Kronik

Fra naturtilstand til civilisation

Politisk filosofi handler bl.a. om begrundelserne for den gældende retsordens forpligtende karakter. Det internationale samfunds ageren i relation til Nordpolen afslører noget om den gældende retsordens legitimitet
Nordpolen vil snart være nogens, fordi mennesket har bragt koncentrationen af CO2 op på et niveau, der sammen med andre drivhusgasser resulterer i, at de ismasser forsvinder, der hidtil har gjort det kolde nord uinteressant i økonomisk og juridisk forstand.

Nordpolen vil snart være nogens, fordi mennesket har bragt koncentrationen af CO2 op på et niveau, der sammen med andre drivhusgasser resulterer i, at de ismasser forsvinder, der hidtil har gjort det kolde nord uinteressant i økonomisk og juridisk forstand.

3. november 2008

Nordpolen er endnu sin egen, jomfruelig, og bortset fra den smeltende is, så er den kun skamferet af russerne, der provokerende har anbragt deres flag deroppe. Vores flag står der godt nok også, men det pynter som symbol på, at vi med livet som indsats nåede derop som nogle af de første.

Vor selvforståelse viser sig i vor beskrivelse af os selv i forhold til russerne:

"Vi må sandelig håbe, at russerne kan holde sig til reglerne, når Nordpolen skal deles, efter at isen er væk, og undergrunden med dens rigdomme ligger frit tilgængelig for udnyttelse."

Som om der var retfærdighed til!

Ejendomsretten er så fundamental for den moderne retsforståelse, så det tager sig rigtigt ud, hvad John Locke skrev i Two Treatises of Government fra 1689, nemlig at lovbruddet ikke kan tænkes uden ejendomsretten.

Den retsfilosofiske udfordring gik for ham ud på at retfærdiggøre samtidens fordeling af ressourcer og goder. Retten til sin ejendom blev bl.a. søgt legitimeret med hans fortælling om transformeringen af de naturgivne goder til privat ejendom gennem arbejdet.

Locke så legitimeringen af retten til sin ejendom i det han beskrev som underlæggelsen af naturen gennem arbejde. Den, der med sit arbejde lægger noget af sig selv i naturen ved at bearbejde den, er den retmæssige ejer af den del af naturen, der hermed er blevet civiliseret. Arbejdet hæver naturen ud af dens oprindelige uciviliserede og unyttige tilstand.

Tilhører ingen

Spørgsmålet er nu, hvem der kan blive anerkendt internationalt som ejer af Nordpolen. Det handler om at legitimere retten til det, der endnu ikke tilhører nogen.

Nordpolen vil snart være nogens, fordi mennesket har bragt koncentrationen af CO2 op på et niveau, der sammen med andre drivhusgasser resulterer i, at de ismasser forsvinder, der hidtil har gjort det kolde nord uinteressant i økonomisk og juridisk forstand. Det varer ikke længe, inden Nordpolen er væk som en af de absolut sidste steder på Jorden, der ikke er indordnet under ejendomsretten.

Hvis man tænker som Locke, er det muligt at argumentere for, at det er mennesket selv, der har gjort Nordpolen tilgængelig, og at mennesket på den måde har oparbejdet det legitime krav på at udnytte den med den indsats, der bl.a. består i at tilføre atmosfæren CO2. Det er mennesket, der får isen til at smelte, hvorfor det har krav på de ressourcer, der ligger under isen.

Set i det perspektiv bør Nordpolen fordeles efter, hvem der har lagt mest i det. USA vil kunne beskrives som den nation, der har størst ret til de frigjorte ressourcer, for det er USA, der har brændt mest kul, olie og gas af.

Hvis det var muligt at opnå en internationalt tilskrevet ret til Nordpolens ressourcer ved at dokumentere sit bidrag til atmosfærens koncentration af drivhusgasser, så ville dokumentationen ligge der i morgen.

Der er endnu ikke nogen entydig fordel ved at bekende sig til sin del af skylden for den globale opvarmning. Det er også tvivlsomt, om det nogensinde bliver økonomisk for synderne at bekende sig til sit bidrag til den globale opvarmning.

Men det ændrer ikke på, at forbruget af olie forøger fremtidens muligheder for at udnytte de olieressourcer, der befinder sig på Nordpolen. Den globale opvarmning er en realitet, både hvad disse 'fordele' angår, men især også hvad ulemper angår.

Økonomisk rationalitet

Der er en sandsynlighed for, at ulemperne ved den globale opvarmning overstiger, hvad man kan udligne med den økonomiske vækst, der fører til den. Det kan den økonomiske rationalitet imidlertid ikke forholde sig til. I stedet lader den sin opmærksomhed begrænse til det, den forstår, dvs. til spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig at tage vare på det sociales mulighedsbetingelser, herunder økonomiens forudsætninger. Den økonomiske rationalitet forstår ikke, at spørgsmålet om at bevare forudsætningerne for gyldigheden af dens rationalitet ikke er et økonomisk spørgsmål, men netop et spørgsmål, der angår begrænsningerne i selve den økonomiske rationalitets gyldighed.

Det faktum, at den lovsikrede individualistiske forvaltning af Jordens naturlige ressourcer tenderer mod at underminere livets forudsætninger, har hidtil ikke været i stand til for alvor at rejse spørgsmålet om den herskende ordens legitimitet.

Den private ejendomsret står i højsædet. Ingen kan særskilt tage ansvaret for det sociales overordnede mulighedsbetingelser. Natur og miljø er ikke sikret juridisk, på samme måde som de individuelle økonomiske rettigheder til at udnytte naturen er.

Sært nok er det moderne samfund overbevist om, at de individuelle økonomiske interesser er identiske med 'den sande almeninteresse'. Det kan undre, for selv om den enkelte måske nok har de fleste af sine forudsætninger i de vilkår, der gælder alle, så identificerer han/hun sig kun effektivt med det, der eksklusivt tilhører individet selv!

Udbredt dogme

Det absolut mest udbredte dogme i den moderne selvforståelse centrerer sig om troen på, at individets 'villen sig selv' er garantien for bevarelsen af de sande almeninteresser.

Det enkelte individs indflydelse på de fælles forudsætninger er isoleret set minimalt. Men sammenlagt er summen af de individuelle økonomiske aktørers indflydelse på de fælles forudsætninger lammende. Og hvis den enkelte skulle beslutte sig for at gøre noget af hensyn til det fælles, så ville det ikke gøre den store forskel, medmindre alle andre eller de fleste andre gjorde det samme. Det er her dogmet om sammenfaldet mellem de individuelle interesser og de sande almeninteresser viser sig som illusion.

Det kræver en alt andet end individuel beslutning at gøre noget effektivt for at bevare de fælles forudsætninger. Og så længe, der ikke er dannet et grundlag for at forpligte alle på bevarelsen af de fælles forudsætninger, kan alle undskylde sig med henvisning til alle andre. Det er da også denne form for kollektiv ansvarsforflygtigelse, der udmærker det moderne samfunds mangel på myndighed.

Den mest salgbare selvbeskrivelse i den velstillede del af verden går ud på, at de privilegerede kan forbruge sig ud af mangelsituationen i hele verden. De forfordelte ved, det er løgn. Og de privilegerede betaler folk som Bjørn Lomborg og tænketanken Cepos for at holde liv i illusionen sammen med de kommercielle medier, der lever af at formidle opfordringer til forbrug på producenternes og forhandlernes vegne (reklamer).

Farlig succes

De besiddelsesløse her og i Den Tredje Verden kan se, hvordan de besiddende ikke længere kan legitimere den skæve fordeling med henvisning til den overordnede nytte, der angiveligt skulle ligge i den økonomiske vækst. For væksten, der falder under privatøkonomiens domæne, og som sker på bekostning af de fælles eksistensbetingelser, kan ikke længere beskrives som forudsætningen og undskyldningen for at acceptere de succesfuldes succes-kriterier. De succesriges succes er den største trussel for dem selv, andre livsformer og alle dem, der aldrig nåede at få del i de storforbrugendes selvretfærdige livspraksis.

Staten og den internationale retsorden er kun legitim, hvis den kan tage vare på de sande, almene livsforudsætninger.

Det, at isen allerede smelter på Nordpolen, understreger alvoren i de mest pessimistiske forudsigelser om den menneskelige påvirkning af klimaet. Med sin behandling af beviset afslører det moderne samfund sin umyndighed. I stedet for at lade udviklingen føre til selv-erkendelse, altså til indsigt i, at den praksis, der består i at brænde olie af, giver problemer, så er det eneste alvorlige initiativ, der er kommet ud af isens forsvinden, det, der sigter på at tilegne sig olien under den smeltende is med en slet skjult intention om at brænde den af og altså dermed forværre det problem, som isens forsvinden understreger!

Er det beviset på den herskende ordens mangel på legitimitet? Den private ejendomsret er jo ikke noget værd, hvis de almene livsbetingelser er forsvundet som følge af individets forvaltning af den.

Steen Ole Rasmussen er cand.phil. i filosofi og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

ALMENVEL. Artiklen afmonterer den politiske vinkel ved at udelukke begrebet nationalisering og tale om almindingen. Den tilsvarende synsvinkel findes i debatten mellem privatisering og nationalisering. Ulempen ved at anvende nationalisering er bindingen til attenhundredtallets nationale opfattelse, der kan betragtes som en udvidelse af den individualiserede ejendomsret, i stedet for at tale om international almenvelle, jvf. retten til Nordpolen. Her på egnen lever vi endnu med enevældens ejendomsret, hvor de efterhånden få landmænd (jorddrotter) ikke blot har brugsretten til jorden, men håndsret over naturens dyr og planter samt den lokale befolknings færden på veje og stier.

Tak til Steen Ole Rasmussen for en inspirerende og tankevækkende kronik.
Jeg står uforstående overfor den kendsgerning, at kronikkens temaer ikke ekspliciteres i medierne. De er jo ikke bare vigtige, men eksistensforudsætninger.
Hvorfor kan man ikke tale om det. Det er jo noget, man kan ændre?

En PLANETARISK-POLITISK vision må vel have som målsætning at få ud-/op-bygget de nødvendige PLANETARISKE institutioner ,der på en GLOBAL-ØKOLOGISK forsvarlig måde kan formidle stof-omsætningen mellem den ene særlige dyreart blandt millioner af andre, MENNESKEHEDEN som sådan, der ved udviklingen af sin særegne sprog-bevidsthed, på et geologisk set forbavsende kort tidsrum, har opnået en evne til at gribe (indtil nu forstyrrende) ind i de globalt-økologiske processer via den af samme sprogbevidsthed socialt baserede teknologi-udvikling - eller hva'?

Steen Rasmussen

Tak for kommentarerne
@ Per Diepgen
Jeg tager udgangspunkt i Nordpolens mulige overgang fra det at være uden for nationalstaternes jurisdiktion til det at falde ind under den almindeligt gældende form for forvaltning. Jeg forholder mig ikke til "nationalisering" som sådan. Jeg taler om retsorden, ejendomsret og især om en økonomisk rationalitet, der er bygget op om den private ejendomsret. Refleksionerne drejer sig om denne ordens legitimitet, eller mangel på samme. Og her er det ganske åbenbart, som Erik Rolfsen Nissen skriver, at man generelt ikke er i stand til at reflektere over "den herskende ordens legitimitet". Det politiske system med dets medier er fundamentalt set ikke i stand til at sætte det perspektiv, der handler om at man (den herskende orden) tenderer mod at negere sine egne naturlige forudsætninger i forlængelsen af sine forsøg på at realisere sig selv.
mark thalmays vision kommer jeg heller ikke ind på, og jeg er gennemgående meget skeptisk med hensyn til alt, hvad der har med globale institutioner og organer at gøre. FN-institutionernes klimakonference fungerer f.eks. i øjeblikket først og fremmest som en slags sovepude eller undskyldning for i praksis at skyde problematikken fra sig, der hvor den virkelige magt og udvikling bestemmes. Men selvfølgelig drejer det sig om at gøre menneskehedens forvaltning af sine egne forudsætninger myndig igen. Dertil kommer man bare ikke, før man er i stand til at beskrive og se sig selv som selvforskyldt umyndiggjort, dvs. før man kan se det selvnegerende i det moderne samfunds virke. Det moderne samfund må lære at beskrive sig selv som både moralsk og rationelt uforpligtende, før det kan etablere en forpligtende orden og selvbeskrivelse igen. Det handler om selvrefleksion og selverkendelse i en grad, som stort set er ukendt i det moderne samfund.

@Steen Ole Rasmussen
"man generelt ikke er i stand til at reflektere over "den herskende ordens legitimitet". Det politiske system med dets medier er fundamentalt set ikke i stand til at sætte det perspektiv, der handler om at man (den herskende orden) tenderer mod at negere sine egne naturlige forudsætninger i forlængelsen af sine forsøg på at realisere sig selv."

Der må være flere måder at handle på. Først og fremmest må der presses på, så det politisk-økonomiske system hindres i at gøre større skade end den, der allerede er aktuel. Selvom der er tale om næsten ren nødværge og ikke en løsning på de grundlæggende problemer, så må dette pres opretholdes. Viljen hos dem, der bestemmer, til at gøre noget ser ud til at være der i ord, men der mangler stadig konkret handling. Ligeså stærkt sproget er, ligeså stor er manglen på handlekraft (i det herskende politisk-økonomiske system).

I denne sammenhæng tæller alt, og jeg er af den mening, at din kronik er vigtig i sammenhængen. Ved refleksion viser den systemets selvdestruktive kraft og den tankemæssige absurditet og mangel på visionær handling, der gennemsyrer det.

Nødværgeforanstaltningerne må følges af en bevidst strategi, der gør op med vækstdogmet og sikrer, at fremtidens samfund er bæredygtigt, så de kommende generationer kan få et ordentligt liv.

Samtidig med, må et andet sted at handle være en gennemgribende reform (rigtig reform, ikke 'reform') på uddannelsesområdet, hvor den læring, der finder sted især i grundskolen som altafgørende element har til formål at opøve denne refleksionsevne - altså dette at kunne reflektere over sin egen virkeligheds forudsætninger og sikre opretholdelse af grundlæggende livbetingelser. Dette må gennemsyre alle stadier i alle uddannelser, hvis effekten skal være til nogen nytte.

Dette er selvfølgelig mere langsigtet og den politiske vilje er jo i øjeblikket slet ikke til stede. Nu er det tværtimod således, at alle kreative elementer, som kunne fremhjælpe en sådan refleksivitet, luges ud af skolen og erstattes af test, udenadslære, kontrol og andet ekstremt unyttigt og rent spild af alles tid.

Historien om det sabeltandede curriculum vender altid tilbage til mig i den sammenhæng. Selvom sabeltigrene var uddøde, blev man ved med at oplære de unge jægere i, hvorledes man skulle nedlægge dem.

Det er anlogt til i dag. Man lærer ikke de ting og får ikke de oparbejdet de evner, der er nødvendige for at man kan eksistere i fremtidens samfund, hvis dette skal være et ordentlig og bæredygtigt samfund. Så skal man nemlig også derudover lære at samarbejde og være solidarisk, hjælpe og tage hensyn. Man lærer i stedet at konkurrere og at enhver er sin egen lykkes smed og at alle kan vinde og blive nummer ét. Og at ens egen lykke, fremgang, held og rigdom - uanset hvad - er helt identisk med og et bidrag til den fælles lykke. Ud fra den betragtning kan man, hvis man er et dumt svin, der kan narre og bedrage folk i lyssky forretningsforetagender og være den bedste dertil, siges at bidrage til den samlede samfundsmæssige lykke.

Og det er jo absurd.

Jeg tror jo ikke helt på, at det herskende politisk-økonomiske system på den måde vil tillade, at der sættes et refleksivt spørgsmålstegn ved dets grundlæggende ideologier og forudsætninger, men på den anden side tror jeg ikke, at de, der følger efter os, vil acceptere et samfund baseret på de ulykker, en fremskrivning af de herskende tendenser vil manifestre sig i.

Hej igen Steen Ole R.,

at du er
"meget skeptisk med hensyn til alt, hvad der har med globale institutioner og organer at gøre."

forstår jeg udmærket, når du henviser til, hvordan det nuværende FN.-system fungerer. Dette synes jo at være inde i en (yderligere) forfaldsperiode uden rigtigt at kunne reformere sig og det måske især pga., at den oprindelige initiativtager til systemet (USA) nu i en årrække faktisk har forsøgt at underminere det og i stedet satset på et (oliemilitariseret) imperialt, nykolonialt "American century".
Men når du senere skriver, at det
"selvfølgelig drejer det sig om at gøre menneskehedens forvaltning af sine egne forudsætninger myndig igen"
så kan en sådan forvaltning konkret vel kun realiseres gennem "globale institutioner og organer"?
'Menneskeheden' (homo sapiens-arten) er jo et abstrakt begreb. KONKRET eksisterer der ca. 6 milliarder individuelle ganske vist (meget) talende og (for især de mere velstående) skrivende (og måske derfor befindende sig i en vis 'seinsvergessenheit'?) men alligevel stadigvæk animalske kroppe.
På samme måde med "det moderne samfund". Også dette er et abstrakt begreb, og et sådant kan vel ikke "lære at beskrive sig selv..."?
'Beskrivelse' er vel noget individer foretager?
'Selvreflektion og selverkendelse', som du påstår "stort set er ukendt i det moderne samfund" ,er konkret noget individer må foretage, før det kan få en social funktion og samfundsmæssig effekt og dette sidst kan vel så kun vise sig som individ-koordinerende "institutioner og organer"?

Med venlig hilsen

Steen Rasmussen

@ Erik Rolfsen Nissen og Mark ¨Thalmay

Pædagogik og undervisning, den institutionaliserede formning af unge mennesker ud fra krav som defineres løbende og eksternt i forhold til undervisningssystemet, fylder meget i hele det moderne samfund. Opøvelsen af de kompetencer, som har med produktion at gøre inden for lønarbejdsinstitution, den institution der har domineret polariteten i det politiske billede de sidste flere hundrede år efter at pengeøkonomien afløste subsistens- og naturalieøkonomien, opleves som det undervisningssystemet skal bidrage de unge mennesker med. På den måde er vi alle sammen flasket op til at se vort selvværd i forhold til den institution, der er selve sygdommen.

Det moderne samfunds succeskriterier centrerer sig om produktion, økonomisk vækst og forbrug, også selv om vi for længst har overskredet det stadie, hvor vækst er en forudsætning for et bedre liv. Vi jager en sabeltiger som for længst er uddød. Men da vor identitet er formet af hensyn til institutionen, der længe har været mere eller mindre overflødig, ja så vil vi hellere lade som om der er mening i det vi gør, end vi vil indrømme meningsløsheden.

Fagforeningerne og arbejdsgiversiden markerer modsætningsparret i den ideologi, der har domineret orienteringsmønsteret og selvbeskrivelsen i det politiske system, siden pengeøkonomien fortrængte feudalsamfundet. Begge fløje er enige om at væksten er meningen med tilværelse. Fløjene i det politiske system er stinkende bange for at indrømme, at de for længst har mistet deres legitimitet. Deres selvbeskrivelse er syg. De prøver på at overleve, ved at bilde sig selv og andre ind, at de har en mission i tilværelsen. Deres primære okkupation er at fremmane billedet på dem selv som løsningen på det omgivende samfunds problemer. De er selv problemet.

Det moderne samfund beskriver sig selv fra mange sider, og det har ikke andre billeder af sig selv, end dem, der lever ved de måder, man beskriver sig selv på. Mennesket lever på sin selvbeskrivelse i det samfund, som er sin selvbeskrivelse. Det er ikke sikkert, der er noget, der svarer til noget. Men den erfaring, som falder i den moderne sump af erfaringer, er det, der bærer individets faste overbevisning om sig selv som sig selv.

Reformeringen af det moderne samfund begynder og slutter med det selv. Det er først og fremmest dets egen selvbeskrivelse. Spørgsmålet om succes afhænger af, hvor lang tid det kan opretholde sin selvbeskrivelse. Her er det så relationen mellem samfundet og dets omverden kommer ind. Det er nemlig slet ikke sikkert, at de former for nødvendighed, det oplever, er de former for nødvendighed, der bestemmer, hvor lang tid det har tilbage. Naturen i mennesket selv og uden for mennesket kan kun manifestere sig i det moderne samfund ved at blive erfaret. Det sker enten i kraft af den sociale kommunikation, eller det sker på det private psykiske niveau, som er gennemstruktureret af samfundets semantik.

Enhver institution, organisation og ethvert individ agerer og lever ved sin selvbeskrivelse og sin fremmedbeskrivelse. Alt begynder og slutter med erfaringen, der falder som kommunikation, der har sin egen sociale dynamik, samtidigt med at den præger de individet på det psykiske plan.

Mark, hvis ikke det moderne samfund var i stand til at beskrive sig selv, ville det allerede være borte. Det, der er relevant at forholde sig til, er hvordan det gør det, og hvor længe det vil være i stand til at gøre det. Spørgsmålet om hvor lang tid det vil være i stand til at gøre det, afhænger helt af hvordan det beskriver sig selv.

Hvis man fortsætter med at beskrive succes, som det der har at gøre med at maksimere produktionen, væksten og forbruget, ja så varer det ikke længe inden det moderne samfund må holde op med at beskrive sig selv.

Hej Steen Ole,
Du skriver:
” … hvis ikke det moderne samfund var i stand til at beskrive sig selv, ville det allerede være borte …… Spørgsmålet om hvor lang tid det vil være i stand til at gøre det, afhænger helt af hvordan det beskriver sig selv.”
Her gør du abstraktionen ’det moderne samfund’ til et beskrivende subjekt.
Du fortsætter med:
”Hvis man fortsætter med at beskrive…..”.
Her er dit beskrivelsessubjekt kommet i en diffus flertalsform, hvad der åbner op for mit foregående indlægs pointe. Nemlig at konkret eksisterende sprogsubjekter er individuelt talende (og skrivende) animalske kroppe af den jordiske dyreart homo sapiens (som desuden er genetisk forbundet med resten af den planetariske biosfære ved en celledelings-kontinuitet der i hvert fald har 3 milliarder år på bagen).
Et samfund af sådanne sprogsubjekter kan kun blive et overordnet subjekt i den grad disse individer bliver og lader sig blive homogeniseret. Hvad der hele tiden sker i større eller mindre grad og på mange niveauer indenfor denne den mest ’globaliserede’ af den jordiske biosfæres utallige arter. Men aldrig helt og definitivt og formodentlig mindst i såkaldte ’demokratiske’ samfund hvor den sociale beslutningsproces’ procedurer netop forsøger at tage udgangspunkt i en principiel forståelse af ’selv- og samfunds-opfattelsernes’ heterogenitet.
Det der karakteriserer homo sapiens-arten, der vel i en hvis forstand kan kaldes jordplanetens ’bevidsthedsorgan’, er blandt andet, at arts-individerne ustandseligt skændes om, hvordan man skal forstå/beskrive sig selv og det fælles samfund. Så ’bevidsthedsorganet’ er en proces i fortløbende udvikling, selv om mange af enkeltsubjekterne synes at netop deres ’selv- og samfunds-forståelse’ må være den endelige og definitive. En sådan holdning ’cementeres’ ofte ved at mange kun formår eller af partikulære interesser ønsker at formulere sig ved at distancere sig fra nogle andre sprogsubjekters ’selv- og samfunds-beskrivelser’. Dette har historisk ofte medført konfrontationer med dødbringende konsekvens.

Vi kan hurtigt blive enige om, at indenfor den forståelsesramme som det monetariserede samfund sætter for de individuelle subjekters politiske udfoldelser, hvis disse alene forstår/identificerer sig som arbejdskøbere eller arbejdssælgere (profit versus løn), vil man ikke være i stand til at begribe sin egen og dermed samfundets bio-økologiske forudsætninger.
På samme måde som en treårig purk, der får sin første hammer i hånden, synes at opfatte hele verden som søm, vil alt, hvad man oplever, hvis man laver det man har mellem ørerne om til et kalkulerende kasseapparat, synes udelukkende at bestå af kvantiteter (behøver jeg at nævne konkrete personer eller ’tænketanke’?). Og kvantitets-tænkning er systematisk homogenisering. Dermed ikke sagt at kalkulationer og kasseapparater ikke kan have praktiske funktioner.

Om ikke ’sort snak’ så tager dit sidste indlæg nogle steder for mine øjne karakter af at være en spejlsalsagtig labyrint hvor begrebet ’selvbeskrivelse’ som en summende flue svirrer rundt og ikke kan finde udgangen. Dette skyldes, så vidt jeg kan se, netop denne manglende klare differentiering mellem delene og helheden med hensyn til socialitet-(selv)beskrivelsernes subjekt(er).

Med venlig hilsen

Steen Rasmussen

Tusind tak for indlægget Mark Thalmay

Du har helt ret i, at mit selvbeskrivende ”subjekt” er aldeles diffust. Det bliver både betegnet som ”det moderne samfund, og med ordet ”man”, som om samfundet var en bunke individer eller medlemmer af samfundet. Og du har fuldstændigt ret i, at jeg ikke udtrykker mig konsekvent. Men hvis jeg skulle holde mig til mit foretrukne ordvalg, så ville alle normale og i øvrigt fornuftige, sympatiske mennesker været løbet skrigende væk for længe siden. Erik B har bemærket at jeg orientere mig lidt inden for det, der hedder systemteori, a la Niklas Luhmann. Og det er helt rigtigt. Men nu prøver jeg på at skrive til dem, der ville opfatte mig som frelst systemteoretiker, hvis de vidste noget mere om hvad "jeg er".
Din kritik god og dine pointer er fine. Du har helt ret i, at det er svært at få hold i subjektet bag beskrivelsen, at det minder om en flue der flyver rundt i et spejlkabinet uden at kunne finde udgangen. Du vil gerne have fat i ”das ding an sich”, dvs. dimmeren eller essensen i det hele, altså det, der gør det hele til hvad det er. Eller i det mindste en rangorden og begrundet differentiering mellem socialiteten i og subjekterne i den.
Du ser den ”manglende klare differentiering mellem delene og helheden med hensyn til socialitet-(selv)beskrivelsernes subjekt(er) i indlægget”.

Mit indlæg er skrevet ud fra den antagelse, at der ikke er noget i helheden, der repræsenterer og omfatter helheden. Det er ikke, som ”man” forestillede sig i den ontologi, der tog udgangspunkt i den feudale samfundsstruktur f.eks., og de religiøse former for kosmologi, hvor alt kunne udledes og forklares med udgangspunkt i det identiske og det eneste ene, som dybest set blev anset for at være identisk med sig selv / fundamentalt for alt andet, nemlig Gud skaberen den almægtige. Disse grader af mere eller mindre oprindelig væren mangler i mit univers. Universet er bare. Hverken sandt eller falskt. Universet er et faktum, der kun kan vise sig for sig selv, ved at blive erfaret, socialt, psykisk, animalsk, fysisk, osv.
Konsekvensen, af at leve i dette ekstremt langhårede univers, er, at det aldrig kommer på højde med sig selv. For hver gang det skal danne sig et billede eller en erfaring af sig selv, så er det nødt til at stå i forhold til sig selv. Eksempelvis er mit lille forfængelige ”jeg” således ikke en gang det, der ser sig selv, når ”jeg” ser ”mig selv” i spejlet om morgenen. ”jeg” ”er” ”ikke” ”noget spejlbillede”! ”Det seende jeg” ser ”sig selv” gennem ”spejlbilledet”, og det er ”et andet” end ”det sete jeg”! For at se sig selv, må ”jeg´et” være et andet end sig selv, ellers kunne det ikke se sig selv, som det, der ser sig selv.
Genstanden for erfaringen lever måske ved erfaringen, og især vores ”jeg” lever ved erfaringen. For ingen af os har nogen sinde set vores absolut sande selv. Jeg´et viser sig alligevel og altid trodsigt for erfaringen. Vores jeg bliver aldrig færdig med sig selv, for vi når aldrig frem til afslutningen. Hvis vi kunne få afslutningen med, så var vi nemlig ikke helt døde endnu! Så ville vi nemlig stå der med en helt splinterny erfaring omkring os selv, sådan som vi lå der i graven. Erfaringen om det afsluttede liv tilhører livet, og livet modsiger dermed indholdet i erfaringen af sig selv som afsluttet jeg. På det sociale plan kan man sige at intet samfund nogen sinde bliver færdigt med sig selv. For hvis det virkeligt var færdigt med sig selv, så stod det på den anden side og så på sig selv, som fiks og færdigt, hvilket det selv sagt ikke kan, uden at skrive videre på sig selv, og dermed ændre genstanden for beskrivelse.
Det betyder ikke at alt flyder, at alt er muligt, at alt er lige gyldigt. Der findes kaskader af orden og nødvendighed i omverdenen til det sociale selv og til det psykiske selv. Tilgangen til disse kaskader af nødvendighed og orden styrer den måde vi erfarer hinanden på og den måde det sociale strukturerer vore individuelle udlevelser af erfaringerne om os selv, vore venner, de andre, naturen på. Men al denne orden og nødvendighed er bare, i forandring, statisk, osv. Prædikatet sandhed gælder bare ikke for det som kun ”er”. Det ”er” nemlig kun erfaringen, der kan være sand eller falsk. Og det kan kun afgøres på baggrund af den erfaring, der retter sig mod beskrivelsen, den tematiserede erfaring osv. Der er ikke nogen vej ud af labyrinten. Men det betyder heller ikke at alt flyder eller er ligegyldigt. Det er pisse langhåret og irriterende, hvis ”man” nu lige mente at den næsten var på formel. På den anden side, så behøver ”man” heller ikke være så helvedes filosofisk. Faktisk tænker ”man” bedst, når ”man” ikke lige tænker på, hvordan ”man” tænker.

Venligst og undskyld, men det var ikke for at gøre nogen ked af det!

Hej igen Steen Ole,
du skriver:
” Du vil gerne have fat i ”das ding an sich”, dvs. dimmeren eller essensen i det hele, altså det, der gør det hele til hvad det er. Eller i det mindste en rangorden og begrundet differentiering mellem socialiteten i og subjekterne i den.”

Med hensyn til det første (’ding af sich’/essensen) må jeg svare nej. Jeg er hverken kantianer, platoniker eller religiøs (men har nok, hvad man måske kan betegne en ’spirituel’ praksis, da jeg næsten dagligt mediterer og har en løbende ’dialog’ med min drømmeaktivitet. Drømme opfatter jeg som et ego-transcenderende psyko-biologisk naturfænomen.).

Med hensyn til det sidste (en begrundet differentiering): Jo da, men formuleret således: En begrundet differentiering mellem de forskellige socialitetsniveauer og subjekterne i disse. Men vel at mærke socialitet og subjekter forstået som processer.
Hvad du jo også kredser om og prøver at fange ind i din lange paragraf om ’jegets’ fortløbende, levede selv-erfaringsproces hvis ’opsummering’, ’det sande jeg’ (’selvet’ i jungiansk terminologi), er uopnåeligt for ’jeget’ da denne ’opsummering’/totalisering først er mulig ved det processuelle ’jegs’ ophør: Døden.
Men Proces-karakter har også både de transpersonelle/supraindividuelle socialitets-strukturer og de biologiske bevidsthedsmæssige infrastrukturer.
Du skriver:
”…. den måde det sociale strukturerer vore individuelle udlevelser af erfaringerne…”.

Jeg er enig i, at de sociale strukturer via den specifikt menneskelige sproglige bevidsthedsform influerer på, hvordan vi oplever/forstår vore individuelle erfaringer, men netop kun ’influere’, for det sker i et samspil/en interferens med vore biologiske strukturprocesser, og disse har både transpersonelle, biologiske supra- og infra-sprogbevidsthedsmæssige aspekter.

Så jo, der er en vej ud af den sprogligt formidlede sociale labyrint. :-)
Med venlig hilsen

Steen Rasmussen

Mark man behøver heldigvis ikke at forstå hinanden, for at skrive sammen.

I dit forrige indlæg talte du om samfundet som et overordnet subjekt, bestående af sprogsubjekter og om at det overordnede kun kan komme i stand via en homogenisering: ” Et samfund af sådanne sprogsubjekter kan kun blive et overordnet subjekt i den grad disse individer bliver og lader sig blive homogeniseret”. Efterfølgende konstaterer du at ”bevidsthedsorganet” har en tilbøjelighed til at fremstille et billede på sig selv, som det endelige og definitive subjekt, ”hvilket ofte historisk har medført konfrontationer med dødbringende konsekvens” (det sidste har du absolut ret i).

Sagt på en anden måde, for at samfundet kan blive det overordnede subjekt, må det i en eller anden grad uniformere (homogenisere) individerne efter en skabelon. Og det fører til krig. Klart nok!

Jeg tolkede det således at du ser samfundets subjekt som sammensat af og bygget op af dets medlemmer, sprogsubjekterne, bevidsthedsorganerne og at det var dimmeren i sig selv som samfundet (det overindividuelle), en anden dimmer var sammensat af.
Men du er ikke ude efter dimmeren og du er enig i, at de sociale strukturer via den specifikt menneskelige sproglige bevidsthedsform influerer på, hvordan vi oplever/forstår vore individuelle erfaringer, men netop kun ’influerer’, for, som du skriver, det sker i et samspil/en interferens med vore biologiske strukturprocesser, og disse har både transpersonelle, biologiske supra- og infra-sprogbevidsthedsmæssige aspekter.
På den ene side er det sociale subjekt (samfundet) betinget af uniformeringen af subjekterne, homogeniseringen, som er medlemmerne af samfundet, byggestenene i samfundet, på den anden side er der kun tale om at det sociale influerer på vore individuelle erfaringer, som samtidigt har transpersonelle, biologiske supra- og infra- sprogbevifshedsmæssige aspekter! (her har jeg så sat min finger)
I min verden er samfundet organiseret på sin helt egen måde. Bevidstheden, dvs. os spekulanter, der står her uden for, og som dybest set kun har vor egen erfaring, dvs. vores egen bevidsthed at gå ud fra, vi er absolut ikke samfundet. Samfundet står i forhold til individerne som kommunikationen står i forhold til bevidstheden. Kommunikationen kan ikke reduceres til bevidsthed, og bevidstheden kan ikke reduceres til kommunikation. Men kommunikationen ville ikke være uden bevidstheden, og bevidstheden ville være en anden, uden kommunikationen. Kommunikationen organiserer sig på sit eget niveau, uden at den kan henføres til en bevidsthed, men den ville ikke være uden dens bevidste bidragsydere. Den har og laver kontinuert sine egne lovmæssigheder, som ingen af os individer eller nogen absolut beskrivelse nogen sinde kommer på højde med. Kommunikationen skaber nemlig sine egne forudsætninger i sit eget forløb. Individerne kan kun afkode og give udsagnene mening på egne betingelser, bidrage til den uden at forudsige dens videre forløb. Faktisk giver et udsagn kun mening for individet på individets betingelser. Men hvis den måde, individet afkoder en meddelelse på, er helt tilfældig i forhold til den sprogtradition, som et udsagn falder i, ja så vil det individ sandsynligvis ikke kunne formulere en evt. sprogliggjort respons på et udsagn, og har derfor heller ikke mulighed for at influere eller præge kommunikationen, lige som det er tvivlsomt, om det giver mening at tale om, at individet har ladet sig påvirke sprogligt. Sproget giver nemlig kun mening, når det adskiller sig fra andre fænomener, dvs. antager form af meddelelse ud fra modtagerens distinktion mellem tegn og betegnelse, mellem sprog og betydning i meningens form. Alt er tilgængeligt for bevidstheden, men kun i meningens form. Kommunikationen lader ligeledes alt være tilgængeligt i meningens form, men kommunikationen er selv et medie, et andet medie end bevidstheden.
Bevidstheden når aldrig ud over sig selv, og den er derfor ikke samfund. Kommunikationen når aldrig ud over sig selv, og den er ikke bevidsthed. Men alt kan siges og formidles i meningens form, hvorfor bevidstheden og samfundet pirrer, stimulerer og strukturerer hinanden vanvittigt meget. Meningen gør alt tilgængeligt i de former, der strukturerer både bevidstheden og kommunikationen. Men bevidstheden og kommunikationen behøver ikke have noget tilfælles i ontologisk forstand, ud over det at de barer tilhører den samme verden.

Et gammelt digt, fra jeg ved ikke hvor:
Nogle gange når jeg snakker med en, så tænker jeg, bare jeg dog havde en at tale med. Så siger hun: ”jeg forstår dig ikke”, nej netop tænker jeg så, og så går vi ind og boller med hver sin gud i hinandens arme.

Hvis, Steen Ole,

’at forstå hinanden’ betyder ’at være enige’, så var det eneste, man fik ud af at skrive sammen/kommunikere, vel en gensidig bekræftelse, altså ’homogenisering’, som måske nok kunne have en vis social meningsfuldhed/betydning, nemlig ved at skabe (indoktrinere) en overordnet/transindividuel identitet - (og her vil jeg nu præcisere min sprogbrug og ikke kalde en sådan transindividuel entitet for ’et subjekt’) – som måske nok er forudsætningen for social, og dermed også politisk, handlekraft
(for at parafrasere en berømt/berygtet filosof fra det 19 årh., der for tiden søges behandlet som ’en død hund’, uden at der dog er foretaget en egentlig filosofisk overskridelse af hans tanker: Først når filosofien griber masserne får den praktisk betydning),
men som ikke ville medføre en individuel betydnings-skabelses-/bevidstgørelses-proces. Dette sidste forudsætter nemlig at de kommunikerende ’sprogsubjekter’ udveksler sproglige, og de deri indeholdte meningsmæssige/betydningsmæssige, ’forskelligheder’.

En sådan transindividuel identitet kan fremtræde for de individuelle kropsbårne sprogbevidstheder/subjekter som en intrapsykisk størrelse: familiefølelse, nationalfølelse, militær korpsånd, tilhørsforhold i erhvervslivet(’vores firma’), klassebevidsthed, konfessionel religiøsitet. Alle de sammenhænge hvor individerne siger ’vi’ og taler på dette ’vi’s vegne.
Det var vel dette Freud søgte at begrebsliggøre med sit individualpsykologiske begreb ’overjeget’.

Hvis man derimod anvender udtrykket ’at forstå hinanden’ i en kommunikationsproces, der er motiveret af meningsgivende betydnings-frembringelse, altså en egentlig dialog, så får udtrykket ’at forstå hinanden’ en anden betydningsnuance, nemlig som transindividuel/gensidig menings- alternativt betydnings-opståen hos de i kommunikationsprocessen deltagende sprogsubjekter.
Hvis jeg har ’afkodet’ din tekst rigtigt, er det vel også dette dialektisk-’åndelige’ fænomen, du prøver at bevidstgøre os ved dit forsøg på at begrebsbestemme forholdet mellem kommunikation og bevidsthed?

Jeg skal prøve at præcisere mit ’planetariske bevidstheds-organ’-begreb:

Jeg skrev ikke, som du synes at mene, at det var ’bevidsthedsorganet’ som sådant, der havde ”en tilbøjelighed til at fremstille et billede på sig selv, som det endelige og definitive subjekt”, men derimod at det var de enkelte bevidsthedssubjekter, dyrearten homo sapiens arts-individer, som havde denne tilbøjelighed i deres indbyrdes relationer, formodentligt grundet deres sociobiologiske, prælingvistiske dominans-’instinkter’.
Det er totaliteten af disse individuelle sprog-bevidstheder, der udgør det planetariske ’bevidsthedsorgan’, der som alle andre biosfære-strukturer er processuel og derfor i stadig forandring og udvikling. En
biologisk analogi kunne være den animalske krop, der er bygget op af en milliard-tallig cellemængde, ud-differentieret til forskellige opgaver, men som alle har identisk genom og hele tiden opstår og forgår.

Når du skriver at ’bevidstheden når aldrig ud over sig selv, og den derfor ikke er samfund’ og at ’kommunikationen når aldrig ud over sig selv, og den er ikke bevidsthed’ , så vil jeg svare, at den specifikke menneskelige sprogbevidsthed i sit udspring/ontologisk er en flerhed og netop via kommunikationen ’når ud over sig selv’ (som eksempelvis i vores skrift-dialog) og derved bliver samfundsdannende, og kommunikationen 'når ud over sig selv' ved at blive påhørt/aflæst og derved bliver bevidsthed.

