Det monumentale mindreværd

Lykkeberg og hans hird ser kun, hvad de selv har i hovedet, og af den grund kommer de til at stå som de egentlig nedladende, for det er dem, der mener, at man ikke kan tale klarsprog til godtfolk, for det kan folk ikke tåle!
Lykkeberg og hans hird ser kun, hvad de selv har i hovedet, og af den grund kommer de til at stå som de egentlig nedladende, for det er dem, der mener, at man ikke kan tale klarsprog til godtfolk, for det kan folk ikke tåle!
20. november 2008

Af medicinske årsager (muligheden for blodtryksforstyrrelser) har min læge desværre frarådet mig at læse Rune Lykkebergs storværk Det monumentale mindreværd (eller hvad bogen hedder), men så vidt jeg kan skønne, er jeg ikke gået glip af så meget, jeg har nemlig fra sædvanligvis velunderrettede kilder hørt, at det en meget grumset og temmelig kedsommelig affære.

Jeg må derfor holde mig til de referater og kommentarer i pressen, hvoraf det fremgår, at bogens essens ligger i en stærk bekymring over virkningen af den nedladenhed, kulturradikalismen gennem årtierne har behandlet menigmand med, og som faktisk har skabt ikke alene grobunden for, men selv fremkomsten af Dansk Folkeparti. Den er da også blevet modtaget med honnør af den stadig mere taktfast marcherende spøgelsesbataljon, som har Frederik Stjernfelt på den ene fløj, skvadronøren Mikkel Bruun Zangenberg på den anden, Hans Hauge som tambourmajor og selveste koldkrigeren over dem alle: Bent Blüdnikow i spidsen. Stjerneregn fra den kant må kunne få enhver til at gyse, men åbenbart ikke Rune Lykkeberg, som veltilfreds lader Gyldendal bringe hyldesten til torvs i store annoncer. Et brag af en bog!

Jamen, hvad er det da, der så herligt? Det er naturligvis, at den satans kulturradikalisme endelig mister sin demagogiske maske og får så hatten passer. Ganske vist ved ingen i dag, hvad der egentlig sigtes til, når det drejer sig om kulturradikalismen. Det er vist nogenlunde alt, hvad der ligger mindre end én cm til venstre for socialdemokratiets højrefløj. Under alle omstændigheder er det noget arrogant stads, der oven i købet i decennier har siddet på magten, skønt selv en blind høne kan se, at magten har ligget alle mulige andre steder end hos kulturradikalismen.

Kardinaleksemplet

Èn ting står fast: hvad den har skabt af mindreværdskomplekser hos andre er nærmest ubeskriveligt. Se nu til den stakkels statsminister, Runeberg bruger som kardinaleksempel. Dér har han gået i den årle morgen og givet grisene deres grutning, dér har han slidt i ageren til solen forsvandt bag bakken, dér har han siddet og læst til cand. polit. og dukket nakken, mens arrogante kulturradikalister hånligt nidstirrede ham, talte ned til ham, ja måske oven i købet talte et sprog, han slet ikke forstod!

Sådan en type skal behandles varsomt, ham skal der tages på med fløjlshandsker, også selvom han i syv forbandede år har været landets enehersker (på DFs nåde) har bagtalt gamle kollegaer og ført landet ud i en angrebskrig, som gør os alle til mordere. Hvis han var blevet kysset på begge kinder og knuselsket fra starten, havde verden set anderledes ud, ligesom den ville have set anderledes ud for Helge Sander, der 'kun' har været journalist på Horsens Folkeblad og lille Rune, der slæber på sit århusianske mindreværd og ligesom Brian Mikkelsen har været holdt udenfor og aldrig har fået lov til at lege med de sjove piger og drenge, der bare har drillet ham.

Her skal ikke drages sammenligninger af nogen som helst art, men der er i det mindste noget tankevækkende i, at spidserne i det tyske naziparti netop rekrutteredes blandt dem, der følte sig sat udenfor, de fallerede, de mindreværdige: Hitler kom aldrig på Akademiet i Wien, Goebbels var en mislykket romanforfatter, Speer en middelmådig arkitekt etc.etc. , og hvad man slog sig op på var stort set et had til, hvad man i dag vil kalde kulturradikalismen, kunsten, eksperimentet, den fri forskning, akademikerne, frisindet, den seksuelle revolution, kvindefrigørelsen, antimilitarismen, den overdrevne nationalisme, munterheden, ironien, humoren, humanismen.

Den mondæne dumhed

Så vidt jeg har kunnet se, bygger Lykkeberg sin argumentation på læsning i litteraturen. Da jeg står centralt i hans hadebillede, må jeg indrømme, at jeg har meget svært ved at tro, at han nogensinde har læst noget af mig. Påstanden er jo, at det er nedladenheden overfor menigmand og mangel på forståelse for hans naturel og problemer, der er årsag til hele miseren. Jeg har -helt ærligt - altid følt mig som samarbejdspartner i kampen for retten til at være et almindeligt menneske med alle dets sorger og bekymringer, glæder, sejre, nederlag og triumfer. Det står der alt sammen i Arkivet og Lena Jørgensen og De beskedne og Esbern, Mojácar og Amagerdigte o.s.v. men det tæller åbenbart ikke, for det ulykkelige sker, at Lykkeberg og hans hird kun ser, hvad de selv har i hovedet og af den grund kommer til at stå som de egentlig nedladende (hvilket naturligvis for enhver pris må camoufleres ) for det er dem, der mener, at man ikke kan tale klarsprog til godtfolk, for det kan folk ikke tåle!

Omtalte Stjernfelt konstaterede for nogle år siden, at kulturradikalismen havde sejret sig selv til døde. Han gjorde det med slet skjult fryd, for så var den da endelig død. Nu får man alligevel for fuldt kinoorgel at vide, at den (stadig) er den største magtfaktor i nationens historie. Pudsigt. Jeg vil hellere sige, at kulturradikalismen har lidt nederlag på alle fronter, for nu er dumheden pludselig blevet mondæn, intolerancen salonfähig, så selv de intellektuelle kan være med og klapper i deres små hænder over en ideologi, som de burde bekæmpe, men ivrigt hylder uden at vide, at de dermed saver den gren over, de selv sidder på.

Med Pia Kjærsgaards ord vender man sig allerede nu mod de akademiske snudeskafter, for i DF dyrker man andre og jævnere værdier end de radikales (læs: de intellektuelles) og fik man magt, som man har agt, ville de fleste intellektuelle - bortset fra Krarup og Langballe, hvis man kan kalde dem intellektuelle - blive stillet op ad muren og skudt eller i hvert fald frataget næringen.

Hvor sært at have oplevet den hereticanske fromhed og være tilbage midt i dens årti tres år efter! Højkirkelighed og hænderne over dynen, bævrende gammelliv og antimodernisme, nationalchauvinisme og globaliseringsangst, ugebladsromantik og kommerciel spekulation i lavest mulige fællesnævner. Og skal talentet endelig frem, er det i form af en stakkels otteårig tyk pige, som på engelsk vræler sin fortvivlelse ud og hyldes af den samlede nation, mens Rune Lykkeberg tramper i takt og klapper for. Som Erik Knudsen skrev: "Det er ikke til at bære/ hvis man ikke bærer over."

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Jeppe  Brogård

Den hereticanske fromhed, igen, 60 år efter. Tankevækkende i Rifbjergs situationsbeskrivelse at være tilbage i 1948. Den åbne verden med lutter trusler omkring os.

Er vi der? Eller er havet ved at omslutte os oppefra?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren  Rehhoff

Rifbjerg kunne vel godt have gjort sig den ulejlighed at læse Lykkebergs bog. Så vidt jeg har forstået er den ikke specielt en kritik af kulturradikalismens ideer, men mere en bog om økonomiske og kulturelle magtformer og et forsøg på at belyse kulturkløfterne i det danske samfund. Det var vel også noget de kulturradikale kunne lære noget af. Så blev de måske lidt bedre til at navigere i det kulturelle landskab og til at kvalificere debatten, i stedet for at hænge fast i nogle gamle dogmer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marianne Fischer

Søren Rehhoff har fuldstændig ret. Lykkebergs bog fremstiller en udvikling og en kulturkløft. Og det har været en fornøjelse, at læse en bog om dette emne, der for en gangs skyld ikke misbruger den akademiske skrivestil til forklæde moralsk fordømmelse som intellektuel neutral.
Sammenlignet med KoS' sobre stil lyder Rifbjerg som en fornærmet primadonna.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Thomsen

Mikkel K.:

"Måske den kære hr. Per Thomsen har læst denne bog og derved kan give os andre en uddybende og konkretiserende begrundelse, hvorfor denne bog er et makværk?"

Min anayse af bogen vil ikke tilnærmelsesvis blive lige så og præcis som Curt Sørensens, og min kommentar ikke tilnærmelsesvis lige så skarp som Klaus Rifbjerg. Der er tale om to af Danmarks bedste begavelser og skarpeste intellektuelle, og de har så sandelig ikke brug for hjælp fra lille mig, til at vise Rune lykkeberg, hvor David købte øllet...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Thomsen

Alfred B. Andersen:

"Nu har jeg selv haft den tvivlsomme fornøjelse, at måtte høre på Curt Sørensen`s marxistiske messen et helt semester på Århus Universitet. Det var der sgu ikke meget intellektuel skarpsindighed i."

Er du sikker på, at du forstod, hvad der blev sagt, Alfred?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nils Brakchi

sike dog et smukt indlæg/digt Angelsgaard.
"Kampen om sandhederne " er en vigtig bog , hvad enten man (åbenbart ) hader den eller ej. Jeg opfatter den som et rimeligt nøgternt forsøg på at gøre rede for debatklimaet herhjemme . Man kunne forøvrigt sagtens trykke en afskrift af meningsudvekslingerne på Informations debatsider i andet oplag af bogen. Hvis der kommer et....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Rasmussen

De åndrige har klart nok nogle gevaldige "jeg´er". "Jeg" er glad for, at "jeg" for snart tyve år siden beviste, at "jeg" ikke har noget "jeg". For det meste står "jeg´et" i vejen for indsigten, men hvis man skulle sammenligne dem, for den rolle de har i de ting der fremføres under Lykkebergs og Rifbjergs navn, så er Rifbjergs dog det mest frigjorte og levende. Angsten for at blive fanget i en fiks og færdig position præger ikke hans engagement. Dertil er han alt for radikalt uhæmmet oprigtig og frembrusende. Rune er den fordækte tilbagetrukne lille dimmer, der er åh så bange for at miste sig selv, dvs. også her fylder "jeg´et" rigtig meget, på en syg måde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thorning

hvem er de intellektuelle som klapper i deres små hænder over en ideologi som Dansk Folkepartis?

De nævnte, med Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt i spidsen - men den værste er Søren Ulrik Thomsen (en digter). Tak til Klaus Rifbjerg; du må gerne beholde alle pengene fra Statens Kunstfond og bibliotekernes tvangsindkøb samt evt. medaljer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren  Rehhoff

For det meste står "jeg´et" i vejen for indsigten, men hvis man skulle sammenligne dem, for den rolle de har i de ting der fremføres under Lykkebergs og Rifbjergs navn, så er Rifbjergs dog det mest frigjorte og levende. Angsten for at blive fanget i en fiks og færdig position præger ikke hans engagement. Dertil er han alt for radikalt uhæmmet oprigtig og frembrusende. Rune er den fordækte tilbagetrukne lille dimmer, der er åh så bange for at miste sig selv, dvs. også her fylder "jeg´et" rigtig meget, på en syg måde.

