Kronik

Kan adoption hjælpe de glemte børn?

Er adoption bedre end opvækst på en moderne døgninstitution eller hos en plejefamilie? I et velfærdssamfund som det danske med lang tradition for fokus på, hvordan det går de anbragte børn, er dette et centralt spørgsmål
Børn understimuleres ofte på et børnehjem i modsætning til, hvis de adopteres, viser forskning. Her et dansk børnhjem i 1958 i Gentoftemed 20-25 småbørn, som fik besøg af sangerinden Josephine Baker.

Børn understimuleres ofte på et børnehjem i modsætning til, hvis de adopteres, viser forskning. Her et dansk børnhjem i 1958 i Gentoftemed 20-25 småbørn, som fik besøg af sangerinden Josephine Baker.

Ulf Nielsen

8. december 2008

Diskussionen af, hvad der er arv, og hvor meget der skyldes miljøet, er til stadig udfordret. En række test af børn og unges IQ rokker ved de faste forestillinger om arv og miljø, hvor børn, der blev adopteret, blev sammenlignet med de tilbageblevne børn på et børnehjem.

Nogle franske nonner havde i 1950'erne oprettet et børnehjem for børn, som forældrene havde overdraget til dem kort tid efter fødslen i Beirut i Libanon. Når børnene kom op i skolealderen, blev pigerne og drengene anbragt på hver sin kostskole. Mange år senere blev der foretaget en undersøgelse af, hvordan det gik disse børn.

Den viste, at allerede i et-årsalderen kunne man konstatere, at børnene blev sat tilbage i udvikling. De et-årige havde kun de færdigheder, der svarede til et seks måneder gammelt barn. Da pigerne blev voksne havde de en IQ på mellem 30 og 60 - i gennemsnit 50. Ingen af disse havde fulgt en normal udvikling. Der var tale om en meget usædvanlig retardering af disse børn.

Adopterede stimuleres

I 1956 blev det lovligt at bortadoptere børnene. De franske nonner gik straks i gang med at finde egnede familier til alle børnene. Nogle af børnene var imidlertid så gamle, da loven blev gennemført, at de måtte leve hele deres barndom på børnehjemmet. Undersøgelsen af børnenes intellektuelle færdigheder gjorde det muligt at sammenligne disse børn med dem, der blev bortadopteret.

Såvel drengene som pigerne, der blev bortadopteret, inden de blev to år, opnåede hurtigt en IQ på omkring 100 i gennemsnit, svarende til det normale på deres aldersniveau. Der var ingen forskel mellem drenge og piger. Testresultaterne talte deres tydelige sprog. Miljøet havde her den altafgørende indflydelse på udviklingen af børnenes intellektuelle færdigheder, fordi de miljømæssige forskelle mellem dem, der blev på børnehjemmet og dem, der blev bortadopteret var så voldsomme. Man havde udsat børnene i børnehjemmet for meget ringe forhold - uden at ville det, og uden at vide det.

Men er adoption bedre end en moderne døgninstitution? Ja, der er der undersøgelser, der tyder på. En ny undersøgelse, som omfatter moderne institutioner, viser, at institutionsbørnene klarer sig betydeligt dårligere i skolen end de børn, der bortadopteres.

Børns selvværd skades

Undersøgelsen stammer fra Spanien, hvor man har indrettet børnehjemmet i små familielignende enheder med fritidsaktiviteter i lokalsamfundet (svømning, dans, kunst, håndværk) osv. Men selv på dette moderne børnehjem klarer børnene sig dårligere i skolen end dem, der bortadopteres, og deres selvværd lider også skade sammenlignet med dem, der adopteredes ind i en ny familie. Det er således ikke alene børnenes intellektuelle formåen, der bliver retarderet, men også deres selvværd, deres mentale helbred og deres følelser lider skade.

De børn, der kom i en plejefamilie, lider under de samme kvaler som institutionsbørnene, og det viser sig, at det kun er adoptionen, som kan erstatte den tabte forældreomsorg fuldt ud. Man skal nok finde forklaringen i den meget større sikkerhed, som børn og voksne oplever i adoptionsfamilien, fordi de indgår i en livslang relation.

Plejefamiliens usikre tilknytning betyder blandt andet, at de andre børn i familien, bedsteforældrene osv. ikke fuldt ud accepterer plejebarnet på samme måde som det barn, der adopteres ind i familien. Erfaringen viser desuden, at mange plejefamilieforhold afbrydes.

En nyere systematisk gennemgang af de videnskabelige undersøgelser verden over, der er foretaget om adoption som indsats bekræfter dette mønster. De adopterede børn har en udvikling, der er langt mere positiv på alle de målte områder end de børn, der anbringes hos en plejefamilie eller på en institution.

Adopterede klarer sig godt

De bortadopterede børn genvinder hurtigt det tabte med hensyn til fysisk udvikling (f.eks. højde og vægt). Uanset om man sammenligner adoptivbørnenes skoleresultater med børn, der blev tilbage på en institution eller hos en plejefamilie, er det generelle mønster, at adoptivbørnene har færre indlæringsvanskeligheder, der er færre der dumper i skolen, og de klarer sig bedre i diverse færdighedstest (f.eks. IQ-test). De adopteredes selvværd er gennemgående bedre end de tilbageblevne, og de adopterede børn har færre adfærdsmæssige og mentale problemer.

Samlet set tegner der sig et billede af, at tidlig adoption giver de bedste resultater, hvad angår tilknytning, skolepræstationer, følelsesmæssig og adfærdsmæssig udvikling. Jo tidligere barnet adopteres, jo bedre er muligheden for, at det kan indhente det forsømte.

Hvad gør vi selv?

Er disse udenlandske undersøgelser af adoptioner i andre lande overhovedet relevant for os herhjemme? Vores metode til at behandle anbragte børn er jo væsentligt forbedret i forhold til tidligere tiders børnehjem. Tror vi selv.

Måske er vi i dag ligeså uvidende som de franske nonner i '50'ernes Libanon, når det gælder viden om, hvordan det går de danske børn, der af den ene eller anden grund har været i samfundets varetægt under opvæksten?

Gennemgående klarer anbragte børn sig ganske dårligt med hensyn til skoleuddannelse og erhvervsuddannelse. Deres selvværd har det også dårligere end deres jævnaldrende, man ser oftere kriminalitet og brug af hårde stoffer i denne gruppe. Og man ser relativt oftere selvmordsovervejelser og selvmordsforsøg blandt de tidligere anbragte børn og unge.

En nyere dansk repræsentativ undersøgelse af 96 voldtægtsmænd viste, at 31 af disse havde været på anbragt uden for hjemmet.

Undersøgelserne viser, at når familien ikke er i stand til at tage vare på barnet, er det danske samfund heller ikke i dag i stand til at give disse børn opvækstbetingelser, der gør dem i stand til klare sig på lige fod med deres jævnaldrende. Det er en meget vanskelig opgave.

Nogle børn kommer aldrig til at bo stabilt sammen med deres egne forældre, men har igennem hele barndommen skiftende opholdssteder. Vores hidtidige erfaringer med den måde, vi anbringer børn på, efterlader os med en mistanke om, at vi i nogle tilfælde tilføjer børnene en ekstra skade oven i de fortrædeligheder, som de allerede har lidt.

Ikke alle er gode forældre

Den ideelle politik er at sikre forældrene mulighed for selv at kunne tage vare på barnet, så det i hvert fald ikke er fattigdom og manglende ressourcer, der tvinger forældre til at få deres barn anbragt uden for hjemmet. Men i de tilfælde, hvor man på et tidligt tidspunkt har erkendt, at de samfundsmæssige muligheder for at kunne hjælpe forældrene til selv at kunne komme til at tage vare på barnet, er udtømte, må man overveje, om adoption ikke ville være det bedste.

Der er allerede en del børn, som tilbringer hele deres tilværelse på forskellige anbringelsessteder. En del børn oplever, at forældrene ikke kan opretholde kontakt med barnet. De børn, der igennem barndommen mangler kontakt med deres forældre, kalder man også 'De Glemte Børn'. De er overladt til det offentliges forsørgelse, ligesom det var tilfældet med børnene i Libanon.

Undersøgelserne viser, at adoptivbørnenes udvikling står i skarp kontrast til, hvordan de øvrige forladte børn klarer sig - og undersøgelserne har også kastet et nyt lys på spørgsmålet om betydningen af miljøets indflydelse. Adoption ser ud til at være en ganske succesfuld intervention på grund af en tilpasningsdygtighed i menneskets udvikling, hvor børn, der har stået overfor drastiske belastninger forholdsvis hurtigt genvandt det tabte, når de i tide fik nogle bedre opvækstbetingelser.

Måske kan vi lære noget af disse undersøgelser: At intellektuelle færdigheder er ganske afhængige af de samfundsmæssige betingelser, man vælger at stille til rådighed for børns opvækst. Og den gensidige tilknytning mellem barnet og de biologiske forældre - eller adoptivforældrene - kan give barnet nogle helt unikke udviklingsbetingelser, som samfundet vanskeligt kan erstatte på anden måde.

Mogens Nygaard Christoffersen, seniorforsker, SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jorgensen
Lars Jorgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu