Læsetid 1.3171428571429 min.

Sexhandel er ikke menneskehandel

Man bliver nødt til at vælge, hvor vidt man ville bekæmpe menneskehandel eller prostitution
14. november 2008

Lad mig med det samme slå fast, at ét handlet menneske er et for meget - hvad enten det er med prostitution, kriminalitet eller hårdt manuelt arbejde for øje. Af respekt for ofrene bør debatten føres på et sagligt frem for et blindt ideologisk fundament, hvor et politisk korrekt menneskesyn vejer tungere end hensynet til dem, der udsættes for menneskehandel.

Pernille Vigsø Bagge (PVB) fastholder i en kommentar den 6. november, at prostitution og menneskehandel "i høj grad er forbundet, når det kommer til de politiske løsninger".

Men den fastholden er dybt problematisk. Det er præcis den fremstilling, hvor prostitution nærmest bliver synonymt med menneskehandel, danske forskere ved Nordisk Råds nyligt afholdte prostitutionskonference advarede imod. I PVB's optik får det den fatale konsekvens, at hun forestiller sig, at menneskehandel kan bekæmpes ved at bekæmpe de prostitueredes kunder - og dermed i sidste ende de prostituerede.

Et alvorligere problem

Ved Europabevægelsens konference om menneskehandel den 30. oktober fik formanden for Sexarbejdernes Interesse Organisation (SIO) taletid. Hun mente, at man måtte vælge hvor vidt man ville bekæmpe menneskehandel eller prostitution. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. PVB har tydeligvis valgt at bekæmpe prostitution, og afskriver sig dermed muligheden for reelt at gøre noget ved det mere alvorlige problem menneskehandel.

Fatalt for opklaringen

For størstedelen af de handlede mennesker, der er tvunget til andre aktiviteter end prostitution, vil et sexkøbsforbud være virkningsløst. For alle sexarbejdere - handlede som frivillige - vil det slet og ret være en katastrofe!

En kriminalisering vil nemlig medføre, at hele feltet tvinges under jorden. Såvel sexarbejdere som kunder vil herefter undgå kontakt med myndighederne. Det vil være fatalt for opklaringsarbejdet, hvor politiet er helt afhængig af samarbejdsvillige kunder og andre aktører i arbejdet på at opklare de relativt få tilfælde, der rent faktisk er af handlede kvinder i branchen.

Begrænset handel

Kirke- og ligestillingsordføreren PVB påstår i sin kommentar, at hun ikke diskuterer seksualmoral, og at hun ikke vil forhindre, at voksne mennesker har frivillig sex.

Men sandheden er, at langt den overvejende del af udenlandske prostituerede i Danmark er frivillige sexarbejdere, der er migreret hertil for at optimere indtjeningen. Mange er her på fuldt lovligt ophold.

Set i det lys har jeg svært ved at se et forbud mod prostitution som andet end en seksualmoralsk funderet lovgivning, hvor sexarbejderen fratages retten til at bestemme over egen krop. Det er en ret, vi normalt kun fratager børn og akut psykisk syge.

At der kun er rejst få sager om menneskehandel kan ses som et udtryk for, at det kun foregår i ret begrænset omfang. Men der er utvivlsom også sager, der aldrig opklares. Når PVB beklager politiets mangel på 'resultater' kan det undre, at hun ønsker at omprioritere politiets ressourcer, således at de i fremtiden skal bruge dem på at jagte kunder frem for bagmænd.

Kenno Simonsen er cand.psych.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Per Holm Knudsen
Per Holm Knudsen

"Set i det lys har jeg svært ved at se et forbud mod prostitution som andet end en seksualmoralsk funderet lovgivning, hvor sexarbejderen fratages retten til at bestemme over egen krop."

Ja præster, teologer og moralister fylder alt for meget i SF. Måske skulle vi tage initiativ til et ateistisk venstreparti.