De studentervalg, der i denne uge finder sted på landets universiteter, er ikke demokratiske. De foregøgler at være det, men på de fleste universiteter har de opstillede lister helt forskellige vilkår. Groft sagt står konflikten mellem de 'klassiske studenterråd' og 'de andre lister'. De andre lister er typisk den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum - en borgerlig liste som eksempelvis Liberale Studerende og andre smålister med særinteresser, som eksempelvis de grønne studenterorganisationer.
Studenterrådene har traditionelt meget større magt, langt flere midler og derfor langt bedre mulighed for at vinde de eftertragtede pladser i - først og fremmest - universiteternes bestyrelser.
Dels er der det økonomiske aspekt. På stort set alle landets universiteter giver man - i forskelligt omfang - langt de fleste penge til studenteraktiviteter til studenterrådene. På Københavns Universitet får Studenterrådet således halvanden million kroner årligt. For de penge forpligter Studenterrådet sig til at lave en lang række aktiviteter, som de sikkert udfører tilfredsstillende. Men det giver alt andet lige Studenterrådets lister et fordelagtigt udgangspunk rent markedsføringsmæssigt. Der er klart flere penge til at afholde arrangementer, annoncere og trykke plakater og flyers.
Parti og fagforening
Problemet er, at man på universiteterne (Syddansk Universitet undtaget) sammenblander det, man kan kalde 'de studerendes fagforening' med det politiske valg. Hvis studenterrådet repræsenter de studerendes interesser i forhold til ledelsen - hvilket er deres egen selvforståelse - så bør de holde sig til det - og ikke samtidig stille op til et demokratisk bestyrelsesvalg. Det svarer til, at 3F stillede op til Folketingsvalg. Når et studenterråd bliver til et 'parti', opstår der et demokratisk problem, fordi studenterrådet samtidig får alle pengene. Hvis man skal blive i Folketingsmetaforen, så svarer det til, at man gav hele partistøtten til det største parti.
Sindrigt listesamarbejde
Et selvstændigt problem på landets største universiteter er, at studenterrådene gennem deres faglige engagement, har et væld af aktive i de enkelte fagråd. Disse laver små lister, som stiller op på de enkelte fag. De studerende tror således, at de stemmer på deres medstuderende, som vil kæmpe for fagets særinteresser. Men i virkeligheden har disse studerende ikke en chance for at blive valgt til bestyrelsen, og deres stemmer kanaliseres gennem et sindrigt listesamarbejde videre til studenterrådets spidskandidater. Hvis man vil stille op som et parti, må man i det mindste gøre det ordentligt - det vil sige på én fælles liste, så valget bliver gennemskueligt.
I studenterrådene ser man imidlertid slet ikke sig selv som partier:
"Partipolitik hører ikke hjemme på universiteterne, og de partipolitiske organisationer repræsenterer ikke alle de studerende," argumenterer de.
Undskyld, men hvem har givet en enkelt liste med et tilfældigt navn - Studenterrådet - eneret på at repræsentere alle de studerende? Og hvad med de studerende, som ikke føler sig repræsenterede af studenterrådet, men synes, at eksempelvis Frit Forum eller Liberale Studerende i højere grad varetager deres interesser?
Det, som studenterrødderne siger, er i virkeligheden, at de er imod hele den demokratiske struktur, som er indført med Universitetsloven. Og man kan da sagtens argumentere for, at det var mere demokratisk, hvis der kun var én studenterorganisation, som vitterligt repræsenterede de studerende og som ved et internt valg i organisationen valgte sin formand og sine to bestyrelsesmedlemmer - ganske som man vælger en formand i en fagforening. Så ville alle have mulighed for at påvirke organisationen og eventuelt blive valgt - uanset politisk overbevisning. Men med den struktur, som universiteterne har i dag, giver det ikke mening, at en enkelt liste gør krav på at repræsentere alle studerende - og få alle pengene.
Hmm - Jeg har ikke fået den trykte avis i dag og føler mig en smule desorienteret her. Er dette læserbrevsafdelingen, jeg er kommet over i? Eller er det en leder? Eller skal det virkelig forestille at være en seriøs artikel? Hvis det er tilfældet, så savner jeg nogle citationstegn og henvisninger til, hvem der har fremsat synspunkterne i artiklen.
For det er da en noget enøjet - og ikke synderligt velunderbygget - fremstilling af studenterdemokratiet, der præsenteres her. Journalisten (hvis opfattelse må være det, der præsenteres i artiklen) synes åbenbart, at en universitetsbestyrelse kan sammenlignes med folketinget og at det derfor er udemokratisk, at de studerende repræsenteres af én studenterorganisation - studenterrådene på de respektive universiteter.
Argumentet ville måske holde, hvis der kun var studerende i bestyrelserne - men sådan er det jo ikke. Dér sidder også repræsentanter for de ansatte - videnskabeligt og teknisk-administrativt personale - samt for samfundet udenfor universiteterne. Eksempelvis har de studerende på Københavns Universitet to ud af elleve pladser i bestyrelsen.
Har journalisten gjort sig nogen overvejelser om, hvad det ville betyde for de studerendes muligheder for at få varetaget deres interesser, hvis der hvert år kom nye repræsentanter til fra nye "partier"? Hvor godt ville disse repræsentanter være klædt på til opgaven? Hvordan ville det gå med overlevering af erfaring fra gamle til nye repræsentanter? Og når journalisten spørger "hvem har givet en enkelt liste med et tilfældigt navn - Studenterrådet - eneret på at repræsentere alle de studerende?" - hvad så med at undersøge det? Det har jo ikke altid været sådan. Når det er sådan i dag, så er det jo et resultat af en historisk udvikling. Det kunne være, at svaret på det spørgsmål også ville kunne hjælpe med til at forklare, hvorfor studenterdemokratiet ser ud, som det gør i dag.