Kommentar

Tivolifædre, had og frustration

Der har i den seneste tid været kritik af den nye forældreansvarslov. Kvindeorganisationer og advokater med økonomiske interesser forsøger at få rullet loven tilbage. Men er det nu også smart?
7. november 2008

Tidligere var det sædvane, at forældremyndigheden blev tildelt mor, og far stod tilbage med samvær hver anden weekend. Det har gjort generationer af fædre til 'tivolifædre', som ikke har haft nogen særlig indflydelse på deres børns liv.

I nogle tilfælde har det været manglende ansvarstagen i barnets tidlige år fra fædres side kombineret med en kraftig 'promoderlig' tankegang system- og kulturmæssigt. En rigtig skidt kombination, hvis man vil have et samfund, der er lige dele maskulint og feminint.

I forvejen er vores børns opdragelse overvejende påvirket af kvinder. Lige fra barselsorloven, hvor mor går hjemme til institutioner hvor 90 procent af personalet er kvinder. Når skilsmissen trænger sig på, er det far, der bliver tivolifar og mor bliver udnævnt til 'primær omsorgsgiver'.

Navlestrengen files over

Det er kvinden, der bærer barnet og det er svært for mange kvinder, når barnet skal løsrives og støttes i dets selvstændighedsudvikling. Her er det, at far kommer ind i billedet med en rigtig vigtig rolle - nemlig at hjælpe mor og barn med at være adskilt og holde fast i, at det er det bedste - og det er i sig selv ikke nogen let opgave.

Det bliver dog totalt umuliggjort, når barnet kun ser sin far hver anden weekend og skal agere legeonkel i stedet for en maskulin faderfigur. Det kan give nogle meget slemme konflikter mor/barn imellem i teenageårene, hvor barnet selv, alt for sent, må sørge for løsrivelsen og søge efter faderfigurer. Konsekvenserne af det taler vist for sig selv.

Nej, det vil de ikke - det er bare noget de siger. Kvinder vil have maskuline mænd, der tager ansvar og leder. Sådan nogle mænd er gode for vores samfund, gode for vores erhvervsliv, gode for vores børn og ikke mindst gode for vores parforhold. Problemet er blot, at når børn vokser op i et miljø, der er så domineret af 'kvindelige værdier', får vi androgyne mænd - og kvinder, der sjældent har oplevet hvordan de skal forholde sig til maskulinitet. Det er hovedårsagen til, at vi har så mange skilsmisser.

Slås om børnene

Når forældrene skilles skal de finde ud af, hvor barnet skal bo, hvem der skal have forældremyndighed, og hvor meget barnet skal være hvert sted. Kan de ikke blive enige, skal der startes en sag i Statsforvaltningen og senere i retten. En sådan sag kan vare længe, og i den periode er barnet ofte i et højkonfliktfelt. Forældrene vælger sammen med advokater at være strategiske, fremprovokere konflikter, lyve og fremhæve alle de negative ting ved hinanden i et forsøg på at fremstå som den bedste forælder, som systemet vælger som den mest egnede til at varetage barnets tarv - og de store økonomiske tilskud. Det er oftest ét stort skuespil og fremmer ikke samarbejdet - til stor skade for børnene.

Når sagen er afsluttet, og der er udnævnt en vinder og en taber, er der opbygget så meget had og frustration, at det tager årevis at få opbygget et godt og sundt miljø for barnet - hvis det da nogensinde sker. Meget uheldigt når det primære for børn er forældrenes gensidige loyalitet - alt andet er sekundært i deres verden.

Sav børnene over i to

Mindre kan naturligvis gøre det, og en løsning på alle ovenstående problemstillinger er lovgivningsmæssigt, at dele barnets bopæl, have fælles forældremyndighed, lige meget tid hos hver forælder samt dele de økonomiske tilskud . Så er der ikke noget at slås om, og børnene får lige dele feminin og maskulin påvirkning.

Forældrene kan naturligvis selv ændre ordningen, hvis de mener, at det er bedst for netop deres barn - det er trods alt dem, der kender barnet - ik?

I Australien og Spanien har de allerede indført denne 'delemodel', og resultaterne er meget positive. Færre konflikter, mindre vold, gladere børn og ikke mindst - loyale forældre, der kan samarbejde.

Enkelte kvindeorganisationer er imod ovenstående 'delemodel'. De er dog generelt imod alt nyt, der ikke støtter dem i at være 'mødre på fuld tid'.

Senest holdt Dansk Kvindesamfund et seminar om den kun et år gamle lov. Deres skræmmekampagne mindede om et møde i Tyskland i 1939. Politikere og medier hoppede i med begge ben - godt lobbyarbejde!

Den nye forældreansvarsloven er ikke optimal. Der bliver udnævnt en vinder og en taber, og den er stadig tænkt ud fra et 'promoderligt' synspunkt - nu bare maskeret som 'barnets tarv'.

Rul forældreansvarsloven frem. Lad de børn og forældre få fred - giv dem en deleordning pr. automatik!

Thomas Resen Balle underviser og holder foredrag om social dynamik samt rådgiver forældre under skilsmisse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@Nanna

Prøv at forhold dig til artiklen.

Konfliktniveauet vil falde dramatisk til alles fordel.

