Kronik

Politik, det er at give folket liv gennem arbejdet

I dagens Danmark er alle potentielt uarbejdsdygtige - det er blot et spørgsmål om vilje. Det er netop med henvisning til de arbejdsløses manglende vilje til at arbejde, at man forringer deres rettigheder. Det resulterer i, at mennesket bliver, som tingene det omgiver sig med, reduceret til at være et led i en overordnet funktionssammenhæng, hvis ledelse er politikken, og hvis brændstof er effektivitet. Effektivitet for effektivitetens skyld. En ny eftertænksomhed er påkrævet
15. november 2008

Som historiker undrer det mig, at man er begyndt at skrive flere og flere debatindlæg, der eksplicit refererer til nazismen under overskrifter som 'Arbeit macht frei' eller 'Gesundheit macht frei'. Det er meget skræmmende. For nutidens politik er jo ikke nazistisk og må ikke direkte forveksles hermed. Alligevel vil jeg påstå, at indlæg som disse har en vægtig pointe.

Der ligger noget i den moderne politik, som var forudsat i politikken under Det Tredje Rige. Min overskrift spiller på O. von Verschuers definition 'Politik, das heisst die Gestaltung des Lebens des Volkes'. Gestaltningen var for Verschuer i 1936 racen som basis for inkludering eller ekskludering af det politiske. I dag vil jeg mene, at det er arbejdet, der er omdrejningspunktet for delingsteknikkerne.

Vi har, efter de store totalitære staters opståen og sammenbrud i det 20. århundrede, været vidne til et overskridelsesfænomen, hvor mennesket ikke længere, som det har været tilfældet i årtusinder siden Aristoteles, er et levende dyr med kapaciteten til at indgå i det politiske. I stedet er mennesket nu det levende dyr, hvis eksistens umiddelbart er politisk. Hvor livet er neutralt, bliver politik et spørgsmål om at forsvare de naturlige og medfødte rettigheder. Men hvor politikken bliver eksistensen per se, da bliver politikken til et spørgsmål om at forhandle disse rettigheder.

Slipstrømmen fra nazismen og fascismen binder det moderne menneske og den moderne stats skæbne op på hinanden. Det betyder, at hvis nationen presses, f.eks. ud fra retfærdiggørelserne om global konkurrence, finanskrise etc., da presses mennesket og dets rettigheder også. I en benhård global konkurrence er det altså med at finde den autentiske humanitet, der kan modstå denne konkurrence, dvs., der kan udholde at arbejde og tjene kapital hjem i værn mod kapitalen 'udefra'.

Arbejdsmarkedspolitikken funderer sig i dagens Danmark på antagelsen om mennesket som en human ressource. I dag er faren, at vi alle er potentielt uarbejdsdygtige, men at dette blot er et spørgsmål om vilje. Vi kan alle gå ned med stress, sygdom eller blive fyret - og så er man i farezonen for udstødelse af fællesskabet. Skæbnen ligger ikke længere i generne - men i viljen. Viljen til at være sin egen (helt egen) lykkes smed. Det er netop med henvisning til de arbejdsløses manglende vilje til at arbejde, at man forringer deres rettigheder. Hvis man ikke har arbejde, er man således selv skyld i sin usle skæbne, og så må man acceptere at ens rettigheder stille forsvinder i velfærdsstatens navn. Politikkens symbiose med videnskaben og eksperterne, der kan fortælle, hvorledes og hvorfor det er godt for mennesket at have arbejde, finder i denne kamp nye måder at samarbejde på. Statistikker udvikles, beslutninger træffes, og mennesket coaches til at kunne løbe hurtigere end sin egen skygge (det er blot et spørgsmål om at ville det). Det siger sig selv, at et nummer i en statistik ikke kan gøre det ud for et helt unikt menneske, og faren bliver derfor i en bureaukratisk politik, der udelukkende baserer sig på arbejdsmarkedsstatistikker, at mennesker, der ikke kan løbe så hurtigt som politikken kræver, pludselig dømmes som uegnede til fællesskabet. I dag nøjes man med at smide disse mennesker på kontanthjælp. Lige nok til at opretholde et eksistensminimum. Men skellet mellem eksistensminimum og intet er skrøbeligt. At folk nu i stor stil sættes på gaden, fordi deres situation ikke kan klare de økonomiske svingninger, er derfor et udslag, som politikken har svært ved at tage sig af.

