Læsetid 6 min.

Det dybe fald og kunstens kald

Musikbranchen har gennemlevet sin egen asynkrone krise i snart et årti, helt upåvirket af opsvingstider og forbrugsvanvid i højglans og med kunst på. Trods nedturen står vi i dag over for et musikalsk output, der er overbevisende, nuanceret og progressivt. Måske er det sandt, at nød lærer nøgen kvinde at spinde?
Med den digitale revolutions komme indtraf et brud i den musikalske fødekæde. Et brud, som i første omgang medførte en sejlivet økonomisk krise for den etablerede pladebranche, alt imens folkene i den kunstneriske lejr tog udfordringen op og gik egne veje i en sådan grad, at det kunstneriske output runger af stadigt højere variation og kvalitet.

Med den digitale revolutions komme indtraf et brud i den musikalske fødekæde. Et brud, som i første omgang medførte en sejlivet økonomisk krise for den etablerede pladebranche, alt imens folkene i den kunstneriske lejr tog udfordringen op og gik egne veje i en sådan grad, at det kunstneriske output runger af stadigt højere variation og kvalitet.

Henrik Sørensen
6. december 2008

Så tager vi den én gang til for prins Knud. Krisen kradser, og det gør ondt, når vi kradser igen. Denne erkendelse er nået helt ud i landets mest øde afkroge og smager efterhånden som en udkogt suppe, rørt på købefond. Krisepakker flyver over bordet, og flexlånernes gamblende røv reddes i sidste sekund. Selv de, der egentlig ikke føler sig synderligt berørt af finansernes nedtur, indrømmer eftergivende: 'Helt klart, vi er ramt, vi snobber nedad med vores take-away'. Det er sikkert og vidst: Dette er et 'krisenu.'

Musikbranchen har imidlertid længe sejlet sin egen sø. En plumret sø, som i slutningen af 1990'erne stod over for en formastelig tørke. Internettet og findelingen tog musikbranchen med bukserne nede, og en katastrofal nedgang i cd-salget blev den let aflæselige konsekvens. Fra knap 1,6 mia. solgte plader i 2000 til 615 mio. i 2007 (kilde: IFPI).

De seneste otte års tid har branchen gennemlevet sin egen personlige deroute. Tidligere tiders analoge opskrift på en albumsucces blev udfordret, og for en tid så det sort ud. Tv-reklamerne kunne ikke få musikelskerne ned i butikken, ej heller magtede de millionbeløbs-befængte musikvideoer at gøre et albumindkøb interessant. I et land som Danmark, hvor P3 ellers sidder vel mageligt på magten, nyttede det lige fedt med 'ugens uundgåelige' og A-rotationer. Pladerne samlede stadig støv på hylderne og blev hurtigt plastret til med løsagtige tilbudsklistermærker.

Branchen var presset og forsøgte nogle moralske modangreb imod piratkopieringen uden dog at komme med nogle egentlige og lovlige alternativer til musikkens nye vilkår.

Så kom MySpace, YouTube og blogkulturen. Åbne, nye platformer, der bød musikbrugerne op til dans og direkte interaktion. De store selskaber stod nærmest urokkeligt fast på deres ret til at afgøre, hvordan man formidler musik til folket. Det blev visse selskabers død og andres fusionering.

Bum, sagde det, da DIY-kulturen (Do It Yourself) og de små selskaber tog over og voksede sig mægtige. Independent-selskaberne havde fingeren langt nede i kunsten, forstået på den måde, at de ofte legede med mere grænsesøgende kunstnere, og så kendte de altid en superfed grafiker, der kunne lave art worket for en plovmand.

Alle disse udviklingstrin er led i og følger i en teknologisk udvikling, der har haft krise til følge for den stoiske pladebranche, men efterhånden har bundfældet sig som musikkens nye vilkår. Historien er velkendt, men ikke desto mindre insisterende interessant i dette nutidige lys, hvor konsekvenserne af den digitale revolution sætter sine varige spor .

Mangfoldighed

Ord i hobetal har kæmpet for at afdække pladebranchens langstrakte lammelses-tilstand. Man har været inde på nogle karikaturlignende skurketegninger, som oftest af førnævnte major labels.

Men har selve demokratiseringen af musikken fået lys efter fortjeneste? For vel er der masser af lort i branchen - etiske, uafklarede sondringer om ophavsrettigheder og den slags hørmere. Men der er også et tydeligt aftryk af mangfoldighed og kunstnerisk kraft i tidens samlede musikalske lydspor. Ikke nok med at alle med en computer kan komme til at lave musik; det er sågar muligt for alle at kanalisere musikken ud til resten af verden. Er den fed, får den tilhængere, er den dårlig, dør den. Det er i hvert fald den smukkeste og reneste udlægning af branchen i dag.

Dengang i de pengeglade slut-90'ere smed man gerne 700.000 kroner efter en musikvideo, som med held blev vist fire gange på MTV. I dag ved de fleste kunstnere, at man kan producere en plade for 100.000 kroner og dermed faktisk have en reel chance for, at den går break/even (tjenes ind, red.) Som artist er man ofte bevidst om alle mekanismerne ved en pladeudgivelse. Vel er det sværere at tjene penge i dag, men det betyder blot, at man må brede sine aktiviteter ud.

Der er nok af faldgruber i dette nye mangfoldighedsscenarie. For når alle kan producere og udgive musik, sidstnævnte eksempelvis via iTunes, så kommer der uundgåeligt til at være plads til en masse skidt ditto. Kigger man i krystalkuglen (og det ved alle, der har været til clairvoyant, betaler sig), så kan man blot håbe, at vi med tiden får skyllet det mest tarvelige musik fra, og at lovbryderne får en mere legitim vej.

Bilkas top 40

Lige nu er situationen imidlertid den, at vi takket være internet og fildeling oplever et boom af genrer og talenter. MySpace, iTunes og blogkulturen har haft en fuldfed finger nede i mange musikalske karrierer, lige fra Lily Allen og The Teenagers til Wildbirds & Peacedrums og Coco Rosie.

Mener man, at disse navne ikke vækker den store genklang, er det måske sandt nok. For i takt med dette skred mod en mere åben og tolerant musikscene har betydningen mellem overgrund og undergrund forskudt sig en anelse. Flere små scener og genrer opstår, og tilhængerne er ganske vist stadig småt grupperet, til gengæld findes disse grupperinger over hele verden, og de har kontakt med hinanden. Dermed kan en lille genre sagtens leve godt og formere sig, mens den sjældent antager form af fuldbyrdet mainstream eller 'allemandseje'. Succes er således ikke afhængig eller ensbetydende med mainstreamens vindretning eller Bilkas top 40.

Jeg spurgte for nylig en fagmand, og han beskrev ligeledes en tolerant og mangfoldig musikscene.

Henrik Marstal, som er musiker og ph.d. formulerede sig nogenlunde sådan her:

"Vi befinder os i en kreativ rodebunke af lyd i dag. Man kan høre, hvad man vil, hvornår man vil, og så er det ofte billigt, for nogle endda gratis. For blot nogle år siden mente mange, at musikkens fascinationskraft ville fortage sig - at spilkulturen ville overtage, eller at man ikke ville lytte til musik uden visuel ledsagelse. Men musik betyder stadig enormt meget for mennesker. Det er til gengæld et problem, at medierne nærmest ikke honorerer denne musikalske mangfoldighed, og at man i det offentlige rum stadig spiller den tykkeste mainstream. Det kan virke, som om medierne på den måde er flere år bagud i forhold til forbrugerne."

Det sagde manden.

Som folkemusik

Man skulle stadig være et naivt skarn, hvis man satte et ukrænkeligt lighedstegn mellem krise og god kunst. Man kan nøjes med at påpege, at der i den musikalske fødekæde indtraf et brud med den digitale revolutions komme. Et brud, som i første omgang medførte en sejlivet økonomisk krise for den etablerede pladebranche, alt imens folkene i den kunstneriske lejr tog udfordringen op og gik egne veje i en sådan grad, at det kunstneriske output runger af stadigt højere variation og kvalitet.

Gennem et par langsynede briller kunne man nærliggende kaste blikket mod den rullende finansielle krises betydning for det kunstneriske liv. Tør man håbe på, at ud af fattigdom følger klarsyn? Det kunne da tænkes, at de stramme tider gør, at man får skilt skidt fra kanel. At artister (musikere som andre), der har redet på en bølge af overmod og -forbrug falder fra, sådan at kun de mest talentfulde og dygtige overlever.

Måske handler tidens scenarie om, at musikken er ved at blive sat fri. Fri fra de det moderne livs kapitalistiske kløer. Der bliver jo hele tiden skubbet til opfattelsen af musik som en vare.

Plukket fra førnævnte samtale med Henrik Marstal, men en sort kop kaffe senere:

"Det merkantile aspekt er blevet stadigt mere nedtonet, og situationen minder mere og mere om, hvordan folkemusik blev spillet i gamle dage: Nogle betalte for at lytte, men de fleste gjorde ikke, og musikken var for alle alligevel."

Kan det tænkes? Er dette musikkens rejse tilbage til friheden?

I frihedens navn, eller måske sagt med mindre klingende marchklang: God musik lever og ånder som aldrig før. Tak til det digitale liv og kunstens impulser og til H... med krisen.

Malou Tüxen Barfod er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling, kulturskribent og musiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Skaarup
Michael Skaarup

Tak for en god artikel.

Jeg vil dog påpege, at cd-salget fra IFPIs bagmænd, ikke kan anvendes som mål for musiksalget. Hvorfor IFPIs tal er misvisende.

Tilføj whitelabel lp'er og indielabel cd'er fra internetshops, indieselskaber, og koncerter, der købes og sendes til forbrugeren, uden om danske grossister og detailhandlere. Og hvor mange ikke er underlagt KODA. og derfor, ikke figurer i IFPIs opgørelser.

Dernæst tilføj mp3'er.
Det salg er stødt stigende, har været det siden ITunes og ipods blev alle mands eje. Samt salget er blevet forstærket af udvikingen af mobiltelefon-enheder (med flere gigabyte ram.)
Hvilket indbringer en sekundær indtjening, i form af salg af ringtoner, til folk der ikke kan finde ud af overføre mp3'er fra deres computer.

Problemet for IFPIs bagmænd, er at de troede at deres forrentningsplan, vil holde for evigt, Og de altif skulle bestemte hvilket cd'er der lå under juletræet. Hvilket betyder, at de i dag, er reduceret til råvaredistrubionskanal af metervarer, imens andre skummer fløden. f.eks.Itunes, eller TDC's PLAY.

Brugerbillede for Stig Larsen

Musikbranchen er vil ikke i krise, der har alrig været så mange koncerter som nu. Det er vil pladeselskaberne der er i krise fordi de ikke tilpasser sig.

Brugerbillede for Massimo Fiorentino
Massimo Fiorentino

Der er stadigvæk krise set i det lys at kun ca. 135 af de 12.000 medlemmer af KODA, der har ret til udbetaling, rent faktisk kan hive mindst en minimumsløn ind på indtægter om året.

Benhård konkurrence, forfejlede støtteordninger, nedskæringer på kulturområdet, lukning af øvelokaler, manglende risikovillighed fra alle dele af musikscenen, fra spillesteder til public service kanalerne, plus en indgroet holdning fra menigmand om at musik helst skal være gratis gør, at undergrunden ikke fodres og vi risikrerer at mange talenter, der kunne være med til at drive dansk musik fremad gi'r op og dermed tabes på gulvet.

Der er brug for en vitaminindsprøjtning til hele den kunstneriske branchen og ikke mindst til dem, der rent faktisk rykker og har noget på hjerte, og som bør blive til mere end døgnfluer på MySpace. Men musikere bliver ved med at have politisk og kulturelt lavstatus, på trods af at vi på den anden side beundrer disse ildsjæle for deres talent og deres vovemod. Men der er grænser for hvor mange gange man gider være på røven før man stiller instrumentet på hylden og ser sig om efter et konsulentarbejde. Og der findes allerede mange eksempler på at vi som konsekvens heraf kan lide store kunstneriske, såvel som kulturelle tab.

Undergrunden lever, ja - men hvor længe?

Brugerbillede for lyng Brøndum Dyrholm
lyng Brøndum Dyrholm

Hej Marie Louise/ Malou??
Jeg skriver fordi jeg er ved at skrive et projekt om den danske musikscene i Danmark på RUC, og fandt din artikel meget interessant. Vi har i overvejet at bruge nogle atikler og interviews med Henrik Marstal, og så at du har lavet et interview med ham, som muligvis kunne være interessant at indrage dele af i vores projekt.. Jeg skriver derfor for at høre, om det var muligt at få lov at læse hele interviewet, og evt. bruge det?
Venlig hilsen Lyng