Læsetid: 5 min.

Det flydende fastland

Da jordskælvet ramte den lille storsvindler og en forlist politireform
Da jordskælvet ramte den lille storsvindler og en forlist politireform
20. december 2008

Et jordskælv gik over landet tirsdag. Tidligt om morgenen, da klummisten lå i sin seng og skrålæste i Schopenhauer, rystede pludselig hele huset, det rumlede i murværket, og servanten klirrede; lige de tre - fire sekunder der skal til, før man opdager at det ikke er madame, der vender sig på puden, men jorden der skælver.

Det skete, det utrolige, og er sket før i foreliggende levetid, engang i 50'ernes midte, da Nordsjællands sommerhusland gav sig en næppe mærkbar anelse, men dog med potens nok til at flække marieglasset i den gamle kakkelovn. Det er længe siden, men uforglemmeligt.

Erfaringerne beretter bøger om menneskenes skrøbelighed over for disse kræfter og burde stemme sindet ydmygt, hvilket sikkert er for meget forlangt, når ingen danskere kom noget til, som Radioavisen siger, når de forsøger at retfærdiggøre omtalen af andres ulykke.

Et øjeblik fik dette geologisk forkælede smørhul et strejf af en anelse om, hvad det vil sige, når begrebet fastland bliver flydende. Memento.

Bjæffende skadefryd

Og så til det sædvanlige: fup, fifleri, småsnyd og kreativ bogføring.

Hjem kom den meget omtalte storbedrager, der selv har erkendt sin brøde og derfor med sindsro kan omtales som sådan. I radioen fik de også lige med, da de selv havde set manden, at han er lille. Ikke nok med at han er storsvindler, han er også lille.

Hvad det så kommer sagen ved; ikke andet end at det tilfredsstiller den indre bjæffende skadefryd. Nu får han, hvad han har fortjent, ham den lille. Nu ligger han ned, ham den lille. Gnæg, gnæg. Til livet hører hykleriet som foden til hosen og hånden i handsken.

I politik er dette forhold særligt synligt. Hvad en opposition finder forkasteligt, besværer den sig ikke over i regering. Hvad regeringspartierne foretager sig, ville de himle op om i opposition og forlange ministrenes hoved på et fad. Kunsten er at få inkonsekvensen til at ligne ræson og rationale og ikke simpelt hykleri. Et fast flertal neutraliserer indtrykket af dobbeltmoral.

Dansk Folkeparti udgør en sælsom blanding af givetvis oprigtig forargelse over afvigelser fra normalitetens ensporede moral. Partiets talsfolk forlanger af andre den overskuelige adfærd, de selv begriber. Bøsser og lesbiske med forældreambitioner skal ikke have det for nemt; børn skal opdrages af én mand og én dame, ellers ligner det ikke noget fra gamle danske film. Ikke for direkte at straffe de unormale, men for at det ikke skal kunne betale sig at være bøsse.

Straf for at miste sit job

Som når de to andre borgerlige partier taler om de arbejdsløse: Det skal ikke kunne betale sig, nej, det skal ej; derfor må folk også undgælde for at miste jobbet og skal afsende fire ansøgninger om ugen. Indtil arbejdsgiverne sagde stop, fordi de ikke længere gad sidde og rode med meningsløse pro forma-ansøgninger. Beskæftigelsesministeren finder straks skylden i alle dem, det går ud over. Alle de der ikke tager opgaven alvorligt, skønt ministeren, om han blot havde én enkelt hjernecelle til rådighed for arbejdsmarkedet, burde kunne sige sig selv at fire ansøgninger om ugen er knald i låget.

Ministerens bekymring for om folk kommer i arbejde er hykleri. Han er selvfølgelig skingrende ligeglad, når blot han dagligt kan demonstrere sin magt over for arbejdstagende folk, som han pr. instinkt og politisk kodning ikke elsker.

Hykleriet melder sig altid med fuld musik ved ministeransvarlighedskonflikter. Her skal en politisk modstander, når det står til Dansk Folkeparti, og det kan betale sig, ikke vente nåde. Under andre omstændigheder kan det godt gå an. Det er overflødigt at forestille sig, hvad partiet ville have gjort, hvis en socialdemokratisk minister havde fusket med bilagene og købt 'naturfilm' og cigaretter på skatteydernes regning. Ud af klappen ville kravet være.

Man hører for sit indre øre Folkeparti-talsmandens sonore salvelsesfulde røst og Kjærsgaards mopsede beredskabsretorik udlægge teksten. Men nu var bilagsrytteren venstremand, oven i købet finansminister, der ligesom sin forgænger ikke var stiv i elementære regler for korrekt adfærd (men nu og da af indholdet af bilagte fadbamser).

Den første venstrefinansminister blev også siddende i årevis, skønt han som en anden platugle på discountklasse fedtede med sine sommerhusadresser og siden blev Folketingets formand.

Det betyder ikke noget, hvordan det ligger med landet, når blot flertallet har den farve, det har for tiden, på hvilket den efterfølgende finansminister blev et levende bevis.

Såfremt de Konservative havde stået over for - lad os bare igen sige - en socialdemokratisk justitsminister, der rendte fra en forlist politireform, siden blev partiformand og økonomiminister i den alvorligste økonomiske krise siden 1930'erne, skal man ikke være Oraklet i Delfi for at forestille sig reaktionen i Folketinget og i offentligheden.

Vi - et primitivt samfund

Her trådte så regeringsstøttepartiet i karakter. DF er jo - uden skelnen til forbrydelsens årsag - stærkt optaget af lov, orden, kæft, trit, retning og opstramninger. Men først og sidst kan partiet ikke døje de Konservative - rivalerne i luksusudgave, som står i vejen for de ministerposter, DF åbenlyst attrår. Lene Espersen er det nye ansigt på deres afsky, fordi hun står for meget af det samme som DF.

Espersen er den justitsminister siden Albertis genindførelse af pryglestraffen, der har gennemført flest stramninger over for kriminelle og med en dehumanisering af justitsvæsenet i et omfang, man kender fra primitive samfund, som vi efterhånden kan sammenligne os med.

Fagligt betingede argumenter og solid viden om kriminalitet og lovovertrædere har for Lene Espersen aldrig været en hindring for dette ideologiske korstog mod det forsvindende mindretal i det danske samfund - som hovedregel et mindretal af sociale tabere - der forkludrer tilværelsen i konflikt med straffeloven.

Redskabet til den effektive side af kriminalitetsbekæmpelsen, der jo også skal til, er imidlertid under tidligere lov-og-ordensminister Espersens hånd misligholdt. Politiet fungerer vist kun i det omfang, politireformen ikke er ført igennem.

Bliver man overfaldet af en løsgående fantast i it-branchen, skal man ikke kalde 112 og tro, at politiet ligefrem viser sig i samme uge.

Hvad gør man så, når lokummet brænder og nøglen sidder indvendig. Så fyrer man den øverste embedsmand, hvilket skete, da Brian Mikkelsen - tidligere kulturminister med ansvar for kulturlivets armodiggørelse - gav Rigspolitichefen det store los over i de kommitteredes farveløse, men velaflagte brigade.

I sager af denne art må man fortsat spørge, hvorfor politikere med så store fiaskoer bag sig ikke træder frem - og træder tilbage. Danske regerende politikere har det med at sige: Jeg tager det fulde ansvar. Hvilket jo er bedårende, da de har det fulde ansvar.

Men de siger det som regel også kun, når det ikke har nogen omkostninger. Det ville det have, hvis Lene Espersen erkendte sit store ansvar for en elendigt gennemtænkt og forberedt, ilde gennemført og ikke fungerende reform. Derfor er ansvarspåtagelsen i denne sag også bemærkelsesværdig lavmælt.

At Lene Espersen på baggrund af sin demonstrerede grad af duelighed står over for en bjergkæde af økonomiske problemer, der fordrer tankegang, nævnes blot igen i forbifarten.

Herre, se i nåde ned til den hele redelighed, som Gustav Wied sagde om tilstandene i det hjemsøgte kongerige Rugmelien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Ja hvorfor tager Lene Espersen ikke ansvaret for Politireformen og går i stedet for at gøre Hesselbjerg til syndebuk. Det ville være befriende hvis de borgerlige politikere begyndte at tage ansvar også for de ting der går dårligt,
Den gang statens overskud lå godt over 50 mia. kr. pga. de høje oliepriser, fortjeneste på pensionsafkastet og skibsfarten var det alene regeringens fortjeneste, men med en dårligt utænkt og udført politireform er det alene politichefens skyld.

Metz:

"Det betyder ikke noget, hvordan det ligger med landet, når blot flertallet har den farve, det har for tiden, på hvilket den efterfølgende finansminister blev et levende bevis."

Næh, der er nemlig aldrig noget at komme efter så længe man disponerer over 90 mandater i dagens Danmark...

Steen Erik Blumensaat

En herre der ansætter en tjener, bliver slave af tjeneren.
Før valg er de folkets tjenere, efter valget folkets herre.
Principiom individuationis.

Inger Sundsvald

”Lene Espersen er det nye ansigt på deres afsky, fordi hun står for meget af det samme som DF.”

Ja konkurrence har de aldrig været glade for i DF. De VIL være de mest afskyelige.