Bør ekstreme synspunkter forbydes?

Terrorisme er heldigvis, hverken i Danmark eller i Europa, en ofte forekommende aktivitet i den konkrete virkelighed. Siden terroraktionerne i London i juli 2005 er der i Europa ikke blevet gennemført store terroraktioner med tilknytning til militant islamisme. Terrorisme er faktisk på vore breddegrader et usædvanligt fænomen. Alligevel bruger vi begrebet terrorisme med en selvfølelighed, som om det er en naturlig del af vores hverdag. Med henvisning til terrorisme får en række politiske initiativer deres naturlige begrundelse, uden det er nødvendigt at gå nærmere ind i, hvad der egentlig ligger bag denne begrundelse.

Der dukker hele tiden nye ord og begreber op i det sikkerhedspolitiske sprog. Det seneste skud på stammen er radikalisering. På en måde har begrebet 'radikalisering' afløst 'terrorisme' som et stærkt politiseret ord, der i den offentlige debat er strid om. Til gengæld er begrebet terrorisme blevet et almenbegreb, der bruges, som om alle ved, hvad det præcist dækker over. Men som alle samtidig ved betyder noget ganske forskelligt, alt efter hvem man er, hvor man er og hvilken politisk sammenhæng, man er en del af. Når et begreb bliver et almenbegreb, er det udtryk for, at det fænomen, det beskriver, er blevet normaliseret - forstået som noget, der er en del af den almindelige trivielle hverdag.

Fortolkes et planlagt mord i dag som politisk - som en terrorhandling - er der ikke længere tale om en kriminel handling, men om en usædvanlig kriminel handling. En handling, der er til fare for statens sikkerhed og derfor nødvendiggør usædvanlige foranstaltninger. Anholdelsen af de personer, der mistænkes for at gennemføre det politiske mord - der altså er en fare for statens sikkerhed - er i denne situation ikke et anliggende for politiet, men for det samlede danske totalforsvar: Ordenspolitiet, kriminalpolitiet, Politiets Efterretningstjeneste (PET), Forsvarets Efterretningstjeneste (FET), Hærens Operative Kommando, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og formentlig regeringens sikkerhedsudvalg. Forfølgelsen af de anholdte er - for så vidt de ikke er danske statsborgere - ikke et anliggende for retssystemet, men omgivet af dyb hemmelighed. Straffen er administrativ udvisning, og kan den af forskellige grunde ikke effektueres, må de pågældende personer underlægges såkaldte control orders.

Statens sikkerhed

Begrebet control order stammer fra den britiske anti-terror lovgivning, hvor politiet har tilladelse til efter bemyndigelse fra indenrigsministeriet at underlægge mistænkelige personer en række indskrænkninger i deres daglige tilværelse. Hvis politiet mistænker en person for at være involveret i planlægning af terrorisme, men ikke kan bevise det, kan politiet underlægge vedkommende en control order, der for eksempel indebærer, at han ikke må forlade sit hjem mere end to timer om dagen, at han ikke længere må se sine venner, at han ikke må fortsætte med den uddannelse, han er i gang med, osv. Hvis den pågældende finder dette urimeligt, har han ret til at indbringe sagen for en domstol. Men får han medhold, og dermed egentlig skulle fritages for alle restriktionerne, har politiet ret til at underlægge ham en ny control order.

Disse tiltag sker med henvisning til terrorisme, og i modsætning til før og lige efter 11. september 2001 er det ikke længere almindeligt at spørge til, hvad dette begreb dækker over. De fleste har de voldsomme billeder fra terrorismen i London den 7. juli 2005 på nethinden og forbinder ordet terrorisme med disse billeder. Alle (med undtagelse af terroristerne, naturligvis) vil undgå, at de blodige begivenheder gentages, og er det nødvendigt at indføre control orders for at sikre, at dette ikke sker, ja, så må de indføres. Hvorefter de glider over i den almindelige hverdag. Dermed bliver det usædvanlige alment - eller normaliseret om man vil.

Dømt for formodet hensigt

Det er indlysende, at terrorisme må betragtes som en usædvanlig risiko, der grundlæggende truer samfundets orden, og at der derfor er gode grunde til at tage usædvanlige skridt i dens bekæmpelse. Men det er et problem, hvis det usædvanlige bliver almindeligt. Ser vi på de danske terrorsager, er de lange domme, der er faldet, ikke i overensstemmelse med de faktiske handlinger, de dømte har begået. Når dommene bliver så lange, skyldes det, at de ikke dømmes for det, de har gjort, men for hvad, de havde til hensigt at gøre i fremtiden. Næppe mange er i tvivl om, at de dømte var i gang med noget, som det var godt, at PET fik sat en stopper for. Men mange er i tvivl om, hvorvidt de rent faktisk havde til hensigt at gennemføre en terrorhandling. I nogle af disse tilfælde kunne det måske være mere hensigtsmæssigt i stedet for at se dem som terrorister, så se dem som gemene kriminelle, der var i gang med at begå kriminelle handlinger. Så ville det måske være lettere at få dem dømt - selvom straffene nok blev kortere. De ville være sat ud af spillet. Og de ville ikke få statens anerkendelse af, at de er jihadister - en anerkendelse, som for nogle måske giver en status af at være martyr og ofre for forfølgelse frem for gemene banditter.

I Storbritannien har anklagemyndigheden haft problemer med at få terrormistænkte dømt, fordi den ikke kunne præstere tilstrækkelige beviser - ved britisk ret kan telefonaflytninger ikke bruges som bevismateriale (hvilket vist også ville have gjort det svært for anklagemyndigheden i de danske sager). Derfor er man i Londons politi i stigende grad begyndt at betragte terrormistænkte som kriminelle og forfølge dem som sådanne. Efter sigende med en vis succes. Fordelen ved denne praksis er, at flere bliver stoppet eller sat ud af spillet, og færre får den anerkendelse, det er i militante islamistiske miljøer at blive "ophøjet " til jihadister. Dette har også afspejlet sig i sprogbrugen. Således kunne direktøren for den britiske informationsafdeling for antiterrorisme, John Toker, i maj bekræfte, at man fra myndighedernes side i stigende grad benævner militante islamister som kriminelle og banditter i stedet for som radikale islamister og jihadister. Og dette er ikke begrundet i politiske korrekthed - faktisk tværtimod!

Radikalisering

Problemet er som regel tidsfaktoren. Det er myndighedernes opgave at forhindre terrorisme. Derfor må de gribe ind inden terrorhandlingen er foretaget. Og derfor kan de have vanskeligheder ved faktisk at bevise, at der var tale om planlægning af terrorisme, som ville have fundet sted, dersom myndighederne ikke havde stoppet det. Præcis det samme problem har man med det nyere begreb radikalisering. Ordet kom for alvor ind i den politiske sprogbrug efter bomberne i London i sommeren 2005.

I første omgang troede man de fire selvmordere var såkaldte 'hjemmedyrkede': De havde haft deres opvækst i Storbritannien, hvor de boede og egentlig var ganske velintegrerede. De havde tilsyneladende ikke forbindelse med international terrorisme eller al-Qaeda. De havde med andre ord gennemløbet en proces i Storbritannien, der førte dem til at blive selvmordsbombere. Denne proces kaldte man radikalisering og den store udfordring i antiterrorisme var nu, hvordan man undgår radikalisering.

Men de var ikke 100 procent af 'egen avl', for det viste sig efterfølgende, at de både havde knyttet kontakter til al-Qaeda-miljøer i Pakistan og til militante miljøer i Storbritannien.

Selv om radikalisering efter London-terroren blev lanceret som et nyt fænomen, der kunne forbindes til islamisme, er det faktisk velkendt i europæisk historie: I Italien, hvor talrige studerende på de italienske universiteter tilsluttede sig den særdeles voldelige gruppe De Røde Brigader (Brigade Rosso), som stod bag terrorisme i et omfang, hvad angår dødsofre, det endnu (heldigvis) ikke er lykkedes militante islamister at gennemføre i det samlede Europa; i Tyskland, hvor et sammenrend af lutheranske præstedøtre, studerende, playboys og journalister fandt sammen om at danne Bader-Meinhof- gruppen. Og i Danmark, hvor Blekingegade-banden røvede banker og lavede anden kriminalitet for at skaffe penge til palæstinensiske terrorister. Alle var de radikaliserede.

Og det var de højreekstremistiske og anarkistiske grupper også, ligesom de kristne fanatikere, der i USA sprænger abortklinikker i luften eller dem, der ødelægger minkfarme for at beskytte dyrenes rettigheder. Alle er de radikaliserede, og alle er de kriminelle.

Forskellen mellem den dyrerettighedsforkæmper, der hader den danske stat, fordi den tillader svinetransporter, salg af gåseleverpostej og sødmælkskalve og den, der brænder minkfarme af er, at sidstnævnte er kriminel, mens den anden ikke er.

Det samme kan man sige om forskellen på en radikal islamist og en radikaliseret jihadist. Men hvordan er sammenhængen, og hvordan foretages springet fra den ene til den anden gruppe? Det er der endnu ingen, der er kommet med en nogenlunde fornuftig forklaring på.

Sindelagsforbud

Det er præcis her, at tidsfaktoren igen bliver et problem: En plan mod radikalisering sigter mod at forhindre terrorisme og vel ikke i sig selv mod at forhindre, at borgere i Danmark har yderliggående synspunkter - dette er jo tilladt i et liberalt demokrati. Målgruppen for 'anti-radikalisering' er således ikke terroristerne, men dem, der formodes at kunne blive det. Det vil sige dem, der på en række områder deler ideologi med terroristerne. Denne gruppe er mange gange større.

Det betyder, at en plan mod radikalisering kommer til at rette sig mod mange flere, end der er risiko for, faktisk ville blive terrorister. Det kan derfor ikke undgås, at en stor gruppe mennesker føler sig mistænkeliggjort på grund af deres synspunkter - eller simpelthen blot fordi de er troende muslimer - og ikke på grund af deres handlinger. Det er nærliggende at antage, at præcis dette kan befordre radikalisering frem for at forhindre den. Det er derfor vigtigt at være i bred dialog med alle målgrupper for 'anti-radikaliserings initiativer', herunder også dem, der betragtes som radikale.

Det er faktisk tilladt at være islamist i Danmark, men det er forbudt at være militant islamist. I bekæmpelsen af terrorisme er det lige akkurat denne forskel, det er vigtigt at holde sig for øje. I et land, der holder ytringsfrihedens fane højt - og også skal gøre det - er det naturligvis vigtigt at fastholde, at islamistiske synspunkter er tilladte. Det er demokratiets styrke, at det har plads til anti-demokratiske meninger og modgår dem gennem dialog.

Men anti-demokratisk praksis, der betjener sig af vold, er kriminel og skal både forhindres og straffes. Handler anti-radikalisering om at forhindre terrorisme eller om at forbyde meninger - det er spørgsmålet i dagens politiske debat.

Lars Erslev Andersen er chef for forskningsenheden for politisk vold, terrorisme og radikalisering ved DIIS