Kronik

Sølvmedalje til Kina

Kina er i dag gennemsyret af selvtillid, gåpåmod og livsglæde, og landet ser ud til at forsætte sin fremgang, krise eller ej. Hvis Kina så også træder ind på verdensscenen og afhjælper den økonomiske krise, er en sølvmedalje fortjent
Forældrene i den jordskælvsramte Sichuan-provins klagede over korruption i forbindelse med de sammenstyrtede skoler. Entreprenørerne havde snydt med materialet i det offentlige byggeri. Regeringen har klaret det med nedsættelse af undersøgelseskommissioner, som ad åre skal fremlægge deres saglige konklusioner.

Forældrene i den jordskælvsramte Sichuan-provins klagede over korruption i forbindelse med de sammenstyrtede skoler. Entreprenørerne havde snydt med materialet i det offentlige byggeri. Regeringen har klaret det med nedsættelse af undersøgelseskommissioner, som ad åre skal fremlægge deres saglige konklusioner.

1. december 2008

Demonstrationer, jordskælv, olympiske lege og verdenskrise. Det har været et begivenhedsrigt år for Kina. Partiet synes selv, at det har klaret det hele fremragende. Et alt overvældende flertal af befolkningen er enig. Kina har indtil videre tilkendt sig selv en guldmedalje for begivenhederne i 2008. En lidt mere nøgtern betragter, som undertegnede, vil nok nøjes med højst en sølvmedalje midt i al imponeretheden.

For det foregik ikke med fløjlshandsker, da det hele skulle under kontrol. Der var klager i Sichuanprovinsen, hvor jeg bor, over de allerede inden jordskælvet faldefærdige skoler og hospitaler. Demonstrationen i Tibet kunne nok være behandlet mildere, og at omgærde OL i Beijing med alverdens begrænsninger var næppe helt nødvendigt. Det er endnu for tidligt at vurdere, om Kina klarer Verdenskrisen med vajende faner.

Forældrene i Sichuan klagede over korruption i forbindelse med de sammenstyrtede skoler. Entreprenørerne havde snydt med materialet i det offentlige byggeri, således at man i småbyerne så skoler og hospitaler falde sammen, mens private huse blev stående. Regeringen har indtil videre klaret det med nedsættelse af undersøgelseskommissioner, som ad åre skal fremlægge deres saglige konklusioner. I mellemtiden har man også drysset lidt penge ud til de højestråbende, og situationen er tilsyneladende under kontrol.

Internt anliggende

Jeg hører til i jordskælvsbyen Chengdu, som er den større by, der ligger Tibet nærmest. Der er et stort tibetansk kvarter i byen, som blev sat under meget skarp overvågning i de hektiske dage i marts. Kineserne betragter problemerne i Tibet som et internt kinesisk anliggende og reagerer skarpt på, hvad de betragter som utidig indblanding fra udenforstående. Problematikken omkring Tibet er vanskelig. Det minder om vores historiske besvær med Slesvig-Holsten. Alle har ret, alle har uret, og der må statsmandskunst på højeste plan til for at klare situationen. Den statsmandskunst har Kina ikke udvist, så det kan ikke blive til medalje her.

I Beijing annoncerede regeringen før OL, at man kunne ansøge om lov til at demonstrere i tre af byens parker. To ældre damer, der følte sig forurettede over ekspropriering af deres boliger, søgte om tilladelse, men endte med en trussel om arbejdslejr, som først blev tilbagetrukket, da den internationale presse gjorde indsigelse. Så hvad demonstrationer angår, er der heller ingen medaljer at uddele.

OL selv blev en kæmpe fest for kineserne. Alt gik, som det skulle. Åbningsceremonien var verdens hidtil største show. Kina vandt flere guldmedaljer end noget andet land. Vejret artede sig, så forureningen holdt sig på acceptable niveauer. Og ingen nævneværdig terroristaktivitet. Flot.

Men det autoritære system stak alligevel snuden frem. Hvis man ikke kunne bevise, at man blot var en fredelig gæst til OL, var det svært at få eller forlænge visum. Det kneb for min langvarige opholdstilladelses vedkommende. Da jeg kom til visumkontoret i Chengdu, blev jeg mødt med et skilt med teksten: "Alle visumansøgninger er suspenderet". I en sådan situation i Kina nytter det ikke at spørge, hvad man så skal gøre. Den form for borgerservice ligger stadig langt ud i fremtiden i Kina. Vejen frem viste sig som sædvanlig i betrængte situationer at være vennerne, som gennem deres kontakter fik klaret en forlængelse.

Et moderne land

Men trods jordskælv, Tibet, demonstrationer og krise blev det OL, der stod som årets hidtil største begivenhed. Endda ikke så meget sportsbegivenhederne selv som Zhang Yimous fabelagtige åbningsshow.

Kinas verdensberømte filminstruktør viste verden, at Kina er blevet et moderne land. Det har selvfølgelig i de sidste mange år ikke været nogen hemmelighed, at Kina klarer sig bedre end noget andet udviklingsland. Den økonomiske vækst er trods krise uhørt høj, og hen ved en halv milliard mennesker er i de seneste 30 år løftet ud af fattigdom. Mere interessant var det, at Zhang Yimous forklaring på succesen skulle ses i Kinas tusindårige historie og egenartede kultur.

Det var konfucianismen, der mere end noget andet fik æren for, hvor Kina er i dag, med lidt daoisme hist og her indblandet i den historiske del af showet for at vise, at Kinas styrke ligger i dets både-og-kultur. Som kineser kan man være både konfucianist og daoist på samme tid, man kan være både kommunist og kapitalist, man kan leve med både frihed og tvang på samme tid.

Zhang Yimou lagde dog den aften vægten på konfucianismens ideer om harmoni og disciplin. Man kunne lidt spøgefuldt gå så vidt som at sige, at den aften skiftede Kinas Kommunistiske Parti (KKP) navn til Kinas Konfucianske Parti. Ikke nødvendigt at forandre initialerne!

Sidste del af showet om fremtidens verden - mottoet for hele OL var jo "Én verden, én drøm" - viste så, at i den verden er der plads til alle, selv om vi kommer til den ad vidt forskellige veje. Kinas hårde overgang gennem borgerkrig og Maos mislykkede eksperimenter blev ikke nævnt med et ord, ej heller den kommunistiske ideologi. Den er for længst afgået ved en stille død i Kina, begravet i udtryk som "harmonisk samfund" og "videnskabelig udvikling".

En besked til Vesten

OL blev så efterfulgt af handicapolympiaden, som fik enorm omtale i de kinesiske medier, men forblev en parentes i de vestlige. Som med OL-showet ville Kina sende en besked.

"I taler så meget om menneskerettigheder i Vesten og anklager os for ikke at overholde dem. Men vi har fået flere mennesker ud af fattigdom end noget andet land i historien. Man kan gå sikkert på gaden døgnet rundt i vore byer. Som I kan se, behandler vi handicappede bedre, end I gør. Og vi tillader personlig frihed i samme udstrækning som jer, blot uden at dele jeres begejstring for demokrati. Vores parti styrer jo dygtigere end nogen af jeres regeringer."

Det amerikanske analyseinstitut PEW laver holdningsanalyser på global basis. En af deres seneste meningsmålinger stiller spørgsmål om befolkningernes holdninger til deres regeringer og almindelige leveforhold. Godt 80 procent af kineserne siger, at de er glade for deres tilværelse og for deres regering. Det er noget nær en verdensrekord. Nu skal den slags undersøgelser i autoritære stater nok tages med en god portion salt, men der er ingen tvivl om, at et stort flertal af kineserne er tilfreds med deres tilværelse.

Det slår mig mange gange, at Kina i dag minder om det USA, jeg oplevede i 50'erne under et studieophold i staten Washington. USA dengang og Kina i dag er gennemsyret af selvtillid, gåpåmod og livsglæde. OL var for kineserne en bekræftelse af alle tre. Dermed var festen nok sine 40 milliarder dollar værd for Kina og partiet.

I det hele taget var det interessant at se kinesernes holdning til USA under OL. Det kinesiske hold marcherede ind med den 'amerikanske' basketballspiller Yao Ming som fanebærer til jubel for både Bush og Hu Jintao. Hvis der i konkurrencerne ikke var kinesisk deltagelse, heppede kineserne på amerikanerne. Den nærmest reglementerede anti-amerikanisme i europæiske intellektuelle kredse findes ikke i Kina. Og får forhåbentlig trange kår efter valget af Obama.

Beijing er faldet lidt tilbage i gamle vaner med luftforurening, trafikpropper, manglende køkultur og spytteri på gader og stræder. Dog ikke helt så slemt som før OL. Typisk kinesisk: to skridt frem og et tilbage. Så Kina vil fortsætte sin fremgang, krise eller ej. Hvis Kina så også træder ind på verdensscenen og afhjælper den økonomiske krise, er en sølvmedalje fortjent.

Svend Burmester er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Svend Burmester:

"Hvis Kina så også træder ind på verdensscenen og afhjælper den økonomiske krise, er en sølvmedalje fortjent."

Og hvem har efter Burmesters mening så fortjent guldmedaljen? Er det NATO landende der skal belønnes med guld for deres utrættelige kamp for demokrati og menneskerettigheder i Irak og Afghanistan?