Missionærerne udi demokrati lever i en osteklokke

I Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) program for Uganda kan man læse: "Demokrati ses som et vigtigt strategisk middel til at opnå fred og afskaffelse af fattigdom".

"MS' demokrati-fokus ser ikke kun demokrati som en værdi i sig selv, men også som et vigtigt middel til at reducere fattigdom".

Præsident George W. Bushs idé om, at økonomisk udvikling kun kan komme i stand gennem en demokratisk styreform strider mod al historisk erfaring. Europa har udviklet sig gennem krig, ekstrem vold og udbytning af fattige mennesker. Overgangen fra bondesamfund til industrisamfund i Europa var en ekstrem voldelig proces, hvor småbønder blev tvunget væk fra deres små ejendomme, så at de derefter ikke havde andet valg end at entrere på det nyopdukkede arbejdsmarked for at sælge deres arbejdskraft.

Subsistens-landbrug var i Europa en hindring for udvikling af industrialismen og denne livsform blev afskaffet med vold - ikke ved demokratiske afstemninger.

Når danske nog'er påstår, at de kun kan medvirke til økonomisk udvikling af Afrika ved at støtte demokrati og demokratiske organisationer, er det et udtryk for et moderne korstog og en patroniserende holdning over for Afrika, dets befolkninger og dets regeringer. Demokrati er et moderne evangelium og udviklingsarbejdere fra organisationer, som prædiker demokrati, er vor tids missionærer.

I øvrigt mangler disse demokratimissionærer at definere, hvad demokrati er. I USA er det et to-parti system, som de fleste danskere vel ville have vanskeligt ved at finde sig i. I USA opnår befolkningen ikke automatisk ret til at stemme som i Danmark. Amerikanere skal søge om stemmeret. I den vestlige verden mener vi ikke det samme, når vi bruger ordet demokrati.

Hvor kom demokrati fra

Demokrati er ikke - i nogen af dets forskellige udgaver - en forudsætning for økonomisk udvikling. Nordamerikas indianere blev ikke fjernet fra deres jord ved demokratiske afstemninger. Det samme gælder for de australske aboriginals. USA's oprindelige kapitalakkumulation blev skabt gennem slaveri. Det er kun mellem 40 og 60 år siden, at Vesteuropa slap af med sine sidste diktaturer. I Østeuropa er det kun omkring 20 år siden.

Hverken Europa, USA, Japan, Australien eller Kina har udviklet sig økonomisk gennem demokrati. At prædike demokrati over for Afrikas befolkninger og regeringer er patroniserende. Afrikanere vælger selv hvilken styreform, de vil leve under.

Undertegnede beskæftiger sig p.t. med at støtte opstart af små virksomheder i Lesotho støttet af EU. Støtte til opstart af små forretninger er ikke bare politisk og ideologisk neutralt. Det er respekt for afrikaneres ret til og tro på deres evne til selv at forme deres samfund.

Vestens dobbeltmoral

U-landsbistand skal afholde sig fra at lægge planer for den såkaldte 'tredje verdens' frelse og nøjes med at forsøge at afhjælpe fattigdommens værste konsekvenser. Støtte til opstart af små forretninger har kun dette ene formål. Vi afhjælper lidelser, mens vi ser til, at afrikanere selv indretter deres samfund. Eller mens vi ser til, at afrikanere undlader at styrte deres diktatorer. Det er afrikanernes eget anliggende, og moderne demokratimissionærer fra Europa opnår intetsomhelst andet end at blive gjort til genstand for latter og foragt fra de lag af Afrikas befolkninger, som er politisk tænkende.

Når vestlige politikere kritiserer Mugabe, stiger støtten til Mugabe blandt mange afrikanere. Ikke fordi de elsker Mugabe, men fordi de er dødtrætte af vores dobbelt-moralske præk om demokrati og menneskerettigheder.

Og når MS og andre påstår, at demokrati er "et vigtigt strategisk middel til at opnå fred", vil den typiske reaktion i Afrika være:

Anser I ikke USA for at være et demokratisk land? Er USA ikke et land, som fører krig her og der og overfalder nationer, som ikke har angrebet andre nationer? Og Israel? Politisk tænkende afrikanere udviser forståeligt nok meget stor skepsis, når vi kommer anstigende fra vores del af verden med det ene eller det andet budskab. De er vant til vores hykleri, vores dobbeltmoral og vores patroniserende fikse og færdige ideer om, hvad der er godt for Afrika. Når de ser Charles Taylor på anklagebænken ved ICC, spørger de: Hvor er George Bush og Tony Blair? Er det kun afrikanere, som skal anklages ved ICC? Endnu et vestligt påfund for at irettesætte og kontrollere Afrika?

