Læsetid: 5 min.

Den evige undren

Platuglernes store tid er (endnu) ikke forbi trods nedsmeltning af alle enøjede påstande om privateriets velsignelser
Ens kroniske undren fik forleden ny næring ved sagen om den forsvundne it-direktør, i hvis slipstrøm der mangler mindst trekvart milliard kroner. Det er sågu mange penge.

Ens kroniske undren fik forleden ny næring ved sagen om den forsvundne it-direktør, i hvis slipstrøm der mangler mindst trekvart milliard kroner. Det er sågu mange penge.

Michael Altschul

6. december 2008

Den dag man holder op med at undre sig, er timen inde til at gribe sin skovl og grave sig ned. Det anbefales dog at vælge objektet for sin undrens ophør med omhu, for der er fortsat grund til rigeligt af den.

Danmark har således på syvende år en statsminister der har begået kreativ bogføring, manipuleret krigsårsagerne og turneret 180 grader på flere vigtige spørgsmål herunder jordens klimaudvikling. Og trods denne tvivlsomme adfærd, som jo ikke kan skilles fra en menneskelig faktor som karakter, nævnes den danske statsminister som kandidatemne til generalsekretærposten i NATO. Når folk har snydt i tilstrækkeligt omfang, tilstrækkeligt mange i tilstrækkelig lang tid, ophøjes bedraget i en anden sfære, og man kan på sin overtrukne konto i tidens fylde blive pave i Rom eller konge af Sverige - eller krigsminister i NATO.

Adskillige magthavere af et vist volumen af skruppelløshed har med forbløffende accept i sam- og eftertid bestridt, bevaret og udbygget deres positioner. Det er ingen nyhed.

Afdøde middelalderprofessor Skyum-Nielsen sammenlignede gerne nationale stoltheder som Valdemar den Store og bisp Absalon, kongens blodsbeslægtede slagsbror og forlængede arm - med kirke og hird solidt i den økonomiske, ideologiske og fysiske magtbasis - med en bananrepubliks mafiøse militærjunta. I rene ord en bande forbrydere, hvis mål uden hensyn var at rage til sig og holde andre nede.

Senere - takket være romantikernes sværmeriske dyrkelse af det nationale, nidkært fulgt op af vor tids flommedanskere - fik juntaen helte- og helgenstatus. Absalon til sidst en rytterstatue på det sted han byggede borg ved Havn, hvis omegn han i samme anledning utvivlsomt udplyndrede.

Disse folks forbrydelser mod liv og velfærd, fulgt op i kongerækkens foretagsomhed, legitimeredes i passende juridisk maskering, hjulpet flinkt til veje af kirkefolkets skriftkloge og knæsat i magt- og ejendomspræserverende lovbestemmelser og dekreter. Eller med vold og magt.

Fædrelandet

Middelmådigheder og rene idioter forlenedes med statens, fædrelandets, nationens hellige ophøjelse og i sammenhængskraftens forvåsede mystik.

Fædrelandet skylder man alt, hvilket retfærdiggør selv de værste uhyrligheder. Det kan være vanskeligt for ikke at sige umuligt at få øje på labanen, når denne er forklædt som konge i fjerbusk og epauletter.

Frederik 6. besejlede Frederiksberg haves kanaler tiljublet af den umyndige borgerkaste - kraftig opfordret af regimets agenter til at møde frem - skønt majestæten var ufattelig dum, selvretfærdig og humorforladt og tilføjede sit land ubodelig og varig skade. Nu står denne farlige nar og ligner noget ved indgangen til Haven.

Magtens prærogativer kamuflerer ofte ynkeligheden, hvilket meget vel kan være en forklaring på - én af dem - hvorfor prærogativerne regnes for så væsentlige af et utal af dem der stræber efter dem.

Ens kroniske undren fik forleden ny næring ved sagen om den forsvundne it-direktør, i hvis slipstrøm der mangler mindst trekvart milliard kroner. Det er sågu mange penge. Mindstsyvhundredmillionerkroner! Plus det løse, som ikke er gjort op. Ej heller i skrivende stund strengt taget om direktøren er skyldig, eller blot har fået en absence og forputtet sig i Dubai. Den slags sker.

Men man har lov at undre sig over at mindstsyvhundredmillionerkroner pist væk sådan høvler ud af et firma, uden at nogen opdager det. Ved bestyrelsesmøder taler man ofte sammen også om økonomien, det har selv klummisten, der ikke just er en havørn til pengesager og tal, i sin tid oplevet vedr. driften af dette beskedne blad, hvor man ville ane, hvis der manglede mindstsyvhundredmillioner kroner. I virksomheder, hvor penge spiller hele trillen, er det forholdsvis ubegribeligt at ingen får antydningen af mistanke om ugler i mosen.

CEPOS og opus Dei

Gang på gang ser man jo i den såkaldt virkelige verden, hvor overbevisende det private erhvervsliv er til at forvalte store summer, hvad enten det foregår her eller i Island. For nu at udvikle mulighederne for privat foretagsomhed foreslår CEPOS - som til oplysning er en borgerlig pressionsgruppe hvis medlemmer ikke vil betale skat, og som ligesom de republikanske af slagsen ovre i Amerika uden dækning i produktet kalder sig en tænketank - at nedsætte dagpengene for arbejdsløse til ét år, hæve pensionsalderen med et par, samt stryge efterlønnen. Ingen smalle steder på andres vegne.

Folk skal i alt syv år mere i arbejde for at kunne finansiere ... ja, hvad egentligt? CEPOS' skattelettelser til sig selv og medlemmerne såmænd.

De penge CEPOS- drengene ikke behøver betale til det foragtede fællesskab, kan de så bruge til disse sunde investeringer, der har det med at forsvinde på vej til og fra en lufthavn i Dubai. Ja, undskyld. Pengene ligger ikke altid bedst i borgernes lommer; det kommer i hvert fald an på hvilke borgere og hvis lommer. CEPOS fremlægger deres sjove tal om en 2008-nyfødt borgers livslange træk på de offentlige kasser, tal der forekommer som et værdigt svar på Fogh Rasmussens kreative bogføring.

CEPOS er som antydet ikke alene en pressionsgruppe med ideologisk indflydelse på det rådende flertal, men lige så meget en religiøs sekt. Ihærdigheden minder om Opus Dei bevægelsen eller jesuitterne, hvor nidkærheden i egen faste tro står over selv det selvindlysende. Den grønt lysende liberalisme er svaret på alt, som Vorherre er det for den kategori af troende, for hvem al tvivl og anden opfattelse er udelukket.

Sladderchefen

Her kan man føle sig fristet til at indstille sin undren. Mod ensidigheden og fanatismen, dumhedens fætre kæmper selv et internationalt finansielt sammenbrud forgæves. CEPOS' svar på nedsmeltningen, af hvis omsiggribende faser vi ifølge sagkyndige kun har set de første, er mindre offentlig indblanding, mindre stat, mere privateri, mere grådighed. Greed is good. Når det gik så galt, skyldes det i CEPOS' liturgi at staterne overhovedet har blandet sig. Havde ingen betalt skat, alle selv opereret sig for blindtarmsbetændelse, bygget huse hvor de ville, brugt løs af ressourcerne og privatiseret kongehuset, og var staten reduceret til det Fogh Rasmussen'ske gamle krav om minimalsamfund i den længst afsvorne, men næppe glemte bog, kørte vi nu alle rundt i firhjulstrækkere,boede på Strandvejen og spiste kaviar af papiret. De få der ikke kan klare mosten, indrømmer CEPOS ydelsen af fattighjælp og nådsensbrød. Men så heller ikke mer.

Hvor ens undren er så levende som nogensinde er ved oplevelsen af mediernes flittige brug af CEPOS, som om virksomheden er en uvildig forskningsinstans, hvor ordet liberal blot er som den uskyldige og overflødige oplysning proteinprocenten på pakken med popcorn.

TV 2 har omsider ansat SE og Hør-redaktøren, fordi sladderchefen så at sige boede på stationen. DR burde i betragtning af redaktionernes flittige henvendelser til disse syvendedages liberale fantaster drage deres egen konsekvens og ansætte CEPOS. Hele hoben, dem alle: cheføkonomerne, chefjuristerne, chefnummermændene; de er åbenbart alle chefer i den emsige skattenægterlobby. Og den kan man egentlig ikke bebrejde at den får taletid i alle legemsdele, men derimod de redaktører der ikke udviser mere kritisk sans. Eller undren over hvor billigt CEPOS kan komme til pointerne uden at dø af grin over sig selv.

Vor undren som til forn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Georg Metz:

”Danmark har således på syvende år en statsminister der har begået kreativ bogføring, manipuleret krigsårsagerne og turneret 180 grader på flere vigtige spørgsmål herunder jordens klimaudvikling. Og trods denne tvivlsomme adfærd, som jo ikke kan skilles fra en menneskelig faktor som karakter, nævnes den danske statsminister som kandidatemne til generalsekretærposten i NATO. Når folk har snydt i tilstrækkeligt omfang, tilstrækkeligt mange i tilstrækkelig lang tid, ophøjes bedraget i en anden sfære, og man kan på sin overtrukne konto i tidens fylde blive pave i Rom eller konge af Sverige - eller krigsminister i NATO.”

Man kan ikke ofte nok stille spørgsmålet om, hvor længe vi skal vente på at oppositionen, medierne og den danske offentlighed stiller den danske statsminister til ansvar for sine ugerninger i forbindelse med det militære overfald på Irak, subsidiært at statsministeren bliver udleveret til retsforfølgelse i udlandet?

Den Internationale domstol i Haag har i de senere år haft travlt med at dømme krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien og Afrika. Det ser dog ud til at domstolen har et blindt øje, når det gælder ledere fra de rige lande i Vesten.

Bush, Blair og Fogh har startet en ulovlig angrebskrig mod Irak og besættelsesmagten har i den sammenhæng systematisk anvendt tortur, begået massakrer mod civilbefolkningen og anvendt ulovlige kemiske våben.

Fogh & Co. har startet en blodig og beskidt borgerkrig i Irak, som ingen i øjeblikket kan se en ende på. En nyere undersøgelse viser, at der siden krigens ophør er blevet dræbt mere end en halv million irakere.

Bevismaterialet mod statsministeren og hans kammerater er ganske overvældende, og det burde være en formssag at få dem dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Lad os håbe at retfærdigheden snart sker fyldest!

@ Per
Der sker intet så længe de borgerlige medier, DR og TV2 undlader at stille kritiske spørgsmål til AFR og flertallet af befolkningen er ligeglade.

Kjeld Hoff Olsen

Kære Georg Metz - som så ofte formulerer du dig
elegant og sætter tingene ind i større, rette sammen-
hæng. Det er en fornøjelse og nogle ligefrem befri-
ende at læsedine Intermetzoer. Sammen med bl.a.
Ulrik Dahlin, Jørgen Steen o.a sørger du for at gøre
Information til den vigtigste politiske avis i Danmark.
Tak, tak

Inger Sundsvald

Jeg synes ikke det er helt fair sådan at rive os naive tossegode danskere sandheden i næsen. Hvor skal vi nu gøre af vores illusioner? Vi sov lige så godt.

Georg Metz hr jeg altid læst med glæde. Vi er tit rygende uenige, men han skrier godt, argumenterer godt - og han har aldrig været bedre end nu. Go on, George!

Georg Metz hr jeg altid læst med glæde. Vi er tit rygende uenige, men han skriver godt, argumenterer godt - og han har aldrig været bedre end nu. Go on, George!

Søren Kristensen

- Mr. Primeminister Anders Fogh Rasmussen, You are often seen in various capitals around the world. Why don´t You spend more time in your homeland?

- There is nothing to come for.

"Platuglernes store tid er (endnu) ikke forbi..."

Kommer dommerdag da? Start regndansen mette vuns eller mediecirkuset. Kan you do det? Lad os sætte vores vores lid til Justitia. Røvpulet og hårdt taget bagfra af en eller anden bændelorm. "Vi BETALTE!" råbte de. I efterlod hende bevistløs og forhånende kastede i jeres ubrugelige 25ører i nakken af hende, som MAN gør ved østeuropæiske prostituerede. Hvad fanden er dit problem Hieronimus?

Er du hoppet på de kristnes profetier? Eller forventer du, at de gale videnskabsmænds arbejde i Genevé lader mennesket opofrelse sig i 'eternity'. Mørke kræfter lurer i det fjerne... "here-we-go-again" hyler eurodance hitlisten på en middelhavsø krydret med de obligatoriske synthesizere.

$Det lyder hult - men, men, men pas på isøksen der kommer flydende igennem rum og tit.

nihil sub sole novum