Kronik

Do they know it's Christmas time at all?

Diskursen om, at vi i de såkaldte 'udviklede lande' skal hjælpe de hjælpeløse i de såkaldte 'udviklingslande', overser den pointe, at 'udviklingslandene' også er udviklede, og at vi også er under udvikling. Samt at udviklingslandene måske har noget at bidrage med til vores udvikling
Bob Geldofs (t.v.) julesang, -Do they know it's Christmas time at all-, bygger på en præmis om, at afrikaneres liv er dårligere end vores, fordi de ikke har de samme ting som os.

Bob Geldofs (t.v.) julesang, -Do they know it's Christmas time at all-, bygger på en præmis om, at afrikaneres liv er dårligere end vores, fordi de ikke har de samme ting som os.

23. december 2008

"Do they know it's Christmas time at all? (Ved de overhovedet, at det er jul, red.)"spørges der i sangen fra 1984.

Sangen blev oprindeligt skrevet af Bob Geldof for at højne folks bevidsthed om hungersnøden i Etiopien. Bob Geldof samlede i den forbindelse en gruppe af tidens kendte irske og engelske sangere; en gruppe, som kaldte sig Band Aid.

Band Aid-koncerter kender vi stadig i dag som koncerter, der forsøger at sætte fokus på den ulige fordeling af materielle ressourcer i verden.

Da jeg for nylig hørte sangen igen, kom jeg for første gang til rent faktisk at tænke over teksten: "Do they know it's Christmas time at all?", og min første tanke var "Do they care? (betyder det noget for dem, red.)". Linjen: "And there won't be snow in Africa this Christmas time (Det bliver ikke hvid jul i Afrika denne gang, red.)" sætter det på spidsen grænsende til det komiske.

Sangens grundlæggende ide er, at afrikaneres liv er dårligere end vores, fordi de ikke har de samme ting som os. Det vil jeg godt sætte spørgsmålstegn ved. Om end jeg bestemt ikke sætter spørgsmålstegn ved Bob Geldof's gode hensigter, mener jeg, det er vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved, om udvekslingen kun skal gå en vej - fra såkaldte 'udviklede lande' til såkaldte 'udviklingslande'.

Jeg skriver såkaldte, da jeg mener, disse termer er misvisende i forhold til, hvordan realiteterne er. Termerne 'udviklingslande' og 'udviklede lande' er blevet så stor en del af vores måde at tale om og opdele verden på, at vi overser, hvad de betyder.

Hvis man ser helt konkret på dem, så henviser de jo til, at vores lande har gennemgået en udvikling, og nu skal de andre lande blot have de ting, vi har, og dermed komme op på vores niveau. Det overser dermed, at alle lande udvikler sig parallelt i ens såvel som forskellige retninger, som det nu engang er naturligt i forhold til det specifikke lands historie, kultur og sociale væremåder og tankemåder. Brugen af termerne retfærdiggøres ofte med, at 'der jo er mennesker, der lever for under én dollar om dagen'. Og det er forfærdeligt, og det skal der gøres noget ved, men det har sådan set ikke noget at gøre med udviklingsstadier. Det har at gøre med niveauet af økonomiske ressourcer; et niveau, der i øvrigt holdes i skak af diverse handelsaftaler og toldbarrierer fra de 'udviklede landes' side.

Jeg understreger her økonomiske, idet der er masser af ressourcer i de økonomisk ressourcesvage lande - værdier, normer og tankemåder, vi kunne tage til os og bruge til at 'udvikle' os med.

Hvad er udvikling

Jeg har boet i Uganda af to omgange; en gang i hovedstaden, Kampala, og en gang i Karamoja, et fattigt og konfliktramt område. Når jeg snakkede med ugandere omudvikling, var vi ofte ikke enige om, hvem der var udviklede, og hvem der var under udvikling. Uganderne har i stort omfang taget vores diskurs om udvikling til sig, og omtalte ofte sig selv som underudviklede.

"You have so much money (I har så mange penge, red.), "You have computers and washing machines (I har computere og vaskemaskiner, red.)", "you are all educated (I har alle sammen en uddannelse, red.)".

Det kunne jeg ikke argumentere imod og ej heller, at visse materielle hjælpemidler kunne være et plus i deres hverdag. Uddannelse er en ret for alle, men nu er det jo heller ikke alle i de økonomisk ressourcestærke lande, der har adgang til uddannelse.

Og spørgsmålet er stadigvæk: Hvad er udvikling? Er det ting, man kan tage og føle på, såsom computere og vaskemaskiner? Eller bør vi inkludere i vores tankemåde, at værdier og normer, som er grundlæggende for den måde, man lever sammen på som mennesker, også er vigtige for et lands udvikling? Og som måske kan skubbe til balancen mellem, hvem der er udviklet, og hvem der ikke er?

Band Aid lavede en ny version af sangen i 2004, som udvider sangen med sætning: "Give help to the helpless (Hjælp de hjælpeløse, red.). Jeg mener bestemt ikke, afrikanere er hjælpeløse, men derimod at de er enormt ressourcestærke. Og for at argumentere for dette, vil jeg tage udgangspunkt i nogle pointer fra sangen omkring julens værdier.

Julens værdier

"At Christmastime, (-) in our world of plenty we can spread a smile of joy".

Folk herhjemme bliver gavmilde i julen og køber gaver i dyre domme til deres nærmeste. Og det stopper ikke her. Danmark har for eksempel en u-landskalender, som i år giver overskuddet til børn i Karamoja.

"Fred gennem sport" hedder kampagnen. Derudover kan man gennem diverse organisationer give en ged, 200 kondomer, et sponsorbarn og så videre. Der ligger her en værdi i at være gavmild og dele sine materielle ressourcer med andre.

I Karamoja er denne værdi grundlæggende for deres sociale liv - året rundt vel at mærke. Karimojongerne overlever på samarbejde og på at dele ressourcer med familie og venner. Hele familier vil arbejde på at uddanne et familiemedlem, og når han eller hun får et godt job på baggrund af sin uddannelse, er det indlysende, at hans eller hendes indtjening tilhører hele familien.

Mange Karimojonger mente, at min grav var velforvaret, fordi jeg har en søster med en uddannelse og et godt job. Det var bare svært at forklare, at min søsters indtjening primært bliver på min søsters konto, og jeg er overladt til selv at sørge for, at der kommer penge ind på min.

"Throw your arms around the world at Christmas time".

Der ligger her en værdi i at vise omsorg for hinanden og nyde hinandens selskab. I julen skal vi være sammen og mødes med dem, vi holder af. Vi holder julefrokost med familie og venner, som vi måske kun ser denne ene gang om året. Vi har et hul i vores ellers stressede hverdag, og det skal nydes sammen. I Karamoja bor ikke bare hele familier på tværs af flere generationer sammen, men hele landsbyer bor tæt, spiser sammen, snakker sammen og passer på hinanden. Når jeg fortalte Karimojonger, at jeg var flyttet hjemmefra i en alder af 20 år, var svaret ofte:

"No my family loves me (Nej, min familie elsker mig, red.)", fordi man kun flyttede hjemmefra, hvis det ikke fungerede i familien. Det var svært at forklare, at selv om min familie også elsker mig, så er det i Danmark normalt og velanset at prøve at bo alene, inden man stifter egen familie.

Vores egen lykkes smed

Til sidst vil jeg lige berøre en juleværdi, som ikke nævnes i sangen: Nogle familier i Danmark vil mene, at julen er en tid til at fejre Kristi fødsel. Faktisk er det for mange den ene gang om året, de sætter deres ben i en kirke. Men ja, der kommer vi altså til kort, eftersom mange ugandere faktisk anser julen udelukkende som en fejring af Kristi fødsel. Ikke et tidsppunkt til at få og give gaver eller rigtig være sammen. De to ting er alligevel en del af deres dagligdag.

Jeg synes, det er paradoksalt, at sangen, her som symbol for den generelle diskurs, lægger op til, at vi har noget, de mangler for at have det lige så godt som os.

Samtidig henviser sangen til nogle værdier, vi sætter højt, men kun dyrker en gang om året, hvorimod ugandere faktisk lever deres liv efter disse værdier - samarbejde, samvær og udveksling. Og på trods af at mange ugandere sagde, at vi var mere udviklede end dem, var der mange, som kritiserede vores levevis på lige præcist disse punkter.

"I have heard that if you meet a friend in the street, you won't even greet them".

Selv om det måske er så meget sagt, så er der en pointe i, at vi værdisætter det at være os selv og er i højere grad er vores egen lykkes smed, end vi er de andres. Termen 'udvikling' er måske også blot blevet et ord for dem - et ord som er udtryk for nogle ressourcer, de ikke selv har og gerne vil have. Det betyder imidlertid ikke, at de vil udvikle sig til at leve ligesom os. Måske vi skulle tage den tankegang til os og anerkende, at afrikanere har nogle ressourcer, vi ikke har, som kunne gøre vore liv bedre - hele året rundt - som f.eks. de gode værdier, vi dyrker den ene gang om året i julen.

Marianne Bach Mosebo er cand.mag. i antropologi og etnografi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu