Kronik

Præsident i en skæbnestund

I dag skal vi amerikanere vælge vor næste præsident - uanset hvem der vinder, tager han over på et historisk tidspunkt, der ikke er set dystrere siden begyndelsen på Den Store Depression
Uanset hvem der vinder præsiendvalget i dag, vil vedkommende skulle overbevise en mængde skeptikere om, at han ved, hvad han foretager sig. Det engelske bookmaker firma, Ladbrokes, reklamerer her for, at man kan spille på vinderen. Ifølge dem vinder Obama.

Uanset hvem der vinder præsiendvalget i dag, vil vedkommende skulle overbevise en mængde skeptikere om, at han ved, hvad han foretager sig. Det engelske bookmaker firma, Ladbrokes, reklamerer her for, at man kan spille på vinderen. Ifølge dem vinder Obama.

Andrew Winning

Debat
4. november 2008

Det er ordet, vi frygter at sige: depression.

Det er, som om vor værste frygt ikke behøver at gå i opfyldelse, hvis bare vi ikke siger dét ord.

I stedet vil vi hellere vente på, at økonomerne vil erklære recession, hvilket teknisk set har indtruffet, når USA's bruttonationalprodukt er faldet gennem to kvartaler i træk. De fleste amerikanere har dog forstået, at vi ikke behøver at vente længere på økonomerne.

Med et fald på Dow Jones-aktieindekset på 41 procent i forhold til sidste år og 23 procent i forhold til september, hører vi stedet ordet 'kapitulation'. Overgivelse med andre ord. Heri ligger, at markedet og økonomien har ramt bunden, eller i al fald en eller anden bund. Det er det plask, man hører, når man kaster en sten i en brønd.

Hvis man kaster en tilstrækkeligt stor sten ind i selv en meget dyb brønd, vil alle, som kigger ned, blive våde. Det er depression.

Det opsigtsvækkende ved alt dette er timingen. I dag skal vi amerikanere vælge vor næste præsident, som skal indsværges i sit embede i en ængstelsens stund, som ikke er set dystrere siden begyndelsen på Den Store Depression.

Den stigende arbejdsløshed, de faldende aktiekurser, et statsindgreb i kredit og bankmarkedet så omfattende, at det savnet sit sidestykke, tvangsauktioner en masse, en voksende indkomstkløft mellem rige og fattige, rekordgæld og underskud - det lyder alt sammen meget nedslående. Og især da når den tidligere direktør for USA's centralbank og guru for det frie marked Alan Greenspan over for Kongressen har indrømmet, at den finansielle nedsmeltning hensætter ham i en tilstand af "chok og vantro".

Og den bemærkning er sådant set meget kendetegnende for, hvad de fleste amerikanere, navnlig investorklassen, føler i forhold til 2008 og dagens præsidentvalg. Hvem skal føre os ud af denne katastrofe, som er under opsejling - før den blive en virkelig katastrofe? John McCain eller Barack Obama?

Moderate pragmatikere

Kontrasten imellem de to kandidater kunne knapt være større. Først er der selvfølgelig aldersforskellen. Obama er 47, McCain 72. For nogle er det i højere grad race, der skiller, med Obama som mere repræsentativ for Amerikas multikulturelle nutid og fremtid end McCain.

Ideologisk set er det mere grumset. McCain har i valgkampen gjort ihærdige forsøg på at fremstille Obama som skabssocialist, men McCain har i det mest af sit liv selv stået på statslige lønningslister og er ikke nogen fremmed for det militærindustrielle kompleks. Begge kandidater vil have lidet andet valg end at støtte mere statsintervention i en vaklende økonomi og dermed uundgåeligt højere skatter. Ikke desto mindre forekommer det rimeligt at betegne begge som i højere grad moderate pragmatikere end ideologer.

Begge er 'mainstream'

Interessant nok forsøger begge kandidater at påkalde sig styrke ved en form for mytisk outsiderstatus. Obama blev født på Hawaii, USA's senest tilkomne stat, og McCain i Panama - dvs. teknisk set i Panama Canal Zone; en 1.432 kvadratmeter landstribe, som i sin tid blev administreret af USA. McCain er pt. valgt som senator fra Arizona, som blev en del af De Forenede Stater for mindre end 100 år siden. Så begge er, til en vis grad, børn af Det Amerikanske Imperium. Obamas globetrottende, multietniske historie er ikke så exceptionel igen for en amerikanere, selv om mange amerikanere måske endnu ikke helt vil vedgå dette.

Og så alligevel er de begge to også produkter af Østkystens mainstream-establishment. Begge er uddannet på eliteinstitutioner - universiteterne Columbia og Harvard i Obamas tilfælde og Det Amerikanske Flådeakademi i McCains. Skønt begge har fast grund i Washingtons magtelite, hævder begge at være enspændere og en exceptionel forandringens kandidat.

'Uhyret i Værelset'

McCain har selvfølgelig i vidt omfang trukket på sin militære viden og erfaringer fra Vietnam som forudsætninger, der gør ham velegnet til at lede De Forenede Stater gennem sine farlige missioner i Irak og Afghanistan. Han er efter alt at dømme den sidste amerikanske præsident i overskuelig fremtid, som vil henvise til sine kampbedrifter som den rette forberedelse til at varetage præsidentembedet.

Obama, som ikke kan prale af nogen lignende baggrund, appellerer mere til en generation med lille viden om og interesse for Den Kolde Krig, ligesom han står for en mere forsigtig indfaldsvinkel til amerikansk involvering i militære satsninger. Han vil dog muligvis nok opdage, at han synes bedre om at bruge sin tid sammen med generaler og admiraler, end han på forhånd havde regnet med. Men netop i dag er det ikke sikkert, at en krigshøvding er det som, står øverst på den præsidentielle jobbeskrivelse, som de fleste amerikanere definerer den. Hverken McCain eller Obama hævder at vide meget om økonomi, men i det sidste ende skal amerikanerne i dag beslutte sig for, om de ønsker en tidligere kamppilot eller tidligere juraprofessor til at stirre på 'Uhyret i Værelset' - det ord, vi frygter at ytre: depression.

Overbevise skeptikere

Men så vidt behøver det ikke at komme. De økonomiske historikere er hurtige til at minde os om, at sikkerhedsforanstaltninger og kontrolmekanismer, som ikke fandtes tilsvarende for 80 år siden, er på plads i dag. Den næste præsident vil få mulighed for at udøve et globalt lederskab for at bringe situationen under kontrol igen og hvem ved? Han vil måske kunne give stødet til en ny runde med fremskridt i den globale velstand.

De aktuelle vanskeligheder er måske blot 'en storm i et glas vand', hin vidunderlige metafor, vi ofte tyr til, når tingene ikke er så slemme, som de kunne se ud.

På denne valgdag ser det unægtelig ud til, at vor nye præsident bliver Barack Obama, men John McCain er blevet dømt ude for mange gange tidligere, til at noget kan regnes for sikkert. Uanset hvem der vinder, vil vedkommende som det første skulle overbevise en mængde skeptikere om, at han ved, hvad han foretager sig. Og det kan vise sig at blive en vanskeligere udfordring, end nogen anden global leder har stået overfor i lang tid.

Paul Ashdown er professor i journalistik ved University of Tennessee i Knoxville

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her