Kronik

Mennesket før systemet

Når vi i dag ser på følgerne af Fogh-regeringens politik, fremtræder velfærdsretorikken som kalkuleret vildførelse. Man kan ikke narre hele folket hele tiden, men måske så længe, at følgerne er uoprettelige
Masser af danskere tilbringer timer i ørkesløse, tidrøvende køer. Investeringer i kollektiv trafik ville nemlig være en favorisering af systemet på bekostning af den enkeltes frihed til at vælge rute og tidspunkt for sin færden mellem hjem og arbejdsplads.

Masser af danskere tilbringer timer i ørkesløse, tidrøvende køer. Investeringer i kollektiv trafik ville nemlig være en favorisering af systemet på bekostning af den enkeltes frihed til at vælge rute og tidspunkt for sin færden mellem hjem og arbejdsplads.

Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Debat
29. november 2008

Mennesket før systemet. Bibliotekslukninger. Offentlige sygehuse i forfald. Lukning af busruter landet over som kontante eksempler på en nedprioriteret kollektiv trafik. Ældreforsorg i krise. Nedslidte skoler. Nedskæringer for børneinstitutioner. Materialemangel, der svækker undervisningen i Folkeskolen. Og kontrol. Kontrol i alle ender og kanter begrundet med kvalitetssikring. Der er næppe mange i offentlig tjeneste, der føler, at regeringen og kommunerne giver dem arbejdsvilkår, der matcher deres opgaver. De bruger i stadig stigende grad deres ressourcer på at betjene systemet. Paradoksalt under en regering, der vil reducere systemet for at frisætte borgerne.

Venstre fandt i 2001 den fornødne støtte i befolkningen til sit liberale projekt 'Mennesket før systemet'. Systemet er de myndigheder, der med hjemmel i lovgivningen former rammerne om borgernes liv. Rammerne var i Venstres optik blevet unødigt stramme. Anders Fogh Rasmussen fik medvind for sin dagsorden med løfter om, at systemets velfærdsinstitutioner ville forblive usvækkede. Han fremstillede endog Venstre som velfærdsstatens sikreste værn. Politik er det muliges kunst, hedder det sig. Venstre har demonstreret, hvad der er muligt, når befolkningen er til fals for forførende snak.

Men der er grænser. Den skotske filosof David Hume beskrev hvor de går: "Man kan narre hele folket en del af tiden, og en del af folket hele tiden, men man kan ikke narre hele folket hele tiden."

Kalkuleret vildførelse

Når vi i dag ser på følgerne af Fogh-regeringens politik, fremtræder velfærdsretorikken som kalkuleret vildførelse. Den opmærksomme iagttager kan hævde, at Fogh på intet tidspunkt har lagt skjul på sine tanker om privatisering og borgernes adgang til frit valg mellem private og offentlige udbydere af borgerservice. Men den politik, der som middel har disrespekt for de offentlige velfærdsinstitutioner, er aldrig blevet forelagt borgerne til stillingtagen. De har sagt ja til skattestop og frit valg, men selvfølgelig ikke som instrumenter for udviklingen af det liberalistiske samfund, de adspurgt har frabedt sig.

"Tilbage står vi danskere kun med mindet om det højt berømmede, sociale, offentlige og solidariske danske sygehusvæsen, hvor enhver livet igennem bidrog efter evne og formåen og modtog vederlagsfri hjælp ved sygdom og ulykke," skrev en pensioneret overlæge for nylig i Politiken om virkningen af den førte politik på det offentlige hospitalsvæsen.

Og hvad så! Sundhedsministeren er ganske afslappet. De private sygehuse aflaster de offentlige for de mange ydelser, som borgere med job eller råd har forsikret sig til. Ydelser så rigeligt subsidieret af skattemidler, der ledes fra offentlige institutioner over i private virksomheder. Mennesket før systemet. Ja, nogle mennesker får lov til at betale sig til hurtigere og bedre behandling end den, økonomisk trængte offentlige institutioner kan tilbyde. Men det er naturligvis ikke regeringens erklærede politik. Kun virkningen.

Må ikke favoriseres

Det er heller ikke regeringens politik at byerne kvæles i biler og forurening. At antallet af trafikofre skal stige fra år til år. Det er blot virkningen. Mennesket før systemet. Hver borger alene i sin bil i ørkesløse, tidrøvende køer. Investeringer i kollektiv trafik ville være en favorisering af systemet på bekostning af den enkeltes frihed til at vælge rute og tidspunkt for sin færden mellem hjem og arbejdsplads. Det er ikke regeringens politik, at flere skal dræbes på vejene, men det er virkningen af en fartpolitik, der overlader mere til højrefoden end forsvarligt.

