Læsetid: 4 min.

Venstre og Fogh på taberholdet

Det var flot at statsministeren på Venstres landsmøde erkendte at have fejlet på klimaområdet. Men hvis Venstre skal gøre sig fri af det politiske taberhold, så kræver det en lidt mere omfattende selverkendelse. Var der nogen der sagde Komiske Ali?
Der er ingen grund til at uddele de store klapsalver til Fogh efter Venstres landsmøde i weekenden. Det er da fint, at statsministeren endelig har fået øjnene op for vores miljø- og klimaudfordringer. Men hvorfor er øjnene stadigt lukkede over for vores velfærdsproblemer?

Der er ingen grund til at uddele de store klapsalver til Fogh efter Venstres landsmøde i weekenden. Det er da fint, at statsministeren endelig har fået øjnene op for vores miljø- og klimaudfordringer. Men hvorfor er øjnene stadigt lukkede over for vores velfærdsproblemer?

Jesper Kristensen

18. november 2008

Venstres landsmøde i weekenden fandt sted midt i en eskalerende finanskrise. Krisen er en konsekvens af selve essensen af den borgerlig-liberale vision om, at demokratiet skal blande sig uden om og lade markedet passe sig selv. Finanskrisen er prisen for mange års deregulering og afvikling af demokratisk kontrol - og selvfølgelig en helt ubegribelig grådighed. I lyset af krisen er regulering og kontrol med kapitalbevægelser, der har været fy-ord i årevis, pludselig bredt og alment accepteret og et meget håndgribeligt rap over nallerne til markedsfundamentalisterne i bl.a. Venstre.

Alligevel så talte statsminister Anders Fogh Rasmussen på landsmødet om de sejre, regeringen har opnået i sine syv år ved magten. Dermed kom han til at fremstå som Komiske Ali, der blev ved at påstå, at Saddam Hussein var ved at slå amerikanerne tilbage, samtidig med, at man kunne se de amerikanske tanks rykke ind i Bagdad. Statsministeren fastholder, at det går godt, og at deregulering af markederne er bedre end demokratisk styring.

Et hamskifte

Det er dog umiddelbart svært at se, at de omtalte sejre har været til fordel for Danmark og almindelige danskere. Der bliver skudt i gaderne, politiet rykker ofte ikke ud, når borgerne ringer efter akut hjælp og anklagerne er nødt til at lade de komplicerede og alvorlige sager ligge. Færre unge tager en ungdomsuddannelse, brugen af narko som kokain stiger og stiger. Der er kommet reel fattigdom, hvor nogle familier ikke har råd til at købe mad og medicin til deres børn. Den offentlige sektor er generelt nedslidt og størstedelen af medarbejderne er dødtrætte af at blive ledet, som om omsorg kan sammenlignes med en bilfabrik. Danmark er for længst blevet overhalet af andre lande i arbejdet med vedvarende energi.

Det er således ikke kun finanskrisen, der viser, at Venstres markedsliberalisme slår fejl. Herhjemme ser vi, at de mange reformer, regeringen har gennemført, kommunalreform, domstolsreform, politireform osv. slår fejl. Venstre har, med støtte fra Dansk Folkeparti og de konservative, arbejdet ud fra en opfattelse af, at jo mere privatisering og markedstænkning jo bedre. I stedet for at være optaget af at levere den bedst mulige service til borgerne, så har det handlet om at kunne opfylde mål i resultatkontrakter og piske ansatte og borgere med måltal, der intet har med indholdet at gøre.

Fra 1998 til 2001 lykkedes det for Venstres strateger med Anders Fogh i spidsen at foretage et omfattende hamskifte for det gamle liberale, bondeparti, så det nu fremstod som endnu et socialdemokrati, der arbejdede for velfærd. Men der var netop kun tale om et hamskifte.

Bevidst udsultning

Siden Venstre vandt regeringsmagten i 2001 har de fulgt en langsigtet, tålmodig strategi, der går ud på at ændre Danmark i en mere markedsliberal og privat retning. Strategien er, i modsætning til f.eks. Thatchers chokpolitik i 80'erne, langsigtet og tålmodig, fordi Venstres strateger udmærket godt ved, at den danske befolkning holder af den fælles velfærd, og overordnet set er tilfreds med at betale en del i skat for at opretholde den. Derfor vil det selvfølgelig heller ikke være populært at foretage åbenlyse frontalangreb på velfærden. I stedet har Anders Fogh og Claus Hjort Frederiksen valgt, støt og roligt over årene, at lade den offentlige sektor sakke økonomisk bagud i forhold til den private sektor. Dermed undgår de, at svækkelsen af den offentlige sektor bliver alt for tydelig, men samtidig betyder den gradvist øgede kvalitetsforskel, der følger af den stadigt dårligere økonomi i det offentlige, at de private tilbud, f.eks. på sundhedsområdet, fremstår stadig mere attraktive.

Selv om forandringerne altså sker langsomt, og ifølge planen i al ubemærkethed, så bliver de ifølge en måling i Ugebrevet A4 bemærket af borgerne. Syv ud af 10 vælgere mener, at den Venstre-ledede regering har bevæget samfundet i en mere borgerligt-liberal retning. Ændringerne i den økonomiske politik er et af de områder, hvor de adspurgte mener, at forandringerne er størst. De borgerligt-liberale forandringer bliver ikke bare registreret, men giver tilmed anledning til omfattende protester som vi har set det blandt SoSu-assistenter, pædagoger og forældre og senest i forbindelse med forårets storkonflikt.

Uansvarligt taberhold

Så selv om hulemanden iførte sig et par designerpolitiske listesko i slutningen af 90'erne, så er vælgerne altså ikke så nemme at narre, at de overhører gulvets knirken.

Mens udsultningen - og den deraf følgende nedslidning - af den offentlige sektor sker diskret, så krævede regeringens nye kurs i udenrigspolitikken ikke den store opmærksomhed at få øje på. Fogh-regeringen valgte at lægge sig i kølvandet på Bush, Cheney og Rumsfelds neokonservative korstog i Mellemøsten. Et korstog, der som bekendt blev forsøgt legitimeret med en løgn og som endte med et blodbad og kaos især i Irak. Samtidig varslede korstoget at den internationale retsorden blev sat ud af kraft, og erstattet af en primitiv junglelov. Hele denne tragedie har regeringen Fogh Rasmussen aktivt støttet og været med til at legitimere.

Ved det nylige amerikanske præsidentvalg blev både krigspolitikken og den uregulerede kasinokapitalisme dømt ude, og den nye administration blev tværtimod valgt på løfter om mere dialog og mere statslig regulering. Fra at være højt på strå som håndlanger for de store neokonservative drenge i Det Hvide Hus, så er Fogh og Venstre pludselig på det sikkerheds- og finanspolitisk uansvarlige taberhold.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen havde chancen for at skifte taberholdet ud med vinderholdet, på weekendens landsmøde. Men det havde krævet lidt mere omfattende selverkendelse, end at han blot har taget fejl, hvad angår klimapolitikken. Listen er væsentligt længere.

Line Barfod er MF for Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Når man ser på billedet, er der så noget at sige til, at Fogh tror han kan gå på vandet?

Fin artikel og opsummering, Line Barfod.

Line Barfod:

"Listen er væsentligt længere."

Ja det skal jeg da lige love for. jeg synes at der er både overraskende og tankevækkende at Line Barfod udelader en af de vigtigste og største af Anders Fogh Foghs Rasmussens skændselsgerninger på sin liste.

Barfod nævner ikke "udlændingedebatten" og "værdikampen" med et ord, selvom transformeringen af Danmark til et dybt racistisk samfund, må sige at være en af de værste, måske endda den allerværste af regeringens mange synder.

Man må håbe at det skyldes en forglemmelse fra Barfods side, og at det ikke er et tegn på at balladen omkring Asmaa Abdol-Hamids kandidatur til folketinget, har gjort partiet bange for at diskutere udlændingepolitik. Hvis det er tilfældet har Enhedslisten på mange måder mistet sin eksistensberettigelse…

Inger Sundsvald

Det er måske ikke en forglemmelse. Selv om både ”værdikampen” og ”udlændingedebatten” er betydelige og væsentlige elementer, ville det dog være ærgerligt, hvis debatten skulle drukne med en diskussion om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur. Det er der ligesom tradition for at den gør. Men Enhedslisten har jo mange andre vigtige sager på tapetet.

I. Sundsvald:

"Det er måske ikke en forglemmelse. Selv om både ”værdikampen” og ”udlændingedebatten” er betydelige og væsentlige elementer, ville det dog være ærgerligt, hvis debatten skulle drukne med en diskussion om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur. Det er der ligesom tradition for at den gør"

Og så er løsningen at Enhedslisten fremover ikke diskuterer udlændingepolitik? Hvilke problemer skulle det løse? Er løsningen at Enhedslisten slår en Villy Søvndal kolbøtte?

Når Barfod gør status over Anders Fogh Rasmussens misregimente uden at nævne indvandrerpolitikken, værdikampen og Jyllands Posten-krisen med et eneste ord, så er det altså lidt for meget en krampagtig og pinagtig kattens dans om den varme grød …

Inger Sundsvald

Per Thomsen

Jah, jeg véd jo godt, at du er kompromisløs ;-). Det skal jeg ikke bebrejde dig. Jeg har selv en rem af huden i visse sager. Desværre kommer jeg ofte ind i en diskussion med mennesker, som det først for sent går op for mig er udenfor pædagogisk rækkevidde, hvis de da ikke er aldeles ryggesløse.

Jeg synes absolut at Enhedslisten fremover skal diskutere udlændingepolitik, men jeg mener også, at det er udsigtsløst at inddrage indvandrerpolitikken, værdikampen og Jyllands Postens tegninger. Jeg tror faktisk, at hvis EL også skal repræsenteres i Folketinget efter næste valg, så må de nedtone diskussionen om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur. For der er rigtig mange kvinder og mænd, som vil kæmpe for hendes rettigheder, men som bare ikke vil repræsenteres af en så religiøs kvinde, som ikke engang vil give hånd til mænd, fordi hun, som jeg har forstået det, kan frygte, at der kan være noget seksuelt belastende i det.

Det ville også efter min mening være en ulykke, hvis EL ikke kan fortsætte som vagthund, f.eks. vedr. ulovlige fangetransporter.

I. Sundsvald:

"Det ville også efter min mening være en ulykke, hvis EL ikke kan fortsætte som vagthund, f.eks. vedr. ulovlige fangetransporter."

Jamen så lad os være enige om det, og så konkludere at vi nok ikke kan blive enige om, hvilken strategi Enhedslisten skal anvende for at komme videre efter balladen om Asmaa Abdol Hamids kandidatur. Personligt tror jeg ikke det er vejen frem at stikke hovedet i busken, sådan som Line Barfod gør det i sin kommentar, men det har jeg vist allerede sagt et par gange, så jeg slutter min del af diskussionen her.

Bortset fra det så synes jeg det er nogle fine kommentarer du skriver, Sundsvald.

Inger Sundsvald

Tak skal du have Thomsen. Det er rart med et venligt ord ind imellem.

Jeg er jo en af dem som synes, at det er i orden at være en smule pragmatisk. Ikke at jeg synes at hensigten (altid ;-) helliger midlet. Men man må i denne verden være en smule smart/realistisk. Jeg bruger f.eks. alle midler til at bekæmpe forestillingen om DF som den lille mands beskytter.