Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
4. november 2008

Hykleri

Finn Holten Hansen, København N

Når den genfødte frihedskæmper, vores statsminister, nu igen påstår, at den egentlige begrundelse for vores krigsdeltagelse i Irak var Saddam Husseins manglende samarbejde med FN's Sikkerhedsråd om diverse resolutioner - ikke Iraks masseødelæggelsesvåben - så burde vi og adskillige andre forlængst have erklæret Israel krig. Men det kunne da slet ikke falde os ind, vel? Ikke engang fordi Israel faktisk er i besiddelse af ulovlige masseødelæggelsesvåben.

Magtens arrogance eller lavpunktet

Hans Winkel, Middelfart

Efter seks års erfaring med en stærk dansk krone, tyder alt nu på et kortsigtet brandudsalg, fordi Anders Fogh skal profileres i EU. Hurra!

Han siger, at børsmæglerne handler hysterisk og kortsigtet, men efter blot tre måneders finanskrise er han klar til for at smide Danmark for euroløverne. Det lugter langt væk af magtens arrogance.

Støt Operation Dagsværk

Mogens Bang, pensioneret overlærer

Under overskriften "Operation Korruption" i weekendudgaven af Information 1.-2. november går Esben Korsgaard Poulsen fra DSU kraftigt i rette med Operation Dagsværk, som han mener, støtter de forkerte. Nu er det jo sådan, at Operation Dagsværk ikke arbejder for sig selv, men tværtimod får ansøgninger fra bl.a. også de organisationer, som Esben Korsgaard Poulsen anbefaler at støtte. Derefter udvælger man et projekt, som man mener at kunne solidarisere sig med. I år handler det så om at hjælpe pigerne i Niger til at komme i skole. Et prisværdigt projekt helt nede på jorden. Solidaritet i øjenhøjde, således som Operation Dagsværks projekter normalt er det.

Men Operation Dagsværk har ifølge Esben Korsgaard Poulsen arbejdet sammen med Internationalt Forum, "der er medlem af Boykot Israel, selv om OD påstår at være upolitiske"; og i den forbindelse er de kommet i dårligt selskab med PLFP og FARC, som vi jo ved har landsrettens dom for at være terrorbevægelser. At både staten Israel og Columbia er stater, hvor terroren over for modstandere er sat i system og fungerer, som den slags nu skal, nævner Esben Korsgaard Poulsen ikke med et ord. Desuden har han ikke noget at have sin påstand i. Mig bekendt arbejdede Operation Dagsværk sammen med IF om et skoleprojekt i Mexico.

I stedet anbefaler han at yde et bidrag til DSU's Hvideruslandsgruppe, så demokratiet kan blive indført i "Europas sidste diktatur". Prisværdigt, men i noget højere luftlag end Operation Dagsværks nede på jorden solidaritet. Derfor vil jeg opfordre alle, der kan: Støt Operation Dagsværk ved at hyre en gymnasieelev i morgen. Og til de unge mennesker: På med vanten. I støtter en god sag.

Operation Dagsværk skal ikke boykottes

Kathrine T Larney, formand for Afrika Kontakt, og Trine Pertou Mach, formand for Mellemfolkeligt Samvirke

Det er forhåbentlig ikke DSU's holdning til Operation Dagsværk, som Esben Korsgaard Poulsen giver udtryk for i Inf. 1.-2. nov.

Indlægget er i bedste fald udtryk for himmelråbende uvidenhed. OD er en vigtig brik i det danske ulandsmiljø og har vores stærke støtte. Både til det store arbejde med oplysning i Danmark og til de projekter, de faktisk gennemfører.

De projekter, som gymnasieelever hvert år samler penge ind til, er demokratisk udvalgt blandt dem selv og en væsentlig del af OD-kampagnen er netop at oplyse om vilkårene de steder, hvor projekterne kører. OD leverer hvert år undervisningsmateriale af høj kvalitet til danske gymnasier og er med til at fremme forståelse af den hverdag og de problemer, som verdens fattige møder. En række udviklings- og solidaritetsorganisationer har siden 1985 succesfuldt samarbejdet med OD. Dette års projekt, lavet i samarbejde med CARE Danmark, skal sikre skolegang til piger og nomadebørn i Niger. Hvem ved sine fulde fem kan opfordre til at boykotte dette?

