Den forbløffende historie om Barack Obamas valgsejr har allerede gjort meget for at genoprette USA's globale image. I stedet for en præsident, hvis eneste kvalifikation til embedet var at bære sin fars navn, har vi nu fået en mand, hvis intelligens og visioner var store nok til at overvinde den formidable hindring ved at være den eksotisk navngivne søn af en afrikansk muslim. Hvem skulle, efter de sidste to valg, have troet, at den amerikanske befolkning var i stand til at vælge en sådan kandidat?
Obamas store bedrift må rejse store forventninger til hans første embedsperiode. Han førte sin kampagne med det hovedbudskab, at han er anderledes end andre politikere og vil skabe reelle forandringer. Den appel mobiliserede et stort og entusiastisk publikum, hvilket tilsammen med en eminent dygtig udnyttelse af internettet skaffede ham et hidtil uset stort antal donorer på fire millioner og ansporede et stort antal af afroamerikanere og unge til at lade sig registrere for at stemme.
Skattelettelser
Obamas sejr er vor tids unikke chance for bryde gennem den kynisme, der har præget amerikansk politik i årtier. For hvis Obama ikke er i stand til at indfri sit løfte om forandring, kan der gå årtier, før vælgerne igen vil vove at placere deres tillid hos en kandidat, der hævder at være forskellig fra det sædvanlige politikerslæng.
Mange amerikanere vil vurdere den kommende regering på, hvad den udretter på hjemmefronten. Planerne omfatter en hævning af skatter for borgere, der tjener over 250.000 dollar om året, der skal gå til at finansiere udvidede sygeforsikringer til de millioner af amerikanere, der - som noget helt enestående for en højt udviklet industrialiseret nation - ikke har dette. Obama har desuden lovet skattelettelser til mellemindkomst- og lavtlønnede arbejdstagere, og forbedringer i USA's uddannelsessystem. At holde disse løfter i lyset af nationens dystre økonomiske udsigter bliver ingenlunde let.
Størst effekt kan den nye forandringskurs dog muligvis få uden for USA's grænser. Sidste år, da Barack Obama talte i Chicago Council of Global Affairs, efterlyste han en præsident, som kunne tale direkte til alle i verden, som længes efter værdighed og sikkerhed, og sige: "Jeres skæbne ligger os på sinde. Jeres fremtid er vores fremtid. Og vores øjeblik er kommet nu." Så sandt - og nu er det øjeblik kommet.
FN-privilegiet
Hvis Obama skal være den præsident, kan han begynde med at holde sit løfte om at lukke fængslet i Guantanamo Bay og sætte en stopper for Bush-regeringens praksis med at spærre folk inde uden nogensinde at fortælle dem, hvorfor eller hvad de er anklaget for. Han bør også indlede processen med at trække de amerikanske kamptropper ud af Irak, en opgave, som han har sagt, skal være afsluttet inden for 16 måneder. At holde disse løfter vil være afgørende vigtige skridt i retning af at genoprette USA's image i verden.
At spille en konstruktiv rolle for at skabe reformer i FN er også væsentligt. Strukturerne i Sikkerhedsrådet er 60 år gamle. De sikrer sejrherrerne fra Anden Verdenskrig et permanent medlemsskab af Rådet og vetoret mod dets beslutninger. Skal der ændres på dette, vil det uundgåeligt udhule disse nationers privilegier, herunder USA's. Men hvis nogen amerikansk præsident kan overvinde den historiske skygge, der hænger over FN, så må det være Obama.
I betragtning af at Obama har en kenyansk far og har tilbragt megen tid i de afrikanske landsbyer, hvor hans familie stadig bor, er det ikke overraskende, at han forstår behovet for, at de rige nationer hjælper ulandene. Sidste år lovede han at fordoble dem amerikanske ulandsbistand i 2012, hvilket vil hæve den til op til 50 milliarder dollar om året. (Dermed vil USA dog stadig halte bagefter flere europæiske nationer, som giver en større procentdel af deres nationalindkomst i støtte.)
USA's støtte bør også være klarere målrettet mod at hjælpe dem, som lever i ekstrem fattigdom. Beklageligvis henviste senator Joe Biden, Obamas tiltrædende vicepræsident, til løftet om fordobling af ulandsbistanden, da han blev adspurgt om, hvor det ville være mest oplagt at indskrænke på grund af finanskrisen.
Det er dog værd at minde om, at fordoblingen af den amerikanske ulandsbistand stadig kun vil være et ganske beskedent beløb i sammenligning med de summer, der kan spares ved at trække de amerikanske styrker ud af Irak.
Som bomber
Den måske største udfordring, der skal løftes for at gøre USA til en god global medborger, vil blive at gennemføre en markant reduktion af Amerikas alt, alt for høje udledning af drivhusgasser - den er omtrent fem gange så stor som det globale per capita-gennemsnit. I forhold til denne helt nødvendige indsats spildte Bush-regeringen otte kostbare år, i hvilken periode vi er kommet uhyggeligt tæt på at nå det punkt, hvor der udløses en irreversibel kæde af begivenheder, som kan føre til en global og civilisatorisk katastrofe.
Ugandas præsident Yoweri Museveni anklagede sidste år de industrialiserede lande for at begå overgreb mod Afrika ved at forårsage global opvarmning. Det lyder måske som overdrivelse, men temperaturstigninger og fald i nedbøren kan for landbrugsnationers befolkninger være lige så ødelæggende som at kaste bomber på dem.
Obama er ganske enkelt nødt til at gøre USA til en førende nation med hensyn til at reducere drivhusgasemissioner. Hvis han på denne måde formår at vise sin gode tro, vil han og hans europæiske partnere få langt lettere ved at udarbejde en aftale, som også Kina og Indien kan tiltræde, når afløseren for Kyoto-protokollen skal findes i 2012. Dette kan meget vel være den største etiske udfordring, præsident Obama står overfor, men fordi så meget afhænger af, hvordan han vil løfte den, er det sandsynligt, at hans udspil her vil blive mest afgørende for, hvordan hans præsidenttid vil blive bedømt af historien.
Peter Singer er professor i bioetik ved Princeton University.
© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
