Læsetid: 5 min.

Obama, McCain og arven fra 1968

I dag stemmer amerikanerne om arven fra 1968. At en afroamerikaner nu kandiderer til posten som USA's næste præsident, skriver sig direkte ind i 1960'ernes historiske DNA, i hele borgerrettighedsbevægelsens virkningshistorie og fortolkningen af et af de mest tragiske kapitler i det amerikanske samfund
Barack Obama kan blive den politiske leder, som steder det tunge 1968-åg til hvile og lader amerikanerne gå ind i deres tid på deres egen nutidige præmisser.

Barack Obama kan blive den politiske leder, som steder det tunge 1968-åg til hvile og lader amerikanerne gå ind i deres tid på deres egen nutidige præmisser.

Joe Raedle

4. november 2008

I dag står amerikanerne over for et historisk valg. Det handler ikke kun om at vælge en demokrat eller republikaner til at lede landet i de næste fire år; eller om at vælgerne fælder dom over otte års med republikansk ledelse under præsident George W. Bush.

I løbet af 2008 er det blevet stadig mere klart, at valget er historisk, fordi amerikanerne skal stemme om arven fra 1968. En arv, der har været politisk kontroversiel og splittet det amerikanske samfund igennem de seneste 40 år i en grad så Culture wars er blevet en hel central faktor i amerikansk politik frem til i dag.

1968 var et amerikansk annus horribilis, selv om det for mange står som symbol for en epoke med opbrud og frigørelse både i Amerika og i Europa. De mest markante begivenheder var Vietcongernes Tet-offensiv i februar, hvor en hårdt tilkæmpet militær sejr blev til et politisk nederlag for amerikanerne. Det var begyndelsen til enden for troen på, at en amerikansk sejr var mulig i Vietnam. Attentaterne på Martin Luther King og Robert Kennedy i henholdsvis april og juni slukkede mange menneskers håb og drømme om politisk forandring. Demokraternes partikonvent i Chicago i august endte med omfattende gadekampe mellem politi og antikrigsdemonstranter, hvor befolkningen kunne følge volden live på tv. Det førte til Richard Nixons sejr med udgangspunkt i, hvad han selv døbte det "tavse flertal". Modreaktionen mod 1968 startede altså i 1968. Kampen om arven ligeså og den har stået på lige siden.

Symbol for kvinderet

Der er flere faktorer i den nuværende valgkamp, der peger tilbage til 1968. Set fra 2008 er det tankevækkende, hvordan livshistorierne blandt de tre ledende præsidentkandidater, som var på banen i løbet af året er uløseligt knyttet til '1968'.

Hillary Clinton kæmpede indtil juni måned for den demokratiske nominering. I Clintons livsbane var '1968' tydeligvis en formativ begivenhed. Fra ungpigeårene som republikansk Goldwater-girl ved det præsidentvalg, som demokraten Lyndon B. Johnson vandt i 1964, til karrieren som advokat, præsidentfrue og senator lå de aktivistiske studenterår omkring 1968 og feminismen. Hillary Clinton var gennem primærvalgene den kandidat, som var symbol for kvindernes ændrede muligheder i nutidens Amerika efter årtiers kamp for kvindefrigørelse og lige rettigheder.

Siden juni har det stået klart, at afgørelsen den 4. november skulle stå mellem John McCain og Barack Obama. To forskellige generationer, der spiller ud om præsidentmagten, men sporene peger tilbage til '1968' for begge kandidater.

John McCain er sømanden, der blev senator. Hans formative begivenhed var deltagelsen i Vietnamkrigen og fem års fangenskab fra 1967 og frem. Han vendte tilbage som en krigshelt og med skader pådraget under tortur. Hans skader gjorde, at han fik en ny funktion i flåden med direkte kontakt til det politiske system. Det blev afsættet til en politisk karriere i Senatet.

Militærets rolle

Vietnamkrigen er uløseligt forbundet til '1968', som begivenhed og radikaliseringsfaktor for ungdommens protester mod det etablerede amerikanske samfund. John McCain er derfor også knyttet til 1968, men som en bitter oplevelse af svigt. Han drog en anden lektie om militærets rolle i det amerikanske samfund og om landets udenrigspolitik end antikrigsdemonstranterne. En lektie, som stadig har en helt afgørende indflydelse på hans politiske vision og synspunkter. Det har givet sig udtryk i hans engagement i krigen i Irak, hvor han har været den stærkeste fortaler for strategien om troppeforstærkninger til at inddæmme terrorisme og sekterisk vold og undgå at genopleve et nyt amerikansk nederlag.

I den amerikanske Irak-debat er der jævnligt draget sammenligninger til Vietnamkrigen. Det er i denne sammenhæng historiens ironi, at nutidens Irakkrig også har sit udspring i 1968. Det var Baathpartiets kup i juli 1968, som senere bragte Saddam Hussein til magten. Resten er historie, som man siger, men det er unægtelig også nutid: Det har formet Barack Obamas kampagne og han lancerede sit kandidatur blandt andet på sin tidlige modstand mod Irakkrigen.

Luther King og Kennedy

Obamas kandidatur trækker dog på en langt dybere arv fra 1960'erne. At en afroamerikaner nu kandiderer til posten som USA's næste præsident, indskriver sig direkte ind i 1960'ernes historiske DNA, i hele borgerrettighedsbevægelsens virkningshistorie og fortolkningen af et af de mest tragiske kapitler i det amerikanske samfund. Det er historien, der ændrer sig foran vores øjne.

At Obama i sin vision for et forandret USA, herunder sin udlægning af betydningen af race og identitet, og i sin elegante retorik ofte lyder som en fusion af Martin Luther King og Robert Kennedy, de to store tragiske skikkelser i det amerikanske 1968, knytter ham kun tættere til en fortolkning af arven fra denne periode.

Men Barack Obama repræsenterer også en nyfortolkning. Han er ikke blot et barn af 1960'erne eller en arvtager fra '1968'. Han vedkender sig også et dybt intellektuelt og politisk slægtsskab til arven fra den amerikanske forfatning og de grundlovsgivende founding fathers. Det har uden tvivl været en del af hans appel til store dele af den amerikanske befolkning.

Obama peger i en ny retning med et transformativt potentiale. Han vælger det bedste i '1968', og anviser samtidig en vej, der kan overskride de dybe og destruktive skel, som har gennemsyret det amerikanske samfund i de sidste 40 år. Barack Obama kan blive den politiske leder, som steder det tunge 1968-åg til hvile og lader amerikanerne gå ind i deres tid på deres egen nutidige præmisser. Nutidens udfordringer for det amerikanske samfund er store nok til, at det skal være dem vel undt.

Amerikanerne står overfor et valg, der handler om mere end at vælge mellem en demokrat eller en republikaner som ny præsident. Det er et valg, der formes mere direkte end før både af amerikansk nutidserfaring og af deres fortidsforståelse og fremtidsforventning. Det store spørgsmål på tirsdag er derfor ikke kun om Barack Obama eller John McCain bliver præsident, men også om hvilket '1968' amerikanerne vælger. Eller med andre ord, hvilken fortid de vælger til at forme fremtiden. Det får betydning for os alle.

Steven L.B. Jensen, er historiker og forfatter til bogen '1968 og det der fulgte' (Gyldendal 2008)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu