Kronik

Skal nogen eje skolefaget historie?

Skal den offentlige skole i Danmark være en dansk, en multikulturel eller en interkulturel skole?
Måske har der i Danmark altid været tale om et broget folk inden for det territorium, der udgør den danske nationalstat.

Måske har der i Danmark altid været tale om et broget folk inden for det territorium, der udgør den danske nationalstat.

Steffen Ortmann

Debat
20. november 2008

Mens globale vinde blæser, og mangfoldighedsledelse vinder indpas i det private erhvervsliv, ses en række tendenser til, at fag som historie nationaliseres og kanoniseres. Bernard Erik Jensen, lektor ved DPU, pegede i sin kronik den 19. oktober på, at kulturarv og historie bruges i et borgerligt-nationalt genrejsningsprojekt i forsøg på at puste nyt liv i det danske folkefællesskab. I kronikken peger Jensen endvidere på, at denne partipolitiske brug af begrebet kulturarv er dagsordensættende.

I modsætning hertil hævder Anders Holm Thomsen i sin bog Hvem ejer skolefaget historie?, der udkom i forsommeren 2008 på Informations Forlag, at 'eksperter' på læreruddannelserne og forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet har sat sig tungt på udformningen af historiefagets formål og rammer med katastrofal virkning til følge. Han påstår, at disse eksperter har været fortalere for at forkaste den kultur-arvsorienterede kundskabsplan til fordel for en mere multikulturel historieundervisning, der har til hensigt at afskaffe danmarkshistorien i folkeskolen.

Thomsen forudser, at vi ender i en galopperende kasinoindividualisme med en rodløs befolkning uden tilhørsforhold, fælles referenceramme og fælles sprog, hvilket han forudsiger vil føre til en afvikling af folkestyret. Det er et ganske alvorligt skrækscenarie, og man ser både den danske nationalstat samt traditioner og ritualer erodere, imens en flok lovløse multikulturalister løber i hver deres retning - som høns uden hoveder.

Monokulturalist

Thomsens gentagne reference til det, han over en kam kalder "forældrenes kultur" og hans insisteren på, at kulturarven skal stå centralt i faget, placerer ham som monokulturalist.

Monokulturalisterne hævder, at en homogen kultur (fælles sprog, tilhørsforhold og referenceramme) er nødvendig for et samfunds sammenhængskraft. Kulturforskelle bliver dermed forklaring på gnidninger i samfundet. Derfor er det vigtigt, at skolen er monokulturel og fremmer en homogen kultur. Børn, der kategoriseres (eller selv positionerer sig) som "ikke tilhørende den homogene kultur", skal tilpasses, ellers risikerer de at blive ekskluderet fra den homogene skolekultur og på sigt fra samfundet.

Heroverfor står multikulturalisterne. Også de forklarer gnidninger i samfund og institutioner med kulturforskelle. Her er dog tilføjet et magtperspektiv, hvor fokus er rettet mod, hvordan dominerende kulturer er undertrykkende i forhold til øvrige kulturer. Fortalere for multikulturel undervisning arbejder derfor for, at skolen kan rumme, værdsætte og ligeligt udvikle elever med forskellige kulturelt bestemte læringsstile, således at disse elever som voksne mennesker kan fungere og bidrage jævnbyrdigt til det multikulturelle samfund.

Begge parter benytter sig af et statisk kulturbegreb, hvor kultur bruges som forklaringsmodel. Kultur tænkes at være noget, individer og samfund tilhører og er produkter af. Til trods for at Jensen i sin kronik refererer til socialkonstruktivismen, formår heller ikke han at skrive sig ud af et kulturbegreb, hvor mennesker har, overtager eller er produkter af kultur(er).

Men der findes faktisk et sådant dynamisk kultur-begreb, hvor kultur ikke er noget, mennesker er produkter af. Det er et komplekst begreb om kultur, hvor kultur først opstår i mødet mellem mennesker. Kultur er ikke noget, de kan have eller tilhøre, det er noget, de gør. Kultur er produkt af kommunikation og interaktion i møder mellem mennesker i specifikke kontekster. Kultur er altså afhængig af mellemmenneskelig interaktion. Følger man denne tænkning, kan man hverken tale om én kulturarv, den kultur, man er vokset op i, kulturmøder eller multikultur, men udelukkende om møder mellem mennesker, der producerer kultur.

Det dynamiske kultur-begreb bruges af fortalere for interkulturel undervisning. Termen "interkulturel" lægger vægt på, at kultur opstår i interaktion mellem mennesker. Interkulturel undervisning implicerer et teoretisk synspunkt, som nægter at kulturalisere eller etnificere elever og deres handlinger og læringsstile. Synspunktet fremhæver, at vi alle er individer, der skaber kulturer i vores møder med hinanden, og at vi på den måde bevæger os i en myriade af kulturer. Interkulturel undervisning kræver af lærere og elever, at de lærer at interagere på måder, der er fordelagtige for alle, og at der skabes en inkluderende skole- og undervisningskultur.

Farlig for demokratiet

Er den interkulturelle skole en fare for demokratiet?