Nu skal det vil ikke udvikle sig til en konkurrence, om hvem vi bedst kan lide. Rifbjerg er da en festlig fyr og han er god til at skide ord, men engang kunne han vel godt bruge sine analytiske evner noget mere, Jeg ved heller ikke hvor radikal han er, såvidt jeg kan se har han holdt sig pænt på den borgerlige måtte, sammen med de fleste andre kulrurradikale.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren  Rehhoff

@Steen Ole Rasmussen

"For det meste står "jeg´et" i vejen for indsigten, men hvis man skulle sammenligne dem, for den rolle de har i de ting der fremføres under Lykkebergs og Rifbjergs navn, så er Rifbjergs dog det mest frigjorte og levende. Angsten for at blive fanget i en fiks og færdig position præger ikke hans engagement. Dertil er han alt for radikalt uhæmmet oprigtig og frembrusende. Rune er den fordækte tilbagetrukne lille dimmer, der er åh så bange for at miste sig selv, dvs. også her fylder "jeg´et" rigtig meget, på en syg måde."

Nu skal det vil ikke udvikle sig til en konkurrence, om hvem vi bedst kan lide. Rifbjerg er da en festlig fyr og han er god til at skide ord, men engang kunne han vel godt bruge sine analytiske evner noget mere, Jeg ved heller ikke hvor radikal han er, såvidt jeg kan se har han holdt sig pænt på den borgerlige måtte, sammen med de fleste andre kulrurradikale.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars  Ploug

Jeg synes, at det er forstemmende at se Rune Lykkeberg gjort til noget nær apologet for Adolf Hitler, dobbelt forstemmende at Rifbjerg praler med ikke at have læst bogen og med at basere sit udfald på hörensagen. Og det føjer kun til forstemmelsen at følge, hvordan mester Rifbjerg bliver klappet på skulderen for at sætte omkomplingen Lykkeberg på plads. Fedterøve!

Hvis man føler ubehag ved den førte politik, ved den såkaldte værdikamp og ved den plat der politisk bliver slået på menneskers ængstelighed, må man kunne svare på, hvordan det går til, at det ubehagelige bliver god tone. Og vil man gøre andet ved det end at sætte sig allerøverst i Elfenbenstårnet og hovere over "hobens" uoplysthed, så må man svare på hvordan det er gået til. Og svaret må være andet og mere end at de uoplyste er dummere eller ringere mennesker end de, der har set lyset, eller tror om sig selv, at de er lyset.

Der er sikkert rigtig meget i "kampen om sandhederne", der er problematisk, men Rifbjergs indlæg demonstrerer det ikke. Pennen er skarp, men blækket er tyndt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Mathiasen

Jan-Erik, hovedpersonen i De Beskedne, erkendte en dag, at han var en skidtspandssamler, og det har han selvfølgelig fælles med sin forfatter.

Jeg skal ikke blande mig - ret meget - i grunddiskussionen, men derimod benytte lejligheden til at sige, at De Beskedne hører til blandt de store litterære - og radiofoniske oplevelser.
Værket har, som Rifbjerg ganske rigtigt fremhæver, sat almindelige mennesker på dagsorden, mens overlægen hedder Strange. Og det hele er både morsomt og rørende. Og med et fantastisk øre for 1950ernes danske sprog. Man kunne blive ved...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bob Jensen

Jamen altså!
Når man læser Rifbjerg, så skal man da holde sig for øje, at han først og fremmest er forfatter, og det her indlæg har masser af småvittige indfald med lejlighedsvise store sarkastiske udfald. Sådan har Rifbjerg altid skrevet. I det store og hele har han hjertet på rette sted, og fra tid til anden skriver han noget der er værd at læse for argumentets skyld, men han KAN altså bedre lide at skrive end at argumentere. Så kan man vel lisså godt bare læne sig tilbage, nyde virtuositeten i skriveriet og ignorere hvad der måtte være af småsludder og forvanskninger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Thomsen

Heinrich R.:

"Op med hovedet, Per. Du lyder som om du også lider om monumentalt mindreværd ;-)"

Uha, uha det lyder ikke rart. Er det lige så skadeligt for helbredet som selvcensur?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Engelbrektsen

Rune Lykkeberg har igennem flere år været Danmarks bedste anmelder af filosofisk og ikke mindst sociologisk litteratur. Information er endnu engang lykkedes med at få fingre i et journalistisk talent.