Til sidst ang. ’det gamle digt’:
Med-/mod-parten tænker vel - nogle gange - det samme?
Til begge kan man måske svare: ”Kærligheden er større end sprogets gud”.

Med venlig hilsen :-)

Steen Rasmussen

Man behøver ikke være enige, for at forstå hinanden, og man behøver ikke en gang at forstå hinanden for at kommunikere. Selv i det tilfælde hvor man oplever, at en anden sætter ord på ens egne tanker, som i det gamle digt, hvor hun siger, hvad jeg tænker; at hun netop ikke forstår mig, kan det være udtryk for, at man netop ikke forstår hinanden!

Faktisk ville vi ikke være i stand til at kommunikere, hvis vi forstod hinanden fuldt ud. Kommunikationen kompenserer for vor manglende forståelse og vor uigennemskuelighed for hinanden.
Jeg kan ikke tænke dine tanker, og du kan ikke tænke mine. Men vi kan skrive sammen kommunikativt. Det giver mening eller også gør det ikke.

For mig giver det ikke ret meget mening at tale om et planetarisk bevidsthedsorgan. Hvis noget skal have en social funktion, så må det danne mening. Jeg kan ikke se meningen i at tale om et planetarisk bevidsthedsorgan. Vi kan netop ikke tænke hinandens tanker, det er derfor vi må skrive og tale sammen, dvs. kommunikere, og kommunikationen bygger på mening!
Derimod giver det social mening at tale om statsmagt, international retsorden, international politik, statsborgere, verdensborgere, international ret, national ret, magt, økonomi, og om at rigtig mange funktioner styres kommunikativt af de semantiske strukturer og former for social praksis der knytter sig disse ord.

Tråden begyndte i min kronik med en kontraposition mellem individualismen og den sande almeninteresse. Min pointe var, at den herskende orden, læs samfundet, staten, det politisk juridiske system, you name it, har mistet sin legitimitet, fordi den ensidigt har sat individets ret til at råde og regere over sin ejendom i højsædet på en måde, der tenderer mod at smadre livets forudsætninger. ”Den herskende orden” har på den måde forskanset sin legitimitet.

Men hvordan skal man så etablere en ny orden? Hvordan skal man definere og fremme en instans, en praksis som kan agere og genindføre hensynet til det sociales mulighedsbetingelser, som disse findes i dets omverden i form af menneskelig og umenneskelig natur?

Hvis det skal give mening at fortsætte en diskussion omkring det, som altså var udgangspunktet, ja så mener jeg ikke at begrebet ”planetarisk bevidsthedsorgan” kan bruges til så meget. Den sociale praksis er baseret på kommunikative processer, og disse centrerer sig om funktioner som har med magt, penge, kærlighed, jura, sundhed, æstetik, sandhed, osv. at gøre. Jeg kan ikke se at begrebet ”planetarisk bevidsthedsorgan” skulle kunne bruges til ret meget. Der er for meget mystik og metafysik i det.

For mig drejer det sig om at få det paradoks ind i det moderne samfund, som handler om at individerne og den herskende orden tenderer mod at negere sine egne forudsætninger i forlængelse af dyrkelsen af det gældende billede på succes. Det giver mening for mig at tale om, at mennesket tenderer mod at smadre sine egne forudsætninger, og at det derfor må ændre adfærd. Denne mening må ind i det moderne samfunds selvbeskrivelse. Og så kan man måske danne sig en ny selvbeskrivelse, som igen danner basis for en ny adfærd i alle samfundets afkroge. Men hvis vi tror, vi kan tænke hinandens tanker og opnå en stor planetarisk bevidsthed og enighed, og hvis vi tror det er eneste vej ud af elendigheden, og vor egen selvforskyldte umyndighed, ja så er jeg bange for at det ender helt galt.
Men kære Mark, du er klart nok en flink fyr, og du vil det gode. Det er slet ikke det.

Okay Steen Ole,

Først må jeg returnere komplimenten. Også du forekommer mig at være en flink fyr, der vil det gode. :- ) .

Dernæst må jeg erklære mig enig i at ”den herskende orden …. har mistet sin legitimitet”.
Ligesom jeg er enig i at ideologien om den uhæmmede private ejendomsret er en vigtig medårsag til den nuværende globale civilisations tendens ”mod at smadre livets forudsætninger”.
Jeg er også enig i at denne forståelse er en forudsætning for at ændre menneskenes både individuelle og kollektive adfærd. Ligesom en sådan (selv)kritik er en vigtig forudsætning for en ny selvbeskrivelse, der kan danne basis for en ny adfærd.

Du afviser min forsøgsvise karakteristik af menneskeheden/ dyrearten homo sapiens/ det globale samfund som værende et ’planetarisk bevidsthedsorgan’ i biosfæren som sådan, fordi du oplever ”der er for meget mystik og metafysik i det”. Men når du skriver, at ”hvis vi tror, vi kan tænke hinandens tanker og opnå en stor planetarisk bevidsthed og enighed” som den ”eneste vej ud af elendigheden”, så viser det mig, at du helt og aldeles har misforstået mig.
Jeg har da ikke skrevet noget sådant. Det er din egen konstruktion.

Men jeg vil da forsøge at ”kompensere for vor manglende forståelse og vor uigennemskuelighed for hinanden”, som du skriver. :-) .

Det slår mig, at du i din opremsning af, hvad den sociale praksis’ kommunikationsprocesser centrerer sig om, overhovedet ikke nævner teknologien, og det er dog karakteren og brugen af denne, der har tendens til ”at smadre livets forudsætninger”.

Hvis vi anskuer planetkuglen som helhed så kan vi strukturere den som geosfære, aquasfære, atmosfære, magnetosfære og biosfære ( den danske biokemiker Jesper Hoffmeyer teoretiserer også om en ’semiosfære’).
Disse grundstrukturer samvirker på en kompleks, stofomsættende og dynamisk måde i organiske kredsløbsprocesser, så sammenfattende kan vi kalde dem økosfæren.
Når nu menneskehedens teknologiske aktiviteter kloden over har nået sådanne dimensioner, at det ”tenderer mod at smadre livets forudsætninger”, dvs. gribe globalt ind i de økosfæriske processer, er det vel meget rimeligt også at tale om en ’teknosfære’?
Men så igen: Denne teknosfære er jo et resultat af den specifikt menneskelige sprogbevidsthedsform, så hvis teknosfæren skal ændre karakter fra at være destruktiv, må den tænkes som værende organisk integreret i økosfæren som sådan.
Det må igen betyde at homo sapiens’ bevidsthedsform må forstå sig selv som ’et planetarisk bevidsthedsorgan’. En sådan selv-forståelse/beskrivelse vil netop kunne ”danne basis for en ny adfærd i alle samfundets afkroge”. Og det er jo hvad du efterlyser. :-) .

Hvis du kan påvise noget ’mystisk’ eller ’metafysisk’ i foranstående tankerække, vil jeg da være lydhør.

Hvis du foretrækker kun at beskæftige dig med de juridiske aspekter af vores fælles problematik, har jeg fuld forståelse for det og takker for dialogen, den har i hvert fald gjort mig klarere i hovedet. :-) .

Med venlig hilsen

Steen Rasmussen

Kære Mark Thalmay
Bare det at nærme sig en brugbar definition omkring det sociale er i sig selv svært nok. Der er gjort mange forsøg, og de falder forskelligt til forskellige tider. Hvis vi to forventer at blive eninge eller bare forstå hinandens begreber, og vedtage en lille konvention om de korrekte anvendelser og former for fortllkning heraf i dette lille forløb, så spænder vi buen alt for meget.
Jeg er glad nok for vores lille dialog, og jeg fokuserer skam også på teknik. I den forbindelse sætter jeg teknikken ind i selv samme sociologiske ramme, som jeg bruger på alt. Jeg ser først og fremmest på de semantiske forudsætninger, der ligger bag, når det overhovedet danner mening at tale om teknik, og videnskabelig naturbeherskelse. En af mine teser er, at vi i høj grad er behersket af troen på vor egen naturvidenskabeligt baserede magt over naturen, men at hele det sociale har en tilbøjelighed til at fortrænge den angst, det har for sig selv og sin egen uforudsigelighed med sin fokus på netop teknik. Det tekniske virker nemlig mere overskueligt for os moderne mennesker, end vort eget samfund gør. Men efter som vi ikke har kontrol over os selv, og efter som det sociale ikke har kontrol over sig selv, ja så er der tale om en meget farlig form for selvforglemmelse i dyrkelsen af det tekniske fiks, for vi kan nemlig ikke adskille teknikken fra vor egen sociale praksis. Men det er en pointe, som jeg vil forsøge at servere bedre en anden gang.
Med venlig hilsen Steen

Hej igen Steen Ole,

Tak for dit svar.

Et par kommentarer:

”… troen på vor egen naturvidenskabeligt baserede magt over naturen”.

I sin oprindelse var den empiriske naturvidenskab jo en social reaktion mod renæssance-magiens hybris, selv om den ofte senere kunne udvikle sin egen form for hybris, når den mistede blikket for empirien i fascination 0ver sin egen i stigende grad matematicerede rationalitet.
Ligesom dette ofte sker i det monetariserede samfunds økonomiske ”videnskab”, der tilsyneladende ofte tror, den er mere ”videnskabelig magtfuld”, jo mere den jonglerer med tal og på den måde ’homogeniserer’ både ’det sociale’ og dettes omgivende, naturlige forudsætninger.
En moderne parallel til den middelalderlige skolastik

’Magt over’ naturen har den videnskabelige bevidsthed kun i den grad, den forstår og ’adlyder’ den.
Hvad ’naturens svar’ på de sociale magthaveres snæversynede forsøg på ’magtudøvelse’ over for den jo tydeligt viser.
Så samspillet mellem samfund og natur må få karakter af at være en ’dialog’ (må forstås ’dialektisk’).
Måske ikke så mærkeligt eftersom vi, samfundsindividerne, jo selv er ’natur’ (Hvad vores ’bevidsthedshybris’ tilsyneladende ofte får os til at glemme).

”Det tekniske virker nemlig mere overskueligt for os moderne mennesker, end vort eget samfund gør.”

Ja – de fleste kan jo køre en bil eller tænde og slukke for Tv-apparatet, men hvor mange forstår hvordan disse apparater fungerer?

”…. efter som vi ikke har kontrol over os selv, og efter som det sociale ikke har kontrol over sig selv,”

”Kontrol” i denne sammenhæng skal vel forstås som ’magt’ og implicerende ’bevidsthed’?
Hvad der igen vel implicerer ’subjektivitet’?

Men ’bevidsthed’ og ’subjektivitet’ er jo knyttet til individer, blev vi vist enige om for ikke at blive ”mystiske og metafysiske”.

Nu ligger det jo i det sociales begreb, at det er en flerhed, så hvordan skulle ’det sociale’ kunne have kontrol over sig selv, altså være ’bevidst’ og ’subjektiv’?

’Magt’ kan forstås som social, dvs. individ-koordinerende, handlekraft.

En diktator, en general eller en direktør kan beordre sine undersåtter, sine undergivne eller sine ansatte og har på den måde kontrol over, kan altså identificere sig som ’subjektet’ for, den givne ’socialitet’.
Men må dog begrunde sin position med, at det er for at varetage samfundets, nationens eller aktionærernes (altså ’flerhedens’) interesser. Eller måske henvise til selv at være en slags ’undersåt, undergiven eller ansat’ af ’Guds nåde’ for at mindske risikoen for at blive slået ihjel eller på anden måde miste sin position.

Men i de moderne høj-kommunikative, ’videns-tunge’ samfund, og da både magtudøvelsen og videnstilegnelsen kræver tid, vil selv det mest velinformerede men dødelige og derfor tidsbegrænsede individ kun være i besiddelse af en stadig mindre andel af den samlede, ophobede og stadigt øgende videns-mængde.
Altså må man vel regne med ,at en formaliseret cirkulation af de magtudøvende individer vil være den mest optimale måde at organisere de bevidsthedsudøvende ’socialiteters' flerhed på (som det f.eks. kommer til udtryk i det såkaldte ’demokrati’), eftersom de, der ikke er i magtudøvende positioner, så har mulighed for at komme på højde med den stadigt fornyede indsigt og viden om den givne socialitets såvel sociale som naturlige omgivelser.

Selve magtudøvelsen kan ikke have som mål at ’kontrollere’ hverken de omgivende socialiteter eller deres ’naturlige forudsætninger’ men derimod at være i gensidigt konstruktiv ’dialog’ med begge. Kontrol kan den kun have overfor sin egen socialitet men alene forstået som en fortløbende adjustering til omgivelserne.

Da bevidstheden altid er individuel, kan en socialitet kun være ’subjektiv’, i den grad socialitetens individer identificerer sig eller lader sig identificerer med den.

Et ’planetariseret’ individ identificerer sig med planeten, hvilket ikke skulle volde problemer, eftersom alle biosfærens eksisterende individer har en milliard-årig planetarisk oprindelseshistorie nedfældet i deres genomer. :- ).

I al venlighed
Mark

Steen Rasmussen

Danmark, USA, Rusland, Canada og Norge holder en lukket fest, hvor de fordeler retten til at civilisere de sidste rester af moder naturs uciviliserede kolde hjerte i mellem sig. Man har ingen intentioner om at tage hensyn til andet end egne snævre økonomiske interesser på det møde, som symbolsk er henlagt uden for ethvert lands lov og ret i et sommerhus i noget af det sværest tilgængelige Canada.
http://www.spiegel.de/wissenschaft/natur/0,1518,685514,00.html