'Han har jo ikke noget på'

Så er forældreansvarsloven igen til debat. Ikke så overraskende mener debattørerne det samme, som de mente for godt et år siden, da loven trådte i kraft, og søreme også for to år siden, da loven var under udarbejdelse. Loven er nemlig blevet et kampfelt for forskellige interesser, som paradoksalt nok alle hævder at kæmpe børnenes sag.

Men hvad ved vi egentlig om, hvordan loven virker på de skilsmisseramte børns liv? Stort set ingenting, hvis man ser bort fra de konkrete erfaringer, som familier og praktikere på feltet har, og som udgør afsætte og 'beviserne' for de modsatrettede synspunkter på loven.

Debatten er som kejseren, der hævder at være iført den fineste klædedragt, men om hvem barnet kan afsløre: "Han har jo ikke noget på".

Evaluering af loven

Den manglende viden på feltet er helt naturlig, da loven kun har været trådt i kraft i godt et år. Alligevel får 'eksperter' gang på gang ordet, hvor de med stor autoritet udtaler sig for eller imod loven. Men har de 'noget på', når de gør det? Tja, de kan selvfølgelig skele til erfaringer fra andre lande, men disse har ikke præcis den samme lovgivning, endsige de samme måder at praktisere den på. De kan også trække på teorier f.eks. om børns udvikling, men det er netop teorier, og teorier ændres over tid og er ofte i indbyrdes modstrid. Det er faktisk muligt at finde teorier og fortolke erfaringer fra andre lande, der støtter såvel begejstringen for loven som kritikken af den.

Da loven blev vedtaget i 2007, blev det samtidig besluttet, at den skulle evalueres i 2011. Dermed er der håb om en fremtidig vidensbasering af debatten - eller er der?

Det kommer i høj grad an på, hvordan evalueringen gribes an. Først og fremmest er det afgørende, at evalueringen går tæt på konsekvenserne af loven for børnenes hverdagsliv, qua inddragelse af børnenes egne perspektiver og synspunkter. Det gøres bedst gennem deltagelse fra alle parter, hvor dagsordnen for evalueringen ikke alene sættes af politikere og forskere, men også af børnene selv. Dvs. hvor børnenes viden og medborgerstatus med deraf følgende deltagerrettigheder anerkendes og honoreres i evalueringens udformning såvel som i justering og debat af lovgivningen(s praktisering). Argumentationen for en sådan udformning er både videnskabelig (det er forudsætningen for god, pålidelig viden om barnets hverdagsliv) og etisk (sikring af børns demokratiske medborgerskabsrettigheder).

Men bliver det en sådan evaluering, vi får i 2011?

Mangfoldighed

Et forhold, som risikerer at forhindre en sådan tilgang er bekymring for, om børnene magter at deltage i evalueringen eller vil belaste dem yderligere. Her er det dog værd at erindre, at det også - godt nok for mange år siden - har været hævdet at være skadeligt og belastende for kvinder at tænke og læse bøger, og at dette blev brugt som et argument mod deres deltagelse i uddannelse, politik og offentlighed. Pointen er, at uanset om omsorgen og bekymringen for børnenes (og tidligere kvindernes) 'sårbare sjæle' er velment - hvad den oftest er, så risikerer den at gøre 'de sårbare børn' (og tidligere kvinderne) endnu mere sårbare ved at nægte dem borgerrettigheder og gøre dem tavse. Det bør derfor ikke være til diskussion, om børnene skal inddrages i evalueringen, men derimod hvordan man bedst mulig gør det.

Det er endvidere afgørende, at evalueringen ikke forfalder til eftersøgning af ét homogent børneperspektiv, ét 'barnets bedste'. Børn er forskellige - lige så forskellige som voksne. Dertil kommer forskelligheden af deres familiesituation og øvrige livssituation samt mangfoldigheden i den måde, som loven praktiseres på i forskellige statsforvaltninger og retskredse. Det er dette komplekse samspil, som skaber indvirkningen af loven på børnenes hverdagsliv. Derfor er det også dette komplekse samspil, som evalueringen må afdække, hvis den skal bidrage til kvalificeret debat samt udvikling og justering af (praktiseringen af) loven - og det kan kun gå for langsomt, da debatten om (samt måske justering og ophævelse af) loven allerede suser derudaf som et højhastighedstog uden bremser.

De komplekse samspil

I det lys er det ikke hensigtsmæssigt, at evaluering først igangsættes i 2011.

Forklaringen er måske netop også, at den er planlagt i et andet lys. Den er ikke tænkt som et redskab til praktikernes indsigt i de komplekse samspil, de skal navigere i forbindelse med praktisering af forældreansvarsloven, endsige som et redskab i en demokratisk proces med nuancerede indspil og sikring af børnenes medborgerrettigheder.

Frygt gjort til skamme

Snarere er den planlagt udfra et styringimperativ - et ønske om at kontrollere og dokumentere, i hvilket omfang loven implementeres efter dens hensigt, evt. suppleret af effektmåling. Påbuddet om kontrol, dokumentation og effektmåling er fremtrædende i evalueringer i den offentlige sektor. Udfra et sådan imperativ er det meningsfuldt først at igangsætte evalueringen i 2011, da loven jo lige skal have lov til at blive implementeret ordentligt, før man måler på den.

Til gengæld giver det grundlag for meget begrænset optimisme, både hvad angår den demokratiske proces og faglige udvikling af praktiseringen af loven - ikke bare fordi 2011 er for sent, men også fordi evalueringer tilrettelagt udfra styringsimperativet har et top-down perspektiv og en tendens til forkærlighed for tallenes simplicitet, som forveksles med klarhed og sikker viden.

Jeg frygter derfor, at den evaluering, som vi med længsel må vente på, kan vise sig 'ikke at have noget på', hvad angår input til faglig viden og demokratisk proces. Omvendt håber jeg, at min frygt bliver gjort til skamme, og evalueringen viser sig at være vævet af nuanceret og demokratisk viden i komplekse, reflektionsbefordrende mønstre.

Hanne Warming er cand.scient.soc. og ph.d. og lektor på RUC, hvor hun blandt andet specialiserer sig i velfærd, sociale spørgsmål og børns hverdag