Det er ikke regeringens politik at deklassere ansatte på offentlige sygehuse og chauffører i den privatiserede kollektive trafik, men se til virkningen. Det er derimod regeringens politik, at de offentlige sygehuse skal være der for samfundets svage, dem uden forsikring, dem uden midler til at betale for sig selv, de gamle, der skal opbevares, fordi der ikke er plads til dem på det offentliges plejehjem. Det er regeringens politik, at de mennesker, der skal gøre en indsats for indlagte på offentlige sygehuse, skal affinde sig med ringere arbejdsvilkår og løn end deres kolleger i privat ansættelse. Deklassering!? Det er regeringens politik, at den kollektive trafik skal være der for dem, som på grund af alder, helbred, indkomst eller af andre årsager er forhindret i at køre bil. De ansatte må finde sig i de vilkår, der bydes medarbejdere i en nedprioriteret tjeneste overladt arbejdsgivere, der driver rovdrift på personalets formåen for at vride en avance ud af den anstrengte økonomi.

Det er ikke regeringens politik at forringe undervisningen i den danske folkeskole, men det er resultatet af nedslidte bygninger og materialer. Det er derimod regeringens politik at skubbe dem, der har råd til at sikre deres børn et tilfredsstillende resultat af skolegangen, over i private løsninger. Det er en virkning af regeringens politik, at folkeskolens lærere med skrumpende ressourcer skal håndtere en stigende koncentration af børn og unge, der møder skolen og undervisningen uforberedt.

Fralægger sig ansvaret

Regeringen fralægger sig ansvaret for en lang række af de forringelser af det offentliges tilbud, borgerne har oplevet i de senere år. Den vil henvise til regioner og kommuner. Formelt har regeringen ret. Men det er virkningen af regeringens politik, der løfter private initiativer og holder offentlige tilbud nede. Politik er at vælge. Regeringen har valgt skattestop og skattelettelser frem for vedligeholdelse og udbygning af de institutioner, der er skabt for og af fællesskabet. Det er regeringens prioriteringer, der viser sig i befolkningens hverdag.

Mennesket før systemet. Et liberalt frihedsbudskab. Statsmagten begrænset til det nødvendige til sikring af enhvers lige ret til at udfolde sine initiativer og talenter. Det er et larmende paradoks, at den regerende liberale statsminister vil friheden med den virkning, at danskerne aldrig har været så kontrollerede, som de er i dag. Findes der en eneste offentlig institution, hvor personalet ikke forfølges af arbejdstunge krav om rapportering? Kontrol er blevet frisættelsens klæbende skygge. Og skyggen følger enhver, der rører sig i samfundet. Bibliotekerne registrerer, hvad lånerne låner. Banken sikrer, at det offentlige kan få adgang til oplysninger om hver enkelts pengetransaktioner. Videoovervågning på gader og torve. Mobilen samler oplysninger om, hvem vi ringer til hvorfra, og pc'en videregiver oplysninger om mails. Lovgiverne har tiltaget sig magt til at dømme i sager, hvor de skønner, at retssager afslører oplysninger om efterretningstjenesternes arbejdsmetoder. Et fatalt brud på den tredeling af magten, der skal sikre borgerne mod myndighedernes overgreb. Og så videre. Mennesket før systemet. Regeringen vil angiveligt frihed, men virkningen er systemets skræmmende amokløb.

Man kan ikke narre hele folket hele tiden! Men måske så længe, at følgerne er uoprettelige. Regeringen har i sine år ved magten gennemført den største samfundsforandring siden 30'ernes socialreform, der lagde grunden til efterkrigstidens velfærdsstat. Regeringens privatiseringsreform undergraver fundamentet for det samfund, der gav borgerne lige muligheder og fælles forpligtelser.

Regeringens krigspolitik, kamp mod terror, kriminalpolitik og holdning til danskere med anden religiøs og kulturel baggrund end den gængse her til lands har skabt et mistroisk, paranoidt, kontrollerende samfund.

Efterhånden går det vel op for danskerne, hvad der er sket siden 2001. Fogh satte aldig sine sande intentioner til afstemning. Borgerne kan gøre næste valg til et valg for eller imod den nuværende regerings forestillinger om det ideale samfund. Måtte valget komme snart. Forandringerne er ulykkeligvis ved at bide sig fast.

Niels Kølle er redaktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

De fleste folk jeg kender,der har stemt på Fjogh, har i lang tid ikke anerkendt virkingen af hans politik. De har været forblændet af 42" lort på væggen, og den evig voksende illusoriske friværdi.

Men på blot 1 måned, er der sket en forandring. Virkeligheden brødi gennem de 42" panser der holdt virkeligheden væk.

Det jeg synes er mest skræmmende, er ikke Fjogh maniske kontrol, pia ks. muslm paranoia, claus hjorts eksistensielle mistro til andre, men at vi har en UFATTELIG ringe og ligegyldig opposition.

Tak for en interessant kronik.

Gyngerne og karrusellerne - og menneskefjendsk politik

"De sidste 12 år er der blevet udbetalt i alt 400 millioner kroner i erstatning til patienter, der er blevet ramt af en infektion, de har fået på sygehuset." (DR)

"På otte år er antallet af rengøringsassistenter på Hvidovre Hos­pital gået fra 222 ansatte til 100 i dag, skriver Nyhedsbrevet 3F"

Her er der noget at komme efter - og Dansk Fokehetzparti var en del af løsningen …