Mennesket reduceres

Man skal nok ikke forvente redningen på dette politiske problem fra årsagen til miséren - politikken selv. De politiske modsætninger er i dag en udvandet affære. Partierne kæmper om de samme mærkesager (ofte hvad der har været i medierne dagen før), og dette vidner om den ensretning og blindgyde, politikken befinder sig i. Når først livet per se er blevet en politisk beslutning, da mister de tidligere forskelle i politikken som højre/venstre stille deres relevans og mening, lige såvel som det private og det offentlige stille smelter sammen. Politikken bliver i stedet en ensrettet, anonym magtfaktor, der opererer i alle kroge af menneskets liv ud fra fællesskabets bedste.

Den naturvidenskabelige metode med hvilket dette arbejde ledes igennem vores institutioner, kan kun behandle mennesket som én fast størrelse. På denne vis modsvarer dette redskab fint, at mennesket kun opfattes i ét spektrum. At bruge den naturvidenskabelige metode på menneskelige forhold, er som sagt ikke noget nyt. Det gjorde videnskaben i samarbejde med politikken også under nazismen, som Verschuer er ét ud af utallige eksempler på. Men når alle forhold bliver instrumentelle, selv de menneskelige, når alt blot betragtes som disponibelt og manipulerbart råmateriale, da mister de enkelte ting, selve mennesket, dets værdi, selvstændighed og dermed dets naturlige værdighed. Mennesket bliver, som tingene det omgiver sig med, reduceret til at være et led i en overordnet funktionssammenhæng, hvis ledelse er politikken, og hvis brændstof er effektivitet. Effektivitet for effektivitetens skyld. Hvis noget ikke fungerer i denne sammenhæng, er der ikke langt til at kassere dette tandhjul. Første skridt er at tage rettighederne fra det. Ingen kan eller vil tage ansvar for en verden, der ikke føles som deres. Så hvem skal tage sig af, at rettighederne for folk, der alligevel ikke vil arbejde, stille forsvinder?

Mennesket bliver deprimeret og stresset, når det bliver en blot abstraktion af en funktionssammenhæng.

Ny definition efterlyses

Dette sker pr. automatik for arbejdsløse i dag. Men mange medarbejdere i Jobcentrene og A-kasserne må føle det samme, når den ene arbitrære regel efter den anden afløser hinanden i en lind strøm, hvis formål er effektivisering, men hvis mål er tabt i skyen af kvalitetsreformer. Når det er selv samme funktionssammenhæng, der skal fordre viljen til arbejde gennem f.eks. skattelettelser, da bliver funktionssammenhængen også sit eget problem. Dette er vrangbilledet på fornuften som rationalitet. En rationalitet, der er blevet så rationel, at den er blevet irrationel i sin ideologiske dogmatik. Ratio betyder ud fra sin latinske rod kalkulation. Ordet stammer fra romerske købmænd. Men det var altid en kalkule mod noget - et mål. Når kalkulationens mål forsvinder til fordel for sin egen virke i blinde, da bliver den irrationel. Derfor handler man også nogle gange på trods af, hvad man finder rigtigt - blot for at reagere på ordrerne ovenfra i hierarkiet. Dette har jeg personligt hørt fra en A-kasseansat. Ordrerne følger en binær logik, der altid kun kan be- eller afkræfte sig selv, dermed dannende basis for flere ordrer, flere reformer. Ved f.eks. at flytte folk fra A-kasserne gennem forslagene om at halvere dagpengeperioden, kommer der blot flere på kontanthjælp, og så kan reformerne om at få folk af kontanthjælp gå sin gang. Hvor disse folk så skal anbringes er en politisk beslutning, jeg venter på med bekymring.

Når bevægelsen er uendelig, mistes målet af syne, og det eneste man kan løbe efter, er den uopnåelige gulerod, der hænger for enden af arbejdet. Denne proces ad infinitum er at beskæftige sig. Beskæftige sig med beskæftigelsen. Hvis arbejde skulle gøre fri, da måtte man på et tidspunkt nå et punkt, hvor man ikke længere behøvede at arbejde. Men det er tværtimod det modsatte, der sker. En ny eftertænksomhed er påkrævet. Viljen til handling og til at effektivisere har i dag knust tænkningen. Hvad vi i dag behøver er en handling, der kan andet end at være effektiv, og en tænkning der er andet end strategisk, kalkulerende og systematiserende. Vi behøver en ny definition af frihed og en ny form for respekt for det at være menneske - uanset om man arbejder eller ej.

Andreas Møller Lange er cand.mag. i filosofi, historie og oldtidskundskab og videnskabelig assistent på Afdeling for Filosofi (Institut for Medier, Erkendelse og Formidling), KU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Lilliendahl
  • Kurt Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Lise Lotte Rahbek
Jakob Lilliendahl, Kurt Nielsen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Kristensen

Citat:
Ved f.eks. at flytte folk fra A-kasserne gennem forslagene om at halvere dagpengeperioden, kommer der blot flere på kontanthjælp, og så kan reformerne om at få folk af kontanthjælp gå sin gang. Hvor disse folk så skal anbringes er en politisk beslutning, jeg venter på med bekymring.
Citat slut.

Næste skridt bliver arbejdslejre for ledige, sygemeldte og andre "undesirables". Så ved Claus Hjort da hvor han har dem...

Jaja, hvad jeg har sagt, set og levet efter opdages endelig. Måske er der håb for mennesker endnu - selvom DI nu ligefrem begynder at bruge det rene skyts med ord som 'ekspansion'. Det er dog det sidste, vi har brug for.
Det er jo nemlig sådan, at det sidste, man opbygger et samfund og et borgerskab er på arbejdspladsen.

Man kan sige meget dårligt om nazisterne, men de havde dog formodentlig en slags virkelighedsnær forestilling om den enkeltes arbejdsevne og motivation; trods al ideologi var virkeligheden ikke ganske opgivet: Det er der teknisk og psykologisk mulighed for nu, altså den definitive afsked med realiteterne - som chefideologen i 1984 (Orwell) O'Brien udtryker det: Hvis jeg siger, at jeg flyver til Månen, hvem kan så påstå, at jeg ikke gør det?

Andreas Møller Lange

Jeg mener, at du har helt ret Jens Thorning. Dog mener jeg, at virkeligheden forsvandt helt og aldeles i nazismen efterhånden som den udviklede sig. Således synes den forsvundet for de mange nazister, der efter krigen ikke kunne se, at de havde gjort noget som helst galt, da den omkringtliggende verden forsøgte at stille dem til ansvar. Første skridt mod virkelighedstabet var fratagelsen af visse folks rettigheder, og retfærdiggørelsen af dette - fx at de ikke kunne bidrage "positivt" til samfundet.

