Læsetid: 6 min.

Sandhedens time

Statsministerens sene erkendelse af klimaets krise varsler om flere indrømmelser af alle de graverende fejl
Debat
22. november 2008
Det var en fejl, forklarede Anders Fogh Rasmussen bag sin transparente pep-pult midt i en cirkusmanege, og som om han var på speed, at han selv, Venstre og regeringen ikke havde taget klimaet alvorligt nok.

Det var en fejl, forklarede Anders Fogh Rasmussen bag sin transparente pep-pult midt i en cirkusmanege, og som om han var på speed, at han selv, Venstre og regeringen ikke havde taget klimaet alvorligt nok.

Jesper Kristensen

Der er så mange ting at skrive om. Så meget skribenten føler trang til at meddele, inden den finale skriveblokade og resten er tavshed. Han kan fortælle om sin første forelskelse, det første kys, om kunsten at køre på cykel uden hænder, om ånden i naturen og skibet i flasken, om den danske bøgeskov og Norges dybe fjorde. Eller dvæle ved Beethovens opus 132, eller ved den dag, han fik sin første tand, og hin oprivende morgen den knækkede under tygningen af en skål ymer. Livet er fuld af ubeskrevne muligheder.

Og så er man jo i et eller andet omfang forpligtet på tidsaktualiteterne af den simple årsag at klummen står i en avis. Der er grænser for navlebeskuelsen og knækkede tænder. Dagen og vejen trænger sig på, skønt guderne skal vide at lysten ligger og venter andre steder i stoffet.

Vi kommer således ikke uden om en kedsommelighed som Anders Fogh Rasmussen, manden der i sin tid røg ud som skatteminister efter at have begået kreativ bogføring og groft vildledt Folketinget og befolkningen, men som siden trods denne markering af tvivlsom moral blev landets statsminister, og det var nat med national selvagtelse. Fogh Rasmussen har siden til stadighed repeteret sin politiske metode: hævdet velfærdssamfundet og samtidig demonteret det; vildledt om årsagerne til dansk deltagelse i krigen i Irak. ("Masseødelæggelsesvåben er ikke noget vi tror, [Saddam har], det er noget vi ved"); afvist at kommissionsransage skattepolitikken og beskyldt sin modkandidat for at ville lave skatteforhøjelser op i ly af en sådan kommission, og efter valget nedsat en skattekommission. Det ene med det andet.

Enhedslistens Line Barfod skrev forleden her i bladet i anledning af Fogh Rasmussens seneste stunt at man kommer til at tænke på løgne-Ali, den irakiske diktators famøse spindoktor der begejstret benægtede det knusende nederlag lige om ørerne på ham og varslede den store sejr for sin herre og mester, mens amerikanerne allerede stod henne om hjørnet og væltede herren og mesterens statue.

En så stærk sammenligning er måske så meget sagt om den danske regeringschef, der nu (igen) melder sig med den stik modsatte politik og sorgløst og kynisk som en parodi på en brugtvognsforhandler på skrømt erkender sin fejltagelse på klimaområdet. Men løgn og manipulation i et så bemærkelsesværdigt omfang er som Knold og Tot.

Hvis man skal være højsindet, kan man mene at det er menneskeligt at fejle. I den forstand fremtræder Anders Fogh Rasmussen efter Venstres landsmøde som menneskelig. Det var en fejl, forklarede han bag sin transparente pep-pult midt i en cirkusmanege, og som om han var på speed, at han selv, Venstre og regeringen ikke havde taget klimaet alvorligt nok.

Dernæst smed partiformanden en spand grøn maling ud over den forsamling, der mindre end noget andet parti har keret sig om miljøet. Fogh sønderlemmede Miljøministeriet og har konsekvent hånet de bekymrede, der tillod sig at stille spørgsmålstegn ved visdommen i at være ubekymret, mens han med skadefryd mobbede Svend Auken og hældte penge i Lomborg, hvad han, husk lige det, stadig gør, skønt denne burde være forvist til en kuglerammefabrik.

Fogh Rasmussen øjner at Venstre med stadig ringere meningsmålinger står til at tabe næste valg, hvis han ikke springer med på klimavognen. Det er nu klart for ignoranter at fanden er løs, og vandene stiger. Altså sprang Fogh Rasmussen og erkendte den ikke helt ubetydelige fejltagelse.

Brøleren i Irak har ikke medført lignende selvransagelse og beklagelser. Men det kan jo komme og den dag oprinde, hvor Fogh Rasmussen tager aktivt afstand fra præsident Bush. Formentlig efter den 20. januar næste år, når den ringeste præsident i Amerikas nyere historie, for hvem Rasmussen bestandigt har udtrykt næsegrus beundring og klappet op og ned af ryggen, bliver sendt underfrankeret hjem til Texas.

Den dag må også nødvendigvis komme, da Anders Fogh Rasmussen erkender sin fejltagelse om den kulturkamp, han så uforsonligt fandt det opportunt at erklære ved sin tiltræden i sin tid, og som har betydet tilbageslag for store værdier og rene ødelæggelser af megen kulturel infrastruktur i det danske samfund. Som bekendt uden at Fogh Rasmussens regering har kunnet sætte andet i stedet end reaktionen selv og oceaner af discount.

Nytårstalen

Information er i den forbindelse kommet i besiddelse af et troværdigt udkast til statsministerens nytårstale. Talen forudsætter selvsagt at Fogh Rasmussen bliver siddende, hvilket langtfra er sikkert. Erkendelsen af fejltagelsen om klima og miljø er så graverende at et ordentligt, ærligt og samvittighedsfuldt menneske i en sådan position vil drage konsekvensen af sin fejl og finde en anden levevej. Såfremt noget sådant ikke sker, hvilket man heller ikke kan udelukke, er her udkastet til talen i selverkendelsens ånd og som en naturlig fortsættelse af det store skift i klimapolitikken, men med andre midler:

"Godaften. I aften på årets første dag ligger det mig på sinde at berøre et emne, som i den senere tid har pint mig. I 2001 erklærede jeg en stor del af dansk åndsliv krig og lod danskerne forstå at jeg ville gøre alt for at vinde den kulturkamp, jeg herved indledte. Jeg erkender i dag at dette var en alvorlig fejl. Min vurdering af situationen var i bund og grund forkert. Det var ikke alene en fejl, men også en skurkestreg af mig og af regeringen at føre en kulturkamp på så ulige vilkår, hvor vi, der jo sad på pengekassen, derfor også kunne bestemme, hvad der skulle fremmes og hvad der skulle bekæmpes. Vi kom langt med det. Alt for langt. Meget er gået galt i de år, denne ulige og tankeløse kamp har stået på. Vi må alle indrømme at der ikke kom noget godt ud af kampen. Ikke en bog, ikke et teaterstykke, ikke et maleri, ikke et musikstykke, ikke et museum, ikke et tv-program blev bedre af at jeg sagde det, jeg sagde dengang. Tværtimod fik kunstnerne ringere arbejdsvilkår. Malerne mistede deres udstillingssted, forfatterne en god del af deres bibliotekspenge og har aldrig fået dem igen; der blev færre spillesteder, og biblioteker i hobetal er lukket. En uduelig kulturminister hærgede, og den nytiltrådte synes om muligt endnu mere håbløs. Men jeg erkender mit ansvar og beklager det umanerlige snæversyn og den store uvidenhed om forholdene inden for det kulturelle der drev mig. Det hænger sammen med en for mig selv uforklarlig vrede der råder i mit ofte mørkelagte, lavloftede og ukunstneriske sind. Bitterhed, vrede og afmagtsfølelse over for alt det jeg ikke har baggrund for at forstå, som aldrig har interesseret mig, og som jeg derfor mener er overflødigt eller direkte skadeligt for andre, der har det som jeg selv, har drevet mig. Først nu, efter min kone er begyndt at gå til dans, er jeg så småt ved at begribe at der her i tilværelsen gives fænomener, som kan have stor betydning for menneskenes børn, og som også kunne have det for mig, men som altså har ligget uden for min fatteevne. Akkurat som jeg før i tiden havde det med klimaet. Jeg beklager i øvrigt også at jeg har gjort Danmark til et juridisk galehus.

Af disse grunde går jeg nu af. Jeg overlader magten til Søren Pind, som ikke er rigtig klog, men som tror han kan synge, og det er trods alt bedre end fusk i bilagene.

Herren se i nåde ned til den hele redelighed. Godt nytår!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Georg Metz:

”Men det kan jo komme og den dag oprinde, hvor Fogh Rasmussen tager aktivt afstand fra præsident Bush. Formentlig efter den 20. januar næste år, når den ringeste præsident i Amerikas nyere historie, for hvem Rasmussen bestandigt har udtrykt næsegrus beundring og klappet op og ned af ryggen, bliver sendt underfrankeret hjem til Texas.”

Man siger som bekendt, at når der er nogen der nyser i USA, er der altid én der bliver forkølet i Danmark. Man skal da også være mere end almindeligt politisk tonedøv, for ikke at bemærke at skiftet i Venstres politik, kommer samtidigt med at man har valgt en ny præsident og en ny politik i USA. Skiftet hos Venstre er direkte betinget af udviklingen i USA, og Anders Fogh Rasmussen (AFR) er jo simpelthen gået fra at kopiere Bushs værdikamp til at kopiere Obamas miljøkamp.

AFR har taget konsekvensen af at den værdikamp og kulturkamp som George W.Bush og de neokonservative i USA står for, er blevet parkeret endegyldigt på historiens mødding. Spørgsmålet er så om hans parti kan følge med.

Det er tydeligt at Anders Fogh Rasmussen vil mene hvad som helst for at få magten, og derfor er hans forvandling til rødglødende racist og midterpolitiker i 2001, sandsynligvis at betragte som et middel til at nå et mål, mere end det er udtryk for mandens inderste overbevisning.

Problemet er bare, at sådan er det formodentlig ikke hos alle i politikerne i VKO. Efter 7 års politik præget af kulturkamp og værdikamp er det tydeligt at racismen for mange af medlemmerne af V og K ikke er blot udtryk for en politisk strategi som hos AFR. Nej de tror simpelthen på racismen og er racister af overbevisning.

Derfor er det et åbent spørgsmål om AFR har styr nok på sit parti til at køre typer som eksempelvis Karen Jespersen, Inger Støjberg og Søren Pind ud på et sidespor, hvilket er nødvendigt, hvis han skal have gennemført sine ”new deal”. I går lykkedes det eksempelvis for ”bushisterne” i folketinget at få vedtaget en yderligere ”guantanamoisering” af den danske retspleje, og spørgsmålet er om AFR overhovedet har styrken til at stoppe det værdipolitiske amokløb, som han selv har initieret.

Hvis ikke det lykkes for AFR at få moderniseret sit parti, er der en stor risiko for at regeringen og AFR snart vil få den tvivlsomme ære af at være de sidste ”bushister” i den vestlige verden. Det vil i givet fald ikke se godt ud for AFRs eftermæle, og Danmarks ry i udlandet vil være spoleret i mange generationer fremover.