- Ingen bøvl om penge og week-end tasker
- Hvis den ene forældre vil flytte bort, bliver de
desværre som udgangspunkt til week-end mor/far.
Heller ikke bøvl om dette.
- Barnet ved hvornår de er hvor. Denne uge hos
mor,næste uge hos far. Idag ved de ofte ikke
hvornår de er hvor. Intet bøvl med konstruerede
familie-tam-tam, for at hindre samvær, intet bøvl
med erstatningssamvær.
- Intet bøvl, når barnet skal til og fra samvær
- Barnet skal ikke flytte mere end ved en normal
week-end ordning.
- Barnet oplever at forældrene er ligeværdige.
- Lad en sagsbehandler behandler varetage små-
uenigheder, med retten til en løftet pegefinger,
den ene forældre optræder konflikt-skabende.
- Egentlige sanktioner hvis der er tale om flere eller
gentagne forsøg at sabortere samarbejdet.
- 2 ligeværdige forældrer vil altid kunne belyse
diverse problemstillinger bredere.
- Når forældrene indser at de SKAL samarbejde
vil de ofte finde ud af at det kan lade sig gøre.
- Forældrene vil måske ligefrem hjælpe ex'en, idet
konfliktniveauet vil være væsentligt lavere.

Selvfølgelig vil der være problmer, men det har der jo altid været.
Skilsmissebørns skræmmende overrepræsentation blandt narkomaner og kriminelle beviser at det nuværende system har spillet fallit.
Mange store 15 årige drenge med bumser, har ikke altid den store respekt på den lille mor.
Her ville faderen også kunne spille en rolle.
Men det kræver at faderen har en ligeværdig rolle i "knægtens" daglige liv, og ikke bare biograf - og tivolifar

Mangler lige at tilføje, at der selvfølgelig vil være tilfælde, hvor begge forældrer IKKE er egnet.

Disse tilfælde skal i sagens lys behandles individuelt.

Artiklen er ment som et udgangspunkt, hvor retningslinjerne vil være trukket op klart og tydeligt.

At nogle så ikke kan finde ud af at være ordentlige forældre, skal jo ikke ramme alle andre børn. Vi skal ikke dømme den ene forælder ude som udgangspunkt, vi skal nærmere dømme dem inde.

Vi må se i øjnene at der ikike findes et perfekt system der kan sørge for at alle er gode forældre, for det kommer ikke til at ske. Derfor skal vi sørge for at så mange som muligt bliver tilgodeset når lov og retningslinjer skal implementeres. Jo flere børn der får to forældre jo bedre.

Og ja, der vil altid være dem der ødelægger det for de andre. Men jeg kan huske da jeg gik i skole, der smed man den ud for døren der ikke opførte sig ordentligt (nogle gange mig selv), men det var ikke hele klassen der blev smidt ud. Med det som udgangspunkt, så kan man begynde at tilgodese flertallet.

Vi skal ikke kæmpe for kvinder eller mænd. Vi skal kæmpe for både kvinder og mænd. For i sidste ende vil børn være dem der får fordelen af kampen; sådan som det skal være.

Som udgangspunkt vil et barn altid have en mor og en far, og der er ingen skør forælder eller system der skal fratage dem den ret. De dårlige forældre skal nok dømme sig selv ude, men alle andre har en forpligtigelse til at være der for de børn der elsker dem. Og den forpligtigelse skal systemet ikke holde tilbage.

@Nanna,

Du skriver:

"Jeg tror ikke på deleordninger som en universal konfliktløsningsmodel. De stavnsbinder jo fx folk. Og mange børn ønsker noget, de kan kalde deres hjem. "

Ingen har sagt at deleordning er en universal model. Men deleordning er som UDGANGSPUNKT
en god model. Som jeg skrev før vil der altid være tilfælde hvor den ene forældre IKKE er egnet.
Disse tilfælde skal selvfølgelig behandles separat.
Lad nu være med at generalisere, PLEASE.
Dette endda når jeg konstant bruger ordet "som udgangspunkt" Det virker manipulerende når nogen laver om på det man skriver.

Mht. stavnsbinding har det altid fundet sted.
Som allerede nævnt har SF ALTID været stanvsbundet hvis vedkommende ønskede at bevare det nære forhold til barnet.
Hvorfor er det værre for BF at være stavnsbundet end for SF ?
Det skulle vel aldrig være fordi det typisk er kvinder, der er BF !!
Og ikke nok med at SF er stavnsbundet. SF er ydermere tvunget til at underordne sig BF og flytte med derhen hvor BP ønsker at bosætte sig, hvis SF elsker sine børn og ønsker et nært forhold.
Så vedr. mobilitet er SF 100 gange værre stillet end BF.
Det kan du da ikke være uenig i.

Vedr. børns ønske om at have eet hjem, er det et storm i et glas vand. En almindelig ordning, fredag til mandag morgen + onsdag hver 2. uge, betyder at barnet reelt er hos SF i over 30 % af året. Her er
selvfølgelig indregnet ferier, jul osv.
Så, Nanna, en 7/7 deleordning betyder egentlig ikke så meget. Kun at man eliminerer en masse konflikt skabende elementer.

peer christensen

kære nanna og i andre
krige har ingen vindere og ingen tabere.
når forældre skilles skal striden eller uoverensstemmelsen mellem dem være ovre.
uanset omstændighederne derefter må begge forældre være interesseret i at få afsluttet eks'en og komme videre med sit liv.
uanset hvilke omstændigheder der så gælder, tjener det barnet bedst, at samkvem klares i mindelighed.
krigere har ingen vinder - kun tabere - her er børnene de mest sårbare, fordi de har sværest ved at forstå og forholde sig til situationen.
tænk på jeres børn - og tænk på det bedste for jer selv.
jeg er glad for, at nanna nævnte tilfælde af "uegnede fædre/mødre" - hvor det ellers oftest kun er manden som hænges ud - eller generaliseres.
problemet med lovgivning og dens ordlyds natur, er, at det netop ofte kan ses som generaliserende - eller som et påbud om rettigheder man absolut skal påberåbe sig, selvom de måske ikke alle er lige påtrængende i hvert enkelt tilfælde.

er selv priviligeret som lykkelig far med fuld forældremyndighed over mine børn uden det mindste sværdslag.
moren ville realisere sig selv og ønskede sin fulde frihed - den fik hun og det var den bedste løsning for alle parter.

peer christensen

kære nanna og i andre
når forældre skilles skal striden eller uoverensstemmelsen mellem dem være ovre.
uanset omstændighederne derefter må begge forældre være interesseret i at få afsluttet eks'en og komme videre med sit liv.
og uanset hvilke omstændigheder der så gælder, tjener det barnet bedst, at samkvem klares i mindelighed.
krigere har ingen vinder - kun tabere - her er børnene de mest sårbare, fordi de har sværest ved at forstå og forholde sig til situationen og det kan - som artiklen påpeger - gå hårdest ud over den forælder, der står tilbage med dagligdagens dont.

tænk på jeres børn - og tænk på det bedste for jer selv.

jeg er glad for, at nanna nævnte tilfælde af "uegnede fædre/mødre" - hvor det ofte kun er manden som hænges ud - eller generaliseres.

problemet med lovgivning og dens ordlyds natur, er, at det netop kan opfattes som generaliserende - eller som et påbud om rettigheder man absolut skal påberåbe sig, selvom de måske ikke alle er lige påtrængende i hvert enkelt tilfælde.

er selv priviligeret som lykkelig far med fuld forældremyndighed over mine børn uden det mindste sværdslag.
moren ville realisere sig selv og ønskede sin fulde frihed - den fik hun og det var den bedste løsning for alle parter.

Nanna skrev: "Hvor er mænds hjerter henne her? Tænker de på moderens angst for at miste sit hverdagsliv med barnet og at moderen bliver fattigere, jo mere samvær faderen får?"
Hov Nanna, hvad skete der lige der? Hvad med faderens angst for at miste sit hverdagsliv med barnet? er den ikke lige så gyldig?
"og at moderen bliver fattigere, jo mere samvær faderen får?" Det er forhåbentlig ikke penge du mener her.. eller mener du virkelig at mødre skal beholde deres børn pga penge? Og genoptage kontakten?Jo men værdifulde år går jo tabt, og barnet mister troen på faderen, når han ikke får mulighed for at være far, også når barnet er lille. Det er en meget gammel skrøne, at fædre først skal på banen når børnene er blevet lidt større.

Nanna.
At jeg skriver "jo flere børn der får to forældre des bedre", er ment som som et hint til den lovgivende magt. Jeg mener, og har aldrig ment, at børn skal kastes ind i kampen eller mærke konsekvenserne af konflikten. Jeg mener bare, at loven skal stykkes sådan sammen (og vejledningerne for den slags skyld), at der ikke er nogen der føler sig fristet til at udnytte den til fordel for sig selv; for så kommer børnene i klemme.
Jeg mener loven skal være et middel der straffer dårlige forældre; løgnere, voldsforbrydere og lign. Men ikke skaber situationer hvor "almindelige" mennesker også kan komme i klemme, fordi den ene eller begge forældre kan være så følelsesmæssigt berørt af situationen, at de træffer besltuninger der ikke er rationelle.

Thomas Reesen, jeg vil gerne, at du uddyber for læserne, hvad du lægger i denne sætning i din kronik:

"I Australien og Spanien har de allerede indført denne 'delemodel', og resultaterne er meget positive. "

?

Nanna G.
7. november, 2008 #

Ved fælles forældremyndighed - deleordning - som den danske nye lov forstås, står barnet faktisk helt uden rettigheder.

I børnehaven fortæller lille Ole, at hans forældre skal skilles. Jeg skal bo hos både mor og far. Først en uge det ene sted, og dernæst en uge det andet sted.
Pædagogen spørger:" Hvad så med din undulat - skal den også flytte med frem og tilbage?" Ole: "Nej...det ville være synd for den!"

Deleordning pr automatik er det mest åndssvage og børnefjendske forslag jeg nogensinde har
hørt.

Det primære argument er, at når forældre er glade og ligestillet - ja så trvies barnet også. Nej - kan ikke tilslutte mig en sådan model.
Den virker for et fåtal, men pr automatik.... Nix.

Læste engang en artikel af en mand der havde forstand. Den handlede om rodløse pejlerbørn og hvilke konsekvenser det har for det enkelte barn, bl.a. at vokse op uden en fast base.

.......Og hvorfor er det så lige, at det er synd for Oles undulat at flytte frem og tilbage..... Jo - det er fordi det ikke lige passer ind i forældrenes kram.
Mage til egoistisk, tåbelig tankegang Thomas Resen Balle !

T Hansen

7. november, 2008 #

Nemlig.

Jeg læste et sted, at barnet bruger meget energi ved hvert skift, og det går ud over barnets koncentrationsevne og dermed skoleresultater.
At det tager ca 2-3 dage at omstille sig ved hvert skift.
Det vil for et barn på forældres deleordning sige halvdelen af ugen.

Og hvem ville ikke få pip af, at skal leve i en kuffert?

@T Hansen,

Jamen så skal al samvær med SF jo helt høre op.

I rigtig mange "week-end ordninger" er barnet jo forvejen over 30 % af tiden hos SF !!

Så hele den problemstilling du beskriver eksisterer jo i forevejen.
I øvrigt burde reglen jo kun være som udgangspunt.
Hvis barnet ikke trives, skal en anden ordning selvfølgelig indføres.

Du skriver:

"Det primære argument er, at når forældre er glade og ligestillet - ja så trvies barnet også."

Det er ikke det primære argument, men jeg kan forstå du ikke har børn i et samliv, for så ville du vide at børn LIDER når mor og far ikke har det godt eller direkte skændes. Ligesom ved skilsmisser føler børn sig skyldige.
Det der især ødelægger børn er konflikter mellem 2 barnet elsker.
Det er derfor her, der skal sættes hårdt ind.

T.Hansen.
Hvad skal undulaten stille op når barnet er på weekend, eller 5 dage i træk hos den ene forælder? Er det antallet af dage? Er 5 dage så ok? Hvad med 3? Hvor går grænsen?

Uanset om man tilslutter sig deleordning eller ej, så må fokus være at barnet skal have to forældre; ikke én forælder og én besøgsven; en feminin forælder og en maskulin.

Jeg tror ikke at børn hellere vil have deres materielle ting (såsom legetøj eller dvd film), end at bruge mere tid sammen med begge forældre.

Men alder spiller naturligvis en væsentlig rolle, det samme gør geografisk afstand imellem forældrene. Der er mange facetter i hele denne debat. Udgangspunktet må være at finde en ordning der passer til det enkelte barn; børn er forskellige og skal derfor også behandles derefter.

Jeg må dog lige tilføje, at de mennesker jeg kender der bliver skilt (langt størstedelen); de har udelukkende lavet deleordninger udenom systemet, og deres børn virker meget meget harmoniske og glade. Så det med deleordning er faktisk noget der er ganske almindeligt for rigtig mange forældre og børn. Så hvis det påstås at alle disse mennesker gør skade på deres børn, så tror jeg at de tager fejl. Det er den sidste femtedel af befolkningen der tilsyneladende har svært ved at indse, at de faktisk kun udgør den ene halvdel af deres børn; det er disse egoistiske forældre der skaber en stor del af debatten. Man skal naturligvis ikke glemme sager om vold, overgreb osv. osv. der også fylder en del, men det kan ikke være deres situationer vi taler om, vel? For deres situation giver jo sig selv.

Nogle der har læst Bauserman´s meta-analyse?

Bauserman´s metaanalyse er den største og mest gennemgribende der er lavet.

25 ud af 33 forskere der har lavet projekter om forældremyndighed og samvær er faktisk kvinder, så den må siges ikke at handle om kønskamp eller lign.

Analysen konkluderer, at det som udgangspunkt er godt at bevare fælles forældremyndighed, og samvær der minder om deleordninger (det kan dog også være 5/9). Resultatet viser nemlig, at konfliktniveauet daler markant, når begge forældre som udgangspunkt kan se at de ikke behøver at kæmpe for deres ret som forælder, men at den ret naturligvis giver sig selv. Det betyder færre løgnhistorier, mindre forældrefremmedgørelse, og meget mere fokus på de små perler det handler om.

Dette er et udgangspunkt, det er ikke en universel løsning, da nogle sager vil skille sig ud.

Men jeg synes at videnskaben fortjener at få plads i denne debat også. Forestillinger og tro gør som regel ikke så meget konstruktivt ved en dialog.

Fokus skal være hos barnet, og barnet elsker som regel begge sine forældre.

Jens Sørensen
7. november, 2008 #

Barnet har først og fremmest brug for ro og fast base i sin tilværelse.
Og det er at leve i en kufftert ikke.

Martin Rose

7. november, 2008 #
Bauserman´s metaanalyse er den største og mest gennemgribende der er lavet.

25 ud af 33 forskere der har lavet projekter om forældremyndighed og samvær er faktisk kvinder, så den må siges ikke at handle om kønskamp eller lign.

Njah.
Det var en forhastet konklusion,.
Hvis de er lesbiske, holder din "det må vist siges" ikke.

Martin Rose: "Udgangspunktet må være at finde en ordning der passer til det enkelte barn; børn er forskellige og skal derfor også behandles derefter."

Enig ! Og derfor skal deleordning ikke være pr automatik. Den er god for de få, men ikke for flertallet.

Loven skal ikke tage udgangspunkt i mindretallet... Det blev alle vist enige om i forrige debat.
Men som Hans bemærkede, så skal loven også tage højde for og hensyn til dette mindretal.
Når det gælder muligheden for deleordning så er der jo netop taget højde herfor i forældreansvarslovens § 21 stk 2.

Så hvad er i grunden problemet ?

T.Hansen.
Faktisk er ordningen god for flertallet, da flertallet selv kan finde ud af at lave aftaler (de fleste ordninger lyder på 5/9, 6/8 eller 7/7). Herhjemme mener jeg at 75% selv laver aftaler udenom systemet.

Så hvorfor ikke vælge den løsning der faktisk allerede er en del af samfundet?

Jeg skrev tidligere at der naturligvis ville være tilfælde hvor det ikke kunne lade sig gøre, men som udgangspunkt vil det spare en masse konflikter, og en masse uro for begge forældre, og hvis forældrene har ro, så får børnene det også.

Der findes ikke et entydigt svar, men jeg synes tit at fokus i disse diskusioner, handler om de særtilfælde der findes i systemet. Jeg synes at der er virkelig ærgeligt hvis mange andre børn mister et godt udgangspunkt fordi få ikke kan finde ud af det. Loven er altså også til for børn i almindelige familier. For jeg ønsker absolut ikke at straffe kollektivt.

De særlige tilfælde af forhøjet konflikt, vold og lign. Der giver det da nærmest sig selv hvordan loven skal forvaltes.

Men har vi en statistik over hvor mange procent det faktisk handler om? Hvor mange kommer i klemme i loven? Hvordan ser det ud med den nye kontra den gamle lov?

Før vi ved alt dette, så famler vi i blinde

Jenni.
Lesbiske???????

Det forstår jeg ikke.

Konklussionen er taget fra analysen, og ikke en jeg selv har opfundet. Jeg konstaterer bare at det ikke er en analyse præget af kønspolitiske interesser

@T Hansen,

Når jeg mener at deleordning burde være udgangspunktet, betyder det ikke at det SKAL være en deleordning.

Men hvis udgangspunktet er deleordning betyder det at ingen af forældrene på forhånd er udråbt som "vinder"

Iøvrigt tror jeg at der vil komme MARGINALT færre skilsmisser. Nemlig i tilfælde hvor man giver for let op og hvor den ene part er sikker på at få forældremyndighed og blive BF.

Og igen en 7/7 ordning er dybest set ikke meget forskelligt fra en 6/8, 5/9 eller 4/10 ordning.
Men deleordning eliminere altså mange konflikt elementer.

@Jenni

Du siget egentlig at alt samvær med SF skal afskaffes !! Er det rigtigt forstået ?

@Nanna,

I tilfældet med Peer, er det jo netop den ene forældre der frivilligt fra bortdømt sig selv.
Vi taler om forældrer, der kan og vil tage et ansvar for barnet.
De 2 situationer kan derfor ikke sammenlignes på nogen som helst måde.

Sulpicia.
Jeg er helt enig. Det er konflikten der skaber problemerne. Det skal derfor ikke belønnes at være den forælder der optrapper konflikterne, tværtimod.

Nanna og Per.

Det er dejligt når forholdene fungerer;-). Og ansvaret bliver naturligvis ikke fjernet, selvom man ikke har sine børn halvdelen af tiden.
Men faktisk er jeg også sikker på at en mand som Peer, vil lade sin eks. have deres børn så meget som hun ønsker, hvis der ikke bliver skabt en større forvirring ved; men det er kun fordi Peer er en fornuftig mand der tager sit ansvar alvorligt.

Derfor er Peer og andre i lignende situationer glimrende ekspempler på at kærlighed, ansvar, og respekt for den anden forælder, er det der skal til for at skabe de optimale rammer for børnene.

Det skal ikke handle om studehandler om børnene, men om ansvarsfølelse. Men heldigvis kan de fleste forældre godt finde en løsning selv, og tænke udelukkende på børnene. Problemet er de forældre som bruger børnene som straf mod den forælder de mener har forrådt eller såret dem. Tit glemmer folk hvad der egentlig er til børnenes bedste, de har for mange følelser i klemme hos sig selv.

Men vi er rigtig mange mænd og kvinder der kender det ansvar, men desværre kræver det tit at man er to forældre der kender det.

Jeg ville derfor opfordre til konfliktmæglingsmøder som udgangspunkt, hver eneste gang der kommer konflikter om myndighed og samvær. På den måde bliver det åbenlyst om det handler om egne problemer og følelser, eller ren tanke for sine børn.

@Nanna,

Jeg ved ikke om du bevidst fordrejer det, der bliver skrevet, altså ren manipulation eller du bare ved at dine påstande ikke holder vand.

Hele debatten går ud på hvordan man håndterer en situation hvor begge forældrer ønsker ansvar for barnet. I Peer's tilfælde ønkser den ENE part netop IKKE at tage ansvaret.
Derfor er det det rene volapyk, når du derfor bruger det i debatten. Det er simpelt hen 2 vidt forskellige diskussioner.

Når du skriver :

"muligheden for at slippe for en idenditet som skilsmissebarn (om far nu også er genetisk far angår ikke omverdenen - han har lov at kalde sig far hvis familien har det bedst med det)"

betyder det jo direkte, at SF IKKE skal have lov til at komme med til sociale arrangementer med skolen, fritidsklubber og lignende.
Hvad i øvrigt, hvis mor finder en ny stedfar ?
Skal barnet så forklare sine kammerater at det er den samme far. Han har bare gennemgået en plastik-operation ?

Mener du virkelig det ?

Jeg synes du afslører dit forehavende ret tydeligt i flere af dine indlæg. Du taler ikke for barnets bedste, men nærnmere morens ret:

F.eks:

"Men så skal man lige tage med, hvad barnet samtidig kan miste:

- samværet med mor, søskende og måske ny stedfar

Er det mere forfærdeligt end at miste " samværet med mor, søskende og måske ny stedfar"

Det er jo direkte kønsdiskriminerende. Og vi taler kun om indførsel at en 7/7 ordning.

Du skriver videre:

"Men tilbage til børnene. Er det forsvarligt at de udleveres til mænd, der sommetider er farlige som et såret rovdyr - sommetider så farlige, at de er parate til at gøre fortræd og slå ihjel?"

Det er jo også direkte kønsdiskrimirende. Er det bedre hvis barnet bor hos en voldelig mor ?
Ingen her på debatten har nogensinde talt for at en voldelig far ELLER mor skal have samvær.

Jeg er overbevist om at hvis mødre blev behandlet som visse fædre gør, ville nogle mødre også gå til yderligheder i afmagt.
Det har vi jo allerede set en del eksempler på.

OG NEJ, VOLD ER ACCEPTABELT, inden jeg for skudt i skoene at jeg forsvarer voldelige fædre.

Stop generaliseringen, stop køns-aspektet

Til sidst synes jeg du skylder at svare på flere spørgsmål, men især :

Går du ind for at barnet IKKE skal have samvær
med en SF som udgangspunkt?

Et meget klart spørgsmål, der kræver et ja >< nej svar. Husk spørgsmålet som er som udgangspunkt.
Og hvis du mener ja, bør du ligeledes svare på spørgsmålet om forskellen for barnet mellem en 7/7; 6/8, 5/9, 4/10 eller ? ordning. I alle tilfælde skal barnet jo i snit flytte 1 gang om ugen. Hvis SF yderligere har hver 2. onsdag er det jo i snit 2gange om ugen.
Logikken i din argumentation betyder jo at du mener at alt samvær skal slettes.

Ser frem til dit svar.

Hvad med svaret på hvem der mest er ramt af mobilitet-problemer ? BP eller SF ? selvfølgelig i de tilfælde hvor begge vil bevare nærheden med barnet.
BP stavnabundet
SF stavnsbunder + tvunget til at flytte med når BP egenrådigt ønsker af flytte.
Hvad er værst ?

@T Hansen,

Jeg tror mere og mere vi er meget enige om de overordnede ting.

Du tror ikke en deleordning er godt for de fleste. Det tror jeg derimod. Men selvfølgelig ikke for alle.

Derfor synes jeg at hvis intet taler imod det skal man prøve. Hvis det så viser sig det ikke fungere skal det selvfølgelig laves om. Her er det dog vigtigt at statsamtet er inde over for at sikre sig at grunden til problemerne ikke er bevidst fremprovokeret.
Alene det faktum at en BF kan få over 60.000 kr. efter skat pr. barn om året, kan spille en rolle.

Dennis Johansen

Nu vi taler om undulater...

Det var Nestleder Knut Haanes, for Barneombudet i Norge som d. 22. februar 2007 på en høring om børns rettigheder, konstaterede at burhøns har flere rettigheder end børn i Norden har...

kresten Frøbena

Jeg kan ikke være mere enig.
Mit møde med systemet og lovændringerne har dog været positive forstået på den måde at der er sket en klar forbedring. Selv statsforvaltningen ser ud til at have taget dele af loven til sig aktivt. Der er stadig mange punkter (herunder økonomi) som er skævvredet og er årsag til mange konflikter.

se evt min artikel i politiken 1 jan 2007 - http://www.fursund.com/pol1jan.pdf - (ja det er mig med det sørgelige blik). Jeg forsøgte dengang at få lidt politisk opmærksomhed på problemstillingerne med en række artikler samt kontakt til div politikere. Det er åbenbart for kompliceret en opgave at lovgive sig til deleordninger, og når det nu er så lille et vælger segment så kan det jo også bare være lidt lige meget.

Tak til Thomas Resen Balle for en artikel som er et tiltrængt pust af sund fornuft i debatten om forældreansvarsloven.

I sin artikel siger Thomas Resen Balle noget meget vigtigt: " Der bliver udnævnt en vinder og en taber" . Dette er en udemærket måde at afgøre en fodboldkamp på, men ikke en familiekonflikt.

Ret beset skulle han have brugt flertal: "vindere og tabere". For når far er taber, så er farmor og faster det også, de har nemlig også knyttet sig til barnet. Det er derfor helt absurd at betragte konflikten omkring forældreansvarsloven som en kønskonflikt.

Thomas Resen Balle nævner Australien og Spanien som foregangslande i familielovgivning . Det beskæmmende er, at selv i Tyskland, som har en ret konservativ familiepolitik, er det ikke blot en ret at have samvær med sit barn efter en skilsmisse, -nej det er en PLIGT!.

Nanna.
Lad os være objektive:-)

Du skriver som svar til mig, at pga. at kvinder oftere forlader mænd, så må det være ens betydende med at manden er den der starter konflikten fordi han sidder tilbage med flere ærgelige følelser.

Så enkelt tror jeg nu ikke det.

Men alt dette skal heller ikke handle om mænd kontra kvinder, men om forældre og deres børn. Der findes både gode og dårlige fædre, samt gode og dårlige mødre.
Jeg synes det lå imellem linjerne, at du insinuerede, at det pga. statistiken om skilsmisser, måtte være fædrene der skaber problemerne.

Men lad os nu finde en løsning der er gavnlig for alle, og så glemme mænd kontra kvinder.......

Enig:-)

Hans.
Jeg er helt enig.
Lad os holde fokus på bolden, så kønsspørgsmålene bliver skubbet i baggrunden.

VI finder ingen løsninger ved at afmærke vores kønsmæssige domæne.

Lad os alle være androgyne eller udifferentieret; bare mens vi har denne debat.......

Hvad vi så i virkeligheden er, må være et godt spørgsmål;-)

Ha ha;-)

God pointe..........

Der er bare skide svært at komme videre i debatten, hvis der ligger en skjult dagsorden bag. SÅ det er godt hvis debatten forbliver saglig og ind til benet; Vi skal finde løsninger og bliver klogere, for kun på den måde kan debatten være gavnlig.

Men det er bare en sindsyg vigtig debat, så jeg forstår godt at følelserne nogle gange tager over, vi må bare alle sammen sørge for at det ikke sker for ofte......

Men vi er på vej, så vi skal bare køre på;-)

Jens Sørensen
7. november, 2008 #

Jeg siger, at barnet skal have et roligt og harmonisk liv.
Betyder det, at barnet at være i det samme miljø hele tiden med de samme omsorgspersoner, så er det det.
Og det tror jeg, at det gør for alle småbørn.
Så kan den anden forældre forsåvidt komme og visitte barnet der.

Jenni.
Jeg forstår hvad du mener. Men det er måske lidt voldsomt at påstå at det er basen, og ikke menneskene der udgør basen der er det primære.

Det er ikke mursten og materielle ting der skaber tryghed, det kan kun mennesker.

Så hvis vi nu antager at et barn har to forældre, så er det også rimeligt at antage at børnene føler tryghed sammen med begge forældre; med mindre den ene forælder naturligvis er ude af balance, fraværende, voldelig eller lign.
Men som udgangspunkt, så er barnet i gode hænder hos begge forældre.

Det kan til tider forstås som om, at nogle tror at en samværsforælder er noget fremmed noget for børnene; en sekundær person der har en minimumsberetigelse i børnenes opdragelse.
Jeg tror mange ville blive overrasket over hvor lidt børn skelner imellem bopæls og samværsforældre (alt efter samværets omfang naturligvis). De betragter bare begge forældre som vigtige og nødvendige i deres liv.

Desuden vil det ikke give mening at børn kommer i institution, hvis tesen om visitation i barnets faste base skal holde. For det lyder da lidt tåbeligt, at barnet kan være 40 timer om ugen i en vuggestue/børnehave, men ikke kan besøge eller være sammen med den anden forælder på deres adresse.

Jeg tror du lægger for meget vægt på basen, og for lidt vægt på menneskene der skaber trygheden for barnet.

Mange børn kommer vidt omkring i deres barneliv, uden skilsmisser og uden problemer. For nogle familier er det f.eks. smartest i perioder at parkere barnet hos et sæt bedsteforældre - helt uproblematisk og med opbyggelsen af forskellige grupper af vennekredse (og her taler jeg af erfaring).
Det forekommer mig, at Nanna G. simpelthen ikke kan kommer over sit udsigelsespunkt: at kvinder grundlæggende har ret til børnene. F.eks. kommer hun for skade at sige, at det at have samvær jo ikke ikke skal være et ansvar, formodentlig gælder det faderen i forehavendet. Men det er jo netop det, det skal! Forældreansvarsloven gør det til en fortsat opgave for begge forældre på lige fod at tage ansvar for de børn, de har sat i verden.
Og hvis Nanna G. mener, at det er uhyre besværligt for barnet/børnene at flytte frem og tilbage mellem forældrene, så måtte det jo bære en løsning, at det blev barnet, der boede, og forældrene, der flyttede ud og ind.
Men det er åbenbart umuligt for Nanna G. at forstå, at også fædre afkræves den samme ansvarlighed og det samme nærvær som mødre - og at det er godt!

Den dag striben af ovenstående personer kraver ind i børns hoveder vil man opleve sit værste skræk senarie....når børn ikke få "frie vinger" til i tid og sted får adgang til sine forældre enten det er mor eller far.

Nanna G., hvis børn ved, at deres liv skifter mellem 1 uge hos far og 1 uge hos mor, er der tale om faste rammer, som modvirker stress - og måske ovenikøbet kan skære ned på udadrettede aktiviteter til fordel for samvær med mor hhv. far.
Men ret beset kunne man vel også lave andre intervaller? Hvorfor ikke 10 dage, eller 14 dage eller 1 måned ad gangen?

@Nanna

Din artikel viser at nogle børn også er ramt af stress.
Det tror da f....., for de skal gå til fodbold, golf. ridning og tusinde andre ting.
At skilsmissebørn reelt den dag i dag bor 2 forskellige steder står der IKKE noget om.
Der står direkte at årsagen er alt for mange aktiviteter.

Og vil du ikke nok svare :
Hvorfor er det bedre for barnet af ha' en uregelmæssig 4/11; 5/9 ordning end at ha' en 7/7 ordning ?
Flytteriet vil i mange tilfælde være mindre ved en 7/7
ordning !!!
Kun de personlige ting skal pakkes ved en 7/7 ordning, mens det til en gammeldagsordning skal pakkes ALT, lige fra strømper til tandbørste.

Nanna G., jeg tror faktisk, at kun en rigid gennemførelse af ligeligt forældreskab vil tvinge forældrene til at besinde sig på deres ansvar som forældre, uden konkurrence og i mere eller mindre enighed. Hvis man ikke kan kæmpe sig til andre vilkår - medmindre der forud for skilsmissen har været tale om beviselige forhold, der diskvalificerer den ene part: vold, ubehandlet misbrug osv. Hvis man ikke har noget valg, er viljen og evnen til at finde gode løsninger langt større.

Nanna, du skriver :

"Prøver bopælsforælderen at få den afskaffet og er der strid, risikerer bopælsforældren at miste status som bopælsforælder. Det kan totalsmadre det økonomiske grundlag og sender familien på gaden. Alene truslen kan gøre mennesker til nervevrag."

For det første velkommen til hvordan mange SF har det idag.

Men din kommentar er forkert.
Hvis den ene forældre i en 7/7 ordning IKKE er egnet som indehaver af forældremyndigheden eller egnet til samvær, riskierer den anden forældre jo ikke at få frataget sine rettigheder, hvis man henvender sig til statsamtet.
Men det skal jo selvfølgelig kræves at der er hold i påstanden.

Hvis man derimod går til statsamtet med løse påstande om alt muligt, det være sig vold, at barnet forsømmes eller andet, ja så kan det betragtes som samarbejdschikane. Og det skal selvfølgelig sanktioneres.
Vi skal væk fra systemet hvor statsamtet stort set altid tror på hvad moderen siger og ofte ikke en gang spørger faderen om hans version af historien.

Hvis du mod min forventning går ind for at løse påstande skal tages for gode varer, vil jeg da gerne spørge dig om det i så tilfælde også gælder den anden vej. Altså om manden også må komme med alle muligheder historier der med det samme og uden at hører moderen version kan føre til suspendering ag samvær / forældremyndighed.

Hvis alle uden konsekvens, bare kan komme med grundløse beskyldninger, er der virkeligt åbnet op til en "festfyrværkeri" af beskyldninger på kryds og tværs.

Derimod skal saglige og underbyggede mistanker tages alvorligt. Og hvis påstandene voser sig at være rigtigr , skal det i sagens natur have konsekvenser.

Man kan ikke bruge egne erfaringer som argument, Nanna G., det er for det første diskvalificerende.
Men vi kan da også simpelthen sige, at forældre med børn under f.eks. 15 slet ikke kan få skilsmisse!

Angelica Correa

Jeg ville måske kunne tage Thomas Resen Balles seriøst hvis ikke hans mande- og kvindebilleder var så oldnordiske.

"Det er kvinden, der bærer barnet og det er svært for mange kvinder, når barnet skal løsrives og støttes i dets selvstændighedsudvikling. Her er det, at far kommer ind i billedet med en rigtig vigtig rolle - nemlig at hjælpe mor og barn med at være adskilt og holde fast i, at det er det bedste."

Det er åbenbart kun moderbindingen der kan forhindre børns selvstændighedsudvikling - ikke faderbindingen.

"I forvejen er vores børns opdragelse overvejende påvirket af kvinder. Lige fra barselsorloven, hvor mor går hjemme til institutioner hvor 90 procent af personalet er kvinder. Når skilsmissen trænger sig på, er det far, der bliver tivolifar og mor bliver udnævnt til 'primær omsorgsgiver'. [...] Problemet er blot, at når børn vokser op i et miljø, der er så domineret af 'kvindelige værdier', får vi androgyne mænd - og kvinder, der sjældent har oplevet hvordan de skal forholde sig til maskulinitet. Det er hovedårsagen til, at vi har så mange skilsmisser."

Kan Thomas Resen Balle dokumentere at folk der var skilsmissebørn og voksede op under moders forældremyndighed har en højere skilsmisserate end alle andre, eller er postulatet, som jeg formoder, ren øregas?

"Kvinder vil have maskuline mænd, der tager ansvar og leder. Sådan nogle mænd er gode for vores samfund, gode for vores erhvervsliv, gode for vores børn og ikke mindst gode for vores parforhold."

Drenge kan underforstået IKKE lære at tage ansvar gennem moderens opdragelse - javel. Om kvinder der "tager ansvar og leder" ifølge Resen Balle er gode for samfundet, står hen i det uvisse, men man aner mellem linierne hvad han mener om den sag (kvinder er "feminine" omklamrende følemennesker, så det ligger ganske enkelt ikke til vores natur at tage ansvar).

Kunne vi ikke snakke forældrerettigheder og barnets tarv uden at basere argumentationen på de evindelige stereotyper?

Alle forældre der kan forvalte deres ansvar fornuftigt bør have gode muligheder for at se deres børn, og børn har brug for begge forældre for så vidt at de føler sig knyttet til dem. Alt det andet er noget vås.

Nanna, du viser selv meget godt, hvorfor din historie ikke kan bruges som argument - den er 'din historie', og den kan modsiges af utallige modsatte eksempler. Man savner vist, som skilsmissebarn, altid det, man ikke får. Men du ville jo netop med den nuværende lov have fået begge dine forældre.

Faktisk lyder det, som om kvinderne her begræder tabet af de gamle dage, hvor kvinder blev ladt alene tilbage af ægtemand eller elsker, som vi kender det fra gamle danske film.

Selvfølgelig skal barnet have indflyelse.
Men barnet skal dog ikke kunne bestemme i alle tilfælde.

Hvis et "barn" på 12- 13 år kan vælge mellem to forældrer :

Den ene forældre tillader alt. f.eks. strøgture kl. 2
om natten, vilde fester med masser af sprut.
Ingen eller få regler i hjemmet.
Lav lektier.....hvis du har lyst

Den anden forældre laver rammer.
Lektier skal laves
I seng om hverdagen i rimelig tid
Opvaskemmaskinen skal tømmes.

Hvem tror i barnet vil vælge.

Et barn skal have indflydelse ikke bestemmelsesret.

Iøvrigt skal der altid tages højde for PAS.
Det findes i stor udstrækning, selvfølgelig i højere eller mindre grad.

Børn ved IKKE hvad der er bedst for dem på den lange bane.
Ellers skulle myndighedsalderen jo nedsættes til f.eks. 7 år !!!

peer christensen

kære alle

ja, min eks valgte selv at give afkald på sine børn - uden statsamt eller anden instans
moren kan se vores børn som hun vil - det er desværre sjældent - og det aftales fra gang til gang hvilke af børnene og hvornår

selvom jeg ofte har opfordret til det, har moren efter snart 2 år endnu aldrig haft alle børnene på én gang bortset fra julefrokost og påskefrokost med hendes familie.
og det er vel en noget usædvanlig situation her i debatten, at en forælder presser på, for at den adskilte forælder skal se sine børn lidt mere.

moren har travlt med sit nye liv - jeg har travlt med mit som f uldtidsfar til seks børn, der var fra 2-13 år, ved den pludselige skilsmisse. - så jeg måtte droppe det deltidsjob på 3 dage om ugen, der ellers var trappet ned længe før skilsmissen, for at være mere sammen med mine børn, som er den herligste og kærligste flok, der giver langt mere igen end jeg kan gøre for dem ;-)

det er klart, at der selvfølgelig også har været nogen vrede, bitterhed og frustration.
fraset nogle få, meget nære venner, heriblandt morens søster, at læsse af på, har jeg konsekvent intet sagt imod moren til nogen - blot lade enhver tænke sit.

børnene og jeg har det småt men godt, for vi har hinanden og langt bedre levestandard, end man umiddelbart kunne forestille sig.

jeg er glad for at der også kom strejf af en forsonende tone ind i debatten.
i skyttegravskrig graver fronterne sig længere og længere ned.

jeg ved godt at min situation desværre er anderledes lykkelig end for de fleste - og er dybt berørt over at følge med i andre forældres kamp om deres børn.
fordomme og insinueringer kan ikke bruges til noget - ligesom der heller ikke må generaliseres eller moraliseres.
der må ganske enkelt tages stilling i hvert enkelt tilfælde ud fra de reelle forhold og betingelser for at opnå den bedste løsning for alle parter.

med de bedste ønsker til alle børn og forældre
peeR C
pas på jer selv - gør godt

peer christensen

ps: endnu en tanke, der sjældent høres vendt:

som nævnt ovenfor, er der tætte relationer til morens søster, der har nær kontakt på mail, sms og tager børnene på weekender, ferier m.m. og herigennem sikres børnenes netværk til morens familie.

her kan man så tænke på, at der i skilsmissesituationer også opstår risiko for, at bedsteforældre til den ene side kan blive mere eller mindre hægtet af forholdet til deres børnebørn.

pps: mht moren skylder jeg at understrege, at der absolut ikke er tale om et sygt eller et misbrugermenneske - hun er et aktivt, medlevende og velfungerende menneske på alle måder - har blot valgt at ville realisere sig selv - eller prioritere, om man vil ;-)

Sider