Læserbrev

Miljøpolitikken ligger brak

22. november 2008

I morgen søndag har Troels Lund Poulsen været miljøminister præcis et år. Hans største præstation i denne periode er uden tvivl ophævelsen af braklægningsordningen. Uden at beskytte naturen på anden måde fjernede regeringen en ordning, der de facto havde fungeret som naturbeskyttelse i mange år. Det resulterede i, at op mod 20 pct. af Danmarks lysåbne natur forsvandt i løbet af meget kort tid.

En lignende handlekraft har vi til gengæld ikke set på ret mange andre områder. Tværtimod er dansk miljøpolitik nærmest blevet lagt brak i Troels Lund Poulsens tid. Ser man på reguleringen af landbruget, var dette året, hvor pesticidforbruget nåede nye højder, kommunernes vandplaner blev udsat igen og vandmiljøplan III slog gevaldigt fejl, da det viste sig, at der ikke bare mangler at blive oprettet 30.000 ha randzoner, men at der i perioden er forsvundet 4.000 hektar.

I stedet for at gøre noget ved disse sager, har ministeren sparket det hele til hjørne med henvisning til regeringens 'Grøn vækst'-strategi.

Handling savnes

Det var også året, hvor OECD konstaterede, at over en million danskere lever i uacceptabel luftkvalitet. Og hvad gjorde ministeren? Afviste et forslag fra oppositionen om at påmontere katalysatorer på tungere køretøjer og gik til EU for at bede om udsættelse på fristen for, hvornår Danmark skal leve op til EU's krav for luftkvalitet.

Derudover venter vi stadig på den bæredygtighedsstrategi, som miljøministeren har lovet Folketinget, siden han kom til for et år siden.

Når miljøministeren undlader at handle, har det store konsekvenser for mennesker, dyr og planter. Hvert år dør 500 københavnere som følge af luftforurening, samfundsøkonomien belastes af to millioner sygedage og 160.000 astmatilfælde, og et utal af mennesker får forringet livskvalitet.

Vi har som samfund oplevet et meget stort tab af natur det seneste år. I gennemsnit genopretter Danmark 4.000 hektar natur om året, og oppløjningen af 80.000 hektar brakmarker har i princippet sat os 20 år tilbage med den opgave. Danmark er nu endnu længere fra at holde sit løfte om at stoppe tilbagegangen i arter og biodiversitet inden 2010.

Troels Lund Poulsen har nu fået et år til at vise, hvad han dur til som miljøminister. Fredningen er ophævet!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

En lille tillægs bemærkning.
I samme periode har EU sænket landbrugsstøtte. Men regeringen og DF har givet de danske landmænd kompensation kr. for kr. gennem nedsættelser i deres jordbeskatning. Ligeledes har regeringen og DF ikke ville give noget af EU's støtte til miljøformål, som EU-ordningen tillader. Regeringen og DF har ønsket at give hele EU-støtten til landbruget.

Dorte Sørensen

Ja Jean Thierry det var EU, der gav støtte til landmænd der opgav at dyrke deres marginale jorde og det var EU der ophævede denne støtte i ly af fødevarer manglen. MEN derfor kan den danske regering, da godt foretage gennemtænkt og fornuftig ophævelse af ordningen.

For mig står miljøministeren som en landbrugsminister. Det er der han åbenbart har sin hovedinteresse, for alting skal hele tiden dreje sig om landbrugets ve og vel.
Regeringens grøn vækst strategi er jo allerede en realitet, idet landet efterhånde bliver mere og mere præget af grønalger fra den alt for store husdyrproduktion.

Og når miljøministeren konstant er på nakken af kommunerne som ikke er hurtige nok til at give grønt lys til udvidelser af husdyrsproduktionen, så viser det sig jo helt tydeligt at hans interesse er fuldt og helt på landbrugets side.

Men miljøet - hvad med det?

Hvor meget har opdyrkningen af de gamle barkmarker og naturlandskaber ydet til at afhjælpning af sulten ude i Verden?

"Menneskets forbandede tilpasningseven" (PH).

Sandt nok synes regeringen selv at den har det store forkromede ørneblik. Som naturinteresseret ser man ørnen som anderledes mere tæmmet, som var den udstyret med skyklapper.

Regeringen løber ingen åbenlys risiko fra vælgerne. Dertil er politikområdet for marginalt og lidt trøst har VKO at hente i det faktum at også hos vore store nabo mod syd ophæves brakken og i samme omfang som her. Og deres landbrugsforhandler ser ikke noget odiøst i være ovenud tilfredse med landbrugsforhandlingerne. Tyske medier derimod beretter om naturens ´trængsler´ i Forbundsrepublikken i disse år. Så illusionen om at andre lande kan tage over, hvor lille Danmark svigter, holder ikke. Heller ikke mod øst i de tidligere, baltiske sovjetrepublikker kan naturen længere føle sig sikker for overgreb. Vi vænner os til det, desværre og for de fleste travle hverdagsmennesker er paradokset ikke umiddelbart synligt: at vi ikke i længden kan vælge mellem os selv og naturen.

Men så vidt har regeringen magten og kan føre NULSUMSPOLITK på området.