Vi lever i en illusion

De fleste europæere - inklusiv mange af de europæere, som har opholdt sig i Afrika i længere tid - har ringe anelse om, hvor betændt forholdet er mellem dem og os. Vores uvidenhed skyldes formentlig det faktum, at vi næsten altid bliver mødt med stor venlighed og respekt i Afrika. Det er den side, som afrikanere for det meste viser os. Der er en anden side.

Igennem flere hundreder år har det været mere end vanskeligt for europæere at afstå fra at have et hav af fikse ideer om, hvad der er godt for Afrika. Vi har svært ved at forsone os med den ide, at vi aldrig rigtig har kunnet kontrollere og styre det 'mørke' kontinent i Europas 'baggård'. Af historiske grunde er det åbenbart uhyre vanskeligt for europæere at give afkald på vores gode ideer om, hvad Afrika skal og bør.

Det begyndte med, at vi tillod os at kalde en voksen mand for boy - et udtryk, som først blev afskaffet i Sydafrika for omkring 15 år siden. At afrikanere er børn, som skal vejledes og tilrettevises sidder stadigvæk dybt i den europæiske holdning overfor Afrika.

I moderne tid iklæder vi vores meninger om Afrika i humanitære, demokratiske gevandter. Al udvikling i Afrika, som involverer europæere, skal ikke starte med præk om demokrati som hos MS og andre. Vi kan starte med at afskaffe selve begrebet 'udviklingsbistand'. At nogle nationer skal have bistand fra andre nationer for at udvikle sig, er ikke kun et udtryk for en arrogant og nedsættende holdning, det er også en illusion.

Historien kan ikke fremvise noget eksempel på, at en udefrakommende overklasse har udviklet et folk - uanset hvilken definition af ordet 'udvikling' man anvender.

60 års 'udviklingsbistand' har ikke kunnet fremvise nogen resultater mht. økonomisk udvikling af den såkaldte tredje verden. Men der er en del eksempler på asiatiske lande (og Botswana), som selv har igangsat en endda meget kraftig økonomisk udvikling.

Afrika finder sig i det

poverty reductionPå engelsk skelner man mellem poverty alleviation og .

Alleviation betyder, at man afhjælper en mangel eller lindrer en lidelse. Det kan vi fra vores del af verden medvirke til. Afskaffelse eller reduktion af fattigdom er et job for de fattige lande selv - deres befolkninger og deres regeringer. Vi kan medvirke til at lindre lidelser, og vi kan håbe på, at vi i denne proces er medvirkende til at katalysere ideer, som modtagerne kan anvende og evt. tilpasse, når og hvis de ønsker at ændre deres egen tilværelse. Men udvikle andre mennesker, det hverken kan vi eller skal vi. Making Poverty History og andre store kampagner for verdens frelse fra fattigdom tjener intet andet formål end at opblæse Tony Blair's, Bob Geldorf's o. a. allerede opblæste egoer. Making Poverty History er alene et job for afrikanere.

Inden vi begiver os afsted til den såkaldte 'tredje verden' med vores penge i kufferten, må vi give os selv en grundig lektion i respekt for de folkeslag, vi rejser ud til, og vi må give afkald på alle vores frelser visioner og på alle vores fikse og færdige holdninger om, hvad der er godt og rigtigt for disse folkeslag. Afrikanere har aldrig har blandet sig i Europas udvikling. Europa har selv ført sine krige, udbyttet sine befolkninger, styrtet sine diktatorer og skabt sine nuværende politiske styreformer. Afrika kan og skal også gøre det selv. Der findes ingen anden vej for Afrika, og missionærerne bør holde sig væk både for deres egen og for Afrikas skyld. Danske u-landsorganisationer lever i en osteklokke, udtalte Danmarks minister for udvikling for nogle måneder siden. Inde i osteklokken sidder de og skriver på deres prædikener om, hvordan andre mennesker bør leve deres liv.

Og det nonsens betaler danske skatteydere dem en god løn for.

Ivan Breinholt Leth er rådgiver I Lesothos ministerium for sundhed og social velfærd