Det svenske samfund er i de sidste 20 år gennemgået en kolossal forandring. Det samme kan man ikke sige om kulturlivet, har den svenske kulturminister Liljeroth udtalt. I Kirsten Dahls nys udkomne spot på dansk børneteater hyldes og fejres dansk børneteater på en gevaldig karruseltur. 'Topklasse' og 'verdens bedste' er nogle af ordene. Når nu mit æsel alligevel sparker ude i stalden, er det ikke fordi jeg mener, at dansk børneteater ikke er berettiget til denne placering. Men dansk børneteater fortjener udvikling - og at de støtteordninger og den placering børneteatret har i det danske samfund - måske er den største hindring for børneteatrets udvikling.
Urimelige vilkår
Dansk børneteater har udviklet sig til en institution, til et system af processer, med en tilhørende relativ snæver definition af kunst, formidling og publikum. Denne afgrænsning har mere end noget andet betinget succesen. Børneteatret har fundet sig bedre og bedre til rette i et lille hjørne af det kommunale forvaltningsapparat, i kultur-, børne- og ungeforvaltningerne, hvis rumlige korrelat er bibliotekssale og gymnastiksale, hvor det meste teater i øjenhøjde møder sit publikum. Det har været godt, fordi det uafhængigt af kommercielle interesser har sikret et teatertilbud til et meget bredt udsnit af landets yngste borgere. Men bibliotekslukninger og besparelser på skoler har i de sidste år ramt børneteatret hårdt. Det kan være svært for børneteatrets advokerende lærere at argumentere for, at man skal bruge, hvad der svarer til to klassesæt skolebøger på køb af en teaterforestilling.
Støtteordningerne til børneteater må sikres fremover. Når det er sagt, må kunstnerne, kommunerne og formidlerne reflektere over, hvilken rolle børneteatret og de selv skal have i fremtidens samfund. Er dansk børneteater i verdensklasse kan det åbne for internationale coproduktioner, således at børneteatrets turneer i udlandet ikke kun er betinget af massiv dansk statsstøtte. Jeg savner en form for udviklingsstøtte, hvor man honorerer de kunstnere, der har modet til at pege på en fremtid for børneteatret i det globaliserede samfund og pege på nye veje for en udvikling af børneteatret, der sprænger de institutionelle rammer børneteatret også er fanget i. Disse kunstnere findes, men har helt urimelige vilkår og meget ringe muligheder for at realisere deres projekter inden for rammerne af de gældende støtteordninger.
