Læsetid: 3 min.

Hvorfor tale om mishandling, når det handler om opdragelse?

Man tugter da den, man elsker
Indtil 1997 kunne forældre stadig svinge tugtens ris og mishandle deres børn uden at komme på kant med loven eller være i strid med den officielle kristne ideologi om kærligheden som intet usømmeligt gør, som overgår alt, og som aldrig bortfalder.

Indtil 1997 kunne forældre stadig svinge tugtens ris og mishandle deres børn uden at komme på kant med loven eller være i strid med den officielle kristne ideologi om kærligheden som intet usømmeligt gør, som overgår alt, og som aldrig bortfalder.

Ulrik Jantzen

4. december 2008

Har ophævelsen af revselsesretten været overilet, når savnet af den allerede nu gør sig højrøstet gældende?

Indtil 1997 kunne forældre stadig svinge tugtens ris og mishandle deres børn uden at komme på kant med loven eller være i strid med den officielle kristne ideologi om kærligheden, som intet usømmeligt gør, som overgår alt, og som aldrig bortfalder.

Jamen at slå sine børn for at opdrage dem til lydighed og straffe dem for at have handlet forkert, det er da ikke mishandling.

Hvad er det så?

Hensigten er helt utvetydigt at tilføje barnet smerte for at få banket ind i dets bevidsthed, at det forkerte gør ondt. At bestride dét er lige så absurd som når forældre, mens de slår løs på deres børn, påstår, at det gør mere ondt på dem selv end på børnene.

Et af formålene med den sorte pædagogik var at aflede barnets opmærksomhed fra motiverne til de voksnes handlinger og i stedet få det til at indse det forkerte i dets egne behov og ønsker - for barnets egen skyld, som det hed.

Når de fleste opfatter begrebet straf som noget naturligt og selvfølgeligt, må det hænge sammen med, at de selv er blevet straffet, så længe de kan mindes og måske endnu længere - fra de små såkaldt harmløse tjat over pilfingrene til de større endefulde og øretæver, som vi efter sigende ikke tager ska-ska-skade af.

Hvordan det er

I betragtning af at der har været børn fra tidernes morgen, er det påfaldende, at barndommen som begreb er af forholdsvis ny dato. Og med den lille Isak på bålet og den mishandlede Menneskesøn på korset er barnet som offer kanoniseret i vores mytologi.

Barnets egen dag begynder sent i vores historie. Indtil middelalderen blev børn betragtet og behandlet som små voksne. Siden da er det gået fremad med stormskridt. Eller er det?

1900-tallet er ikke for ingenting blevet kaldt for ofrets århundrede, det blev også kaldt for barnets, og FN vedtog i samme anledning en erklæring om barnets rettigheder. Som de andre frihedserklæringer i vores historie fortæller den mere om, hvordan det burde være, end om hvordan det er.

Barnet har en skrøbelig eksistens som retsvæsen i en international sammenhæng, menneskerettighedserklæringen fra 1948 siger ikke noget om børns ret til beskyttelse endsige selvbestemmelse, og det er ikke bindende for nogen, når børnedeklarationen så smukt siger, at det er lige meget, hvor du er født og af hvem, det er lige meget, om du er en dreng eller en pige, der må ikke gøres forskel på børn, du har ret til at leve i frihed, du har ret til et land at bo i, hvis du er anderledes, skal de andre hjælpe dig, du har ret til at tænke og tro, hvad du vil, du skal ikke arbejde, hvis du hellere vil lege, du har ret til at leve i fred, og du skal lære at forstå, hvordan andre børn i verden har det.

Børnemishandling?

Vold, pædofili og andre krænkelser af børn finder sted i et omfang, som svarer dårligt til idealforestillingerne i en kultur, der opfatter sig selv som overordnet og højtudviklet. Hvorvidt omfanget af børnemishandling er stigende eller blot ikke aftagende, står hen i det uvisse, måske får vi bare mere at vide end før også på dét område, og mediernes sensationsbehov skal jo mættes. Men når børnemishandling vækker offentlighedens indignation, er det så på grund af mishandlingen, eller fordi den bliver afsløret?

En almindelig måde at forholde sig til ubehagelige sandheder på er afvisning og fornægtelse, som kan udmønte sig i forargelse over, at nogen tillader sig at komme her og påstå, at virkeligheden ser ud, som den gør.

Men den lader sig ikke altid bortforklare. Børnemishandling er genstand for omfattende forskning, og stadig flere læger, pædagoger og psykologer har lært at gennemskue de mange løgnehistorier om børn, der er faldet ned ad trapper og borde og har fået blå mærker og brækket arme og ben - camoufleringer af vold, som ofte har været livstruende og på længere sigt sjæleligt invaliderende.

'Og alle de store de slog de små, og de lod pryglene videre gå', som der synges i "En Spurv i Tranedans".

Et barn, man slår, lærer at slå. Det er sagt før, og det må gentages, så længe det er mere accepteret i teorien end i virkeligheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for et spændende indlæg, med mange fine pointer. Der er et par punkter, jeg har valgt at polemisere:

Jeg synes det er problematisk, at vold aldrig gradbøjes, mellem at blive slået i møllen eller få decideret tæsk. I så fald er enhver form for straf, vanvid af en anden verden. At sende barnet på værelset kan sidestilles med isolationsfængsling, at bede barnet tie stille er at undertrykke ytringsfriheden osv.

Det er en svært problematisk formulering at "Et barn, man slår, lærer at slå." Ordlyden insinuerer, at børn der har fået røvfuld, bliver voldelige individer, fordi de accepterer vold som en naturlig løsning på konflikter. Igen ser jeg en forskel på endefulden, og den reelle vold mod børn (dem der "er faldet ned af trappen"), som jeg kan betvivle er blevet hjulpet, af afskaffelsen af revselsesretten.

Sidst:

"Når de fleste opfatter begrebet straf som noget naturligt og selvfølgeligt, må det hænge sammen med, at de selv er blevet straffet [...] "

Hvis dette er sandt, kan argumentet så ikke vendes på hovedet: Alle dem, der er imod fysisk afstraffelse af børn, er mennesker, der aldrig er blevet slået i deres barndom, og derfor ikke ved, hvad det egentlig er, det hele drejer sig om?'

Mvh.

Morten

Skal det forstås således at du synes
"lidt vold" er OK sålænge den kun rettes mod nogen der ikke kan slå igen ?
Vold, voldere, voldest ??

Mit indlæg skal forstås således, at jeg synes at der er en forskel et rap over fingrene eller en røvfuld og at få tæsk i en grad, så man overfor de sociale myndigheder, skal undskylde sår og blå mærker, med klodsethed. Skal jeg forstå dine spørgsmål, som om, at du er uenig i det?

For nu at svare konkret på dit spørgsmål.

Skal det forstås således at du synes "lidt vold" er OK sålænge den kun rettes mod nogen der ikke kan slå igen ?

Nej.

@ Morten Clausen

'Med ondt skal ondt fordrives', var et credo Graham Green tillagde sig.

Vold avler derimod ikke uden videre vold, men den kan indlæres som en nyttig overlevelsesstrategi alle kan få brug for. Dessau sætter tingene på spidsen. Personligt vil jeg tillade mig at gentage, hvad jeg opfordrede den sorte præst fra Jylland kaldet, Søren Krarup, om at svare på i sin optræden på Politiken for nylig:

Dén jeg selv fik på sinkadusen dengang for 52 år siden ved en skrå pult under et stråtækt tag i en skolebygning med kakkelovn i hjørnet kunne ret beset have kostet mig en del af min hørelse, vil jeg hævde den dag i dag - som et helt og aldeles entydigt forsvar for purkens ret til ikke altid at rette ind, når det fordres. For gælder afstraffelsesretten i hjemmet, er det svært at se, hvad forskel det skulle gøre, hvis også læreren fortsat måtte slå. Det gør lige fælt ondt og livet er jo ikke en tegneserie, hvor figurerne er undtaget de fysiske love. Straffen kan have konsekvenser som det kan være umuligt at tage højde for i handlende stund der jo selvsagt ofte er impulspræget.

Men jeg er ikke blevet voldelig eller har taget ska..ska..skaae som bokseren på old-boys-holdet er citeret for at skulle have sagt.

At fordrive ondt med ondt tilkommer voksne i statslig medfør. At se poderne som uciviliserede, er at give koryfæer som William Golding og Graham Greene ret og dermed vel så blot en konstatering vi må lære at leve med i samfundet.

Børn, der ikke er blevet dumme eller skræmte, evner forhåbentligt dét mange voksne ikke gør: at gå imod strømmen. For en del af modernitetens dilemma og indbyggede paradoks er at den bygger på en individualisme der har lært os at makke selvtændigt ret i effektivitetens navn. Deraf måske den dødsensfarlige træghed der præger den nødvændige samfundgentænkning i disse år med et klima der går gagurk på grund af menneskelig foretagsomhed blandet op med en god del futil, automatindlært geskæftighed.

Personligt taler jeg ikke for nul-tolerance overfor forældre der afstraffer. Det bliver jo i sidste ende et spørgsmål om retspraksis eller jurisprudens, som det vist hedder, at fastlægge grænserne for anvendelse af korporlig magt. Det er vist kun i USA at børn anlægger sager mod deres forældre, men bevares, tiderne skifter.

Men ganske rigtigt. Domstolene må lære at læse mellem linjerne. Kvinder, der udsættes for vold af samlever, oplever en tilsvarende tøven, når det gælder retten til at ville vokse ud af snærende bånd. Revselsesretten bliver let en farlig, samfundskonserverende faktor. Er det derfor, DF er så fatalt fodslæbende m.h.t. klima, miljø og de dér fremmede? De har lært analysens men ikke syntesens kunst. Den første omhandler fortiden, den anden fremtiden.

Kære Evald,

Jeg synes at du, et velskrevet indlæg til trods, drager nogle problematiske konklusioner (jeg laver en opsummerende kritik til sidst, hvis tiden/lysten til lange indlæg mangler).

Jeg er meget ked af, hvis du er blevet slået i skolen. Det bør ingen børn opleve. Der er både ydmygende og smerteligt, at blive afstraffet foran sine kammerater, og adskiller sig fra forældres disciplinering, ved at sidstnævnte foregår hjemme, og i den ende (bogstaveligt talt), hvor der skal være usandsynligt meget affekt involveret, før nogen mister syn, hørelse eller hjerneceller.

Nu vi deler folkeskolehistorier, kan jeg kvittere med at fortælle, at man I min folkeskole havde klassemøder, hvor den skyldige part sad i et hjørne, mens klassekammerater og lærer havde fri debat om, hvordan man løste det ”problem” vedkommende var.

Det kan måske glæde dig at voldskurven er vendt, fra den tid du gik i skole. En ny opgørelse (som set på TV2 NYHEDERNE 0612-08) viser, at 24% af alle lærere nu oplever vold, eller trusler om samme.

”Med ondt skal ondt bekæmpes”, skriver du. Det synes jeg er et ekstremt citat at bringe ind i denne debat. Børneopdragelse er vel ikke en krig (selvom det måske føles sådan for forældre med børn i trodsalderen!). Jeg ser ikke børn som onde, og en endefuld behøver vel heller ikke at være givet i ”ond” mening?

En anden debat er så, hvad en sådan afstraffelse medfører af psykiske mén, hvor mit eneste argument er, at den ikke gør voldspsykopater af os alle. Her er du et kroneksempel på samme.

Jeg kan ikke forstå, at du kobler fysisk afstraffelse sammen med mangel på verdensrevolution. Jeg er med så langt at børn iflg. din optik bliver ”dumme og skræmte” (der må immervæk skulle nogle prygl til, før barnet bliver dumt, men nuvel) af fysisk afstraffelse.

Foet stykke tid siden, var der her på kanalen en debat om indvandrere. Midt det sædvanlige virvar af pro- og con-fronternes evige polemisering, læste jeg et indlæg, som var usædvanligt for debatten, ved rent faktisk at tage udgangspunkt i noget erfaring. I korte træk var indlæggets pointe at vold og lavt selvværd ikke var selvfølgelige følgesvende. Den pegede på, at det var netop fordi indvandrerdrenge blev opdraget som familiens ”lille prins”, altså med et superego, at de havde problemer, i mødet med det omkringliggende samfund. Denne tese kan udbygges til at omhandle alle unge. Min pointe er her, at ingen opdragelse, ingen konsekvenser, også er skidt.

Du taler om at individet pga. vold og undertrykkelse bliver frygtsomt, og derfor ikke udtrykker sig. Hvad så med børnene fra ungdomshuset? De udtrykker sig da om nogen, med piercinger, farvet hår og alternative meninger. Og det er en god ting! Men er det fordi de alle har fået tæsk som små, at de benytter trusler og vold, når noget ikke går som de vil have det?

Nå. Fik jeg sagt det jeg ville? Opsummeret har jeg altså to kritikpunkter til din tekst:

1. Jeg synes det er en forenkling at koble det moderne samfunds utilstrækkelighed, DFs fremmedhad og ”Lord of the Flies” med børneopdragelse.

2. Jeg savner stadig en kommentar, der vedrører mit indlæg, som ikke handler om man skal slå eller ej, men nærmere om hvorvidt man sådan kan ”sætte tingene på spidsen”.

”it’s a dangerous thing to confuse children with angels”

Med ønsket om en fortsat god weekend,

Morten

Ps.: Jeg forstår Graham Greene således, at hans ærinde var at finde og beskrive menneskedyret. Jeg tror mest af alt at den bi-polære forfatters skriverier, var rapporter fra frontlinjen i krigen med sig selv. Den slags er naturligvis op til subjektiv vurdering, nu da manden er død.

Bo Klindt Poulsen

Vold mod børn hverken kan eller skal accepteres, lige meget hvad man vælger at kalde det. Du er ude på et skråplan her, Morten. Hvordan vil du trække grænsen og definere, hvad der er acceptabel vold over for børn og hvad der er misbrug? Er det graden af skade på barnet ("så længe det ikke kan ses")? Er det hyppigheden? Du er altså ude i noget snavs her som ikke lader sig definere på en rimelig måde.
"Jeg tugter dig, fordi jeg elsker dig" er fætter Langballes defensorat. Well, min egen opvækst indeholdt en endefuld af og til (alt sammen på en måde som ganske sikkert falder inden for din definition på 'opdragelse'), og jeg ser det stadig i dag som det største svigt, jeg har oplevet, og som en katastrofal fejl hos mine forældre - selvom jeg ikke er i tvivl om at de elsker mig.

Vold er vold. Og vold mod børn er afskyeligt og komplet uacceptabelt lige meget hvad du vælger at kalde det. Og vold forklædt som 'opdragelse' er udtryk for svage personers magtesløse handlinger. Det kan ikke passe, at man som voksen ikke har andre handlemuligheder end at slå på et individ som er langt mindre og svagere end en selv. Føj!

Hej Bo,

Tak for et fint indlæg.

Lad venligst være med at skyde mig motiver i skoene. Lad være med bruge retoriske greb som "skråplan" og "snavs". Du er ikke moralens vogter, men nærmere en person uden sans for begrebers forskellige accenter.

Det virker som om du ikke kan - eller vil - skelne 'ked af det' fra 'deprimeret'. Nu skal al fysisk afstraffelse af børn klassificeres som vold. At du finder afstraffelse afskyeligt er legitimt. Men at en endefuld gør dine forældre til voldsforbrydere, og giver dig adgang til terapigrupper for mennesker der har fået smadret tænder, brækket knogler, altså været udsat for vold i deres barndom, er skammeligt. Stiller du også op til fattigdomshjælp, hvis der en jul ikke er råd til ’Nintendo Wii’ til alle ungerne?

Mit ærinde er ikke at legitimere eller genindføre noget som helst. Jeg polemiserer tonen i debattens indlæg: Det er åbenbart kun svage mennesker der slår deres børn, som b-b-bokseren eller Jesper Langballe. DFs partiprogram skal være baseret på fortrængte røvfulde. Kun u(ud)dannede mennesker tyr til fysisk afstraffelse, i afmægtighed og frustration over at være ressourcesvag og overall ringe. Den beskrivelse passer ikke de mange forældre i min omgangskreds, hvis børn af og til har fået endefulde. Ingen af de af mine venner, der har fået endefuld som barn, har været i fængsel, eller indlagt på P med barndomstraumer (om end jeg må medgive, at en enkelt af dem er blevet revisor). De fleste forældre er ganske almindelige mennesker, der fint kan bedømme, hvornår en situation kræver et slag over fingrene eller i numsen. De er ikke frådende psykopater, der gennemprygler deres børn.

Jeg synes det er bekymrende når vigtige begreber forfladiges. En endefuld eller et rap over fingrene er ikke vold. Den sidestilling er frygteligt problematisk, og jeg kan ikke se at den gavner de børn, der faktisk HAR brug for hjælp. Er at stjæle et stykke tyggegummi det samme som at røve 20.000 kroner med en pistol?

Det ser ud til at både dig og Evald er i stand til at skrive fine indlæg, med modet til at udlægge jeres personlige historier i en offentlig debat. Kudos. Det glæder mig, at ingen af jer er blevet Evalds "dumme og skræmte" mennesker, som dette land åbenbart er befolket af. Det glæder mig endnu mere, at ingen af jer synes at bruge vold som udtryksmiddel, som I ellers burde jvf. Dessau: I er jo flasket op med skidtet.

Vi skal passe på med at skabe en verden, hvor det er et svigt af episke dimensioner, og noget der kræver års terapi, at man som barn fik en sweater i stedet for skøjter i julegave. Jeg brugte indlægget om prinsen, til at advare om, at man stadig skal turde sætte regler og begrænsninger for sine børn, uden frygt for, at det skader dem for livet. Det er min opfattelse, at børn der opdrager sig selv, ikke bliver specielt harmoniske mennesker. Jeg tror ikke at unge mennesker går amok på en dørvagt, når de ikke må komme ind på diskoteket, fordi de har lært vold som løsningsmodel. Det kan snarere synes at de aldrig har lært at forholde sig til det faktum, at livet kan være fuld af begrænsninger, hvis formål ikke nødvendigvis har en umiddelbar forklaring.

Børn er ikke engle, der pr. automatik vil gøre det rigtige, hvis bare de lades i fred. DET BETYDER IKKE at fysisk afstraffelse er en NØDVENDIGHED endsige en opskrift på perfekt opdragelse. Det er helt fint med mig, hvis man har fundet bedre, mere hensigtsmæssige metoder. Men det er ingen grund til at du stiller dig op på en jordvold, med tårer i øjnene, og proklamere at vold er vold, og at du derfor kan sætte dig ind i, hvordan det er at have en barndom hvor man ofte "falder ned af trappen". Hvis det i sandhed er, hvad du mener, så føj selv.

Mvh.

Morten

Disclaimer: Der forekommer i dette indlæg et humoristisk indslag, hvor det kan synes at revisorer hænges ud som uligevægtige personer. Det har intet hold i virkeligheden. Revisorer er mennesker ligesom alle andre, og gør sig glimrende som venner. Jeg anbefaler alle at have en eller flere i sin omgangskreds.

Hej Morten

Det bekymrer undertegnede i nogen grad, at du tilsyneladende differencierer vold mod børn i:

1) Et lap over fingrene og så en endefuld.

2) En endefuld og så den grove vold.

Vold avler vold, og uanset at du sikkert ikke anser et rap over fingrene for revselse eller vold mod et barn, så glemmer du, at børn generelt ser anderledes på alt end voksne, og dermed den person der slår, ydmyger eller på anden måde afstaffer korporligt?

I mine øjne er det ganske enkelt i forholdet til loven fra 1997. Grænsen hedder vold som er en fælles betegnelse - uanset om det er et rap over fingrene eller anden fysisk/mentalt magtmisbrug.

I øvrigt finder jeg det uværdigt for en voksen ikke at kunne formidle sine opdragelsesprincipper uden at anvende vold.

Om end på et punkt giver jeg dig ret Morten. Det at blive slået som barn eller seksuelt misbrugt indenfor hjemmets fire vægge, via incest - som jo også er vold mod et barn resulterer ikke nødvendigt vis i, at et sådant tidligere offer gentager volden overfor andre, når vedkommende selv er voksen.

Se www.redbarnet.dk - og www.familievold.dk

Mvh

Sten

Hej Sten!

Jeg differentierer ikke voldsbegrebet. Jeg mener ikke at et slag over fingrene eller en endefuld er vold. Der er en forskel. Jeg er ked af hvis det bekymrer dig. Jeg har allerede forklaret, hvad bekymrer mig, men kan da give et nyt eksempel, såsom hvis man ikke ser en forskel på incest og et slag over fingrene.

Lovændringen fra 1997 ændrede formuleringen af 1985 fra:

"Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling."

til

"Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling."

Det er korrekt at legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling af børn nu straffes efter lovgivningen om vold. Men det sidestiller ikke fysisk afstraffelse og vold på begrebsmæssigt plan. Hvorfor ændrede folketinget ellers formuleringen, fra det – iflg. dit argument – meget klarere budskab fra 85?