Hans bog fortjener at blive læst, selv har jeg det til gode. Det har Rifbjerg også, hvilket dog ikke forhindrer ham i at levere lidt automatkritik af bogen, som han har fået refereret af sine ligesindede kilder. Lidt kildekritik fra Rifbjergs side ville være passende.

Rifbjerg udviser denne gang ikke sin sædvanlige naivitet, men hvori og hvoraf denne udspringer. Nemlig uvidenhed og ligegyldighed overfor fakta.

Statsministeren er ikke cand. polit, men cand. oecon og Helge Sander har ikke været journalist på Horsens Folkeblad, men er uddannet fra Herning Folkeblad, og har været på Jyllands-Posten. Derefter har han beklædt en række konsulent- og chefstillinger.

Altså blot et par uskyldige eksempler på uvidenhed, men fakta har aldrig været et nødvendigt afsæt for kritik – for Rifbjerg.

Hvorfor egentlig beskæftige sig med en dinosaur kan man spørge til. Vi ved alle hvordan det gik med disse fortidsdyr og hvorfor de uddøde.

Lars Engelbrektsen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Thomsen

Lars Engelbrektsen:

"Rune Lykkeberg har igennem flere år været Danmarks bedste anmelder af filosofisk og ikke mindst sociologisk litteratur. Information er endnu engang lykkedes med at få fingre i et journalistisk talent."

Ja, sammen med Erik Meier Carlsen er Rune Lykkeberg i sandhed en dynamisk duo, der energisk og utrætteligt bringer vædikampen til Dagbladet Informations spalter. Hvad skulle vi dog gøre uden dem?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjørn Herring

I øvrigt kan man ikke komme bort fra at Lykke er et godt Rif, og at et godt Rif giver Lykke.

De to minder mig om Moses og bjerget. Når bjerget ikke kan komme til Moses må Moses til bjerget, men hvordan får man berget til bjerget?

Godnat!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

Synes at Rifbjerg har en pointe - de som har en noget anden opfattelse af hvad danskhed og folkelighed bør gå ud på - kan jo godt føle sig lidt irriterede af Lykkebjerg's og andres intellektuelle's
"blåstempling" af DF's påstand: Om det er DF der har den rette udgave af lige det !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henning Ristinge

Lauritzen sætter tilsyneladende lighedstegn mellem den kulturadikale og visse politiske partier - intet kunne være mere forkert

Den kulturadikale kritiker er netop ikke noget bestemt parti. Den kulturadikale er en kritiker af tidstrømmen.

Da Rifbjerg i mangt og meget er en ægte kulturadikal det derfor også naturligt at lange ud efter den bevidsløse antiglobaliserings-bevægelse (ikke mindst EL er stæærk her - men her er de jo ganske enige med DF) og hænderne over på dynen (især SF og dele af S er grebet af denne ånd - men der er næppe tvivl om at de to Præster i DF er aldelese enige med et forbud mod porne - en ide som må få enhver ægte kulturradikal op af stolen)

Klaus angriber på smuklleste vis tidsånden - og den tiltagende grad af dyrkelse af den laveste fællesnævner og kritikken af kritikkeren selv - oftest den kulturradikale og kravet om kvalitet i udsyn, tanke og kunst. I det politiske live er især DF stærke - de er jo også arvtager af rindalismen - men ingen kan sige sig fri - ikke mindst EL synes at være gået helt i hundende

Men fundamentalt er dette ikke en partipolitiske bevægelse, det er netop en tidsånd men den har stærke nihilistiske træk - som ikke mindst er tydelige hos typer som Lykkeberg - som synes at vi skal tilbede den laveste fællesnævner som værede folkets sande vilje.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Sne

Du kan jo det Riff, som kalder kaos frem hos alle med et mindreværd - at tale om 'nederlag' uden at anstille sig som offer. Dét har alle dage været grund nok til at kalde mindreværdet frem i sin aggressive form og stille sådan nogle som dig op ad muren. Det synes jeg nok at man kan ønske dig til lykke med.

anbefalede denne kommentar