Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
27. november 2008

Mere bog, mindre show

Ove Weiss, redaktør, boganmelder ved D2R

Efter forrige weekends bogmesse i Forum er bølgerne gået så højt, som de kan i en andedam: For meget krig og krimi og for lidt "rigtig litteratur", for mange kendisser - tilmed af norsk og svensk herkomst - - og for få "rigtige danske forfattere".

En naturlig sammenligning kunne være bogmessen i den bosniske hovedstad Sarajevo, som i antal stande og areal rigeligt matcher Forum i Skenderia komplekset, opført til indendørs sport under Vinter-OL i 1984.

Mens politikere og enkelte dinosaurer fra diverse akademier på Balkan pisker til nationalismen, er bogmessen mødested for forlag fra katolske Zagreb, muslimske Sarajevo og ortodokse Beo-grad og Banja Luka. Bøgerne og debatten om dem forener etniciteterne, måske fordi, bogen - og intet andet - er i centrum.

Skulle nogen mene, at der er gået lidt rigeligt show i Forum, gælder det ikke i den mishandlede by, som ellers kan have brug for underholdning og opmuntring. Men dét, der først og fremmest slår den, der jævnligt står ved bogbjergets fod, er de næsten usynlige grænser på Balkan-messen mellem genrerne.

For egentlig er det en uskik, at den hjemlige forlagsverden er så opdelt i skønlitteratur, fagbøger, bio-grafier og erindringer, underholdning, teknik, undervisning osv.

Visse udgivelser lanceres med piber og trommer, andre forsvinder i mørket eller, eksempelvis i klasseværelset, selv om de har interesse for et langt større publikum. Især ikke i en tid, hvor Videnskabsministeriet i Bredgade har gjort 'formidling' til en kliché. Og lad så minister Sanders interesse være erhvervsrettet. Andre ser kvalificeret vidensformidling som en betryggende del af samfundsdebatten, som alt for ofte præges af uvidenhed med følgende fordomme.

Et godt eksempel er lærebogen Den arabiske Verden, rettet mod historie- og samfundsfagsundervisningen i gymnasiet. Her er der i den grad tale om en overskudsbog, som andre burde have del i, også uden for klasseværelset. De kender den blot ikke, og bogmessen ledte ikke på vej.

Bogen er skrevet af Mellemøsteneksperterne Birgitte Rahbek og Jørgen Bæk Simonsen og er udgivet på Gyldendal.

Forfatterne skelner her mellem Den arabiske verden og Den muslimske verden. Dermed nedbrydes flere stereotyper i den hjemlige debat, hvor hele Mellemøsten, minus Israel, ofte samlet stemples som De forenede Slyngelstater.

Bogen er opdelt i to afdelinger. Den første kunne med sin analyse af den arabiske verden være en selvstændig udgivelse fra en af forlagets mere 'udadvendte' redaktioner.

I anden afdeling får læseren i tilgift et velskrevet opslagsværk over de enkelte arabiske landes styreform, befolkning, sprog, religion, erhvervsliv osv. Understøttet af en kartograf, der forener detaljen med det klare overblik.

Men først og fremmest udmærker bogen sig ved en skriftlig mønsterformidling af kompliceret stof. Og tænk nu, hvis 'Den arabiske verden' var blevet lanceret med samme kraft som "rigtige bøger". Så kunne den måske også have skabt meningsfuld debat på bogmessen om et emne, som mange i den politiske hverdag misbruger og gør sig kloge på - uden at kende det.

Formidlingens baggrund

Per-Olof Johansson, Lillerød

Anmeldelse af bøger er jo en slags formidling. Er det formidling af hensyn til litteraturen som sådan, forfatteren, forlaget, avisen eller anmelderens eget projekt?

Hvis man tog anmeldelser i aviserne og deres bogtillæg over en periode og undersøgte, hvilke bøger som anmeldes, kunne man forestille sig, at resultatet ville være, at der er stor konsensus om, hvilke bøger som anmeldes.

Alle ved, at der kommer langt flere bøger, end der anmeldes. Når det er tilfældet, kunne vel mange flere fortjene omtale på notitsniveau, måske på bekostning af de ofte meget omfangsrige anmeldelser.

Hvis formodningen om en stor konsensus om, hvad der anmeldes, blev bekræftet, kunne man overveje, hvordan denne konsensus bringes til veje. Vi ved, at den til en vis grad er styret af forlagene med noget som kaldes 'udgivelsesdagen'. Vi ved, at bryggeribranchen styrer hårdt med rabatter til de udskænkningssteder, som pålægges kun at sælge et bestemt mærke. Er der fra forlagene straf til de aviser, som ikke overholder udgivelsesdagen, hvad enten det nu er før eller senere - det kunne være med manglende udsendelse af anmeldereksemplarer eller manglende invitationer til diverse forlagsarrangementer.

Systemet til udvælgelse af bøger til anmeldelse er åbenbart, at redaktionen udvælger bøgerne og sætter en anmelder på opgaven. Det kunne være interessant med en afmærkning af anmeldelser, der angav 'redaktionsudvalgt' henholdsvis anmelders 'eget valg'.

Alt efter i hvilket omfang kriteriet for udvælgelse af titler for omtale ikke er anmelders egne, må jeg sætte et stort spørgsmålstegn ved en alt for positiv vurdering af formidlingsindsatsen. Selvfølgelig må målet med formidlingen også ideelt være litteraturen som sådan - dog et nærmest umenneskeligt mål, når der i sagens natur ikke er objektive kriterier for litterær kvalitet.

Kære Kamilla Löfström

Britt Højer Larsen, socialrådgiver og journalist, Frederikshavn

Du anmeldte torsdag den 13. nov. Anne Marie Løns bog, Sekstetten, og skrev her indledningsvis, at Anne Marie Løn i sin nye roman blander to populære genrer, krimien og den historiske roman. Du mener, at Sekstetten vel skal læses for spændingens skyld( udredning af komplottet samt efterfølgende retssag.)

Jeg kunne aldrig tænke mig at vælge at købe en krimi (læse en bog for spændingens skyld). Denne genre søvndysser mig, og med mit kendskab til Anne Marie Løns forfatterskab ved jeg, at hun hidtil har skrevet om mennesker og koncentreret sine handlinger om de psykologiske aspekter i sine menneskebeskrivelser.

I Sekstetten, som er en historisk roman, der består af en blanding af fiktion og fakta, formår Anne Marie Løn at vægte begge dele: Bogen bygger på en underslæbsskandale, som rystede københavnerne i 1924.

Seks mænd, ansat ved Det Kgl. Assistenthus i København bliver først suspenderet og siden dømt for bedrageri.

Det er disse seks mænd, vi følger, da de får beskeden om suspensionen, og det er her Anne Marie Løn på en medrivende måde folder sig ud som forfatterinde.

Kriser er fælles grundlag for den menneskelige eksistens. Forskellen er blot, hvordan vi takler dem.

Vi følger de seks mænds umiddelbare chockreaktion, da jorden brænder under dem: Skal man drukne sig? Skal man gemme sig for familien eller gå hjem til bekendelse? Skal man benægte fakta i dette søvngængeroplevende inferno, som i den grad adskiller sig fra de seks hidtidige bedsteborgerliges tilværelse med magt erhvervsmæssigt og socialt?

Vi følger deres hustruers chokreaktion fra at ville gå hjemmefra til korporlige tæv af ægtemand. Deres efterfølgende kamp for at redde sig og sine til overlevelse.

Kampen om overlevelse bliver indædt, da alle seks mænd bliver arresteret og venter på dom.

Jeg har således ikke læst en kriminalbog med udspring i historiske fakta, men fra første side ladet mig rive med i Anne Marie Løns skildring af de menneskeskæbner, som fra bedsteborgerlige tilværelser oplever afmagt, skam og fornedredelse.

Kamilla Löfström og jeg har læst den samme bog, men med forskelligt udgangspunkt: Hun har forventet en krimi med denne genres spændingsmomenter og oplever personerne i Anne Marie Løns bog som papfigurer.

Jeg forbavses over, at en anmelder kan opleve Anne Marie Løns flydende fiktion omkring disse seks mænd og deres familie, mens afsløring, suspension, avisomtale og arrestation finder sted som papfigurskildringer.

Den psykologiske skildring er unik: Familierne følges i optrevlingen skridt for skridt.

Efter arrestationen begynder kvindernes nyorienteringsfase i kriseforløbet. Skildringen af mændene efterlades for en stor del bag fængslets mure, mens kvindernes måde- og evne til overlevelse belyses.

Bogen bør læses af dem, som interesserer sig for skildring af mennesker af kød og blod. Den bør læses af dem, som har interesse i at opleve København i 20'erne med de mange forlystelsesetablissementer, det bedsteborgerlige liv, inden Stauning kom til, hvor fattige havde behov for pantelånevirksomheden i Det Kgl. Asisistenshus og hvor bedsteborgeren knap kendte dens eksistens.

Men at købe bogen for krimispænding- og handling, det må jeg fraråde.

Til Kåre Fog

Lea Løppenthin, studerende, Frederiksberg C

I et læserbrev problematiserer du den amerikanske litterat Harold Blooms idé om, at læsning af litteratur gør os til ordentlige mennesker. Du forklarer, at romaner ikke interesserer dig, fordi du foretrækker fakta frem for fiktion. Jeg er enig med dig i, at Blooms formuleringer er noget kategoriske. Der findes langt flere ordentlige mennesker, end der findes poesi-entuisiaster, ingen tvivl om det. Men dyrkelsen af litteraturen er ikke virkelighedsflugt, tværtimod, for kunsten afprøver virkeligheden i alternative scenarier og giver mennesket blik for nye muligheder og ideer i sin egen virkelighed.

Litteratur er samtidig udforskning af sproget, som gør os mere opmærksomme omkring det sprog, vi bruger til at udtrykke fakta med. Måske vigtigst af alt kan litteraturen give os en tryghed gennem identifikation, en følelse af at blive genkendt af forfatteren. F.eks. derfor bliver man, om ikke et ordentligt menneske, (der skal nok mere til) så et opmærksomt menneske, af at læse litteratur. Der er selvfølgelig mange flere gode argumenter, som der slet ikke er plads til her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per-Olof Johanssson

- når man udtaler sig om anmeldelser, bør man måske redegøre for sin egen (manglende) placering i feltet? Det burde være irrelevant, men en har jo gjort sig sine erfaringer. Så jeg vil da gerne på denne plads henvise til mine enten uanmeldte eller i ringe grad anmeldte publikationer.