Læsetid: 2 min.

Lad Marx hvile og læs hans svigersøn

Paul Lafargue har løsningen på finanskrisen
27. december 2008

Finansdrengene tyr til Marx, fortæller Mads Qvortrup i Information 18. december, hvor han rapporterer fra Londons finansdistrikt. Og Marx var da også forbløffende profetisk, når det drejer sig om finanskrisen - og ikke mindst finansskandalerne i såvel USA som i Danmark. Man skulle tro, at han havde hørt om både Bush- og Fogh-regeringen, da han i 1848 skrev følgende:

"Eftersom finansaristokratiet dikterede lovene, administrerede staten, havde samtlige offentlige organiserede myndigheder til sin disposition, beherskede den offentlige mening gennem tingenes tilstand og via pressen, oplevede man i alle kredse, fra hoffet til Café Borgne, den samme prostitution, det samme skamløse bedrageri, den samme stræben efter at berige sig, ikke gennem produktion, men ved at behændigt tilegne sig andres allerede eksisterende rigdom."

Retten til dovenskab

Finanskrisen har givet Marx en renæssance, og han er da heller det værste sted at begynde. Men inden I sveder over reproduktionsskemaerne i andet bind af Das Kapital, så kast lige et lille blik på bogen Retten til Dovenskab, som hans svigersøn, lægen Paul Lafargue, offentliggjorde i 1880.

Det daglige massemord

Her findes det moralske imperativ, som kan stoppe finanskriserne, nedsmeltningen af polerne og den mafiøse kræftfremkaldende masseforurening, arbejdsrelateret stress og ulykker, morakker-mesterskabet hos vulgærøkonomiens sludregenier i CEPOS, CO2-udslippets giftgasser, hindre det daglige massemord til og fra arbejdets kultsteder, arbejdsterapi mellem ketchup- og sennepsflaskernes spruttende bøvsen, de glemte børn hver eftermiddag i daginstitutionerne, pro forma-ansøgninger med fem kontrollanter pr. ledig, finansmarkedernes frenetiske og evigt overflødige papirnusseri (hvem spiser papir?), fagforeningsbossernes hængemule-krav på galejslavernes vegne: "Retten til at ro!" - og ikke mindst lukke asenkæften på arbejds- og moralminister Claus Hjort Frederiksen og hans evindelige vrisne, vanførte vås!

Paul Lafargue: "Hvis arbejderklassen rev den last, som behersker og fornedrer dens natur, ud af hovedet og rejste sig i al sin frygtelige magt - ikke for at proklamere Menneskerettighederne, som ikke er andet end retten til kapitalistisk udbytning, ikke for at kræve den famøse Ret til Arbejde, som ikke er andet end retten til elendighed, men for at smede en ubøjelig lov, der forbyder ethvert menneske at arbejde mere end tre timer om dagen, så ville Jorden, den gamle Jord, skælvende af glæde føle et nyt univers røre sig."

Paul Smith er medstifter af SABAE, Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Paul Smith,

godt nytår til dig. Jeg vil citere mig selv fra en gammel artikel i tidsskriftet SALT:

'Det er med arbejde som med rygning. Det er stærkt vanedannende, og den der ligger under for lasten kan ikke selv standse sit misbrug. Ligesom rygere må lære at tage hensyn, således må også de der arbejder holde op med at genere omverdenen... Indret særlige rum til de arbejdsliderlige, så andre ikke udsættes for passivt arbejde.'

Steen Rasmussen

Det glæder mig at høre, at der er liv i SABAE endnu.

Selv prøvede jeg på at koge lidt videre på foreningens budskab forleden:

”Paradokset er, at arbejdsløsheden er en logisk umulighed, hvor meningen med livet er arbejde.
For så længe der er arbejdsløshed, kan man arbejde på at afskaffe arbejdsløsheden. Det gør de så, dem der administrerer og bekæmper arbejdsløsheden, forvalter og fordeler de sociale overførselsindkomster.

Hvis man turde indrømme betydningen af ordet 'overflødig', og hvis man tog alle de overflødige, puttede dem i en sæk sammen med alle dem, der helt overflødigt forpester de overflødiges liv, kaldte det i sækken for 'overskud' og fordelte det demokratisk, så ville man være kommet den ultimative meningsfuldhed nærmere.
Det giver mening at fremme dette overskud og forstå det som del af løsningen på den mangel, som den skæve fordeling har ført til.

Beskedenhed, sparsommelighed og en retfærdig fordeling af det nødvendige arbejde og dets nødvendige frugter kunne træde i stedet for den destruktive dyrkelse af vækst for vækstens skyld.
En bæredygtig verden forudsætter de kvalificerede distinktioner mellem overflødig, meningsfuld og nødvendig produktion.

Ritualerne, der har ophøjet den kvantitative vækst til guddom, tåler ikke disse distinktioner.

De sande overskudsmennesker kender deres egen sanselighed, som ikke er behersket af offerritualer, lige som de arbejdsløse ved, at der ikke er noget magi i de vilkår, staten byder dem.”
http://www.information.dk/177378

Det er vidst tid at begynde at læse Lafargue!