Kronik

Vi hjælper gerne med et konstruktivt blik på universitetsloven

SF og de radikale hilser Socialdemokraternes vilje til at revidere universitetsloven velkommen. Et universitet baseret på forskningsfrihed er nødt til at have flere demokratiske elementer, end den nuværende lovgivning giver rum for
SF og de radikale foreslår, at institutbestyrelserne suppleres af et valgt institutråd, så bl.a. de studerende får større indflydelse. Her byder KU-s rektor, Ralf Hemmingsen, nye studerende velkommen.

SF og de radikale foreslår, at institutbestyrelserne suppleres af et valgt institutråd, så bl.a. de studerende får større indflydelse. Her byder KU-s rektor, Ralf Hemmingsen, nye studerende velkommen.

Rune Evensen

Debat
5. december 2008

I 2003 blev der vedtaget en ny universitetslov, som vendte op og ned på ledelsesstrukturen på universiteterne. Det øverste styrende organ blev afskaffet til fordel for en bestyrelse med eksternt flertal, og ledere valgt af kolleger blev erstattet af ansatte ledere. Omvæltningen var så gennemgribende, at den tåler sammenligning med skiftet tre årtier tidligere fra det såkaldte professorvælde til en demokratisk form for kollegialt selvstyre.

Ledelsesreformen var VK-regeringens ide, som Socialdemokraterne gik med på som forligspartner. I SF og Det Radikale Venstre kunne vi ikke støtte loven, og det kan vi stadig ikke. Ikke fordi den gamle lov var perfekt, men fordi den nye ikke bød på ændringer til det bedre, men til det værre. For når man så ensidigt lader topstyring træde i stedet for medindflydelse fra forskerside, så går det ud over forskningsfriheden og dermed i sidste ende også kvaliteten.

Derfor er det glædeligt, at Socialdemokraternes forskningsordfører, Kirsten Brosbøll, i en kronik her i avisen gør det klart, at Socialdemokraterne ser problemer i universitetsloven og kræver en grundig evaluering af den i 2009, som kan munde ud i en lovrevision. Kronikken viser forståelse for mange af de kritikpunkter, vi har påpeget, så selv om vi næppe får forligspartneren S med på et opgør med samtlige problematiske punkter i loven, åbner kronikken op for et større fælles fodslag mellem S, SF og de radikale i universitetspolitikken.

Vi mener, at Brosbøll slår ned på vigtige problemer, såsom at ministeriet holder bestyrelser og rektorer i kort snor og blander sig i selv de mindste detaljer. Her er der enighed mellem vore partier om, at detailstyringen og udhulingen af basismidlerne til forskning må høre op. Men vi mener ikke, hele billedet kommer med og savner også konkrete forslag til forbedringer, så derfor hjælper vi gerne til med et konstruktivt blik på universitetsloven.

Krisetegn

Der er både behov og grundlag for at starte en bred politisk diskussion af mulige forbedringer nu, idet der allerede foreligger en række 'evalueringer' fra eksperter ud i lovens konsekvenser, nemlig forskerne. Som Brosbøll selv nævner, viser en undersøgelse, at en stor del af dem overvejer at forlade universitetet. Dette krisetegn har ifølge hende ikke meget med loven at gøre, men derimod med regeringens finansieringspolitik, der gør frie basismidler til konkurrenceudsatte midler, og dermed skaber usikre og bundne forskningsvilkår. Vi er helt enige i, at disse ændringer har forringet universitetet som arbejdsplads og skabt risiko for en begyndende forskerflugt. Men krisetilstanden hænger også sammen med universitetsloven.

En ny undersøgelse foretaget af Dansk Magisterforening viser således, at 60 pct. af universitetsforskerne mener, at forskningsvilkårene er blevet forringet efter lovens indførelse. Adspurgt specifikt, om den har haft negativ effekt på deres forskningsfrihed, svarer en tredjedel ja. Det er vel også derfor, at en nylig underskriftsindsamling kunne samle en betragtelig del af de universitetsansatte i Danmark om en række krav, herunder ønsket om en ny universitetslov.

Når nu Socialdemokraterne lægger vægt på både medarbejdertilfredshed og forskningsfrihed, er det svært at forstå deres fastholdelse af, at ledelsesreformen var "fornuftig og nødvendig". Brosbølls begrundelser lyder, at "forskningsfriheden blev slået fast med syvtommersøm i forbindelse med universitetsloven", og at "der ikke er noget modsætningsforhold mellem forskningsfrihed og en stærk ledelse." Men de begrundelser holder ikke vand.

Korte syvtommersøm

Selv om lovens formålsparagraf taler om, at "universitetet har forskningsfrihed og skal værne om denne", siger en anden paragraf, at institutlederen kan pålægge forskerne opgaver, og at de i den resterende arbejdstid kan forske "frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer". Er forskningsfriheden hermed fastslået, er det med verdens korteste syvtommersøm. Loven giver frihed til universitetet som institution og ikke til den enkelte forsker, hvis frie forskning defineres som en reststørrelse, der skal foregå inden for institutionens strategiske rammer. Det åbner desuden op for politisk styring, da rammerne fastsættes i de såkaldte udviklingskontrakter, som kræver ministerens godkendelse.

Der behøves ingen større evaluering for at indse, at denne paragraf må ændres. Og det er ikke paragrafrytteri uden virkelighedsforbindelse, for i den nævnte undersøgelse oplyser hver tredje forsker, at institutionens forskningsstrategi har forhindret dem i at forske i selvvalgte emner. Derfor har vi også svært ved at se, hvordan Socialdemokraterne kan mene, at der ingen modsætning er mellem den stærke ansatte ledelse og forskningsfriheden. Med mindre de da har overtaget Helge Sanders amputerede begreb om forskningsfrihed, som kun gælder frit valg af metode og ikke emne, men så langt rækker vores forestillingsevne ikke.

Problemet er altså, at universitetsloven taler om at "værne" om forskningsfriheden, men ikke giver forskerne nogen indflydelse på vilkårene for at udøve den. Værnet overlades helt til ansatte ledere, som er underlagt forskellige eksterne krav. Hvordan løser vi det? Hvor kan der tages fat?

Råd skal styrkes

Vi vil fremsætte to konkrete ændringsforslag, som vi både mener er nødvendige for at undgå en truende forskerflugt og realistiske i forbindelse med en lovrevision. For det første foreslår vi en udvidet kompetence til Akademisk råd, hvis valgte medlemmer rådgiver ledelsen om forhold af betydning for det akademiske virke såsom den interne fordeling af midler. I dag er rådet uden nogen som helst væsentlige formelle beføjelser, endsige sanktionsmuligheder, hvis der ikke lyttes til dem, hvorfor det ofte sættes uden for indflydelse. Selv da DTU's rektor 'glemte' at præsentere budgettet for Akademisk råd, var lovens bestemmelser utilstrækkelige til at sikre, at det reelt blev hørt. Rådets position i forhold til universitetsledelsen må altså styrkes, så de ansatte ledere får incitament til at lytte til de faglige inputs. Det skal tildeles den kompetence, at det skal sige god for større beslutninger om f.eks. budget eller udpegning af nye ledere, før disse kan få effekt. Dermed kan rådet ikke længere siddes overhørigt, hvilket mindsker risikoen for ukvalificerede beslutninger.

For det andet foreslår vi, at den ansatte institutleder suppleres af et valgt institutråd, der selv udpeger en formand og har studenterrepræsentation. Det skal godkende alle væsentlige dispositioner på instituttet, mens den daglige administrative ledelse ligger hos institutlederen. Og modsat i dag, hvor ansættelsen sker 'oppefra', skal det være institutrådet, der ansætter, så lederens legitimitet forankres nedefra via de valgte organer. Denne model sikrer, at lederen tættest på den konkrete forskningspraksis må forholde sig til en kollegial forsamling, og den vil således styrke det faglige hensyn i beslutningsprocessen, da den videnskabelige stab vil få øget indflydelse på ansættelser, omstrukturering af forskergrupper og afdelinger, m.v.

Bedre fundament

Disse ændringer vil både give bedre vilkår for forskningsfrihed og en mere velfungerende universitetsledelse. Den nuværende hierarkiske ledelsesstruktur er samtidig en incitamentsstruktur for lederne til at vende både ører og loyalitet opad i systemet, fordi det er her sanktioner og midler kan komme fra. Derfor må den hierarkiske styringskæde brydes, så lederne får konkrete incitamenter til at lytte til inputtet nedefra. Det vil sikre en forpligtende feedback-mekanisme, som mangler i dag, og dermed et bedre fundament for universitetet som et samarbejdende fællesskab.

Vi har begrænset os til forslag, der må være realistiske inden for rammerne af en forhåbentlig kommende lovrevision. Men et universitet baseret på forskningsfrihed er nødt til at have flere demokratiske elementer indbygget, end vi her har foreslået. Derfor vil vi gerne udstede en stående invitation til Socialdemokraterne om at slutte sig til arbejdet for en ny universitetsmodel, der sikrer kvalificeret beslutningstagning i en organisation, der både skal være kendetegnet ved handledygtig ledelse og vidtgående frihed. Alternativet må forudses at være alvorlige rekrutteringsproblemer for universiteterne. Og fortsat usikre vilkår for den frie forskning, vores samfund drager så meget nytte af.

Marianne Jelved er universitetsordfører for Det Radikale Venstre, og Jonas Dahl er universitetsordfører for SF

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her