Islam versus menneskerettighederne

I august 1990 vedtog de 56 medlemsstater i Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC) den såkaldte 'Cairo-erklæring om menneskerettigheder i islam'. I dette dokument anses alle rettigheder for at være givet af Gud, og i artikel 24 slås fast, at "alle de rettigheder og friheder, som denne erklæring fastsætter, er underlagt den islamiske sharia".

Ydermere præciseres det i præamblen:

"Principielt kan disse rettigheder ikke suspenderes, hverken helt eller delvist. Ej heller kan der ses bort fra dem, eftersom de alle er forpligtende guddommelige bud."

På verdenskonferencen om menneskerettigheder i 1993 i Wien, pressede Iran med støtte fra adskillige andre islamiske stater på for at få godkendt Cairo-erklæringen som et alternativ til FN's universelle menneskerettighedserklæring af 1948 (UNHDR) - den erklæring, som i dag fylder 60 år. Dette mål blev delvist nået i 1997, da FN's Generalforsamling - uden diskussion eller debat - besluttede sig for at medtage Cairo-erklæringen i de officielle FN-menneskerettighedstekster, som blev udgivet af FN's menneskerettighedskommission under titlen A Compilation of International Instruments.

Vi springer hurtigt frem til Menneskerettighedserklæringens 59-års-dag, den 10. december 2007. På denne dato holder den pakistanske FN-ambassadør Masood Khan i FN's Menneskeretsråd på vegne af de islamiske stater et glødende indlæg om FN's universelle erklæring, idet han fremhæver de bidrag til formuleringen af disse rettigheder, som kom fra flere muslimske lande. Men derpå hævder han videre, at Cairo-erklæringen "ikke er et alternativt konkurrerende verdenssyn på menneskerettigheder", men i stedet "supplerer og kompletterer Den Universelle Erklæring ved at forholde sig til den religiøse og kulturelle specificitet i muslimske lande."

Fundamental afvigelse

Cairo-erklæringen er altså ikke alternativ, må vi forstå. Men selv en kursorisk læsning af Cairo-erklæringen afslører, at dennes menneskerettighedsbegreb afviger fundamentalt fra det begreb, der opereres med i FN's universelle erklæring. Intet "kompletterende" dokument kan nemlig indskrænke de rettigheder, som er fastsat i Den Universelle Erklæring, og dette er just, hvad Cairo-erklæringen gør ved at henvise til sharialoven. For ifølge sharialoven har en kvinde ikke nogen personlig autonomi. En kvindes ord eller en ikke-muslims ord har kun den halve vægt af en muslimsk mands, og begge anses kun for halvt så meget værd. Ingen kvinde kan betragtes som et autonomt individ, men behøver en vogter - en far, en ægtemand, søn eller anden mandlig slægtning - og må ikke træffe selvstændige beslutninger. Religions-frihed er indskrænket til friheden til at blive og forblive muslim. Frafald fra islam eller enhver handling eller ytring, der kan opfattes som blasfemisk, skal straffes strengt, i nogle stater med døden.

I sin klassiske analyse af islam og menneskerettigheder betegner Ann Elizabeth Meyer Cairo-deklarationen som ikke så meget en erklæring om menneskerettigheder som "en erklæring om menneskets ansvar og pligter over for Gud". Ifølge Meyer "accepteres det i international ret ikke, at fundamentale menneskerettigheder kan indskrænkes - og da slet ikke permanent beskæres - med henvisning til krav fra en eller anden særskilt religion. International ret giver ikke hjemmel for at fratage muslimer menneskerettigheder ved at give islamiske kriterier forrang".

I den samme tale til FN's Menneskerettighedsråd sagde ambassadør Khan, at "OIC overvejer at oprette et uafhængigt permanent organ, der skal fremme menneskerettigheder i overensstemmelse med bestemmelserne i Cairo-erklæringen," hvorpå han henviste til en beslutning truffet i maj 2007 blandt Den Islamiske Konference-organisations udenrigsministre om at udarbejde 'Et Islamisk Charter om Menneskerettigheder', en 'Konvention om Kvinders Rettigheder i Islam', og en 'Islamisk Pagt imod Racediskrimination'. Mon disse heller ikke skal opfattes som alternativer til Den Universelle Erklæring? Men hvorfor så foreslå dem?

Krav om retslig afgørelse

Dybt skuffende var det, at ingen delegation var parat til at udfordre absurditeten i de pakistanske prætentioner. Min egen organisation, International Humanist And Ethical Union, forsøgte sammen med andre ngo'er at gøre dette i dialogrunden den følgende dag, men vores indlæg blev kendt "uden for dagsordenen" og strøget fra referatet.

