Kronik

Skolepolitikken skal ikke bestemmes ud fra tv-underholdning

Den populære TV 2-realityserie 'Skolen' har fået politikere til at afsætte midler til efteruddannelse i indlæringsmetoden 'læringsstile', som benyttes i programmet. Men der er flere ukendte faktorer bag resultaterne, og offentlige midler bør ikke prioriteres ud fra et realityshow
Den populære TV 2-realityserie 'Skolen' har fået politikere til at afsætte midler til efteruddannelse i indlæringsmetoden 'læringsstile', som benyttes i programmet. Men der er flere ukendte faktorer bag resultaterne, og offentlige midler bør ikke prioriteres ud fra et realityshow
22. november 2008

En skoleleder vil gerne give sine elever en god oplevelse. Han vil skabe venskabsbånd mellem de ældste og de yngste elever, og han vil gerne have dem ud og opleve læring i praksis. Han arbejder derfor med noget, der kaldes 'elevernes individuelle læringsstile'. Skolelederen og hans skole, Gauerslund Skole, var med i TV 2's reality-serie Skolen, der afsluttedes den 23. oktober. Serien har bl.a. fået Bertel Haarder til at nedsætte en task force, som skal overføre seriens resultater til de danske folkeskoler.

I Skolen bevises det, at man ved at undervise eleverne efter deres individuelle læringsstile kan rykke dem fra bundplacering til verdensklasse på 100 dage.

Skolelederen har nogle elever med problemer. De ville have godt af nogle dages projektarbejde 'ude i marken' og trænger til en succes-oplevelse. Derfor bliver de sat til at undervise skolens andre børn. Skolelederen ringer til den lokale dyrepark, Givskud Zoo. De åbner dørene ganske gratis og stiller en biolog til rådighed for de elever, som har det svært med den traditionelle undervisning.

En anden dag inviterer en virksomhed, der udvikler computerspil, tre drenge fra syvende klasse på heldagsbesøg i København. En tredje dag skal nogle elever lave et forslag til ny skolegård. De vejledes af en arkitekt og laver nogle ret overbevisende modeller af den nye gård. Men hvor kom hun fra? Hvorfor står alle døre i det hele taget åbne for den energiske skoleleder? Er det fordi, omverdenen også har fået øjnene op for værdien i læringsstile, eller er det fordi, skolelederen har taget et tv-hold og en garanti for massiv eksponering med? Kan det tænkes at spille ind, eller er det sådan, at alle landets museer, dyreparker, historiske værksteder, besøgscentre, virksomheder osv. åbner deres døre og stiller deres ansatte gratis til rådighed, hvis blot man hvisker dem ordet 'læringsstil' i øret?

Spørgsmålene hober sig op, for vi får hele tiden at vide, at det er arbejdet med læringsstile, det hele handler om. Og som indledning til hver udsendelse får vi at vide, at "kan det ske her, kan det ske overalt". Men er det virkelig læringsstilene, der gør forskellen, og kan det omsættes til brug på andre skoler?

Røre- og gøre-børn

Læringsstile er et amerikansk, pædagogisk princip, der tager udgangspunkt i, at mennesker lærer bedst på forskellige måder. Man inddeler alle mennesker i fire grupper alt efter, om vi er bedst til at lære ved at høre, se, gøre eller røre. I traditionel undervisning tilgodeses høre- og se-børn mest, mens gøre- og røre-børn overses. Derfor handler TV 2-projektet meget om at gøre noget særligt for de elever, der er røre- eller gøre-børn. Metoden kaldes i programmerne for "revolutionerende, nye undervisningsmetoder".

Der er f.eks. en elev, der ikke kan løse ligninger. Hun skal skrotte blyant og papir og i stedet lave regnestykker ved at putte bolde i spande. En anden pige lærer at regne ved at putte kartonstykker i en papmaskine, der spytter de rigtige svar ud. Disse læringsmetoder gør, at de to piger lærer regnestykker og kan huske dem bagefter. Andre hopper, mens de laver staveord, eller bevæger sig rundt på et kæmpetastatur på gulvet.

Det vises i programmerne, hvordan en række elever, som har haft store vanskeligheder ved at lære det mest grundlæggende stof, pludselig 'får hul igennem' og sagtens kan tilegne sig stoffet. Men er det en metodisk revolution at løse simple regnestykker ved at putte bolde i spande eller at lære stavning ved at klappe eller hoppe? Næppe. Det er velkendte metoder, som praktiseres rigtig mange steder.

Respekt og anerkendelse

Et andet spørgsmål er, om det alene er de nye metoder, der giver effekten. Meget af det handler nemlig om at arbejde med de svage børns selvtillid. Der er scener, hvor klassen skal fortælle en udvalgt elev, hvad lige præcis hun er god til. Der er scener, hvor en elev får eneundervisning af en pædagogisk specialkonsulent. Der er drengene, der bliver sat til at lave et computerspil, og der er den skoletrætte, der bliver sendt hjem for at måle accelerationen på sin fars lastbiler og traktorer. Det handler alt sammen om at tage udgangspunkt i den enkelte elev og at styrke det, vedkommende er god til. Det er ikke revolutionerende og faktisk heller ikke nyt, og det har ikke noget med læringsstile at gøre. Det har noget med respekt, ros og anerkendelse at gøre.

Ambitionsræs

Det er altid trist, når elever tabes af skolen, og for eleverne i serien ser det ud til, at årsagen også hedder ambitionsræs. Vi kan ikke vide det, men omgivelser og forældre spiller formentlig en rolle, når piger i syvende og ottende klasse finder det vældig problematisk, at de måske ikke kan blive læge eller dyrlæge.

En mor siger et sted om sin datters fremtidsmuligheder: "Jeg synes, det er frygtelig synd, at hun ikke bare kan vælge frit på hylderne og sige 'årh, hvad kunne jeg tænke mig', ligesom i en slikbutik. Altså, hun er jo lidt begrænset". Ja, det er ærgerligt, at livet ikke er en slikbutik, og at der er begrænsninger for, hvilke uddannelser og jobs man kan få. Men det er der, og det er skolen nødt til også at forberede elever og forældre på. Man behøver ikke stirre sig blind på en bestemt karrierevej, når man kun er 13-14 år, og vi kan ikke bilde alle elever ind, at bare de lærer nogle få, isolerede færdigheder, så er deres karrieremuligheder helt ubegrænsede.

Udenadslære

Programmerne har meget fokus på klassiske skoledyder som regning og stavning. Det skyldes, at læringsstilenes styrke er udenadslære og indlæring af færdigheder. Noget af det er nødvendig viden, noget af det, i hvert fald det, de testes i i dansk, er ligegyldigt, og under alle omstændigheder er det de simpleste og mindst ambitiøse faglige mål, de beskæftiger sig med. Man kan godt imponere forældre og politikere ved at vide, at biord også kan kaldes adverbier, eller ved at opremse kommareglerne, men det er ikke en viden, man kan bruge til ret meget andet. En moderne danskundervisning skal lære eleverne at læse, skrive, argumentere, lytte, samle information, analysere og perspektivere og en hel masse andet i en mængde forskellige teksttyper. Læringsstilsmetoderne kan bruges til stof, hvor der kun er ét svar på et spørgsmål, men det gælder kun for en lille del af f.eks. danskfaget. Kodeordet er variation og brug af metoder, der passer til både elever og stof.

Det er simpelthen for snævert at putte eleverne i kasser på den måde. De fleste mennesker har mere end én måde at arbejde godt på, og i skolen skal vi faktisk stimulere børnene lidt bredere.

Ingen mirakelpille

Nu kan man sige, at det ikke er en tv-series ærinde at skildre alle de problemer, der i det daglige forhindrer nytænkning. Men man må stille det klassiske spørgsmål om, hvorvidt tv-holdet skildrer virkeligheden, eller om det ved sin tilstedeværelse påvirker den så meget, at de skildrede forandringer ikke ville være sket uden tv's deltagelse. Programmerne selv tøver ikke, når de påstår, at "kan det ske her, kan det ske overalt". Men bare fordi noget kan ske i fjernsynet, er det ikke sikkert, at det kan ske overalt.

En moderne skole har ikke brug for dogmatik, når det kommer til de pædagogiske metoder. Den har brug for inspiration. Og der er mange inspirerende tiltag i projektet fra Gauerslund, det er bare alt for ensidigt fremstillet. Derfor er det ærgerligt, hvis forældre og politikere tror, at alle problemer kan klares med en mirakelpille. I f.eks. Århus har byrådet her i september lavet et budgetforlig, der afsætter syv mio. kr. til efteruddannelse af lærere i læringsstile. Beslutningen er bl.a. truffet ud fra TV 2's programmer. "Resultaterne er rent ud sagt imponerende", som der står i rådmand Louise Gades oplæg om læringsstile. Ja, hvis man kan afgøre, om der overhovedet er noget resultat, og hvis man kan afgøre, om læringsstile er midlet til at få resultatet, og hvis man vil satse midlerne på færdighedsindlæring, ja, så er resultaterne imponerende. Men der er for mange ubekendte i denne sag til, at man kan prioritere de offentlige midler ud fra en reality-serie. Det er ærgerligt, hvis skolepolitikken lægges ud fra tv-underholdning. Det er folkeskolen faktisk for vigtig til.

Mette Teglers er formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak for kronikken. Jeg havde ikke selv hørt om denne udsendelse før der var en skoledebat i Debatten i DR2. Ligeledes tog Bertel Haarder også udsendelsen som bevis for hans skolepolitiske holdning med mere paratviden og elevplaner var den rigtige i en folketingsdebat.

Annette Månestjerne

Det er fint, at sætte fokus på Skolen. Om ikke andet, kan det måske få nogle forældre til at engagere- og interessere sig for det skolemiljø, deres børn færdes i.
Jeg er ikke i tvivl om, at det ville være revolutionerende- hvis der blev mulighed for at sætte nogle dygtige fagfolk, til at "tage temperaturen" på det anerkendende læringsmiljø, i folkeskolen. Det er nemig - også for mig - det som udsendelserne viser, der giver resultater. Og - nej - der er intet nyt i, at eleverne "blomstrer op" - hvis de får kontakt, faglig relevant hjælp, og et anerkendende læringsmiljø. Men hvor findes det ?

Dorte Sørensen

Undskyld Annette Månestjerne men er du ikke uretfærdig over for de mange skoleleder og lærer, der dagligt gør deres yderste og lidt til. Hvilket ses af alle dem som går ned med stress.

Hvis Bertel Haarder ville skolen det godt, så forlod han sine krav om tvungne skriftlige elevplaner til hver elev for hver fag. I mine øjne taget disse tvungne planer al for meget af lærernes tid – Bare for at nævne et eksempel på unødigt arbejde regeringen har pålagt lærerne.

Mit forslag slip skolerne fri og vis tillid til lærernes kunnen.