Jeg forstår ikke din voldsargumentation. Du skriver først at vold avler vold. Senere at vold ikke nødvendigvis avler vold:

”… vold mod et barn resulterer ikke nødvendigt vis i, at et sådant tidligere offer gentager volden … ”

Du mener altså at vold MÅSKE avler vold? Mener du også at ikke-vold kan avle vold? Altså at børn kan blive voldelige uden at have haft vold i deres barndom?

Jeg glemmer ikke hvordan børn har det med en endefuld, og er enig med at de ser med andre øjne på den slags, end voksne gør. F. eks. kender jeg ingen, der udsat for en røvfuld, husker det som vold, et overgreb eller ydmygende, ord der primært hører voksenverdenen til.

Mvh.

Morten

Ps,: Tak for linket til www.familievold.dk. Det besvarer mit spørgsmål omkring hvorvidt lovgivningen har den præventiv effekt, man må gå ud fra er ønsket. Fantastisk med lynlås som mund! Hvis noget kunne have traumatiseret mig som 10-årig, var det denne hjemmeside. Måske jeg er sart.

Hej Morten med tak for dit indlæg, om end noget misforstået i forhold til begrebet "vold avler vold".

Citat fra dit indlæg: "Jeg mener ikke at et slag over fingrene eller en endefuld er vold. Der er en forskel.", citat slut.

Hvad vil du så kalde det, at slå et barn gul og grøn på sin nøgne bagdel evnt. ved anvendelse af en bøjle eller et bælte - det er jo stadigvæk en endefuld?

Det bliver vi ikke enige i, og desværre må jeg erkende, at ca. 50-75 % af den danske befolkning er enig med dig i, at en endefuld og et rap over fingrene ikke er vold, men slet og ret en "nødvendig" aktivitet i opdragelsesmetoden?

Har jeg forstået dig ret her?

Min holdning til begrebet "vold avler vold" er mere med henblik på den person, der administrerer denne aktivitet ovefor et barn, idet vi jo meget ofte ser, hvordan en voldsmand indenfor hjemmets fire vægge udvikler den vold han/hun udøver overfor andre familiemedlemmer, som allerede ovenfor nævnt i forhold til en endefuld og hvordan denne gives.

I forhold til dit udagn, citat: "Du mener altså at vold MÅSKE avler vold? Mener du også at ikke-vold kan avle vold? Altså at børn kan blive voldelige uden at have haft vold i deres barndom?".

Umidelbart mener jeg ikke at vold som opdragelsesmiddel typisk, vil blive brugt mod et/dit eget barn med mindre det var kotyme i den nu voksnes/din egen barndom.

Dermed ikke sagt, at en forældre ikke kan anvende vold, hvor jeg så bare tror, at det ofte skyldes afmagt af forskellige andre årsager. Tænk på, hvor mange børn tidligere, der har været DAMP børn før, men uden at videnskaben vidste, hvad DAMP børn var før i tiden?

Eller den typiske situation fra ægteskabet/parforholdet, hvor det knager i forholdet mellem de voksne, hvor en uskyldig barnebemærkning kan udløse - et par på skrinet eller højlydt banderi og en tur i isolation - "Skrub ind på dit værelse og bliv der".

Jeg fastholder, at enhver håndspålæggelse/stuearrest/incest/befamling iht. Loven fra 1997 uanset om der er tale om, i dine øjne Morten et rap over fingrene eller en endefuld - er og bliver vold - mod et uskyldigt forsvarsløst barn, som jo typisk vil gøre hvad som helst for at behage sine forældre, men hurtigt lærer, at det kan have den stik modsatte virkning - nemlig et rap over fingrene og/-eller en endefuld.

Tænk på mænd, der gennembanker deres koner/samlevere under en Herre-brandert, fordi nogen på det lokale værtshus har fortalt, at konen har været i byen uden trusser på?

Vold mellem ægtefæller/par starter jo ikke med at den jalous ægtemand køber en økse, som har så gemmer under deres fælles seng. Nej, det begynder i det små, og delvist acellererer måske fordi politiet og samfundet ikke tager en jalous ægtemand alvorligt, udvikler volden sig gradvist ovefor konen,´indtil den dag hvor ægtemanden rent faktisk henter øksen under fælles sengen i soveværelset.

"Vold avler vold", skal forstås som at når grænsen, den tynde røde linje først er overskredet - og her taler vi kun om volden indenfor hjemmets fire vægge - i privatlivets fred og ro i familien Danmark, så udvikler voldsmanden nye metoder til at afstraffe konen eller barnet, måske også fordi traditionen med voldelige ægtemænd i familien jo klart viser for alle andre, at det har stået på i nogen gange årevis, og netop fordi det foregår i - privat livets fred - skjult.

Så når du citerer fra Loven 1985 til Loven 1997, ser jeg ikke det du kalder - "begrebsændring".

"Legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling" , citat slut er stadigvæk vold:

"Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling."

til

"Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling."

Mvh

Sten

Morten, i tillæg til ovenstående indlæg til dig.

I øvrigt kan ethvert menneske afhængigt af situationen - emotionelt personligt set/opfattet slå et andet menneske ihjeld, selv om vedkommende aldrig før har anvendt vold overfor et andet menneske, eller at vedkommende har oplevet korporlig afstraffelse i sin egen barndom, det´ at enten være vidne til eller personligt at blive korporligt afstraffet ved hjælp af vold.

På samme måde som der for år tilbage blev lavet et forsøg ang. tortur på Princeton Universitetet i USA, hvor helt almindelige unge mennesker i et - staged scenario - fik tildelt roller som enten fangevogtere eller fanger. Her viste det sig meget hurtigt, at såkaldte helt almindelige unge studerende såvel kvinder som mænd i dette forsøg, begyndte at torturere gruppen med rollen "fanger", og forsøget måtte afbrydes på dette tidspunkt.

Mvh

Sten

Jeg finder det beklageligt, at debatten om forældres fysiske reaktioner på børn, stadig er så følelsesladet og unuanceret, at det virker som rent tidsspilde at beskæftige sig med denne debat. Men grundene er mange, og i sig selv interessante.

Den væsentligste grund er nok, at der ikke i Danmark findes seriøs forskning i emnet. Det er f.eks. aldrig blevet undersøgt, om der er færre skilsmisser blandt familier, hvor en endefuld kan forekomme, end blandt familier, hvor fysiske reaktioner er bandlyste. Endvidere forties undersøgelser som ikke bandlyser fysiske reaktioner. Således er Diana Baumrind - som er forskningspsykolog ved Institute Of Human Deveploment ved Berkeley, University Of California - både kendt og anerkendt i Danmark, men intet steds omtales The Baumrind Paper, som er en langtidsundersøgelse, der tager afstand fra regeringernes spanking ban, fordi undersøgelsen viser, at mennesker, der er vokset op med fysiske grænser, har større succes og tjener flere penge, end mennesker som er vokset op uden fysiske grænser.

I den sammenhæng er det værd at pointere at Frederik Dessau ikke taler om samme endefulde som Diana Baumrind. Fredrik Dessau's definition på fysiske reaktioner lyder: "Hensigten er helt utvetydigt at tilføje barnet smerte for at få banket ind i dets bevidsthed, at det forkerte gør ondt." Dette er imidlertid en definition på vold, og den skal være strafbar, og ikke bare forbudt, som i dag. Det skal have konkrete retslige konsekvenser, med en høj strafferamme, at udsætte børn for smerte. Ellers får vi aldrig bekæmpet den middelaldermentalitet, som Frederik Dessau refererer til. Men den dækker altså ikke fysiske reaktioner generelt. Taler vi om de almindelige endefulde, som ca 1/4 af danske børn får 3-4 gange i løbet af deres opvækst, så er formålet med disse endefulde ikke at tilføje barnet smerte, men at ydmyge barnet, for at lære barnet at respekt er noget som man gør sig fortjent til.

For så vidt burde debatten om revselsesret handle om, hvorvidt det er forkert at gøre et barn flov. Er man klog, så diskuterer man ikke dette teoretisk, men praktisk. Spørgsmålet må derfor formuleres som: Er der voksne, som beklager sig over at være blevet gjort flove som børn? Nej, det modsatte er mere almindeligt, men det har vi så valgt at kalde for "det forgudede traume" i Danmark. Lad mig lige minde om, at Villy Sørensen brugte begrebet i.f.m. at en anden forfatter forsvarede at hans far havde sparket ham rundt på en gårdsplads. Her kan man bruge den med ikke tage ska-ska-skade af det, men ellers ikke. Hvad en lang række amerikanske filmstjerner har valgt at gøre sig til talsmænd for. Bl.a. Charlize Theron og Kate Hudson. Sidstnævnte er datter af Goldie Hawn og Kurt Russell, og har fået endefulde af dem begge to, men har ikke andet at sige om det end at hun sikkert vil opdrage sine børn på samme måde.

Det er ikke den slags, som psykologer får løn for at bevise, så en af de nyere undersøgelser har vist, at børn, som får smæk, har en mindre intellektuel spændvidde, end børn som ikke får smæk, og dette forklarer psykologerne med, at nospank forældre argumenterer mere i forhold til deres barn/børn. Min erfaring er, at dette er at vende virkeligheden på hovedet. For det er naturligvis forældre til børn med begrænset intellektuel spændvidde, der er nødt til at bruge endefulden som argument. Jeg kender selv et par børn af slagsen, og kan tilføje, at det med spændvidden ikke har noget med intelligens at gøre. Måske det endda netop er de mest intelligente børn, der mest giver fanden i, hvad man siger til dem. Indtil man fanger deres opmærksomhed nonverbalt, med et par klask i røven.

Et lige så reelt problem, som den vold, det kan føre til, er, at en del mennesker har et fetichistisk forhold til smæk. Derfor bør det ALTID betragtes som spankingsexmisbrug af børn, hvis andre end de bioloiske forældre giver dem et par klap i røven, og spankingsexmisbrug af børn bør have samme retslige konsekvenser som al anden sexmisbrug f børn.

Men både vold mod børn, og spankingsexmisbrug af børn, florerer, fordi vi bevæger os i tåger af usikkerhed, fordi vi er blevet hjernevasket til at bandlyse enhver form for fysiske reaktioner på børn. Vi er blevet hjernevasket af psykologer og pædagoger, som har skabt sig en identitet på et fjendebillede af onde-forældre-der-slår, og dette fjendebillede har overlevet til i dag fordi det skaffer kunder i butikken ved at appellere til folks selvmedlidenhed. Vi ville jo allesammen være blevet kunstnere eller filminstruktører eller noget andet interessant, hvis vi ikke havde fået smæk, ikke sandt.

Ind imellem fører dette psykokvaksalveri så til forbrydelser, og justitsmord, og da det utvivlsomt stikker for dybt til at man kan gøre sig håb om nogensinde at få ryddet op i det, så er det nok klogest bare at lukke øjnene for det. Men det har irriteret mig, at dansk kultur i dag er så ekstrem, at de fleste danskere har valgt bare at passe sig selv og deres eget, at jeg alligevel sidste år offentliggjorde hjemmesiden kulturpsykologi.net, som er suppleret med en række WordPress artikler. Begge dele er voldsomt belastet af at være skrevet i en meget begrænset fritid, hvor jeg blandt andet ikke har kunnet afse tid til at gøre plads til en fornuftig afsnitsinddeling, men underligt nok har kun een ud af godt 8000 besøgende brokket sig over ulæseligheden.

Det korte og det lange er: så længe dansk debat om voksnes fysiske reaktioner på børn er, som denne i Information, hvor facit enten er givet på forhånd, eller hvor nuancer behandles på et niveau hvor udsagn som "du er dum" er på et højt niveau sammenlignet med, så er denne debat det rene tidsspilde.

Tillad mig at bringe dette lille uddrag fra min hjemmeside, hvor jeg kommenterer politikernes indblanding i folks privatliv, og den største no-spank-bevægelses talskvinde, Alice Miller:

I den sammenhæng finder jeg det helt fantastisk hyklerisk at staten har blandet sig i hvordan forældre opdrager deres børn. Indtil for 40 år siden udsatte staten børn for psykisk invaliderende fysisk tortur, hvor vildt fremmede mennesker påførte børnene uudholdelig smerte, ofte mens andre børn og voksne så på. Forældre opfandt det antiautoritære allerede inden nogen kendte ordet, og har alle dage protesteret mod mishandlingen af børn i skoler og andre institutioner, og da omsider forældrene i midten af 1960erne fik råbt politikerne op, og fik dem til at ændre lovgivningen, burde initiativet være fulgt op af, at psykologer og pædagoger havde indsamlet skolernes straffeprotokoller, og krævet at der blev udbetalt erstatning til alle som stod opført i disse protokoller, ganske som man bruger at gøre det til krigsofre. Men pædagogbranchen var jo selv en del af problemet dengang, og psykologerne havde kun travlt med at gøre noget til et problem, som ikke var det. For i min skoletid var det meget almindeligt at klassekammerater fortalte når de havde fået en endefuld, ganske som alle fortalte hvis de havde været ude at sejle eller havde oplevet noget andet specielt, og jeg må derudfra drage den konklusion at smæk ikke nødvendigvis er traumatiserende, men er blevet gjort til det. Hvornår var det nu også lige at psykokvaksalverne fik held med at overbevise alle om at de havde taget skade af deres opvækst? Nå jo, det var jo dengang hvor alle ville være kunstner og filminstruktør og verdensberømt, og hvor man seriøst mente at alle kunne blive forfatter - og at alle naturligvis også var blevet det hvis de ikke havde fået smæk, det er sikkert og vist. I hvert fald ifølge psykoanalytikeren Alice Miller, som stadig er aktuel fordi hun har forfattet den engelske nospank-bevægelses manifest, og denne bevægelse er jo aktiv på globalt plan. Men ser man nærmere på Alice Millers argumenter for at få almindelige smæk klassificeret som vold, så er der godt nok tale om manipulation i en grad så selv Hitler ville være blevet grøn af misundelse, hvis han stadig havde levet. Ham skriver Miller iøvrigt også om, i den bog fra 1980 som citeres i det følgende, nemlig 'Am Anfang War Erziehung', eller: 'I Begyndelsen Var Opdragelsen', som den kom til at hedde på dansk i Hanne Danielsens oversættelse, Hans Reitzels Forlag 1984. Fra start til slut manipulerer Miller simpelthen læserens virkelighedsopfattelse ved at skrive om børnemishandling og kalde det børne-opdragelse. Hun hævder også at beskrive sine forældres opvækst-atmosfære ved at citere tekster fra 1700-tallet, så realiteterne har ganske enkelt ingen relevans i hendes univers. Hun er slet og ret demagog, som Hitler, og lægger derfor ud med at gøre sig troværdig ved at hæve sig selv til skyerne ("selv er jeg ... blevet delvis befriet") og gøre alle os andre usikre på os selv ved at beskylde os for at ødelægge vores børn med "raffinerede og næsten umærkelige nuancer". Det er altså ikke underligt at kvindelige pædagoger i Danmark er den erhvervs-gruppe som har størst risiko for langvarig sygdom på grund af depression. I sin helhed lyder det citerede afsnit: "Utallige samtaler med min søn, Martin Miller, har spillet en lige så vigtig rolle i denne erkendelses-proces. Gang på gang konfronterede han mig med min generations ubevidste opdragelsestvang, som jeg havde internaliseret i barndommen. Selv er jeg netop takket være det rene og klare udtryk, han har givet for sine oplevelser, blevet delvis befriet fra denne tvang, og denne befrielse kunne først ske, da jeg var blevet lydhør over for de raffinerede og næsten umærkelige nuancer i den opdragende holdning. Mange af de tanker, jeg lægger frem her, har jeg diskuteret igennem med min søn, inden jeg har skrevet dem ned." I mine ører lyder det her simpelthen som en sygejournal, jeg kan bare ikke finde ud af om den handler om en dreng som er blevet verdensmester i at manipulere med sin mors skyldfølelse, eller om den handler om en ensom mor der har besat sin søn narcissistisk - måske i et forsøg på at gøre ham til den indfølende og omsorgsfulde far, som det flere steder fremgår at hendes far ikke var. Hvorom alting er, så munder alt dette sludder ud i følgende overforenklende og salvelsesfuldt selvfølgelige statement, nemlig at "enhver grusom handling, lige meget hvor brutal og forfærdende den er, har påviselige forudgående begivenheder i sin gerningsmands fortid." Dette er jo dét psykoanalytiske dogme, om noget, og vi skal passe helvedes meget på hvad vi misbruger det til, for det bruges stadig i Danmark til at reducere multifaktorer til halve sandheder. Man kan ikke læse en bog om kriminalitet eller om vold mod kvinder, uden at blive gjort opmærksom på at halvdelen af gerningsmændene har været udsat for korporlig afstraffelse under opvæksten - men den anden halvdel får vi stadig ikke noget at vide om, og så holder logikken i forhold til den første halvdel iøvrigt ikke en meter. Man kan med samme logik lige så vel bevise at børn bliver forfattere eller komikere af at få smæk, for vi véd jo fra selvbiografisk materiale at bl. a. Lise Nørgaard, Christian Braad Thomsen, Dirch Passer og Villy, alle har fået smæk som barn. Psykoanalytikere og psykologer har bare manipuleret med denne logik, så det nu hedder sig at voldsudøvere og tyveknægte blir kriminelle fordi de har fået smæk som børn, mens forfattere og komikere er blevet kulturpersonligheder på trods af at de har fået smæk som børn. Denne logik passer nok meget godt på børnemishandling, men den har intet at sige om hvordan en almindelig endefuld fungerer i en familie. Det er imidlertid fuldstændig ligegyldigt for Alice Miller, hun undlader bare at skelne, og så giver hun den sproglige manipulation fuld skrue ved at lægge ordene på trods af i munden på folk selv: "De diverse reaktioner på min bog rækker lige fra umiskendelige "aha"-oplevelser til vred afvisning. I sidstnævnte tilfælde bliver, som jeg allerede har antydet, følgende kommentar ustandselig gentaget som et refræn: "Jeg er et levende bevis på, at det ikke behøver at være skadeligt at slå børn (eller give dem smæk), for på trods af det er jeg blevet et ordentligt menneske." " Prøv lige at tænk over hvor sygeligt dette påståede citat er. Ingen, som ville bruge første halvdel, ville nogensinde drømme om at bruge anden halvdel. Hvis man bruger udtrykket på trods af, så er man af den opfattelse at børn tar skade af at få smæk, ellers vil man, som bl.a. Charlize Theron, sige at man er blevet et velfungerende menneske fordi man har fået smæk. Alice Miller må også selv ha syntes at det lød lidt rodet, for i fortsættelsen af nævnte citat har hun syntes at der skulle trumf på, idet hun simpelthen sætter lighedstegn mellem en endefuld og en atomkrig (og det må jo så antages at være den sagkundskab der ligger til grund for den danske forældremyndighedslov.): "Sandsynligvis hører de fleste af os til kategorien "Ordentlige mennesker, der engang er blevet slået", eftersom den form for behandling af et barn var en selvfølge i de forrige generationer. Hvordan det nu end forholder sig, kan vi alle regnes blandt de overlevende efter den "sorte pædagogik". Alligevel ville det være akkurat lige så urigtigt heraf at udlede, at vores opdragelse ikke gjorde os nogen fortræd, som at hævde, at en begrænset atomkrig ville være uskadelig, fordi en del af menneskeheden stadig ville være i live, når den var overstået. Rent bortset fra den kriminelt overfladiske holdning til ofrene, dette syn afslører, undlader det også at tage det spørgsmål i betragtning, hvilke eftervirkninger de overlevende fra en kernevåbenkonflikt måtte se i øjnene. Situationen er analog med den "sorte pædagogik", for selv om vi som overlevende efter smertelige ydmygelser i barndommen, som vi alt for beredvilligt bagatelliserer, hverken dræber os selv eller andre, hverken er stofmisbrugere eller forbrydere og er så heldige ikke at lade urimelighederne fra vores egen barndom gå videre til vore børn, så de bliver psykotiske, kan vi stadig fungere som farlige smittebærere. Vi bliver ved med at inficere den næste generation med den "sorte pædagogiks" virus, så længe vi påstår, at den form for opdragelse er uskadelig." Jeg kunne heller aldrig drømme om at påstå at en endefuld er uskadelig, jeg påstår tværtimod at den kan være både naturlig og fornuftig og hensigtsmæssig, og Goldie Hawn og Kurt Russell ville sikkert også kalde den gavnlig. Derimod kender jeg ingen som ville kalde smæk for pædagogik, men Alice Miller skal da være velkommen, og hvis den absolut skal ha en farve, så vil jeg blot sige som drengen, hvis mor truede ham med at han ville blive en engel med sorte vinger: "Skide være med farven, bare man kan flyve." Nu kommer imidlertid det allermest geniale i Alice Miller's manipulation, for efter at hun har sat lighedstegn mellem smæk og atomkrig, så virker det nærmest nede på jorden at hun efterfølgende sammenligner almindelige endefulde med fanatisk børneafstraffelse og børnemishandling: "Selv tegneserier og vittigheder gør grin med forældre, som har en tolerant og støttende holdning til deres børn og fremhæver den fare, det indebærer, hvis forældrene lader sig tyrannisere af deres børn. Kong Salomons forfejlede overbevisning (hvis man sparer på riset, fordærver man barnet) godtages den dag i dag i ramme alvor som højeste visdom og gives stadig væk videre til næste generation. Disse holdninger ligger, selv om de nu antager en mere subtil og mindre åbenlys form, ikke så fjernt fra den, der citeres på de følgende sider for at illustrere de skadelige virkninger af børneopdragelsens metoder." Hvorefter bl.a. følger uddrag fra Christiane F.s fantastiske bog, men dette uddrag handler ikke om opdragelse, det handler om et utilregneligt menneskes dyreplageri, og for at alle selv kan vurdere den totale sygelighed i at kalde dette dyreplageri for opdragelse, så citerer jeg dette uddrag i artiklen http://kulturpsykologi.net/wordpress/ , også fordi mange danskere aldrig har læst det, fordi det forlag, som har udgivet en dansk oversættelse af Christiane F.s bog, har censureret manuskriptet, og iøvrigt gjort det uden at oplyse det.

Hvad angår Søren Krarup's forsøg på at få loven om forældremyndighed ændret, så mener jeg også at ordlyden burde ændres til: Børn må aldrig udsættes for smerte, og kun undtagelsesvist udsættes for ydmygende behandling. Men det er vist forbigået Søren Krarup's opmærksomhed, at han er det eneste menneske i verden, som forsvarer lussinger. Jeg antager, at hans døvblindhed på dette punkt skyldes, at han aldrig har slået sine børn, og for så vidt må man bære over med hans groteske fejltagelse - men hans politiske karriere er nok afhængig af, at han skynder sig at undskylde fejlen. Formodentligt drejer det sig om tusindvis af danskere, der har problemer med hørelsen på grund af en lussing der ramte uheldigt, og børn bliver nervevrag af at leve sammen med forældre, der pludseligt langer ud i affekt. Derfor bør lussinger være strafbare. Når man taler om vold, som avler vold, så er lussinger nr. 1 på listen over voldsformer med denne effekt. På grund af den usikkerhed over for uforudsigeligheden, som fæstner sig dybt i ofrene for lussinger. Jeg er så gammel, at jeg har oplevet den sorte skole, og jeg fantaserer stadig om at dræbe et par af de lærere, som gav mig lussinger.

Men det har hverken noget med min fortid eller min alder at gøre, at jeg forsvarer hvis forældre giver deres barn/børn et par klask i røven. Dette forsvar har kun noget med nogle meget nutidige erfaringer at gøre. Med tll disse erfaringer hører også, at jeg kun kender til særdeles forudsigelige endefulde. Hvor børn enten først får forklaret hvordan de har slidt deres forælders tålmodighed op, eller hvor børn er blevet advaret længe i forvejen, og har kunnet vælge at undgå fysiske reaktioner. Men alfa og omega er i denne sammenhæng, at børn er forskellige. Der er børn, for hvem det ville være en katastrofe hvis forældre reagerede fysisk på dem - og børn, for hvem det er en katastrofe hvis forældre ikke gør det. Da man ikke kan lovgive for alle børn på een gang, så må man vælge, og jeg synes at man skulle have valgt at lovgive for den svageste part: de børn, som har brug for at det er forældrene der bestemmer, og forældrene til disse børn.

Hvad er der at være i tvivl om... Hvis en forældre slår, er det kun fordi han eller hun er i afmagt, at de er mislykkedes med den personlige autoritet når barnet er ulydigt, og måske heller ikke magter at være den kærlige forældre når alt er godt.

Nogle forældre skal lære den naturlige autoritet, som man ser hos den medfødte pædagog eller lærer, og som børnene instinktivt mærker.

At være forældre medfører altid dårlig samvittighed, men det er også den der får forælderen til at gøre sit bedste.

Hans, du har aldrig selv haft børn, vel? Du lyder i hvert fald mere sentimental end realistisk - og så kan jeg af dit ordvalg udlede at du må være omkring pensionsalderen, for man bruger kun ordet lydighed i forbindelse med hundetræning. Men for nu at bruge ordet, så kan børn overhovedet kke VÆRE ulydige - men man kan stille krav og forventninger til dem, som de ikke kan eller vil indfri, og så BLIVER de ulydige. Hvorefter spørgsmålet er, om man vil forsøge at ændre på børnenes indstilling, eller om man vil ændre på kravene og forventningerne. Hvis det drejer sig om at børn enkelte gange ikke gider at rydde op efter sig eller lignende småting, så vil de fleste forældre bare ændre på deres krav og forventninger i den konkrete situation, men hvis man i længere perioder skal ha daglige skænderier om selvfølgeligheder, så skulle man nok overveje at sætte en stopper for denne opslidende belastning, og så er der altså børn som kun forstår et par klask i røven, og da det tilfældigvis netop er de børn som ikke tar skade af det, så kan jeg ikke se problemet. Jeg kan kun se et problem i, at der er forældre som bliver neurotiske af at være dødsvoyeurer i forhold til børn som begår dumhed på dumhed. Min personlige indfaldsvinkel er, at min bonusdatter begyndte at drikke som tolvårig, og at det førte til at hun begyndte at hænge ud med væsentligt ældre unge på kontanthjælp og uden udsigt til nogensinde at komme videre, og dette hærdede min bonusdatter så meget at hun også endte med at afbryde sin skolegang, og hendes mor blev så neurotisk af datterens selvdestruktive adfærd, at det i første omgang førte til at min kæreste og jeg gik fra hinanden i et år, og senere for altid, iøvrigt kun få måneder efter at vi var blevet ringforlovet. Det medførte også at min kæreste blev ustabil på arbejdsmarkedet, og så forbandede jeg langt væk at min kæreste havde alle Alice Millers bøger stående i reolen, og at hun havde været igang med en terapeutuddannelse. For jeg erfarede samtidigt, at endefulden er noget arketypisk, for det var ikke anderledes end at min kæreste kom med trusler, som hverken overraskede eller forargede min bonusdatter. Derimod blev både min bonusdatter og jeg så trætte af hendes mors tomme trusler, at jeg til sidst måtte sige til min kæreste, at hun enten skulle holde kæft med sine trusler, eller også gøre alvor af dem. Min kæreste valgte så at holde kæft, hvorefter hun blev deprimeret og mistede lysten til alt. Hvilket førte til at vi var væk fra hinanden i et år. For det var ikke kun drikkeriet, der var et problem. I en lang periode havde min bonusdatter også udsat sin mor for pengeafpresning, ved at rode og svine over det hele, og forlange forhøjede lommepenge for selv at rydde op. Til sidst brød jeg et princip om aldrig at opdrage på min bonusdatter, og sagde til hende at det var at holde guderne for nar at forlange penge for at rydde op efter sig selv, og så indrømmede hun det med pengeafpresningen, og så stoppede det. Men det er grotesk, så meget energi de to piger nåede at bruge på denne barnlige historie, og jeg vil ikke håbe for nogen at de kommer til at opleve noget tilsvarende. På et tidspunkt sagde min kæreste iøvrigt: "Vil du gi hende en endefuld - ellers gør jeg det." Det synes jeg bestemt også, at min kæreste skulle ha gjort, men jeg ser det også gerne skrevet ind i loven, at det altid og uden undtagelse skal betragtes som spankingsexmisbrug af børn, hvis andre end de biologiske forældre reagerer fysisk. Derimod skyldtes mit princip om, i almindelighed at undlade at opdrage på min bonusdatter, at vi boede i hver sin ende af landet, og kun sås en eller to gange om måneden. Men det korte og det lange, Hans, er, at man er to om en krig, og at det i høj grad har noget med børnene at gøre, om forældrene "mislykkes" med den personlige autoritet. Nogle børn - jeg kalder dem for de barnlige børn - er kun modtagelige for den autoritet der ligger i en fysisk reaktion, og det kan ingen ændre ved. Uanset hvor meget psykokvaksalverne vender tingene på hovedet, og uanset hvor mange tåbelige love halvdumme politikere vedtager.
Venlig hilsen, Leon

At straffe sine børn med vold for at få dem til at lære er en ganske syg tanke. AT tro at de er født i synd og at de derfor skal befries via fysiske overgreb imod dem, er samtidig ganske tåbeligt med den viden vi har idag. Jeg er klar over at tanken og ideen er blevet fremelsket af mange betydningsfulde mennesker; bla. Thomas Hobbes som troede at disciplin og hårde retningslinjer var vejen frem. Senere kom familien Wesley på banen med flere absurde ideer om opdragelse.
I stedet kunne man jo også læne sig lidt mere op af Rousseau`s idé om at børn ikke er født i synd, men tværtimod som gode, og at de derfor skal fremelskes udfra deres sande natur; med kærlighed og frie rammer. Den tredje mulighed som umiddelbart kunne give meget god mening, er at børn som udgangspunkt er født "tabu rasa", altså tomme klar til at blive fyldt op. Hvad de så bliver fyldt op med, er det der skaber deres egne værdier, normer og ideer; her kan nævnes John Locke som en primær figur bag denne tanke......

Vælg selv; to teorier virker rationelle og kunne give mening udfra Vores viden idag, og èn gør det absolut ikke.
Hvis man dog mener at straf giver mening, så skal man gøre sig det temmelig klart, at vold avler vold.
Bandura har skabt en god social læringsteori, hvor påstanden er at børn imiterer den adfærd de bliver gjort bekendt med, hvilket giver meget god mening; se bare hvordan denne tanke er manifesteret igennem den sociale arv.

Man kan blive ved og ved med at komme med grunde til hvorfor det er en absurd tanke at børn skal afstraffes fysisk. Men jeg kunne godt tænke mig at høre nogle gode solide grunde til hvorfor det skulle være en god ide alligevel at gøre det.

Kort sagt: lad være med at få børn hvis overskudet og tålmodigheden ikke er der til at opdrage dem på en fornuftig og ordentlig måde. Hvis de opfører sig utilstrækkeligt, så er det enten på grund af utilstrækkelige forældreegenskaber, eller den genetiske sammensætning (muligvis tmeperament) man selv har overført til dem. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er det ikke børnenes skyld.

Smid Bandura-bogen i skraldespanden, og læs i stedet Judith Rich Harris' "Myten om børns opdragelse." Judith skriver bl.a.: "Det er faktisk sådan, at børn ikke kan lære adfærd ved at imitere deres forældre, fordi de fleste af de ting, de ser deres forældre gøre - rode, kommandere rundt med andre mennesker, køre bil, stryge tændstikker, komme og gå som de vil og masser af andre ting, der ser sjove ud for mennesker, som ikke må udføre dem - er forbudt for børn. Fra barnets synspunkt består socialisering i de tidligere år hovedsagelig i at lære, at man ikke skal opføre sig som sine forældre." Men jeg ville da ønske at verden var så infantilt simpel som Bandura forestiller sig, og især ville jeg ha ønsket det da jeg gav min bonusdatter en scooter, for jeg kører altid med styrthjelm og aldrig med nogen bag på, og der gik ikke ret lang tid før min bonusdatter kørte ind i en lygtepæl, uden styrthjelm og med en veninde bag på. Jeg kan dog ikke påstå, at jeg er vant til børn, som gør det modsatte af hvad jeg gør/siger, men her er det jo så at børns forskellighed gør sig gældende, og det skriver Judith også om sine egne børn: "Min ældste datter havde nærmest aldrig lyst til at gøre noget, hendes far og jeg ikke ville have, at hun gjorde. Det havde min yngste datter til gengæld tit. At opdrage den første var let; at opdrage den næste var ... hmm ... interessant." Judith er helt klar over at dette ligger uden for psykologisk tankegang: "De respektive forskerteam ville kun se moderen med ét af hendes børn. Jeg ville være blevet stemplet som en eftergivende mor over for mit første barn, dominerende over for mit andet."

Den eneste svaghed ved Judith's bog er, at hun tror, at hun er den første, der har fået den idé at børn ikke lærer af deres forældre, men af deres jævnaldrende. Men den idé var fremme allerede i 1960erne, og blev afpudset af Margaret Mead i "Kultur og engagement" fra vistnok 1972. Siden har idéen også ligget implicit i studierne af ungdomskulturer.

Det er i mine øjne en syg tanke, altid at give forældre skylden for hvordan deres børn opfører og udvikler sig, og jeg kan kun beklage at det er lykkedes psykokvaksalvere at score kassen på at gi så mange forældre dårlig samvittighed. Også ved at dæmonisere et par klask i røven, som hverken kan kaldes vold eller fysisk afstraffelse, hvis de faktisk ikke gør ondt, men bare fortæller barnet at man er stået helt af. Over for de fleste børn er det nok at fortælle den slags med ord, men der er altså børn som ikke reagerer på verbale tilkendegivelser, og jeg tror at problemet er voksende på grund af den overstimulering, som nutidens børn udsættes for gennem brug af satellit-TV, computer, og al den anden teknologi. I hvert fald er det ikke sjældent, at jeg møder børn, som virker totalt skudt i hovedet, og jeg vil nødig være de forældre, som skal fange de børns opmærksomhed.

Kære Leon Valeur

Hans, du har aldrig selv haft børn, vel? Du lyder i hvert fald mere sentimental end realistisk - og så kan jeg af dit ordvalg udlede at du må være omkring pensionsalderen

Ja Leon, det er uheldigt at du konkluderer uden at du spørger først. Jeg mener... det kommer du jo ikke til at lyde klogere af vel ;-)

Jo jeg har to børn, og der har aldrig været grund til at slå dem, og nej der er lang tid til at jeg når folkepensionsalderen.

Nu ved jeg jo ikke hvor i landet du befinder dig, men her i København hvor jeg bor, er begrebet ulydighed et normalt ord, der bruges hvis der er en grund til det, både med hensyn til opdragelse af børn, og for den sags skyld også af dyr.

Hvorfor hænger du dig i bagateller som ordvalg ;-) Er det ikke vigtigere at tale om den falliterklæring det er at slå sine børn, eller hund.

Mvh Hans

Godt ord igen, Hans. Jeg beklager, at jeg åbenbart formulerede mig uheldigt.

Jeg bor i Århus, men har mine rødder i København, i miljøer hvor lydighed blev anset for noget negativt.

Man er i mine øjne en afstumpet idiot hvis man slår et dyr, og man kan også være det hvis man slår et barn, men i visse tilfælde kan det også være en falliterklæring hvis man ikke kan finde ud af at gi et barn en endefuld. Du kunne ikke tænke dig at se dine børn ødelægge deres liv, sådan som jeg måtte se på at min bonusdatter ødelagde sit, vel?

Men det var heller ikke særligt hyggeligt at høre på de idiotiske skænderier mellem mor og datter i årene forinden.

Min kæreste og jeg kunne ind imellem godt grine af, at mens det før i tiden var børnene der løb hjemmefra, så er det nu forældrene - men det var faktisk ikke morsomt, når min kæreste drev hvileløst rundt, for at tøjle sit temperament, og min bonusdatter ringede og græd, fordi hun var ked af at være alene hjemme.

Jeg syntes at det var langt ude, men jeg kan selvfølgelig ikke sige noget om, hvordan det ville have været, hvis min kæreste havde reageret fysisk. Jeg har bare oplevet langt kærligere forhold mellem forældre og børn i nogle jydske familier, hvor det anses for naturligt, at børnene sættes på plads hvis de flipper ud.

Danmark er også kun blevet mere voldeligt i de tolv år, der er gået siden politikerne blandede sig i hvordan forældre opdrager deres børn. Kan man tro på hvad der står i MetroXpress, så har hver tiende unge dansker en voldsdom, mens Danmark har nordisk rekord i antal fængslede unge. Som om de unge overhovedet ikke fatter at deres handlinger har konsekvenser, før det er for sent.

Det har også været almindeligt de sidste ti år, at forældre har købt sig husfred, og det bliver måske sværere i de kommende år. Så ingen tvivl om at vi behøver at finde nogle balancer.

I den sammenhæng er det ikke noget problem, at tilhængere og modstandere af fysiske reaktioner aldrig vil kunne blive enige, men det er et stort problem når den ene part tager patent på sandheden, og ensidigheden ydermere ophøjes til lov.

Jeg fatter ikke, at vores politikere har kunnet være så dumme, at de har blandet sig i ting som opdragelse og rygning. Den slags hører hjemme i et diktatur, og diktatur avler ekstremisme. Det er således helt i overensstemmelse med tidsånden at vi i Århus har ultravoldelig både højre- og venstreekstremisme, og vores inkompetente politikere fatter ikke en dyt, for de prøver jo bare at skabe et sundt og velfungerende samfund, ikke sandt. I ophøjet døvblindhed over for den million ting, der absolut ikke fungerer i dagens Danmark.

Gud bevare Danmark, for der er ikke andre der kan, men Gud gider helt sikkert heller ikke.

Venlig hilsen, Leon

Kære Leon

Du har ret i at der på mange måder var mere hold på opdragelsen dengang man måtte slå, men efter min mening skyldes det snarere familiernes opløsning, at forældrene skulle realisere sig selv og alt det vrøvl, der blandt gode ting, også fulgte med feminismen, end det at slå sine børn. De mistede familimæssige bånd har ødelagt utroligt meget mere end mange vil se i øjnene, bare på grund af egoisme.

Naturligvis skal børnene sættes på plads hvis de flipper ud uden gyldig grund, men som min gamle klasselærer viste os, det var slet ikke nødvendigt at slå ;-) Han havde den naturlige autoritet (endnu et fyord :-) der gjorde sådan noget fuldkommen overflødigt.

Meget interessant nævner du:
Jeg fatter ikke, at vores politikere har kunnet være så dumme, at de har blandet sig i ting som opdragelse og rygning. Den slags hører hjemme i et diktatur, og diktatur avler ekstremisme.

Må jeg i den forbindelse nævne at du har mere ret, end du måske normalt tænker over (ved jeg jo ikke), fordi danmarks grundlov af 5 juni 1953, erklærer at den fremtidige styreform skal være, hold nu fast, begrænset diktatorisk.

Vores nuværende grundlov bygger på Junigrundloven af 1849; den blev ændret i 1855, 1863, 1866, 1915, 1920 og senest i 1953. Ændringerne har været små, og man har bevaret grundlovens oprindelige sprog, så danskerne i dag skal beskyttes af en lov, som kun de færreste forstår.

Hvis du vil læse selv så tryk på dette link, det er meget oplysende ;-)

http://www.leksikon.org/art.php?n=1023

Hej Jørgen, tak for det gode link til Politikens artikel. Den artikel viser jo meget godt, hvor neurotiske, usikre og forvirrede danskere er i dette sygeligt børnecentrerede samfund. Vi aner ganske enkelt ikke hvordan vi skal forholde os til udlændingenes patriarkalske kultur, og så ender vi med at acceptere fuldstændigt uacceptabel vold, også fordi det hørte nazityskland til at bruge børnene som angivere i forhold til forældrene, og der er heller ingen tvivl om, at det ville være mere skadeligt for børnene at blive misbrugt som angivere, af det danske samfund, end at blive tæsket af deres forældre. Skak mat. Vi kan ikke bygge bro mellem to ekstreme kulturer, der ligger og roder i hver sin grøft, uden at kunne finde fornuftige grænser og balancer.

Disse praktiske problemer er imidlertid ikke skolens ansvar, så skolen har ingen undskyldning for ikke at ha indberettet sit kendskab til volden i familierne, men hvad skulle det have været godt for? Gældende retspraksis i Danmark er, at man idømmer forældre fængselsstraf for anvendelse af afstraffelsesredskaber, mens Folketinget har vedtaget at man ikke kan straffes for at gi endefuld med flad hånd, men hvordan nu lige med alle de tilfældige slag, spark og lussinger, som er så almindelige i patriarkalske familier? Endvidere kan politiet jo heller ikke gøre noget ved, at en del indvandrermænd banker deres koner, hvis ikke konerne vil anmelde volden. Grød, grød og grød.

Den nævnte skole er absolut ikke ene om at påtage sig ansvaret for, at man ikke kan bruge dette samfunds ekstremitet til noget som helst. Vi er mange, som ifølge bistandsloven - hedder den stadig sådan? - er pligtige til at indberette børnemishandling, men da vi egentlig også skulle indberette kendskab til børn som får "almindelige" endefulde, så undlader vi at indberette noget som helst. Kommunerne bruger heller ikke at kontakte de indberetnings-pligtige, og fortælle hvem man skal kontakte, så vi siger bare: rend os i røven. Jeg nævner på min hjemmeside den totale absurditet i, at mine genboer i en lille stationsby, som var henholdsvis lærer og socialrådgiver, ifølge loven skulle indberette sig selv, når de gav deres egne børn endefuld. Så fuck det her latterlige lorteland, ikke sandt.

Virkeligheden er, at der er børn som finder tryghed i, at de voksne sætter grænser fysisk - endefulden er jo et ritual - men samtidigt er der ingen tvivl om de psykiske følgevirkninger hvis børn udsættes for smerte, og jeg redegør på min hjemmeside for Philip Greven's livslange studie af disse følgevirkninger.

En af dem er at tro på apokalypsen, og vupti, så er vi ovre i, at vores andengenerationsindvandrere er næsten mere religiøse, end deres forældre. Således at vi også er nødt til at forholde os til deres forherligelse af Koranens svælgen i sadistisk fryd over hvor galt det vil gå de syndige på den yderste dag, og så kan man vel ikke forarges over dét, uden også at tænke på, at vores egen Johannes Åbenbaring er præcis lige dan. Så jeg foreslår at vi sækulariserer Biblen, også fordi Det Gamle Testamente forherliger folkedrab - Moses var jo en helt, ikke sandt, selv om han ikke kun skulle føre det udvalgte folk til landet om flyder med mælk og honning, men også lige udrydde de millioner mennesker, som beboede landet i forvejen, og så var Hitler jo ikke sen til at fange pointen og påberåbe sig moralsk ret til at ta andres land - og så er det også lidt svært at goutere at Ordsprogenes Bog forherliger børnemishandling.

Kan vi rumme at få alt det op til overfladen? Næh, så jeg kan godt forstå at den omtalte skole valgte at nøjes med rollespil og kaffesludder.

M.v.h. Leon

Leon Valuer

Virkeligheden er, at der er børn som finder tryghed i, at de voksne sætter grænser fysisk - endefulden er jo et ritual - men samtidigt er der ingen tvivl om de psykiske følgevirkninger hvis børn udsættes for smerte, og jeg redegør på min hjemmeside for Philip Greven's livslange studie af disse følgevirkninger.

Det er rigtigt at disse børn har oplevet denne virkelighed og derfor tror at det er sådan det skal være, hvilket måske også er skolens grund til ikke at gøre mere. De kender flere af disse børn og ved at hvis de ikke får et par på hovedet fra tid til anden, så går de helt amok.

Af selv samme grund er det nødvendigt at vi ikke importere flere indvandre end vi kan håndtere, så det ikke bliver almindeligt at mishandle børnene fordi en kultur ikke har forstået danmarks infrastruktur. Både børnene, lærerene og forældrene skulle indskærpes følgerne af denne vold, og sanktioneres såvidt de ikke efterfølger kravene, og det gør skolen ikke ved at kun at indkalde til samtale, men vil blive nødt til at anmelde volden såfremt den ikke standses.

Hans Hansen

Tillad mig at supplere dit krav om konsekvens, med at spørge hvad man synes at konsekvensen skal være?

Hvordan synes man at politiet/retsvæsnet skal tackle en anmeldelse? Kan man dømme patriarker for at opføre sig patriarkalsk, eller skal man sige til dem at deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark er betinget af, at de opgiver deres patriarkalske kultur? - idet det dog må gælde dem, som den danske befolkning iøvrigt, at man ikke kan straffe forældre for at gi deres barn/børn en behersket endefuld med flad hånd.

Hvis vi udviser patriarker, som mishandler deres børn, skal vi så tvangsfjerne børnene inden udvisningen? Eller skal børnene både leve med at de har fået forældrene udvist, ved at besvare spørgsmål i skolen, OG leve sammen med forældrene?

Hvis andre skoler har gjort som den omtalte, og lokket børnene til at udlevere forældrene til konfrontation med bedrevidende danske skolelærere, så kan jeg iøvrigt godt forstå at indvandrerbørn har hærget København med hærværk og været ved at brænde byen ned. Vi er godt nok så stinkende hjernedøde, at jeg skammer mig helt ned i neglerødderne over os.

Jeg tror ikke at danskere generelt, helt forstår hvad patriarkalsk kultur er, selv om dansk kultur også var patriarkalsk i hvert fald op til 1960, og havde reminiscenser derfra til ind i midten af 1970erne. Men så lad mig minde om at vi var autoritære, autoritetstro, etnocentriske, chauvinistiske, dogmatiske, dominerende og afstraffende. 1960ernes oprørsbevægelser - f.eks. rødstrømperne og marxisterne - var også i højere grad en del af dette kulturmønster, end en protest imod det. Vi var kort sagt en pestilens for hinanden, simpelthen.

Det er 1/3 af vores indvandrere også, mens 2/3 er blevet europæiserede, og accepterer ligeværdighed mellem kønnene, sex før ægteskabet, skilsmisser og religionsfrihed. Idet dog over halvdelen af vores indvandrere i både første og anden generation mener, at loven burde forbyde religionskritik.

Den patriarkalske tredjedel af indvandrerne er etnocentriske, og betragter sig selv som et herrefolk, og os som primitive indfødte, præcis som vi gjorde i forhold til f.eks. grønlændere og afrikanere, og man må antage at de patriarkalske indvandrere regner med at alle danskere vil brænde op i helvede i evig pinsel for vores utugtige levevis og hang til flæskesteg og meget, meget mere. For denne tredjedel af indvandrerne er der intet odiøst i at 24timer 13/2 kunne berette følgende: "En 23årig ugift kvinde i Saudi Arabien er blevet idømt et års fængsel og 100 piskeslag, fordi hun har tilstået, at hun blev voldtaget af fem mænd. Hun tog imod et lift fra en mand, og det førte til, at hun systematisk blev voldtaget natten igennem af manden og fire af hans venner. Kvinden blev gravid efter overfaldet, og derfor skal dommen eksekveres efter fødslen." Der måtte et massivt politiopbud til, for at beskytte en retsbygning mod rasende fædre, da en flok indvandrerdrenge i Århus blev dømt for massevoldtægt af en pige, og vold og voldtægt og skyderi og tyverier og indbrud er helt almindelig hverdag i Århus. Der er ikke engang noget opsigtsvækkende i at et ældre ægtepar, et par gader fra hvor jeg bor, blev torteret ihjel under et indbrud.

For de patriarkalske indvandrere er kriminalitet blot familieforsørgelse med alle midler taget i brug, og hæleri er blot en livsstil. Men det er ikke kun de patriarkalske indvandrere, der har problemer med at administrere friheden i det danske samfund, problemet er bare helt ekstremt i forhold til de patriarkalske indvandrere. Det er almindeligt at høre indvandrerdrenge sige, at det har været en dårlig uge, hvis de ikke har kneppet mindst 4 danske piger, og jeg har endnu ikke mødt en dansk pige, som har eller har haft et forhold til en indvandrer, som ikke har fået tæsk af ham, og i de patriarkalske familier også af hans forældre. Jeg har iøvrigt heller aldrig mødt en dansk fyr som har været kæreste med en indvandrerpige, så jeg tror faktisk ikke at de kan li os.

Så hvor stor er sandsynligheden for, at forældrene sætter pris på at blive kaldt til hastemøde på skolen, for at få at vide, at de ikke véd hvordan man opdrager børn? Det er lige før Danmark fortjener, at man sender Bin-Laden en tegning af en vis mand der knepper en gris i røven, og fortæller, at den tegning hænger i alle offentlige bygninger i Danmark.

Så ville vi måske fatte, hvad det er, vi har med at gøre, og at danske politikere for anden gang har foræret landet væk til en besættelsesmagt.

Vi har lige haft indbrud, lørdag nat kl 3. Tyvene brød ind i min husværts soveværelse og stjal en fladskærm. Min husvært opholdt sig i stuen, og hørte ikke at havedøren i soveværelset blev brækket op. Jeg hørte det, men havde lige lagt mig fordi jeg først kom hjem fra arbejde kl 1, og troede bare at det var noget der væltede. Et øjeblik efter blev min dør åbnet, og lyset tændt. Jeg rejste mig halvt op i sengen og sagde hej, i den tro at min hjælp var påkrævet i forbindelse med det, der var væltet, men så blev lyset slukket igen, og jeg tænkte bare at der måske ikke var sket noget særligt alligevel. Min husvært laver sgu så mange skøre ting. Men ikke så længe efter, gik hun fra stuen i soveværelset, og opdagede indbruddet.

Vi bor midt mellem to indvandrerkvarterer, hvoraf det ene er det berygtede Brabrand, og det betyder at man skal forvente indbrud 3-4 gange om året. Vi ringede selvfølgelig til politiet, men de gad ikke at komme. Havde de heller ikke gidet det, hvis jeg havde været vågen, og havde smadret indbrudstyvene? Jo, så havde de helt sikkert stået her fem minutter efter. For det er, hvad der er tilbage af såkaldt lov og orden i dagens Danmark: at vi beskytter de afstumpede og forkvaklede mod deres ofre.

Et menneskes hjem burde være ukrænkeligt, men 24timer fortalte netop forleden, 26/2: "2008 var det værste indbrudsår nogensinde. På bare to år er antallet af indbrud i private hjem steget med 40 procent. Samtidig er tendensen med flere hjemmerøverier også fortsat i 2009. I januar måned var der otte grove hjemmerøverier, hvilket er en tredjedel af antallet i hele 2007."

Jeg er ret sikker på, hvem den ene af indbrudstyvene var. Forleden fik min husvært besøg af en ung indvandrer, hvis forældre har købt villa et lille stykke nede ad vejen, og sidst han var på besøg, blev min scooter stjålet et par dage efter. Ved tidligere besøg har han stjålet vin og en mobiltelefon fra min husvært, men mobiltelefonen fik hun ham til at aflevere igen, idet han dog var fræk nok til at beholde SIM-kortet. Hun har også set ham luske rundt uden for hendes soveværelsesvindue, men hun er lidt speciel og lagde noget seksuelt i det, til jeg forklarede at han bare sonderede terrænet for at se om han kunne bryde ind. Alligevel lukkede hun ham ind forleden, for vi vil jo så gerne tænke godt om andre, ikke sandt.

Derfor har Århus kommune også brugt så mange millioner kr på møbler og kørekort til udlændinge, at der ikke er råd til lokalpoliti i de mest belastede indvandrerkvarterer. Der er sågar mindst en indvandrer der har fået bil af kommunen, fordi han ikke kunne finde ud af busserne. Men knalder vi idioterne et par på låget, når de krænker vores ukrænkelige hjem, så vil vi omgående erfare, at vi har drevet vores humanisme så langt ud, at det i dag er den, der er den direkte årsag til at de onde ler mens de gode græder. Der er jo ingen i dagens Danmark, der bliver tyv af nød. Der er bare nogen, der vil ha afløb for deres foragt for andre mennesker.

Vores myndigheder er så tomhjernede, at det gør ondt. Jeg har det sidste halve år forsøgt at skaffe hjælp til en hjerneskadet pige, som er dybt traumatiseret af, at Århus kommune har tvangsfjernet hendes 5 børn, men jeg er ingen vegne kommet. Pigen forstår ikke tvangsfjernelserne, netop fordi hun er hjerneskadet, , men Århus kommune bruger kun hendes problemer til at retfærdiggøre tvangsfjernelserne.

Danmark må være det mest ødelagte land i verden, men vi kan jo så trøste os med, at vi endnu ikke har oplevet det værste.

Hvad gør aber med deres unger? Jeg ved, at katte og hunde brummer surt og måske rusker ungen lidt, når den har været "slem". Som tilskuer vil man nok næppe kalde det vold.
Vi mennesker har det med at fortænke tingene i en grad, så vi til sidst ikke aner, hvad der er op og ned.
Hvad gør aberne - hvem ved det? Måske det kan give en indikation af, hvad der er naturligt?

Hvor stor relevans har naturlighed? Man kunne fristes til at anlægge det synspunkt at kriminalitet er naturligt for en stor del af vores indvandrere - det, som jeg kalder familieforsørgelse med alle midler taget i brug, herunder at det for mange af de unge indvandrere handler om sex, altså om at skaffe penge til at gå på værtshus hver aften og forføre pigerne ved at købe drinks til dem - men det blir indvandrerkriminaliteten jo ikke mere tålelig af, for ofrene.

Jeg runddelte iøvrigt en orientering om vores nylige indbrud, til naboerne, og erfarede derved, at den omtalte unge indvandrer, hvis forældrer bor 2 huse herfra, er en af lederne i Bispehavebanden, og at forældrene boede i Bispehaven før de købte hus her. Jeg hørte også om nogen længere nede ad vejen, som har haft indbrud 10 gange, og hver gang også været udsat for hærværk, såsom at møblerne er blevet sprættet op. Jeg fik også at vide at der faktisk har været et lokalpoliti tilknyttet Bispehaven, og at de holdt meget øje med Samir, som den omtalte indvandrerknægt hedder, men det skulle sandelig spares væk. Nu må jeg så konkludere, at fjernelsen af topskatten nok handler om, at vi alle har opgivet det danske samfund, og at de rige nu bare prøver at redde sig selv, og at politikere er mere end villige til at hjælpe for at prøve at redde sig ud af at de har ødelagt landet. Fandme hyggeligt. Kan man forestille sig noget andet samfund der er SÅ gennemsyret af topmålt talentløshed, uendelig inkompetence og decideret stupiditet? Det må man da ikke håbe.

For så at vende tilbage til det med naturligheden, så skrev min gode ven gennem 20 år, Villy Sørensen: "Kultur betyder dyrkning, og hvad enten det er jorden eller guder man dyrker, er det en kulturel virksomhed man udøver. Også resultatet af denne kulturelle virksomhed betegnes som kultur, der altså bliver et navn for den dyrkede eller formede natur, både den ydre natur, der kultiveres ved hjælp af kultivatorer og andre hjælpemidler, og den menneskelige natur, der kultiveres gennem opdragelse i hjem, skole og i alle de andre undervisningsanstalter. Man kan både tale om højt kultiveret hornkvæg og om højt kultiverede mennesker, men de sidste taler man ikke så meget om, fordi det føles som en fornærmelse mod dem, der så må formodes at være mindre kultiverede." (Uden mål - og med, 1973, afsnittet 'Natur og kultur'.)

På denne baggrund er jeg på min hjemmeside kommet for skade at betegne endefulden som kultiverende kropskontakt, men det er naturligvis humoristisk ment, for det er jo kun de, som jeg kalder for de barnlige børn, for hvem endefulden er naturlig og nødvendig. Men når hverken politikere eller psykokvaksalvere kan fatte, at der er forskel på børn, og når de så alligevel blander sig, tja, så får vi andre jo nok imellem stillet tingene lidt hårdt op. Hvad jeg så ydermere gør helt bevidst, eller hvad man nu skal kalde det, ved posthumt at lege good cup og bad cup med Villy, og tildele ham alt yin og selv være yan. Den Gode og Den Onde - og Den Grusomme er så den tåbelige socialpædagog i Farsø, som for nogle år siden lod sig rive med i en heksejagt på incest-forbrydere, og som i den sammenhæng hjernevaskede et ukendt antal børn, som han og hans kone fik betroet i aflastning. Denne skandale medførte stadigt uopklarede justitsmord, og derfor er det med at være Den Onde nok ved at blive min anden natur.

Men det ændrer ikke ved, at jeg mener at vi er blevet lokket til at finde endefulden suspekt, ved at psykokvaksalverne altid og uden undtagelse manipulerer med sproget, og siger at forbrydere er blevet kriminelle fordi de er blevet slået, mens andre har fået succes på trods af at de ved enkelte lejligheder har fået smæk. Sådan er det ikke ifølge Baumrind, og jeg kan heller ikke se andet, end at det er helt naturligt, at livet er en vekselvirkning mellem yin og yan.

Vi bliver i hvert fald nødt til at være mindre yin i dette land, hvis ikke det skal få yan så meget op i andre, at folk valfarter hertil fra hele verden for at udplyndre die dumme dänen.

Leon Valeur

I al sin enkelthed Leon, at man er mislykkedes som forældre hvis man slår sine børn, og bør opsøge terapeutisk støtte for at forstå bivirkningerne og forbedre sine opdragelsesmetoder, såfremt det overhovedet kan lade sig gøre. Vi ved jo at der er nogle der er komplet umulige som opdragere. Længere er den ikke.

Inger Sundsvald

Jens Bryndum m.fl.

Jeg ved tilfældigvis, at en killing får et ordentligt dask med en pote hvis den er for fræk. Men, i hvert fald for mine hunkattes vedkommende, så har de ikke læst psykologi. Jeg forventer derfor heller ikke at de tænker tanker som mennesker gør. Men jeg har da set aber have den helt rigtige forståelse af omsorg og beskyttelse af deres unger, så man skulle tro at de havde læst noget om nærvær og beskyttelse og empati.

DR arrangerede i 1997 en TV høring hvor bl.a. en række børn blev spurgt hvad de mente om endefulde. Flere syntes at det var ok, og en dreng svarede, som adskillige børn i udenlandske interviewundersøgelser, at hjemmet ville blive kaotisk uden. Hvor er demokratiet i den sammenhæng? Har børn ikke ret til at have en mening, og blive hørt? Men man skal naturligvis ikke snyde sig selv for den fantastiske oplevelse det er at spilde tid og penge på at frekventere en psykokvaksalver. Jeg prøvede det engang, fordi jeg havde koncentrationsbesvær efter en trafikulykke, og det var meget interessant at blive mystificeret af at psykokvaksalveren fandt at de knuste småpartikler i min nakkehvirvel, i virkeligheden var undertrykt homoseksualitet. Desværre kunne han ikke fuldføre terapien fordi han blev arresteret for mord på Christian Kampmann. Ærgerligt, ærgerligt. For det er faktisk yderst sjældent at psykokvaksalvere yder deres kunder modstand. Jeg har ikke hørt om eet eneste tilfælde, hvor folk ikke er blevet snakket efter munden. Hvis der er nogen i dette land, der véd at kunden altid har ret, så er det psykokvaksalverne.

Jeg vil lige nævne Ole, som blev begravet sidste forår, 55 år gammel. Han var tilmeldt psykologistudiet i 20 år, uden nogensinde at få taget forprøven, men han var også kun tilmeldt fordi han var klar over at psykologistudiet i 1980erne var "Danmarks hotteste kussemagnet". Han nåede også at nedlægge mindst 70 piger det tiår. Penge skaffede han ved sort arbejde og ved at hæve understøttelse og SU samtidigt. Jeg kan ikke forklare hvorfor han aldrig blev opdaget, for han udskrev også en masse regninger med moms, som aldrig kom videre end til skraldespanden. Han drak konstant, og i perioder helt ekstremt. Men det var ikke nogen hindring for at han kunne deltage i guderne må vide hvor mange terapikurser. Så, sidst i 1990erne, faldt han omsider lidt til ro. I en slags bofællesskab i det nordlige Århus, hvor der var et par søde piger som gad at lege mor for ham når han var lidt ude i tovene. Tre år senere flyttede der en ung pige ind, som lige var startet på psykologistudiet. Ole blev fuldstændigt besat af hende, og jeg undlod at slå ham oven i hovedet med noget tungt, og nøjedes med at sige til ham, at det var ok så længe han ikke fortalte nogen om det. Men han gik desværre til psykolog, som iøvrigt aldrig kritiserede at Ole drak, og da Ole fortalte psykologen om pigen, så fik Ole at vide, at når han følte sådan, så var det meget vigtigt at han fortalte pigen det. Det gjorde Ole så, selv om jeg havde sagt at han skulle lade være, og pigen reagerede som forudsigeligt, og gav bofællesskabet det ultimatum, at enten rejste den gamle gris, eller også gjorde hun. Så måtte den gamle gris trække sine teltstænger op, og flytte til et nyt bofællesskab med bl.a. en alkoholiseret døgninstitutionspædagog. Så gik det helt galt, for så begyndte Ole også at misbruge stesolider, og et par år efter måtte jeg afbryde kontakten med ham, fordi jeg ikke gad at høre mere om den psykolog der havde ødelagt hans liv.

Så når dit barn begynder at drikke som tolvårig, og siger "skrid" hvis du vil snakke om tingene, og iøvrigt gør det modsatte af hvad I har aftalt, så lad for guds skyld være med at tro at ungen prøver at presse dig til at sætte grænser, men skynd dig hen til en psykokvaksalver at få ros for at du ikke har givet ungen et klask i røven. Det er også meget bedre at give ungen indlæringsvanskeligheder ved at skælde ud hele tiden i stedet for at reagere fysisk, og så er det jo en selvfølge i Danmark at nedbryde børns respekt for dit og mit ved ustandseligt at beslaglægge deres mobiltelefon eller computer eller TV, og det er også helt naturligt at gøre hjemmet til et fængsel ved at gi ungen stuearrest. Den slags er simpelthen civilisation, og når du ikke kan holde det ud længere, så bare snak med en psykokvaksalver. Det løser ikke noget, men det får tiden til at gå, til din unge er gammel nok til at flygte langt væk fra dig. Hvilket naturligvis er din egen skyld, for det har ikke noget med børns forskellighed at gøre, at naboens børn er helt anderledes rolige og nemme at få kontakt med. Det er bare dig, der er noget i vejen med, men det kan du sikkert få psykologhjælp til at lære at leve med. Og jeg skal så undlade at opkræve dig 50 ører for min rådgivning, da du må antages at være meget fattig med alle de penge som du må lægge hos psykokvaksalverne.

Kan man forstå at indvandrerbanderne har så lidt respekt for danskere, at de går rundt og skyder folk ned, og kropsvisiterer tilfældigt forbipasserende? Jeg fatter det ikke, men jeg er heller ikke så klog. Hvilket nok skyldes at jeg aldrig fik gennemført min psykoterapi, og derfor stadig er så primitiv, at jeg bl.a. tror på hvad børn siger, i stedet for at bortforklare og overfortolke det.