Opgive ville vi ikke, så derfor gik vi sammen med Verdensforbundet for Progressiv Jødedom og skrev et fælles brev til Louise Arbour, FN's højkommissær for menneskerettigheder, med krav om, at der blev truffet en retslig afgørelse om, hvorvidt Cairo-erklæringen ville være i modstrid med Den Universelle Erklæring.

I september 2007 havde Den Europæiske Union forsøgt at få optaget en resolution i Menneskerettighedsrådet om afskaffelse af diskrimination ud fra religion eller tro, mens dets fremlæggelse blev udskudt til december i et forsøg fra forslagsstillerne på at få OIC's støtte. Trods ganske intensive forhandlinger stod det snart klart, at ingen fælles forståelse ville være mulig. Den 14. december erklærede den pakistanske delegat, idet han stadig talte på vegne af hele OIC, at der bestod uoverensstemmelse i fem væsentlige spørgsmål, hvoriblandt var: respekt for religioner og tro og respekt for national lovgivning om religiøse normer vedrørende retten til at skifte religion eller tro.

"Følgelig må vi tage afstand fra den foreslåede paragraf 9a som følge af den formulering, den rummer vedrørende retten til at skifte sin religion eller tro."

Men ikke desto mindre er denne ret udtrykkeligt fastslået i artikel 18 af Den Universelle Erklæring, som alle islamiske stater - på nær en - har skrevet under på.

Opretholdt myten

I sidste ende stemte ingen af de stater, som havde disse indvendinger mod resolutionen, dog imod den - hvorved de opretholdt myten om deres støtte til de universelle menneskerettigheder. Der-imod undlod de at stemme, velvidende at blanke stemmer i realiteten kom til at tælle som stemmer imod resolutionen. Trods deres modstand blev resolutionen dog alligevel vedtaget med stemmerne 29 mod 0 og 18 blanke stemmer.

Den 18. december 2007 vedtog FN's Generalforsamling en resolution om "bekæmpelse af religionsforhånelse" med 108 stemmer mod 51, mens 25 undlod at stemme. I de seneste otte år har sådanne resolutioner uden videre kunnet vedtages i den gamle Menneskerettighedskommission såvel som i det nye Menneskerettighedsråd. Men denne gang var første gang, en sådan resolution blev vedtaget af Generalforsamlingen. Resolutionen udtrykker sin "dybe bekymring over udbredelsen af negative stereotyper af religion og manifestationer af intolerance og diskrimination i forhold til religion eller tro". Men bemærkelsesværdigt nok er den eneste religion, der henvises til, islam.

I resolutionen bemærkes det også med dyb bekymring, at der skal være sket "en intensivering af kampagnen for at forhåne religioner og etnisk og religiøs profilering af muslimske minoriteter i kølvandet af de tragiske begivenheder den 11. september 2001". Det understreges, at skønt alle har ret til ytringsfrihed, så bør denne udøves under ansvar - hvorfor den kan underkastes visse begrænsninger, bl.a. i forhold til "respekt for religion for religioner og tro".

De vestlige delegationer stod imidlertid fast i deres modstand imod religion. Den portugisiske delegat, der talte på EU's vegne, redegjorde for hvorfor i følgende klare vendinger:

"Den Europæiske Union kan ikke anse begrebet om 'religionsforhånelse' som gyldigt i en menneskerettighedsdiskurs. Fra et menneskeretsperspektiv bør medlemmer af religiøse grupper eller trosfællesskaber ikke opfattes som dele af homogene entiteter. Den internationale menneskerettighedslovgivning beskytter primært individerne, herunder deres religions- og tros-frihed, snarere end religionerne som sådan."

Til trods for disse indvendinger måtte resolutionens modstandere konstatere, at de var på den tabende side med et to-til-et-flertal imod sig. Implikationerne af denne resolution om friheden til at kritisere religiøs lovgivning og praksis er åbenlys. Udrustet med FN-støtte til deres handlinger kan disse stater nu lovgive imod et hvilket som helst udtryk for disrespekt for religion, uanset hvordan de så måtte vælge at definere 'disrespekt'.

De islamiske stater ser menneskerettigheder igennem en eksklusivt islamisk optik, og i kraft af deres stemmeflertal er dette synspunkt nu blevet det dominerende i FN-systemet. Med ildevarslende implikationer for menneskerettighedernes universalitet.

Roy Brown er tidligere formand for International Humanist and Ethical Union

Oversat af Niels Ivar Larsen

Se Ann Elizabeth Mayer: 'Islam and Human Rights: Tradition and Politics' (fjerde udgave), Westview Press 2007