Thomsen hævder, at en multikulturel, inkluderende skole- og undervisningskultur vil føre til folkestyrets afvikling. Men Thomsen peger intet sted på det faktum, at forskellige måder at betegne et folk på også har betydning for, hvilke folk der inkluderes i folkestyret. På den måde forsimpler han på det groveste diskussionen om historiefagets rolle i forhold til folkestyret i Danmark.

Thomsen skriver sig ind i en kommunitaristisk argumentationstradition. Tilhængerne af kommunitarismen ser nationen som et fællesskab baseret på fælles etnisk og sproglig arv og kultur. Derfor er medlemskab i nationen også kun åbent, så længe det ikke udgør en trussel imod den etniske og sproglige sammenhængs-kraft. Folket defineres her ud fra etniske og sproglige kriterier.

Men der findes en radikalt anderledes måde at tænke folket på. I modsætning til kommunitarismen ser tilhængerne af det, der kaldes "liberal universalisme", nationen som et fællesskab baseret på fælles politiske institutioner og værdier, hvor medlemskab er åbent for alle, der opholder sig inden for nationens territorium. Man kan her tale om, at folket defineres ud fra territorial tilknytning. Grundet disse forskellige definitioner af det nationale og folket kan der skelnes mellem borgernationalisme og etnisk nationalisme - eller, som Bernard Erik Jensen gør, mellem etnokrati og medborgerdemokrati. Adskillelsen mellem et politisk folk og et etnisk folk kan allerede findes hos de gamle grækere. Her bruges demos som en politisk forståelse af folket, hvorimod ethnos blev brugt som en etnisk forståelse af folket.

Demokratiet hviler på, at man vil et fællesskab, men spørgsmålet er altså, om det nødvendigvis skal være et kulturelt fællesskab, eller om man kunne tale om et politisk/juridisk fællesskab.

Hvis man som Thomsen ser kulturel, social og sproglig diversitet som en trussel mod folkestyret, er det rigtigt, at en inkluderende og interkulturel historieundervisning kan være faretruende. Man kan dog spørge, om der nogensinde har været tale om et homogent folk og en homogen kultur, der dannede basis for folkestyret. Eller om der altid har været tale om et broget folk inden for det territorium, der udgør den danske nationalstat. Et folk, som igennem tiderne har skullet finde sammen som politisk folk.

Interkulturel undervisning kan netop styrke de evner til sproglig, social og kulturel interaktion og forhandling, som i sidste ende styrker et inkluderende demokrati. Det er den interkulturelle undervisnings mål at skabe sådanne indsigter i pluralistiske historiske perspektiver. En mere veludviklet bevidsthed om egen kulturel produktion og bedre redskaber til interkulturel kommunikation og forhandling.

Hvis historielærere skal overbevise elever med vidt forskellige kulturelle, religiøse og sociale identiteter om, at der er plads til dem som aktive deltagere i den demokratiske proces og i nationens fælles kultur, kræver det, at forberedelsen af eleverne forstås kritisk-konstruktivt som en bestræbelse i retning af på samme tid at afklare demokratiets vilkår og engagere i dets virkeliggørelse. En sådan historieundervisning vil også give mulighed for, at der skabes en ny fortælling, hvor elever med meget forskellige baggrunde sammen kan styre mod en ny demokratisk fremtid baseret på fælles mål. Målet med en sådan undervisning er ikke at skille demokratiet ad eller nedbryde det; tværtimod er målet at engagere eleverne i udvikling af et inkluderende demokrati.

Nanna Bøndergaard Butters er cand.mag. i historie og kultur- og sprogmødestudier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole E. Mikkelsen

En interkulturel undervisning kræver at vi hører op med at isolere indvandrerbørn på nogle få skoler, hvor der så til gengæld ikke findes etnisk danske elever. Interkulturalitet og interaktivitet må kræve at der er noget at interagere imellem.

I praksis har vi monokulturel indvandrerundervisning da indvandrere typisk koncentreres på få skoler, hvadenten det sker gennem indvandrernes frie valg eller gennem boligpolitik eller andet.

Statistisk kan det let dokumenteres at dette er fakta.

Mærkværdigt at denne apartheid-politik ikke indklages for menneskeretighedsdomstolen!!

En skole i Vejle forsøgte for ca 4 år siden at sikre at skolen ikke blev til en indvandrerskole.

Det gjorde man ved at give plads til en dansk identitet på skolen, da begrebet dansk identitet var ved at forsvinde fra skolen p.g. af forældrenes fravalg. Det lykkedes i første omgang, - min egen søn blev f.eks. meldt ind.

Desværre trådte der et fundamentalistisk præsteskab i undervisningsministeriet til og bekendtgjorde at det ikke var lovligt, - men et brud på menneskerettighederne at der bevidst blev taget hånd om kulturelle identiteter ifm. undervisningen.

Så langt for interkulturel undervisning. Det er den liberalistiske universalisme der hersker i DK. Og den er mindst lige så fundamentalistisk som den islamiske ditto.

Og det er trist, - ja. Bevidsthed om og forståelse for kulturel identitet er nødvendig for at interkulturel undervisning kan finde sted.

Og det er også forudsætningen for en ny fortælling.