Kommentar

Vi skal nyopfinde generøsiteten

Velfærdssamfundet har skiftet karakter fra at være beskyttende og generøs til at være formaliserende og moraliserende
Debat
21. november 2008

Meget tyder på, at velfærdssamfundet er ved at ændre karakter og formål. Fra at være garant for grundlæggende livsudfoldelsesmuligheder, forstås velfærdssamfundet i højre grad som et fællesskab, der detaljeret foreskriver, hvordan vi skal leve vores liv. Eksemplerne er talrige, men specielt to befolkningsgrupper må holde for. Børn (og unge) og indvandrer er i ekstrem grad udsat for offentlige debatter og tiltag, der dikterer, hvordan der må tales, hvilken påklædning, der er acceptabel, hvordan man må opføre sig, samt ikke mindst hvilken lærdom, det er betimeligt at have. Og der følges også op med test, prøver og andre former for kontrolmekanismer, hvor det tjekkes, at kravene honoreres.

Alle eksempler udtrykker, at velfærdssamfundet skifter karakter fra at være beskyttende og generøs til at være formaliserende og moraliserende.

Angsten for det ukendte

Paradoksalt nok peger alt på, at vores behov er helt modsatte. Den globaliserede og evig foranderlige verden, kræver ikke absolutter og forskrifter men fleksibilitet, fantasi, kreativitet. Det handler om at kunne sætte gammel viden sammen på nye måder, og dermed hele tiden skabe ny viden og nye muligheder, som kan løse vores individuelle, sociale og materielle problemer. Udenadslærte kanoner er næppe svaret på fremtidens udfordringer.

Hvordan kan disse tilsyneladende helt modsatrettede paradokser eksisterer side om side? Et par bud på svar er:

En historisk parallel kan findes i 50'erne og 60'erne, hvor nye tendenser også slog igennem. Det handlede om et opgør med autoriteter, hvad enten det var familien (faderen), professorerne eller samfundet/staten osv. Den gang blev den generelle usikkerhed for det nye brugt til at legitimere en stærk fokusering og genopdagelse af de 'gamle' eller traditionelle normer og dyder, og den samme bevægelse kan iagttages i dag med forslag om genindførsel af morgensang i skoler, forbud mod hovedbeklædning osv. Dog strammes skruen en ekstra gang, da 'overtrædelser' nu skal have økonomiske og sociale konsekvenser, så de formastelige udstilles og udskilles. Det er det sidste element, som er det mest problematiske i forhold til vores velfærdssamfundsforståelse, fordi denne udstillen og udskillen bryder med et af de grundlæggende velfærdsprincipper - universalismen. I et historisk lys kan bevægelsen forklares ved, at angsten for det ukendte og nye søges dulmet gennem et stærkt tilbageskuende fokus på traditionelle værdier og normer.

Ens dermed ufri

En sociologisk forklaringsmodel kan hentes hos den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman, som beskriver samfundsudviklingen, som en pendulær bevægelse mellem sikkerhed og frihed: "En styrkelse af sikkerheden fordrer altid en svækkelse af friheden, mens friheden kun kan udvides på bekostning af sikkerheden. Men sikkerhed uden frihed er ensbetydende med slaveri, mens frihed uden sikkerhed svarer til at være forladt og fortabt."

Satse på kreativiteten

I dagens moderne samfund peger pendulet entydigt på sikkerhedsfiguren, endda så massivt, at det ikke længere handler om sikkerhed til at være forskellig eller fri, men om sikkerheden i at være ens og dermed ufri.

En økonomiorienteret forklaringsmodel, handler om det økonomiske felts dominans over andre felter. Økonomien sætter dagsordenen, og det medfører stor grad af frihed i forhold til forbrug og forbrugsvalg, men det medfører også stor grad af ensliggørelse og standardisering af det menneskelige, det kreative osv. Det økonomiske regime regerer via konkurrence, og konkurrence foregår bedst mellem ens produkter.

Hvad er de mulige konsekvenserne af dette skifte fra beskytter til formalist? Et voksende antal reagerer mod de stadig snævre rammer. F.eks. reagerer en stor del af danskere med anden etnisk baggrund ved at gøre oprør - blive indadvendte i forhold til egen kultur og religion, eller blive udadvendte gennem radikalitet og aggressivitet.

Der kommer givet også reaktioner fra børnene og de unge på denne indskrænkede standardisering. Det går f.eks. den forkerte vej med målsætningerne om, at 95 pct. af alle unge skal have en ungdomsuddannelse, og at 50 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. På børneområdet kan der også spores en begyndende modstand mod det dominerende målings- og testregime.

Hvad kan der så gøres? Først og fremmest må vi nyopfinde generøsiteten. Vi må vende situationen om, så vi satser på større menneskelig kreativitet og kulturel mangfoldighed, det giver både et bedre og mere indholdsrigt liv for os alle, men placerer os også bedre i den globale økonomiske konkurrence.

Et bedre samfund skabes ikke gennem besparelser eller forbud, kun gennem investeringer, og ved at satse på menneskelige kreativitet og fantasi.

Allan Baumann er cand.pæd.soc og medlem af BUPL's forretningsudvalg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis man venter længe nok, er der nogen der opdager, hvordan tingene er udartet. Åbenbart er det imidlertid farligt at sige dem for tidligt - som jeg har gjort - så sker der ikke noget.