræver både fysiske og åndelige rum at udvikles i, -herunder et DR, som tør kritisere PET, politi og magthavere. Det handler om lydhørhed over for andre værdier og måder at leve livet på, end den regeringen og DF vil påtvinge os. Det er en forudsætning for ægte refleksion, for kulturel og social mangfoldighed og drømme om noget andet og noget større end forbrug og grænseløs vækst.

Den førte politik udgør et direkte angreb på et dansk demokrati med plads til forskellige klasser, sociale lag og lokale kulturer her i landet, som ikke kan identificere sig med deres såkaldte danske værdier.

Flere tyve fra Bagdad

Tom W. Petersen, Frederiksberg

At irakiske afhoppere forsynede diverse efterretningstjenester med falske oplysninger om masseødelæggelsesvåben, som de regeringer, der ville angribe Irak, hellere end gerne ville tro på, er ikke en nyhed. I Ekstra Bladets særnummer 'Løgnen om krigen - krigen om løgnen' fra 2. oktober 2003 - for mere end fem år siden - skrev journalist Bo Elkjær udførligt om det. Og det var ikke en enkelt mand. De var mindst to; de hed Adnan Ihsan Saeed al-Haideri og Mohammed Harith. Dette og historien om Curveball er desuden gennemgået af samme Elkjær i hans bog Kære statsminister fra juni 2008.

I øvrigt er det vel ligegyldigt. De, der ville i krig, skulle bare bruge nogen, der kunne bruges til formålet.

Senere offentliggørelser af, at de ansvarlige - Bush, Blair og Fogh - vidste eller havde mistanke om, at oplysningerne ikke holdt, kommer bare for sent. Alle de døde irakere er døde, Irak er kaos, og 'vi' har forladt stedet. Gerningen er fuldbyrdet.

Og så er der ikke noget at komme efter, for det var jo - altså efter krigen - slet ikke på grund af masseødelæggelsesvåben eller for at afvæbne Saddam, at vi angreb Irak. Næ, det var for at støtte FN - som i øvrigt ikke ville den krig.

Øv for en euro

Mikkel Schou, København N

Uden euroen vil Danmark ende i økonomisk kaos og værditab. Sådan lød det, da Danmark sidst skulle stemme nej til euroen.

Danmark styrer selvfølgelig dansk økonomi (valuta- og finanspolitik) selv. Uafhængigt af euroen - men med en strategisk skelen. Det har vi gjort siden vi sidst sagde Nej. Nu vil statsminister Fogh Rasmussen også prøve at overtale os. SR-regeringen tabte euroen, fordi ingen troede på truslerne om virkningerne af at stå uden for indflydelse, som det hed.

Virkningerne blev gjort til skamme, selv i påstundende globale finanskrise. Vist er vi revet med, men vi bestemmer selv farten. Og mon ikke Danske Bank også havde tabt milliarder i krisen, hvis vi havde haft euro. (Skal Danske Bank så hedde Euro Bank?).

"Den største omkostning er tabet af politiks indflydelse. Kredsen af eurolande bliver en stadig mere fasttømret gruppe. En gruppe, som træffer vigtige beslutninger af stor betydning for os. Det har vi også set under finanskrisen".

Sådan lyder det nu dystert opmuntrende fra statsministeren.

Nej, vi træffer beslutningerne selv. At foregøgle, at dansk indflydelse på EU's valutapolitik er vigtigere, er ikke kun hykleri, men også mangel på alvor.

Nulvækst

Carl Bloch, medlem af De Grønne

I stedet for at flæbe over den lave vækst, burde vi hellere benytte lejligheden til at indstille os på at have nulvækst, for det er nu engang begrænset, hvad Jorden kan bære. Vi har trods alt stadig en meget lav arbejdsløshed samt overskud på statsbudgettet og betalingsbalancen, hvilket er et godt udgangspunkt. Vort land kan udmærket godt være i rivende udvikling, uden at vi har vækst, nemlig ved at vi omstiller produktionen og laver kvalitetsforbedringer.

Ubrugelige, alt for kreative kortslutninger

Ansa Lønstrup, fagleder og lektor på Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet

Bagsidelederen 13. november beskriver misforholdet mellem antallet af frivillige og lønnede f.eks. i CPH:DOX. Jeg er enig: kulturområdet er underfinansieret.

Lederens udredning af problemet er dog baseret på fejl og kortslutninger.

Æstetik- og kulturuddannelser som Æstetik og Kultur, AU, Moderne Kultur, KU m.fl. er ikke 'kreative', de uddanner ikke 'kunstneraspiranter' eller 'smarte kunstnerspirer'. De er videnskabelige uddannelser, funderet i viden om æstetik, kunst, kultur, samfund, organisationer, analytisk evne over for kunstnerisk-æstetiske fænomener og deres potentialer i forskellige kontekster. Som del heraf indgår praktik. Sådan går det faglige fokus i udveksling med samfundets skiftende kultur- og erhvervspraksisser.

Kandidaterne ender ikke med "dels at arbejde gratis, dels lave noget helt andet, end de faktisk er uddannede til". De får arbejde inden for kunst, kultur, medier; administration, forvaltning, undervisning, forskning, formidling, frie erhverv. Kultur- og erhvervslivet har opdaget deres kvalifikationer og kandidaterne bliver ansat på et mix af dem og deres praksiserfaring. Det er som studerende, de arbejder gratis i deres praktik. Jobtyperne bliver stadig mere hybride mellem kultur- og erhvervssektoren ligesom samfundet i øvrigt.

At "ingen tør erhvervsrette vores mest kreative uddannelser" kortslutter altså mellem forskellige problemer i den manglende skelnen mellem uddannelsestyper, kultur- og uddannelsespolitiske diskussioner og i fejl omkring, hvem der arbejder gratis i kulturen.

Magtforlængning

af Joachim Nielsen, Vanløse

Inderst inde er Fogh nok ligeså grøn, som han er vild med velfærdssamfundets høje skatter og Obamas trang til dialog med både får og bukke. Men hvad gør man ikke for lidt magtforlængning.

En nation af dilettanter

Erik Dühring, Ballerup

Lene Espersen (Moster Skrap) kalder Helle Thorning Schmidt for en dilettant, fordi hun har kritiseret finansministerens manglende evner til at lede forhandlingerne om dagpengereformen. Så er 89 procent af Danmarks befolkning vel også dilettanter, når disse mener, at Lars Løkke Rasmussen ikke vil egne sig som statsminister.

Nogle af de resterende 11 procent befandt sig på Venstres landsmøde, hvor man gav Lars Løkke taktfast bifald. Jeg kom til at tænke på teatret, hvor man gav lærlinge fribilletter, for at de skulle klappe på opfordring. Klapører kaldes de vist.

Noget andet, der kom mig i hu, er ordsproget: Den Herren giver et embede, giver Han også forstand.

Det var da Venstres politiske ordfører Støjberg (skægt navn lige til hende!) bedyrede, at Lars Løkke ville vise sine virkelige kvalifikationer, når han blev statsministerkandidat.

Beklageligvis - dog mest for ham selv - får han aldrig mulighed for at bevise det.

Gulagtànamo

Ib Jensen, Søborg

Det var med blanke øjne, de delegerede på Venstres landmøde taktfast hyldede partiets nye stasidomstol, PET!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu