Læserbrev

Husk miljøzoner i trafikinvesteringsplan

Regeringen præsenterer i dag sin længe ventede trafikinvesteringsplan, som skal udstikke retningslinjerne for fremtidens infrastruktur og transport, herunder tage hensyn til miljøet og foretage den nødvendige CO2-reduktion
8. december 2008

Regeringen præsenterer i dag sin længe ventede trafikinvesteringsplan, som skal udstikke retningslinjerne for fremtidens infrastruktur og transport, herunder tage hensyn til miljøet og foretage den nødvendige CO2-reduktion. Der må knyttes et stort håb til, at planen indeholder et krav om bl.a. miljøzoner for personbiler og varevogne i byerne. For luftforureningen i byerne skal reduceres. Vi, der kører bil i byerne, vil også gerne have renere luft.

OECD fastslog sidste år, at udledningen af partikler i indre København langt overskrider det sundhedsmæssigt forsvarlige, og ifølge tal fra Danske Regioner koster den danske bilos hvert år 600 danskere livet.

Kræftens Bekæmpelse fastslår på baggrund af egen forskning, at der er en velbegrundet mistanke om sammenhængen mellem luftforurening og udviklingen af kræft. Forurenet luft indeholder partikler, som ved indånding kan sætte sig i lungevævet og på lang sigt formentlig øge risikoen for lungekræft. Groft skønnet svarer det til omkring 300 tilfælde af lungekræft om året.

Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen vurderer desuden, at luftforurening fører til flere hjertekarsygdomme. Endelig slår Astma- og Allergiforbundet i en undersøgelse af vejrtrækningsproblemer hos små børn fast, at små børn bliver syge af luftforureningen.

Kan redde mange liv

Man kunne håbe, at regeringen ud over fokus på mere offentlig transport også ser på andre initiativer.

Luftforureningen kan også begrænses ved hjælp af miljøzoner for mindre køretøjer under 3,5 ton, en mere lukrativ skrotningspræmie og en sænkning af registreringsafgiften vil gøre det nemmere at udskifte den gamle bil med en ny og mindre forurenende model, og ved at kræve montering af partikelfiltre på dieselbiler samt årlige bilsyn af bl.a. biler uden katalysatorer kan vi standse de mest forurenende biler i trafikken. Knallerter kan forurene helt op til 14 gange mere end nye biler, og det er et andet væsentligt sted at sætte ind.

Danmark får 70 procent flere køretøjer frem til 2030, forudsiger regeringen.

Kommer Anders Fogh og co. med en plan med flere parallelle initiativer til at sænke forureningen fra køretøjerne, kan den både med en højere sundhed og trafiksikkerhed redde mange liv i trafikken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Vi, der kører bil i byerne, vil også gerne have renere luft."

Så kunne de jo starte med at tage cyklen eller den kollektive trafik i stedet for.