Kommentar

En europæisk Obama?

Savner vi en europæisk Obama? En politiker, der som vil være i stand til for alvor at engagere den europæiske befolkning omkring vores fælles værdier og med evnen til at tale på Europas vegne?
18. december 2008

De sidste måneder har Nicholas Sarkozy, som Frankrigs præsident, stået i spidsen for EU. Og det har han gjort meget bedre, end jeg havde ventet. Det var Sarkozy, der i forbindelse med Ruslands voldsomme fremfærd i Sydossetien og Abkhasien fik skabt en våbenhvile. Sarkozy optrådte som en repræsentant for Europa, som Rusland blev nødt til at respektere - måske mere i kraft af sin nationalitet end sin person.

Ville det samme være tilfældet, hvis Malta havde haft formandskabet i dette halvår? Havde en maltesisk repræsentant kunnet tale med lige så stærk en europæisk stemme?

Krisen i Georgien reaktualiserer nødvendigheden af, at vi i Europa får diskuteret, hvordan vi i fremtiden kan fremstå som en troværdig og vægtig aktør på den internationale scene.

Med en vedtagelse af Lissabontraktaten vil Europa få en fast formand eller præsident, der vil kunne repræsentere Europa udadtil i samarbejde med en formand fra det rullende formandskab, som vi kender det i dag. Der er flere grunde til, at det i fremtiden vil være fordelagtigt, hvis Europa kunne optræde med en stærk fælles stemme, der både afspejler den økonomiske magt, som vi i Europa repræsenterer, men også de demokratiske og humanistiske værdier, som vores fællesskab står for.

Én stærk stemme

I relation til vores store nabo Rusland er det helt oplagt, at et enigt Europa vil være bedre egent til at skabe fremskridt i relationerne - også internt i Rusland - end de mange bilaterale kontakter, Rusland måtte skabe til de enkelte europæiske stater.

På det globale plan vil en styrket europæisk stemme også stå stærkere over for store lande og økonomier som Indien, Kina, Brasilien, Mexico m.fl. som også er på vej politisk. Europæerne optræder i alt for høj grad i internationale sammenhænge med 27 stemmer. Der er næppe tvivl om, at én stærk europæisk stemme ville blive hørt tydeligere end 27, der meget vel kan have så mange nuancer, at budskabet drukner.

Danmarks fordel

En fast formand ville give EU en permanent frontfigur udadtil og styrke Europas stemme i verden.

Mange er tilsyneladende skeptiske over for denne konstruktion. Ikke mindst de tre store lande i EU - Frankrig, England og Tyskland - der altid har spillet en central rolle for formuleringen af den fælles europæiske politik. En fast formand kunne udgøre en modvægt til de store lande og sikre, at også de mindre medlemsstater bliver hørt. Jeg mener, en fast formand ville være til Danmarks fordel.

Men der er lang vej før en europæisk formand for alvor kan blive en realitet. Europæerne er slet ikke klar. Måske er det heller ikke muligt, før vi kan sikre, at en sådan præsident rent faktisk har en bred folkelig forankring i hele Europa. En Obama, der samler den brede befolkning, kan hun eller han næppe blive. En europæisk formand vil som det ser ud i dag have et svagere folkeligt mandat, fordi hun ikke er direkte valgt.

Uden indflydelse

I forbindelse med valget til Europa-Parlamentet næste år har det været foreslået, at de europæiske partigrupper ud over kandidaterne til parlamentet også skulle stille med kandidater til EU's topposter. Det gælder jobbet som Kommissionsformand, EU-udenrigsminister og potentielt den nye Permanente Formand eller Præsident for Det Europæiske Råd. Men sagen er den, at Parlamentet ifølge de gældende regler slet ikke har indflydelse på to af posterne og kun har en godkendelsesret over for Kommissionsformanden. Så i praksis er det for nuværende ikke muligt.

Vore fælles værdier

Men lad os benytte den store politiske interesse for karismatisk politisk ledelse, som Obama og Sarkozys forbavsende succes som formand for EU har skabt, til at tage en diskussion om dette forud for Europa-Parlamentsvalget næste sommer. Det er en diskussion, som har et langt tidsperspektiv, men som i lyset af den krise, vi står i lige nu og med de udfordringer, som de nye aktører på verdensscenen repræsenterer, er vigtig.

Hvad vil vi europæere egentlig? Vil vi hænge fast i vores traditionelle opfattelse af vores tilhørsforhold til en række halvstærke eller svage nationalstater? -Eller vil vi samles om de fælles værdier, vi har som europæere og handle politisk derefter? Og vil vi være mere villige til at gøre det, hvis vi kan finde en europæisk 'Obama'?

Johannes Lebech er medlem af Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu