Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
29. december 2008

Boykot bankerne

Safania Eriksen, Amager

Det er bare ikke i orden, at de tre banker Nordea, Spar Nord Bank og Arbejdernes Landsbank, som overtog filialnettet fra det krakkede pengeinstitut Roskilde Bank nu melder ud, at de ikke ønsker at overtage op til 3.000 private kunder. Det er simpelthen forkasteligt.

Her øser regeringen store mængder penge ind i finanssektoren for at rede spekulanter og pengeinstitutter, mens private kunder må søge gældssanering, fordi de har investeret i værdiløse aktier for lånte penge. Roskilde Bank pressede nemlig kunder til at købe bankens egne aktier som betingelse for at kunne få lån. Nu står disse kunder tilbage med gæld for aktierne er uden værdi.

Hvad er det for noget? Kan man kun reddes, hvis man er en stor cigar? Vil vi virkelig finde os i det? Næ ellers tak - boykot de banker: Nordea, Spar Nord Bank og Arbejdernes Landsbank - hele molevitten. Find en anden bank!

Klimatiske kendsgerninger

Per Dørup Jensen, Aalborg Ø

På trods af, at massebilismen udgør den største trussel mod klimaet (og mod alt levende liv og lemmer for øvrigt,) planlægger Barack Obama et stort infrastruktur projekt med vægt på udbygning af veje.

Herhjemme vil regeringen - ifølge sit trafikudspil - ligeledes investere milliarder i motorveje.

Den ansvarlige regering vil tilmed halvere registreringsafgiften.

Miljøretorisk taler regeringen ganske vist om indførelse af roadpricing, og fabler endda om en 'grøn' bilpark.

Men al erfaring tyder på, at folk vil vænne sig til at betale ekstra, ligesom de gennem mange år er blevet vænnet til højere benzinpriser. Regeringen nægter da også at svare på, hvad dette konkret vil betyde for CO2-udslippet.

Og oppositionen synes, at regeringens trafikplan er 'ret' god, men for uambitiøs. Socialdemokraterne og SF er således skuffede over, at "der ikke er blevet noget til busserne".

Med andre ord er der lagt op til en systematisk modarbejdelse af de videnskabelige erkendelser, som de udtrykkes af FN's klimapanel.

Jo, det vil sandelig koste dyrt for de politiske og økonomiske strukturer, hvis folk i langt større omfang opgav deres tjekkede fortrængningsfacade og responderede på de klimatiske kendsgerninger, dvs. begyndte at cykle og tage toget, og i det hele taget påtog sig et aktivt økologisk medansvar for klodens skæbne.

Men nej, alle prognoser indikerer en næsten lodret global vækst i den i forvejen tætpakkede biltrafik. Stærke politiske og økonomiske kræfter i symbiose med store dele af befolkningen synes dermed tilsyneladende at være enige om, at der nu skal køres med fuld fart mod vækstafgrunden, og at alle andre skal trækkes med ned.

Vi kan altså se frem til en verden, der nærmest er umulig at leve i.

Danske statsterrorister

Erik Lemcke, Frederiksberg C

Jeg troede, at det var en gylden regel, at en demokratisk stat aldrig gav efter for gidseltagning og terroristers trusler. I Danmark gælder den regel ikke længere. DF tog finansloven som gidsel - og ved at true med sabotage af finansloven, fik de 90 mandater til at vedtage en 'tuneser lov', der er i strid med Grundloven, og som bryder med princippet om adskillelse af den dømmende, lovgivende og udøvende magt.

Tillykke til DF fordi det endnu engang lykkedes dem at skære en bid af menneskerettighederne, og endnu engang har vist hvem der bestemmer i dette land.

Skam over regeringen og de folketingsmedlemmer, der er så følgagtige, at de giver efter for trusler, og dermed giver inspiration til flere trusler fra DF, samt inspiration til andre terrorister om at gidseltagning betaler sig i Danmark.

Sortering efter kvalifikationer

Tom W. Petersen, ukvalificeret dansker

Hvis samtlige danskere blev sat til at løse indfødsretsprøven og udvist af landet, hvis de ikke kunne bestå den, så at kun rigtige danskere blev tilbage, ville Danmark blive verdens tyndest befolkede land.

For Danmarks frihed og sikkerhed?

Carsten Kofoed, København N

Det er samme propagandashow, hver gang der er danske tab i Afghanistan.

DR og TV2 lader kun krigstilhængerne komme til orde; krydret med danske soldater, der sværger troskab til 'missionen', altså besættelsen af et land, hvis sprog, religion og kultur, de hverken deler eller respekterer, får regeringen, SR-'oppositionen' og forsvaret lov til helt uimodsagt at spille den samme slidte, chauvinistiske plade: Krigen i Afghanistan gælder selve Danmarks frihed og sikkerhed.

Men Danmark står naturligvis ikke over for nogen fjendtlig invasion à la den 9. april 1940. Og et dansk 11. september, som i øvrigt ville være selvforskyldt på grund af Danmarks aggressioner mod Irak og Afghanistan, kan sagtens planlægges i København eller Hirtshals.

Dem, der råber højest om Danmarks frihed og sikkerhed, gør det for at true danskerne til accept af deres krigeriske udenrigspolitik. I virkeligheden udgør de selv den største trussel mod dem begge.

Bagger og hele molevitten

Michael Blædel, Frederiksværk

I sin veloplagte hudfletning af mediernes generelle dækning af Baggersagen skriver Lasse Jensen undervejs og lidt paradoksalt:"Selvfølgelig er IT Factory-sagen en kanonhistorie, der har det hele".

Har den nu også det? En hovedperson uden stil og smag. Omgangskredsen: tatoveret fitness-plebs og parvenuer. I garagen: en Brian-sportsvogn. I havnen: En båd à la Jan Fog. Hvor ordinært kan det blive? Boligen: Dystert byggeri med betonaltan i skygge og plads til akkurat en six-pack. Aktionsradius: At smugle ind fra leasingkarrusellen for at sætte det hele til på gyngerne. Og finalen: I en hørm af vulgær materialisme forvandles glat macho til sentimental anger.

Så Bagger-sagen har ikke det hele.

Prostitution og moral

John Bernadotte Bang, speciallæge i psykiatri

Jeg har opdaget, at jeg ikke har nogen sexualmoral.

Min almindelige 'hverdagsmoral' dækker nemlig på udmærket vis også det seksuelle område.

Man kunne ønske at noget tilsvarende også kom til at gælde for de ophedede gemytter i prostitutionsdebatten.

Gaza i flammer

Ulla Jessing, Virum

På netavisen Jewish Peace News har israeleren Michael Warschawski advaret imod Israels angrebsplaner mod Gazastriben.

Israels gengældelsesaktioner har frygtelige konsekvenser for den i forvejen lidende palæstinensiske befolkning på grund af den israelske blokade af Gaza.

Israel har trods Chanukahfesten lørdag formiddag gennemført voldsomme luftangreb, som allerede har ført til 170 døde og 200 sårede palæstinensere, som hospitaler dårligt kan hjælpe, fordi de mangler strøm og medikamenter.

"Gaza står i flammer," skrev den franske jøde Liliane Kaczerginski dagen før det israelske angreb.

Palæstinenserne venter forgæves på hjælp og på resultaterne af en desværre ikke-eksisterende fredsproces, som EU og udenrigsminister Per Stig Møller hele tiden snakker om. Men handlingen udebliver.

Man gør ingenting for at gennemtvinge en fredsproces til gavn for Israel og Palæstina. At Israel gennemfører folkemord mod Gazas befolkning noterer man bare og bringer halve sandheder i Danmarks Radio.

Man er stum i stedet for at gøre en hurtig indsats for at stoppe en ny krig mellem 'David og Goliat'. Hvem der er David og Goliat ved hele verden, men det forhindrer åbenbart ikke et blodbad, lige så lidt man har forhindret holocaust.

Det er på høje tid, at protester bliver hørt i alle lande, som ønsker fred i verden.

F.P. Jac

Marianne Wiltrup, Frederiksberg C

Hvor blev jeg bestyrket i, at godt, nuanceret sprog, klog indsigt, stringent, fordomsfri analyse og sidst - men ikke mindst - en fin indlevende følelsesrigdom, er det, der bevæger mig. Tak for en fantastisk nekrolog over poeten Jac, kære Erik Skyum-Nielsen.

Sigende tabstal

Søs Nissen, København

Trafikken er farligere end de palæstinensiske raketter. I 2008 blev 24 israelere dræbt af palæstinensere.

Det israelske militær dræbte 420 palæstinensere (tallene er fra før 27. december 2008). I 2007 blev 13 israelere dræbt af palæstinensere heraf syv civile. To af disse civile blev dræbt i byen Sderot, som er en af de få israelske byer, som Qassam-raketerne fra Gaza kan ramme. Samme år døde 430 israelere i trafikken.

Israelsk militær dræbte i 2007 i alt 373 palæstinensere heraf 130 civile. I 2006 blev 17 israelske civile dræbt som følge af konflikten med palæstinenserne. Israelske styrker dræbte 657 palæstinensere.

Lidt over halvdelen af disse var civile.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"I 2008 blev 24 israelere dræbt af palæstinensere"

- hvoraf halvdelen døde af hjerteslag over en forskrækkelse.

gad i øvrigt vide hvor mange af dem som bevidst opholdt sig på besat område og derfor ikke kunne betragtes som civile?