Når der i dag er MULIGHED for et virkelighedstab, som du så rigtigt siger, så mener jeg, at det kan aflæses i den grad af hvordan folks rettigheder forsvinder ud fra fx rene økonomiske betragtninger (der i tilfældet den nuværende regering ofte er langt fra økonomisk rentable - nok mere ideologisk rentable). I dag er de primære faregrupper som jeg ser det, de mennesker som institutionen "udlændingeservice" dækker over - igen peger jeg kun på en fare - IKKE at udlændingeservice er nazisme!! (Jeg håber man kan se pointen, og kan skelne - men lad os ikke glemme at den afdeling i SS-hovedkvarteret, som stod for udslettelsen af de europæiske jøder, officielt arbejdede med administration og økonomi -Wirtschafts- und verwaltungshauptamt), og de arbejdsløse (som potentielt er os alle!). For disse grupper synes delingsteknikkerne, at kunne retfærdiggøres dvs. at de skal have mindre rettigheder end andre folk (og dermed adskilles som særlige administrative grupper fra de folk, der bidrager), da de mistænkes for ikke, at kunne bidrage "positivt" til samfundet. Der smides derfor den ene restriktion efter den anden i hovedet på disse grupper. Når rettighederne forsvinder, da forsvinder disse gruppers krav på en delt virkelighed med andre. Når den delte virkelighed forsvinder, forsvinder muligheden for moralsk stillingtagen (dette synes Eichmann at være et eksempel på, hvis man skal følge Arendts vidnesbyrd fra retten i Jerusalem). Folk uden rettigheder bliver dermed et problem, som kan dokumenteres rent logisk ud fra skemaer og statistikker, så hver mand kan forstå det (!) - det kræver ikke den store omrokering i sproget - resten er administration.

En leg med virkelighed/uvirkelighed i denne sammenhæng er fx Anders R. Klarlunds film "Hvordan vi slipper af med de andre". Man kan have mange meninger om filmen, men jeg mener, filmen har en pointe. Naturligvis er filmen overdrevet, men kritik skal jo også helst komme problemerne til livs før de udvikler sig- dette må være kritikkens primære opgave.

Tak for det - jeg tænkte mest på, som artiklen også fremhæver, at behandlerne af politikerne og deres følgagtige ukritiske medier tvinges til at forholde sig i modstrid med virkeligheden. Et eksempel er Beskæftigelsesministerens forestillinger om, at når du får arbejde, forlader du bænken og, hold fast, holder med at drikke (helbredes for alkohlisme), du får måske lyst til at stifte familie (læg mærke til, at nu er den arbejdsløse ufrivilligt blevet styret aktør i scenariet) - og man bliver integreret , hvis man er af anden etnisk herkomst, og optaget i fællesskabet, kommer altså væk fra uvirkeligheden, hhv. fra den forkerte virkelighed på bænken i ghettoet, ind i den rigtige. Det er naturligvis bedre end synet på den arbejdsløse i Nazi-tiden og i 1930'ernes Danmark, at de var afvigere med genetiske afvigelser og moralske skavanker, som i værste fald måtte elimineres. Synspunktet, at de kan tage sig sammen ved egen kraft og gennem rollemodellers eksempel blive li'som os andre, er ønsketænkning som næsten alt, hvad de anakronistiske liberale ideologer finder på.

Andreas Møller Lange

Tak for dit svar igen Jens. Jeg forstår din korrektion. Du har så ret. Det er virkelig tragikomisk. Ideen om at arbejdet gør fri fra alkoholproblemer, er ovre i den samme boldgade som Claus Hjorts Idé (ud fra videnskabens! resultater), at arbejdet nu også helbreder for sygdom (der er intet arbejde ikke kan efterhånden - det er fantastisk). Hvis man er syg, skal man straks på arbejde igen, for den slags kan kun arbejdes væk! Det må være noget med, at man skal konfronteres med sin frygt, som den kognitive behandlingspsykologi har succes med i hh.t. fx angstbehandling. Men jeg er ikke sikker på, at en person der er gået alvorligt ned med stress bare skal konfronteres med sin stress gennem ny stress ved at komme i arbejde igen med det samme. Jeg har nogle gange meget svært ved at se rationalet i disse rationaler. - Blot en kommentar.

Man skal ligeledes huske på, at de sociale systemer - herunder også arbejdsmarkedet - er genereret over særlige tankesæt, og indeholder sine egne mekanismer for eksklusion og inklusion. Det vil altså sige, at visse mennesker automatisk kan opleve eksklusion fra sammenhænge på arbejdsmarkedet, fordi der er "dissonans" mellem dem og de værdier og den opbygning, som arbejdsmarkedet er gjort af. Med hele Luhmann-instrømningen i dansk tankegang, formidlet af Lars Qvortrup og forsøgt indført aktivt i megen læringsteori, kan man sige, at der florerer en tanke om, at systemer er "selvstændige" og "selvgenererende". Dette er en interessant tanke, idet kan kan hæve billedet på vore sociale systemer, således at vi får øje på de komplekse, netværksbetingede mekanismer, der styrer disse anskuet på et mere abstrakt plan. Men tankegangen er samtidig udtryk for et historisk perspektiv, det "kapper" den menneskelige, intentionelle vilje fra, således at samfundet ligesom "opbygger sig selv". Tesen er, at mennesket som enkeltindivid ikke kan overskue de dynamiske sammenhænge, der er på spil i sociale sammenhænge. Den frie markedsøkonomi er et eksempel på sådanne systemer. Undtagen er sandheden jo netop snarere end sådan en tænkning antyder, at det faktisk ER mennesker der via tanken og intentionen skaber sociale systemer, og dermed også de mekanismer der virker i forhold til eksklusion og inklusion. Hvor vil jeg hen med det? Jo, hvis særlige tankesæt ligger til baggrund for dannelsen af sociale systemer, hvilket politik jo kan være et glimrende eksempel på, jamen så er disse tankesæt også med til at skabe betingelserne for selvsamme systemer. Og samtidig betyder det, at der også altid kunne have været andre betingelser. Det betyder, for at blive en anelse mere konkret, at arbejdsstyrken måles og vurderes ud fra helt særlige værdikriterier, og disse er netop som beskrevet i Andreas Møller Langes indlæg idag præget af nyttetænkning i henhold til kapitalismens grundlæggende værdisætninger og mål. Som mange er inde på, for lige at være lidt vag i formuleringen, er det kapitalistiske krav om optimal indtjening under konkurrence, ikke omfattende nok til at kunne indramme mennesket, og dets helt unikke, og komplekse bevidsthed og kapacitet. Tesen her er, at mennesket generelt kan rumme langt mere kompleksitet, og hermed også evner og muligheder, end de "menneskemodeller", som vore sociale og politiske systemer arbejder med. Faren her er altså, at man risikerer eksklusion af mennesker, der rent faktisk har masser af kapacitet - blot i andre retninger, end det forenklede billede, som dagens sociale systemer typisk bygger på. Vi skal også huske, at vore systemer udspringer af gamle tanker. Alt imens disse vokser, stabiliserer sig, stagnerer og muterer over i nyskabninger, udvikler og fødes nye mennesker med nye tankesæt, nye evner, og fornyede måder at sætte krop og hjerne i spil på. Der er ingen garanti indbygget i sådanne sociale strukturer for, at de også formår i et fremadrettet perspektiv at indlemme morgendagens kapacitet, så at sige, idet den potentielt kunne bygge på helt andre egenskaber og værdier. Sagt med andre ord: i forhold til den arbejdsmarkedspolitik som føres idag, hvor der iværksættes et aktivt og bevidst nedsættende system der skal sætte den ledige ud af fællesskabet findes der ingen sikkerhed for, at de ledige ikke har evner, som er anvendelige i et fremadrettet perspektiv - i morgendagens samfund, fordi systemernes grundmekanismer er skabt ud fra gårsdagens tanker, og forudså ikke udviklingen. Der er ingen garanti for, at vi kan tillade os med rette at anskue grupper af ledige i et hierarkisk blik, der valoriserer den ledige som "mindreværd" i socialt regi, eller "unyttige", og som mennesker der er "ressourcesvage", idet det i lige så høj grad kan være tilfældet, at de ledige er mere vidende, mere bredspektrede, favner en større række kompetencer, end gennemsnitsmennesket. Dette er noget kryptisk at formulere, men essensen er, at sociale systemer koder for en gennemsnitsbevidsthed, og gør det på baggrund af gårsdagens tanker. Alt, hvad der ligger ud over disse "koder", møder eksklusion i en eller anden form. Men at man automatisk kan værdisætte disse grupper som "lavere" og "mindre værd", må være helt uden sand baggrund, idet disse mennesker kan være "lavere", men også "højere" rangerende en gennemsnitsbevidstheden. Mennesker står ikke samme sted i deres udvikling. Vi vil snart indse, at mennesker udvikler sig meget forskelligt, og at der kan være afgrundsdybe forskelle. Det er ikke blot sådan, at de mest intelligente mennesker opnår de bedste resultater, og er dem, vi ser bedst indlemmede. For igen, de sociale systemer skabes af kollektiv tanke, og en kollektiv tanke der følger gennemsnitsbevidstheden. Som Ole Kyed netop har bekræftet via sin forskning er børn der er mere intelligente end flertallet i fare for at koble fra, underspille, og i sidste ende blive marginaliserede. Meget kunne tyde på, at dette også i høj grad kan ske for voksne, og at der er sådanne mennesker at finde blandt grupper af ledige også - samt at arbejdsmarkedets snævre rubricering af mennesker rent funktionelt, måske dissonerer med sådanne begavelser, eller bredspektrede kapaciteter, at disse ekskluderes af samme årsag. Hermed må de så lide i Klaus-Hjort-Gryden.

Hvad jeg vil fremhæve med al denne abstrakte skrift er blot, at jeg personligt tror, at der går megen menneskelig kraft, kærlighed, visdom og kunnen fra, når vi alene tænker menneskets værdi i nytte for det bestående samfund. Vi ser ikke imorgen. Vi ved ikke, om morgendagens Shakespeare sidder i A-kassen idag til en bevidst iscenesat, nedværdigende behandling. I stedet for at ære ham imorgen - ær ham idag. Ingen mennesker er reelt dovne, og ingen har fuldt overblik over, hvor de ægte og fulde menneskelige kompetencer og potentialer ligger. Vi er altid klogere imorgen. Og af samme årsag, finder jeg arbejdsmarkedspolitikken angående ledige usmagelig!

angående stress, så er den en glimrende kommunikation til et menneske, og informationen der ligger i sygdommen stress er: det, du gør, er forkert for dig. og når du gør noget forkert, begynder din krop og psyke at nedbrydes. Stress er et udråb. Den siger: stop aktiviteten, livsføringen - du er på gale veje! Det er funktionen af Stress. Ganske genialt, ikke sandt?

Klaus Hjort har ikke den form for viden, og er ikke udviklet dertil, hvor han forstår dybden i mennesker, og livets krav til raffinering af krop og sjæl gennem sund kost og sund levevis. Var han det, ville han se helt anderledes ud!

Andreas Møller Lange

@ Thomas Kristensen

Citat:
Ved f.eks. at flytte folk fra A-kasserne gennem forslagene om at halvere dagpengeperioden, kommer der blot flere på kontanthjælp, og så kan reformerne om at få folk af kontanthjælp gå sin gang. Hvor disse folk så skal anbringes er en politisk beslutning, jeg venter på med bekymring.
Citat slut.

Nu begynder bevægelsen at tydeliggøre sig;
http://www.avisen.dk/top-taenketank-regeringen-har-gjort-kontanthjaelpen...

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Den italienske filosof Giorgio Agamben har skrevet en del om dehumaniseringsprocesser i forbindelse med flygtninge. Der er vel tale om tilsvarende processer i forhold til det kapitalistisk styrede arbejdsmarked. Målet er vel, at man - når man får sin fyreseddel - ryger direkte i gaskammeret, så vi slipper for at 'tage andres penge' til at finansiere alt det 'overførselshalløj'.

Spørgsmålet er vel så, hvordan denne eksklusive filosofiske diskussion kan 'humaniseres', så der kan komme en demokratisk debat ud af det, som kan sætte en samfundsmæssig dagsorden. Og kan det ske uden at de dehumaniserede 'tager sig sammen' og blander sig med deres erfaring og indsigt? Gerne inden det er for sent.

Andreas Møller Lange

@ Kurt

Jeg er helt enig. Jeg kom til at blande mig i en debat om flygtninge og Agamben i en anden tråd (https://www.information.dk/comment/98346#comment-98346). Det er der sikkert sagt andet meget mere klogt om, men det var lige, hvad jeg kom i tanke om - og for at bekræfte, at jeg er enig i anskuelsen.

Hvordan den eksklusive filosofiske diskussion kan udmøntes som en samfundsmæssig dagsorden er straks mere vanskeligt. Det kunne jo være ønskeligt med lidt variation over "doven/ikke- doven" - diskursen ...

Andreas Møller Lange

Tak for dit svar.

Ja, det er virkelig svært, at få det ud over rampen, men måske kan/vil Information vove at tage hul på bylden, f.eks. med udgangspunkt i '"doven/ikke- doven" - diskursen ...' og evt. supplere den med diskussionen om forholdet mellem borgerrettigheder og menneskerettigheder, som du er inde på i det indlæg, du linker til.

Jeg tænker, at det vil være muligt at tage den diskussion på et niveau, hvor alle (eller de fleste i hvert fald) vil kunne være med.

Andreas Møller Lange og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Andreas Møller Lange

Kurt Nielsen

- også tak for dit.

Det ville da være prisværdigt og en debat, jeg vil følge med glæde.

Bare lige en kort bemærkning om det, jeg før kaldte "vanskeligt":

Jeg mener, at Agamben har fat i noget vigtigt, og at vi bør være forsigtige. Politikken er jo sådan indrettet, at den kræver handling. Den kræver også, at man som folketingspolitiker skal kunne tage hvilken som helst ministerpost uden erfaring eller viden fra området, og at man skal kunne træffe nogle hurtige beslutninger. Det er jo ikke fordi politikkerne er ubegavede, men hele det politiske set up fordrer ovennævnte. I sådan en situation er der sjældent tid til eftertanke. Og her er sort/hvide antagelser ret handy. Er man doven eller ikke/doven for eksempel. Denne diskurs er lige til at gå til i sin logik. Den har jo også floreret (som diskussion på et moderne politisk niveau) siden det første kølvand på grundloven, så den er jo mere end velkendt. Lige til at gå til. Men vi bør være forsigtige over for disse delingsteknikker. Og vi bør sikre os i mod dem (rettighedsdiskussionen). At nævne nazisme i sammenhæng med dagens politik er selvmål. Og igen skal jeg understrege, at moderne dansk politik absolut ikke er nazisme. Langt fra! Men vores politik (såvel som resten af den vestlige verdens politik) deler samme ontologiske grundvilkår som nazismen. Agamben sporer tillige Homo Sacer helt tilbage til den romerske folkeret og fører dette op til Holocaust. Nazismen faldt jo ikke ned fra himmelen. De delingsteknikker, som jeg ser som modernitetens grundvilkår, opdyrkede nazismen til fulde. Og de er stadig en del af vores politiske virkelighed (omend slumrende). Men fordi nazismen er endegyldigt besejret, så er det bekvemt at mene, at grundvilkårene for nazisme dermed også er forduftet. Dette bør vi være yderst agtpågivende med, mener jeg. Men det er der, som ovenfor beskrevet, sjældent tid til i en politisk virkelighed, desværre. Og det er her vanskeligheden ligger – ikke at alle ikke ville kunne følge med (det klandrer jeg dig heller ikke for at mene. Jeg vil blot lige uddybe min kommentar). Skal man agere hurtigt, så er talmateriale, et par statistikker og et binært menneske- verdenssyn, det absolut mest bekvemme. Men det er ikke specielt nuanceret eller gennemtænkt- og det trækker et grimt spor efter sig. Og her kan Agamben være en vigtig stemme. Jeg kan ikke lade være med at tænke på filmen ”Hvordan vi slipper af med de andre”. Den kan man have mange meninger om, men den dyrker jo tanken til det ekstreme (ikke lige Agambens, men den binære logik; enten bidrager du eller også gør du ikke – og hvor sætter man stregen herimellem). Jeg tager jo blot ét eksempel. Som du siger, så kan man genkende Agamben i flygtningespørgsmålet også. Det er en anden nuance i debatten - men samme debat.

Andreas Møller Lange

Det er jo specielt det her med politik og ontologi, nogle har lidt svært ved at greje. Hvorfor skal de to ting nu nævnes i sammenhæng?! Politik er politik - og nazismen er for længst borte.

Andreas Møller Lange

Ja, det kan jo ende med at vi to kan have diskussionen her i dølgsmål :-).

Men det er ikke desto mindre en helt central en af slagsen: F.eks. tænker jeg, at det, du skriver om det politiske arbejdes karakter ikke er en nødvendig naturlov, men mere et medieskabt behov. F.eks, kunne det være befriende en gang imellem at høre en ansvarlig minister svare på en af de her akut opståede 'skandaler': 'Jamen hør nu her: systemet er i orden og fungerer. Der sker naturligvis fejl indimellem, men det er der folk, der tager sig af, så lad os ikke begynde at skyde gråspurve med kanoner.' - eller noget i den stil.

I stedet bliver det så til: 'Jamen så må vi da se at få ændret radikalt på folkeskolen, sundhedsvæsnet, ældreomsorgen, indvandringspolitikken, kontanthjælpen osv. osv. i en uendelighed.'

Det er den måde man kan bruge den politiske karriere på at profilere sig selv - hvilket synes i stigende omfang, at være det primære formål med at gå ind i politik.

Vi er derudover også belastet af et statsligt embedsværk, der ikke betjener demokratiet, men betjener politikere, med det resultat at de løsninger de kommer op med ikke er til gavn for samfundet, men derimod kun til gavn for det politiske system.

Og en presse, der kun undtagelsesvis er i stand til at mobilisere et overblik og en deraf følgende kritisk tilgang til den politiske dagsorden.

TV2's udsendelse 'Moskeerne bag sløret' kan tjene som skoleeksempel på elendigheden: Den får omgående befolkningen, politikerne og pressen selv til at forlange noget så idiotisk som sindelagskontrol (nazizmen eller i hvert fald totalitarisme i en eller anden form, stikker igen sit grimme hoved frem).

Det ville have klædt Bertel Haarder, hvis han i den situation havde gydt lidt olie på de oprørte vande i stedet for at bidrage til panikken. Det kunne han f.eks. have gjort ved at påpege, at vi rent faktisk har en relevant lovgivning allerede, men at politiet ikke har håndhævet den i de konkrete tilfælde. Så der kan der sættes flere ressourcer ind. Men med lovgivningen i orden så er der kun tilbagelænet at vente på, at demokratiet virker. Og det tager lidt tid, men så vil vi også se en ganske vellykket integration. I stedet er vi nu i en situation, hvor det kræves og forventes, at en indvandrer/flygtning er 100% integreret i det øjeblik, vedkommende sætter foden på dansk jord.

Der er i virkeligheden efter min opfattelse langt mere brug for langsomhed end for hurtighed. Jvnf. i øvrigt hvad en klog mand (nærmere bestemt Piet Hein) engang skrev:

Bekæmp med al din kløgt og vid
Den tåge tåber spreder
Thi visseligen ting tar tid
Men ævl tager evigheder.

Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Dølgsmål? At jeg og andre ikke blander os skyldes måske, at vi er helt enige i jeres synspunkter og ikke synes vi har noget at tilføje? Så fortsæt endelig, det er en meget interessant diskussion, imho.

:-)