Kommentar

Kald det kærlighed, kald det ...

Sociologen Niklas Luhmann filosoferede knastørt over begrebet kærlighed. Han kom frem til, at kærlighed fungerer som en usædvanligt risikabel måde at organisere sociale systemer på
Debat
19. december 2008

Her i slutningen af 2008 er det 10 år siden, at den største tyske efterkrigssociolog, Niklas Luhmann, døde. I den anledning fik en af hans yngre kolleger, André Kieseling, lov til at rode i Luhmanns gemmer. I en af kasserne med papirer fandt han et manuskript, som Luhmann havde skrevet i 1969. Og da nu 10-årsdagen for Luhmanns død nærmede sig, blev manuskriptet straks udgivet.

Hvad skrev den nyansatte, knastørre systemteoretiker Niklas Luhmann om i foråret 1969? Om kærlighed, såmænd. Liebe, eine Übung, hedder det manuskript, som André Kieseling stødte på, da han rodede i gemmerne. Det var ikke skrevet med henblik på at blive publiceret, men var alene ment som forberedelse til den øvelsesrække, Luhmann skulle afholde på det dengang nye universitet i Bielefeld. Manuskriptet er på i alt 80 sider. Jo, han forberedte sig grundigt, Luhmann.

Åbenhed

Hvad er kærlighed, spurgte Luhmann de studerende. Svaret har sikkert overrasket dem: Kærlighed er - et kommunikationsmedie!

"Det er højst sandsynligt, at gennembruddet til en første uafhængighed fra forældrene, ophidselsen i forbindelse med de første usikre kontakter eller den første anerkendelse fra kønspartnere, at alt dette med en kulturel kliché fortolkes som kærlighed - og i så fald bliver gjort til kærlighed."

Et eller andet nyt og uklart foregår, og dette uklare opsøger et medie for at kunne blive kommunikeret. Hvad skal man kalde alt det forvirrende og sindsoprivende, man oplever? Kald det - kærlighed!

Hvordan fungerer kærlighed da så, fortsatte Luhmann sine spørgsmål. Igen var svaret ikke det, en studerende i 1969 umiddelbart ville have forventet: Kærlighed fungerer som en usædvanligt risikabel måde at organisere sociale systemer på. Hvorfor? Fordi kærlighed kræver, at man må acceptere kommunikativ åbenhed, oven i købet i forhold til temaer, der ikke er fastlagt på forhånd. Man ved aldrig, hvad der sker, eller hvad der skal tales om, men man skal være åben over for det.

"Alt det, partneren oplever, skal gøres til en fælles oplevelse. Enhver skal fortælle, hvad han dagligt oplever, skal udbrede sine problemer over for den anden og løse det sammen med ham eller hende."

For som Luhmann på forhånd udmattet tilføjer: Der må ikke være nogen forstillelser, alt skal være åbent.

Politisk magt

Hvad så med sex, Luhmann? Igen må forventningerne i auditoriet være blevet skuffet. Sex er ikke kærlighedens kerne eller årsag, for kærlighed er som allerede nævnt et kommunikationsmedie. Nej, sex har den funktion at bekræfte eller forstærke kærlighedskommunikationen - lidt, tilføjer Luhmann med sin sædvanlige tørre ironi, ligesom fysisk tvang forstærker den politiske magts kommunikation.

Men hvad skal vi så i grunden med kærlighed, Luhmann? Den er en krævende og risikabel måde at organisere sig på socialt. Den er kun indirekte forbundet med sex. Hvorfor ikke vælge andre medier: Hvorfor ikke organisere privatlivet via politisk magt (familieråd) eller økonomisk betalingsduelighed? Det stiller ikke nær så store krav og er ikke nær så ustabilt som kærlighed.

Det stabiliserende punkt

Hvorfor forelske sig? "Fordi," siger den ellers så knastørre Luhmann, "man her og kun her føler sig accepteret som den, man er. Uden forbehold og krav, uden hensyn til status og ydelser. Man føler, at nogen længes efter én som netop den, man tilstrfæber at være. Min partner tilstræber mig som den, jeg er."

Som Luhmann udtrykker det, andre har udtrykt flere guirlander: Den, der føler sig elsket, oplever, at den andens forventninger svarer til den elskedes egne selvforventninger.

Men hvorfor så ikke dyrke den evige forelskelse? Hvorfor lade forelskelsen afløse af et stabiliseret kærlighedsforhold? Hvorfor flytte sammen og måske til og med gifte sig? Fordi, svarer Luhmann, kærligheden, organiseret gennem parforholdet og eventuelt institutionaliseret i ægteskabet, udgør et stabiliserende punkt i en krævende og problemfyldt hverdag. På arbejdet skal man udvikle sig i det uendelige for at gøre karriere. Politikerne fører ustandseligt hinanden bag lyset i kampen om magten. Forskerne skal publicere og publicere for ikke at falde bagom af dansen. Men i det kærlighedsbaserede parforhold elskes man som den, man er. Her er man noget særligt uden at skulle gøre sig anderledes. Her oplever man verden igennem den andens blik, ikke for at udfordre eller forandre det, men for at lære det desto bedre at kende. Her indkaldes man ikke til tilbagevendende MUS-samtaler. Her er det gensidige mål ikke at forandre den anden, men at sætte sig i hans eller hendes sted.

Prøv at købe Luhmanns lille bog om kærlighed. Den er hurtigt læst og overordentlig fornøjelig. Og så er den -til trods for sit emne - holdt i Luhmanns sædvanlige nøgterne sprog. For som han engang sagde: "Det er med god sociologi som med god vin: Den skal være tør."

Lars Qvortrup er dekan for DPU, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvad hedder bogen?