Erik Bach vrøvler

Margrete Auken, MEP SF/Den grønne gruppe

I information 30. oktober beskylder min tidligere partifælde Erik Bach mig for ikke at støtte konfliktretten. Vrøvl med ham. Sammen med den øvrige venstrefløj i Parlamentet arbejder vi i den grønne gruppe benhårdt for at sikre arbejdstagernes rettigheder under presset fra det indre marked. Når Erik Bach påstår noget andet, er det fordi jeg konkret har undladt at stemme for et par ændringsforslag til en rapport om kollektive aftaler 22. oktober. Årsagen var ikke, at jeg er uenig med indholdet, men at ændringerne ikke ville tilføre rapporten reel merværdi. Fordi man siger tingene flere gange, får de ikke nødvendigvis mere gennemslagskraft. Det ved Erik Bach udmærket godt, men alligevel udnytter han chancen for at markere sig. Det bemærkelsesværdige er, at han slet ikke nævner de danske socialdemokrater - som i modsætning til mig - stemte direkte imod ændringsforslagene. Erik Back afslører dermed sit egentlige formål - at sætte sit gamle parti og mig i et dårligt lys. Hvis han selv skulle blive valgt til europaparlamentet, vil han dog erfare, at hvis nogen laver 'symbolpolitik', er det de perspektivforladte nej-bevægelser.

Efter grundig research

Ib Jensen, Søborg

"Er der noget mere unødvendigt i denne verden end gratisaviser?", spørger Ole Hyltoft i Ekstra Bladet (citeret i citatspalten i Inf. 1. november). Svar: Ikke ud over Ole Hyltoft og Ekstra Bladet.

Har I glemt Grundlovs-komitéen GK2003?

Birgitte Albrechtsen, formand for GK2003

Jeg undres!

Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen har den 28. og 29. oktober tre glimrende artikler i Information om statsministerens manipulationer i forbindelse med Irakkrigen. Det undrer mig såre, at ingen af dem nævner Grundlovskomiteen 2003 vedr. Irakkrigen og den retssag, som 26 borgere i 2005 anlagde mod Fogh for grundlovsbrud (§ 19 og 20).

Rettens mølle maler langsomt, og derfor har en retssag desværre ikke den nyhedsværdi, der holder mediernes interesse fangen.

Men en avis som Information bør dog gå mere i dybden. Når I laver en 'faktaboks', der ikke omtaler retssagen, bidrager I i mine øjne til det klima af afmagt og opgivelse, der i høj grad dominerer den politiske scene. Folk tror ikke længere, at det nytter at protestere.

Måske synes de to journalister heller ikke, det nytter noget med denne retssag? I så fald stiller vi gerne op til et interview, hvor vi kan drøfte mulige andre aktionsformer - og i det hele taget vilkårene for folkelig politisk deltagelse i denne tid.

I det mindste skylder I læserne at henvise til vores hjemmeside www.gk2003.dk, så de selv kan tage stilling.

Alle taber

Michael Sandfort, Brønshøj

Finanskrisen burde hjælpe John McCain, for det var demokraterne - inklusive Barack Obama - som tvang bankerne til at låne ud til dårlige betalere for at tilgodese etniske minoriteter. I dag er alle tabere: Bankerne der lukker, familierne der går konkurs, skatteyderne der får regningen - og McCain, for de prodemokratiske medier giver ham skylden.

Præsidentvalget i USA

Jørgen Hagmund, Køge

Jeg glæder mig til i morgen. Ih, hvor jeg glæder mig. Så er der heldigvis fire år til næste præsidentvalg i Amerika. Intet - bortset fra prinsebryllup eller barnedåb - kan i den grad få dansk presse i selvsving, som et opgør mellem to kandidater til præsidentposten i USA.

Verdens største og 'bedste' demokrati afholder valg i dag. I den anledning har utallige danske eksperter fortalt os om kandidaterne. Ingen avis, ingen nyhedsudsendelse er udkommet uden daglige oplysninger om prognoser, kandidatudtalelser, fortalelser og gensidige beskyldninger. Vi mangler kun oplysninger om, hvad de to spiser til morgenmad.

Hvorfor?

"Jo." Siger eksperterne: "Det betyder så utroligt meget for Amerika, for verden og for lille Danmark, hvem USA vælger til posten."

Det er egentlig mærkeligt, at denne store betydning ikke er gået op for amerikanerne. Valgdeltagelsen har ved de sidste mange valg ligget på ca. 50 pct. Denne lave procent har dog mange årsager. F.eks. er afgivne stemmer fra distrikter, hvor vælgerne sætter kryds ved den forkerte kandidat, ofte ikke medregnet. Andre vælgere har mødt en lukket dør til valglokalet. Nogle har oplevet, at afstemningsmaskinerne pludselig strejkede eller placerede krydset på den forkerte kandidaten.

Men de 50 pct. trofaste og heldige vælgere har stemt og bl.a. valgt en Nixon, en Reagan og en Bush i verdens 'største og bedste demokrati'.

Det må gerne blive onsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Efter seks års erfaring med en stærk dansk krone, tyder alt nu på et kortsigtet brandudsalg, fordi Anders Fogh skal profileres i EU. Hurra!

Tak til Hans Winkel. Klare ord. Alt andet er spind og røgslør.