Læsetid: 4 min.

'Han har jo ikke noget på'

Debatten om forældreansvarsloven er det rene 'Kejserens nye klæder', fordi den præget af holdninger og interesser snarere end viden. En evaluering af loven kan bidrage til nuancering og demokratisering af debatten, men spørgsmålet er, om den designes med det formål
Når den omdiskuterede forældreansvarlov skal evalueres, er det uhyre vigtigt, at også børnene bliver hørt. Desværre er der en bekymring for, om børnene magter at deltage i evalueringen eller om det vil belaste dem yderligere. Model

Når den omdiskuterede forældreansvarlov skal evalueres, er det uhyre vigtigt, at også børnene bliver hørt. Desværre er der en bekymring for, om børnene magter at deltage i evalueringen eller om det vil belaste dem yderligere. Model

Kissen Møller Hansen

11. november 2008

Så er forældreansvarsloven igen til debat. Ikke så overraskende mener debattørerne det samme, som de mente for godt et år siden, da loven trådte i kraft, og søreme også for to år siden, da loven var under udarbejdelse. Loven er nemlig blevet et kampfelt for forskellige interesser, som paradoksalt nok alle hævder at kæmpe børnenes sag.

Men hvad ved vi egentlig om, hvordan loven virker på de skilsmisseramte børns liv? Stort set ingenting, hvis man ser bort fra de konkrete erfaringer, som familier og praktikere på feltet har, og som udgør afsætte og 'beviserne' for de modsatrettede synspunkter på loven.

Debatten er som kejseren, der hævder at være iført den fineste klædedragt, men om hvem barnet kan afsløre: "Han har jo ikke noget på".

Evaluering af loven

Den manglende viden på feltet er helt naturlig, da loven kun har været trådt i kraft i godt et år. Alligevel får 'eksperter' gang på gang ordet, hvor de med stor autoritet udtaler sig for eller imod loven. Men har de 'noget på', når de gør det? Tja, de kan selvfølgelig skele til erfaringer fra andre lande, men disse har ikke præcis den samme lovgivning, endsige de samme måder at praktisere den på. De kan også trække på teorier f.eks. om børns udvikling, men det er netop teorier, og teorier ændres over tid og er ofte i indbyrdes modstrid. Det er faktisk muligt at finde teorier og fortolke erfaringer fra andre lande, der støtter såvel begejstringen for loven som kritikken af den.

Da loven blev vedtaget i 2007, blev det samtidig besluttet, at den skulle evalueres i 2011. Dermed er der håb om en fremtidig vidensbasering af debatten - eller er der?

Det kommer i høj grad an på, hvordan evalueringen gribes an. Først og fremmest er det afgørende, at evalueringen går tæt på konsekvenserne af loven for børnenes hverdagsliv, qua inddragelse af børnenes egne perspektiver og synspunkter. Det gøres bedst gennem deltagelse fra alle parter, hvor dagsordnen for evalueringen ikke alene sættes af politikere og forskere, men også af børnene selv. Dvs. hvor børnenes viden og medborgerstatus med deraf følgende deltagerrettigheder anerkendes og honoreres i evalueringens udformning såvel som i justering og debat af lovgivningen(s praktisering). Argumentationen for en sådan udformning er både videnskabelig (det er forudsætningen for god, pålidelig viden om barnets hverdagsliv) og etisk (sikring af børns demokratiske medborgerskabsrettigheder).

Men bliver det en sådan evaluering, vi får i 2011?

Mangfoldighed

Et forhold, som risikerer at forhindre en sådan tilgang er bekymring for, om børnene magter at deltage i evalueringen eller vil belaste dem yderligere. Her er det dog værd at erindre, at det også - godt nok for mange år siden - har været hævdet at være skadeligt og belastende for kvinder at tænke og læse bøger, og at dette blev brugt som et argument mod deres deltagelse i uddannelse, politik og offentlighed. Pointen er, at uanset om omsorgen og bekymringen for børnenes (og tidligere kvindernes) 'sårbare sjæle' er velment - hvad den oftest er, så risikerer den at gøre 'de sårbare børn' (og tidligere kvinderne) endnu mere sårbare ved at nægte dem borgerrettigheder og gøre dem tavse. Det bør derfor ikke være til diskussion, om børnene skal inddrages i evalueringen, men derimod hvordan man bedst mulig gør det.

Det er endvidere afgørende, at evalueringen ikke forfalder til eftersøgning af ét homogent børneperspektiv, ét 'barnets bedste'. Børn er forskellige - lige så forskellige som voksne. Dertil kommer forskelligheden af deres familiesituation og øvrige livssituation samt mangfoldigheden i den måde, som loven praktiseres på i forskellige statsforvaltninger og retskredse. Det er dette komplekse samspil, som skaber indvirkningen af loven på børnenes hverdagsliv. Derfor er det også dette komplekse samspil, som evalueringen må afdække, hvis den skal bidrage til kvalificeret debat samt udvikling og justering af (praktiseringen af) loven - og det kan kun gå for langsomt, da debatten om (samt måske justering og ophævelse af) loven allerede suser derudaf som et højhastighedstog uden bremser.

De komplekse samspil

I det lys er det ikke hensigtsmæssigt, at evaluering først igangsættes i 2011.

Forklaringen er måske netop også, at den er planlagt i et andet lys. Den er ikke tænkt som et redskab til praktikernes indsigt i de komplekse samspil, de skal navigere i forbindelse med praktisering af forældreansvarsloven, endsige som et redskab i en demokratisk proces med nuancerede indspil og sikring af børnenes medborgerrettigheder.

Frygt gjort til skamme

Snarere er den planlagt udfra et styringimperativ - et ønske om at kontrollere og dokumentere, i hvilket omfang loven implementeres efter dens hensigt, evt. suppleret af effektmåling. Påbuddet om kontrol, dokumentation og effektmåling er fremtrædende i evalueringer i den offentlige sektor. Udfra et sådan imperativ er det meningsfuldt først at igangsætte evalueringen i 2011, da loven jo lige skal have lov til at blive implementeret ordentligt, før man måler på den.

Til gengæld giver det grundlag for meget begrænset optimisme, både hvad angår den demokratiske proces og faglige udvikling af praktiseringen af loven - ikke bare fordi 2011 er for sent, men også fordi evalueringer tilrettelagt udfra styringsimperativet har et top-down perspektiv og en tendens til forkærlighed for tallenes simplicitet, som forveksles med klarhed og sikker viden.

Jeg frygter derfor, at den evaluering, som vi med længsel må vente på, kan vise sig 'ikke at have noget på', hvad angår input til faglig viden og demokratisk proces. Omvendt håber jeg, at min frygt bliver gjort til skamme, og evalueringen viser sig at være vævet af nuanceret og demokratisk viden i komplekse, reflektionsbefordrende mønstre.

Hanne Warming er cand.scient.soc. og ph.d. og lektor på RUC, hvor hun blandt andet specialiserer sig i velfærd, sociale spørgsmål og børns hverdag

Serie

Seneste artikler

  • 'Nogle gange er folk bare lidt for enige'

    11. august 2009
    Det er sjældent Informations artikler, der får Thomas Ole Brask Jørgensen til computeren for at skrive indlæg. Det er selve debatten, der tænder. Særligt rygklapperi kan få ham til tasterne
  • 'Jeg kan godt lide at provokere'

    8. august 2009
    Han er efterhånden vant til at blive overfuset på netdebatten. Men først når folk bliver rigtigt sure, viser de deres sande ansigt, mener Claus W. Oreskov, der er blevet kaldt både naiv og en fanatisk kommunist af andre debattører
  • Hvem har ansvaret for forskningen?

    15. december 2008
    Forskningsfrihed er ikke et tema, der optager ret mange andre end de ramte i den offentlige debat
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hanne Warming: "Jeg frygter derfor, at den evaluering, som vi med længsel må vente på...."

Jeg ved ikke, om det er mig der har misforstået noget, men afholdes der ikke møde om loven om 2 dage ? D. 13. november 2008 ?

Hej Hans..... :-) .. Ja, jeg mente nu nok.

Møde, evaluering, delevaluering ....whatever... Undrede mig bare over, at det aktuelle møde ikke nævnes i artiklen.

Én eller anden betydning har mødet vel. Ikke sikkert der kommer noget ud af det, men ved at afholde det, har politikerne og ministeren da trods alt sendt et budskab om, at de har hørt kritikken.

Lidt har vel også ret :o)

Det lyder fint med at foretage en hurtig evaluering, men kan dette lade sig gøre på en sagligt forsvarlig måde?

Man skal jo også huske på at en af hensigterne med loven var at få forældrene til at ændre adfærd i en mere ansvarlig retning. Dette tager tid.

Jeg synes at Hanne Warming nedgør debattørerne ved at sige at de mener det samme som for et og to år siden. Det kan de jo have gode grunde til.

Jeg tror heller ikke på en ændring af selve loven, mere på en justering af forvaltningen i de svære sager.

Vedledningerne er for mig at se meget udpenslede, men af sagerne der har været i fokus, synes jeg ikke det fremgår, at man overhovedet har så meget som skelnet til retningslinjerne.

Hovedprincipperne er fine, men duer ikke alene i de svære komplicerede sager. Jeg tror, det er her, fokus vil være.
Det bliver spændende at se.......

"I HAR JO IKKE NOGET PÅ"

Skriger børn fra helvede .....

Er vi nu gået hen og blevet moderne i sagen samværs sager.

"modebørn" ja man bliver helt mundlam når langtids uddannede folk spiller veludrustet i viden om det vi andre møder som fysisk dagligdag - altid rart at blive belært om emnet men har man reelt indsigt i emnet - var vist noget Aristokrates opfandt i Grækernes Grækenland inden man stiller op.

Alt andet er på skrømt - handlinger.

Forældreansvarsloven fejler ikke noget - det er de bisiddende studenter der ikke kan bedømme sagerne.

En part har det jo med skrigeballon metodikken "hysteri" og det sætter frygten i gang hos elementet som skal bedømme og det sker i nogle sager med hovedet under armen.

DET ER SKET - hvis et barn udleveres og skal udsættes for vold og deslige ...

FEJLEN ER HOS SYSTEMET ! OG DET MÅ SÅ RETTES.

Så hvad er så reelt problemet ?

Jeg synes faktisk at der er en rimelig objektivitet i Hanne Warming´s artikel.

Jeg synes hun har ret i en inddragelse af børnene noget hyppigere, vil kunne give et mere reelt billede af hvad barnets tarv egentlig er i de forskellige sager.

Jeg mener ydermere også at Hanne Warming så rigtigt er inde på, at en reel undersøgelse omkring virkningen/konsekvensen af den nye lov vil være på sin plads, for generelt at vide hvad vi leder efter og potentielt kan ændre.
Vi kan skimte mod andre resultater, såsom Bauserman, men vi vbliver nødt til også at kende virkningen af egen lov.

Men det bliver interessant hvad der skal diskuteres imorgen, når politikerne mødes. Resultater findes der jo ikke endnu, så hvad vil udgangspunktet være for mødet? Fastholdelse eller ændirng af loven? Og i så fald baseret på hvad?.....
Der famles i blinde efter mening, men mening kommer kun hvis man søger den.

Jeg vil absolut ikke negliciere vores debatter omkring dette, da der faktisk deltager store kompetencer og mennekser med masser af erfaring på områder der er relevante i denne debat.
Så på det punkt er jeg nok lidt uenig med Hanne Warming, da en debat kan gøre at man kommer endnu tættere på en sandhed og dermed en løsning. Vi lever jo i et demokrati, og derfor er folkedebatten vigtig og absolut nødvendig.

Men jeg synes der findes nogle gode pointer i en del af det der bliver skrevet:-)