Kronik

Fairtrade mangler at være fair

- eller historien om en multinational - der i ord gerne vil hjælpe de fattige - men har rod i etikken
11. december 2008

Ingen kan vel vende sig imod principperne om, at handlen med Den Tredje Verden bør være mere fair. Det gør jeg heller ikke. Jeg er tværtimod en glødende tilhænger af globaliseringen, men det skal gå ordentlig for sig - og det kniber det med mange steder. Det gælder også de Fairtrade-teplantager i de lande, vi besøgte i forbindelse med optagelserne til tv-dokumentaren Flip The Coin - Den bitre smag af te, som jeg har lavet sammen med min norske kollega, Erling Borgen.

At f.eks. en teplantage i Sri Lanka i 14 år har været certificeret, kontrolleret og godkendt af den multinationale koncern, Fairtrade/Max Havelaar (FT) er i hvert fald ikke noget, der overbeviser mig om FT's værdier og formål. For i plantagen bruger de stadig sprøjtegifte på en måde, der strider mod alle internationale anbefalinger og - ikke mindst - FT's egne krav. Og for arbejderne er det vel ikke den store julegave, at de for 12 år siden fik et gasblus. Eller for den sags skyld en termoflaske og en vasketøjskurv elleve år senere. Nej, vel.

Men så er det jo godt, at man også kan låne Fairtrade-penge til en rente på 10 pct. Det er jo meget billigere end i de almindelige banker i Sri Lanka, forklarer den danske generalsekretær, Judith Kyst. Javel.

Åbenbart forstår Judith Kyst ikke, at te-arbejderne ikke kan låne penge i en almindelig bank. De ejer intet - og kan derfor ikke stille noget som helst som sikkerhed.

Vi vil så gerne tro på FT. Og når FT udsteder en garanti for, at forholdene vil blive bedre for arbejderne i te-plantagerne, hvis man betaler en ekstra pris for en Fairtrade-mærket pose te, så giver det jo en 'gør noget gavnligt'-fornemmelse som forbruger. Men denne Fairtrade-garanti gælder ikke mere - og har ikke gjort det i mere end et år. Gad vide hvad Forbrugerombudsmanden siger til, at man den dag i dag stadig kan købe te med en påtrykt garanti, der ikke gælder mere?

Efter i godt en måned, at have afvist stort set enhver påstand og kritik, der fremkommer i udsendelsen, vendte Fairtrade/Max Havelaar om på en tallerken blot tre dage før, udsendelsen blev bragt.

Nu ville man godt erkende, at anmeldte kontrolbesøg i te-plantagerne ikke er nok, men at der skal fokuseres på flere uanmeldte besøg, mens der i en række plantager skal fornyede kontrolbesøg i gang. Det er her, at det for alvor begynder at blive interessant. For under forløbet med at producere udsendelsen modtog vi en række interne dokumenter, der fortæller en helt anden historien om Fairtrade/Max Havelaar.

Fra at henholde sig til at man blot er en "lille ngo", kan vi nu dokumentere, hvordan hovedkvarteret i Tyskland, FLO (Fairtrade Labelling Organisation) styrer butikken med jernhånd.

Samtlige Fairtrade-certificerede plantager i Indien og Sri Lanka var i god tid af hovedkvarteret i FT i Tyskland blevet "advaret" om, at vi en dag måske kom på besøg. Det vidner om, at FT ikke har den store lyst til at blive kigget efter i kortene.

Fairtrade/Max Havelaar i Danmark, der modtager godt tre millioner kr. i årligt tilskud fra skatteyderne, er jo "åben og transparent", som de beskriver sig selv. Den øverste direktør for hele koncernen FLO er Robert Cameron. I et dokument, hvor en plantage beder om råd om, hvordan de skal besvare skriftlige spørgsmål fra mig, lyder Robert Camerons råd:

"Vi vil fortsætte med at konfrontere tv-folkene og vil ikke tøve med at gribe hårdt ind, hvis vi føler, at udsendelsen indeholder unøjagtigt materiale."

I svarene fra Fairtrade-plantagerne kan vi i dag dokumentere, at det i virkeligheden er hovedsædet FLO i Tyskland, der har besvaret en del af de spørgsmål, vi har stillet til direktørerne for plantagerne. Hele passager fra hovedkvarterets forslag til svar er direkte kopieret over i plantagernes svar til os.

Rigtigt slemt står det til i de Indiske Fairtrade-plantager, som vi besøgte. Her viser adskillige dokumenter, hvordan Fairtrade-penge står indefrosset på lukkede konti - kun kendt af plantagens ledelse. De samme plantager beder FLO i Tyskland om at anlægge en mere aggressiv linje over for kritiske journalister, og det bakkes op af hovedkvarteret i Tyskland.

Af de dokumenter, vi er i besiddelse af, fremgår det, at de to økologiske Fairtrade-teplantager i Indien har blandet te fra forskellige plantager - i strid med alle regler. Men den slags skal vel fanges af kontrollen? Tja, den norske avis Dagens Næringsliv bragte for et år siden en beskrivelse af, hvordan et kontrolbesøg i en Fairtrade-certificeret te-plantage i Indien kan forgå.

Ifølge den tidligere præsident for FLO i Tyskland, Paola Ghillani, kan det se sådan ud:

"Da en teplantage skulle inspiceres i Indien, slap inspektørerne for at rejse ud til plantagen, for inspektionen fandt sted i en lufthavn", udtalte Paola Ghillani.

Den tidligere præsident for FLO i Tyskland blev fyret, da hun ville reformere og professionalisere kontrolfunktionen. Til Dagens Næringsliv udtalte hun senere:

"Inspektionerne var ikke uafhængige og professionelt nok styret fra hovedkontoret i Bonn. Inspektørernes rolle er ikke at yde teknisk assistance, men at kontrollere hvorvidt Fairtrade-standarderne bliver overholdt. Inspektørerne var af og til alt for gode venner med dem, de skulle kontrollere."

Fra plantagerne i Indien har vi efterfølgende modtaget vedtægterne for det særlige Fairtrade-råd, der er en af hjørnestenene for at blive certificeret af koncernen. Det er arbejderne, der i fællesskab skal beslutte, hvad Fairtrade-pengene skal bruges til. Men af vedtægterne fremgår det, at de arbejdere, der kan blive medlem af rådet, skal være 'udvalgt' - og ikke demokratisk valgt. Ikke nok med det, en teplukker kan kun blive medlem af Fairtrade-rådet, hvis hun er i stand til at læse og skrive. Noget som mig bekendt kun omfatter 60-65 procent af arbejderne, hvilket vil sige, at resten er afskåret fra den demokratiske proces, som netop hyldes af Fairtrade/Max Havelaar som en del af grundlaget for certificeringen. I september måned 2008 - langt tid efter vi har afsluttet vores optagelser - rejser generalsekretærerne fra Danmark og Sverige af sted med et videokamera. Nu skal alle påstande og kritikpunkter en gang for alle tilbagevises ud fra den velkendte teknik: Skyd budbringeren.

Fairtrade/Max Havelaar i Danmark hævder derefter, at vi har snydt og bedraget arbejderne. Vi har tilbudt mælkepulvererstatning til en ældre kvindelig teplukker for at få hende til at udtale kritik af Fairtrade. Hun medvirker i øvrigt ikke i udsendelsen, kan jeg tilføje. Dernæst siger FT i Danmark, at nogle af de arbejdere, vi har interviewet, angiveligt har trukket deres udtalelser tilbage. Det sker med henvisning til, at vi skulle have ført dem bag lyset og bl.a. arbejdet under falsk identitet. Det tog to dage, så havde vi underskrevne erklæringer fra flere arbejdere, der tværtimod stod fast på, hvad de havde sagt, og at vi hverken havde tilbudt dem mælkepulvererstatning eller udgivet os for at være andre end det, vi er: Et tv-hold i gang med at producere en tv-udsendelse til skandinavisk tv.

Den norske afdeling af Fairtrade har nu offentliggjort nogle af de video-interview, som deres nordiske medlemmer har gennemført i de samme plantager, som vi besøgte. Men her viser det sig, at det bl.a. er Fairtradeplantagens direktørs egen kone, der var skandinavernes tolk. Hun er i øvrigt også vicedirektør på plantagen.

Teplukkerne, man kan se på Fairtrades egen film, er særdeles tilfredse med Fairtrade. En gruppe på fem-seks kvinder har fået en fiks lyseblå uniform på, og der synes ingen ende på, hvor fantastisk FT er til at hjælpe de fattige arbejdere.

Tilbage står spørgsmålet om, hvor åben og genemsigtig, Fairtrade/Max Havelaar egentlig er. Er der reelt en forskel på de multinationale selskaber, som Fairtrade forsøger at værne forbrugerne imod og så deres egen måde at drive butikken på?

Eller som man siger i mange udviklingslande: "It's same, same - but different".

Tom Heinemann er freelancejournalist og tilrettelægger af en serie tv-dokumentarer om globaliseringens bagside

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Jeg er meget enig med Tom Heinemann - Max HavelaarFairtrade har stort problem. Jeg skrev en kommentar til Fairtrades generalsekretærs seneste påstande i Information - den blev der ikke plads til - her er den så:

Efter DR1 dokumentaren ”Den bitre smag af te” og den affødte debat, mener jeg at Max Havelaar gør en alt for lille forskel. Men hvor forholdene ude i te plantagerne kan forbedres, ser det værre ud med troværdigheden.

For nu tilbyder Max Havelaar mere kontrol med producenter og leverandører, men jeg leder efter troværdighed. Kontrollen er ikke nogen garanti, det er et redskab og i øvrigt noget Max Havelaar betaler et andet firma for at udføre. Jeg har brug for troværdige oplysninger, dvs. løbende oplysninger om hvor der er problemer og en debat om hvordan man vil løse de konkrete problemer.

Når jeg synes at Max Havelaar Danmark har et troværdigheds problem, så hænger det sammen med den måde de tackler denne sag. Hverken generalsekretæren el. andre ansvarlige personer fra fonden har været særlige aktive i debatten. De debattere ikke, men skriver et par indlæg hvor de påstår at debatten og dokumentaren ikke ”er dækkende”. De svarer ikke på de indlæg deres påstande afføder. Der er ingen debat på deres hjemmeside, kun deres egne påstande. Og det er ikke tilfredsstillende i 2008 og det er specielt utilfredsstillende når fonden modtager flere millioner om året i støtte fra Danida. Om ikke andet så forpligter de mange millioner fonden på den offentlige debat og det i helt særlig grad når det viser sig at de mange millioner ikke har gjort nogen målbar forskel.

På den baggrund minder Max Havelaar mig om de voksende problemer i den bæredygtige handel og dets mærkningsordninger. Store ord lovprisninger og garantier som ikke holder hvad de lover, og det er dybt problematisk for det vi alle kæmper for, nemlig en mere økologisk bæredygtig og dermed retfærdig handel. Efter 10 år med Trade Fair i handlen er det simpelthen ikke godt nok.

Norske Dagens Næring har også fokus på problemet i denne artikel: http://avis.dn.no/artikler/avis/article6258.ece