Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
15. december 2008

Bankpakken

Dorte Valentin Sørensen, Bagsværd"

I årevis har bankerne tjent mange penge på at låne til os skatteydere.

Nu er de i nød, og så må vi hjælpe. Jeg går ud fra som en selvfølge, at der ligesom for os, bliver stillet strenge krav til kreditværdigheden, og at de får hjælpen som et lån, der skal tilbagebetales over en årrække med renter og renters rente, forrentet med mindst samme sats som vi andre skal betale.

Kan den mindst ringe fortælle lidt mere om disse forhold?

Pinligt

Nikolaj Vægter Damholt, gymnasieelev

I denne tid med 60-årsdagen for de internationale menneskerettighedskonventioner, skammer jeg mig over Pia Kjærsgaard og DF. Det piner mig at se det parti 13,9 pct. af den stemmeberettigede danske befolkning har sat deres kryds ud for, ser stort på de overnævnte konventioner, når disse ikke lige matcher den såkaldte 'faste og fair' udlændingepolitik, som det er eksemplet med den aktuelle tunesersag. Når Pia Kjærsgaard så forsvarer partiets visioner med at '"ordet menneskerettigheder er blevet udnyttet maksimalt", bliver jeg forundret over, at en sådan krænkelse af et hvert menneskes mest basale ret ikke længere kan vække opstandelse i dagens Danmark.

Behnkes arrogante fornærmelse

Charlotte Sylvestersen, talskvinde for Statsborger.dk

Tom Behnke skriver i Information den 29. november, at "Charlotte Sylvestersen og hendes kampagne har bildt folk ind, at de kan få dobbelt statsborgerskab, hvis de sender en mail".

Kampagnen for dobbelt statsborgerskab har selvfølgelig aldrig lovet, at en e-mail ville sikre nogen dobbelt statsborgerskab!

Statsborger.dk opfordrede den 14. november underskriverne af kampagnen til at bruge deres ytringsfrihed - den eneste politiske rettighed mange af dem har - til at skrive til de ansvarlige politikere: "Vi opfordrer dig til at beskrive din personlige historie og din begrundelse for, hvorfor du ønsker dig retten til dobbelt statsborgerskab ..." stod der i vores mail til dengang over 12.000 støtter.

Det ligner mangel på argumenter, når Behnke i stedet spreder usandheder.

Men det er også en arrogant fornærmelse, at Behnke vælger at udstille mailskriverne som både uvidende og lettere manipulerbare.

Statsborger.dks 13.307 underskrivere venter stadig på, at deres sag bliver taget så alvorlig af det danske folketing, at danskere kan blive ligestillede med over 90 pct. af Europas borgere.

Derfor er vi glade for, at Tom Behnke i sit indlæg også skriver, at "jeg og mine kolleger i Folketinget tager spørgsmålet om mulighed for dobbelt statsborgerskab meget alvorligt".

Er det virkelig sandt, så kan Behnke og hans parti jo kun støtte Liberal Alliances forslag om at nedsætte en kommission om sagen?

Ikke plads til ekstremister

Kenneth Kristensen Berth, folketingskandidat for DF

Imamerne Leon Soudari og Naveed Baig slår i Information den 11. december til lyd for, at der skal være plads til ekstremister i Danmark.

Lad mig slå fuldstændig fast, at det skal der ikke. Mørkemænd, der som Hizb ut-Tahrir, slår til lyd for, at homoseksuelle skal hænges og jøder slås ihjel, er der ikke plads til i det danske samfund - og det har absolut intet med mangel på demokrati at gøre, sådan som Naveed Baig antyder.

Demokratiets tolerance må og skal høre op lige akkurat der, hvor man agiterer for at slå sine modstandere ihjel.

Med turbo mod klimaafgrunden

Per Dørup Jensen, Ålborg Ø

På trods af, at massebilismen udgør den største trussel mod klimaet (og mod alt levende liv og lemmer for øvrigt,) planlægger Barack Obama et stort infrastruktur projekt med vægt på udbygning af veje.

Herhjemme vil regeringen, ifølge sit trafikudspil, ligeledes investere mia. i motorveje.

Den ansvarlige regering vil tilmed halvere registreringsafgiften.

Miljøretorisk taler regeringen ganske vist om indførelse af road pricing, og fabler endda om en 'grøn' bilpark.

Men al erfaring tyder på, at folk vil vænne sig til at betale ekstra, ligesom de gennem mange år er blevet vænnet til højere benzinpriser. Regeringen nægter da også at svare på, hvad dette konkret vil betyde for CO2-udslippet.

Og oppositionen synes at regeringens trafikplan er 'ret' god, men for uambitiøs. Socialdemokraterne og SF er således skuffede over, at "der ikke er blevet noget til busserne".

Med andre ord er der lagt op til en systematisk modarbejdelse af de videnskabelige erkendelser, som de udtrykkes af FN's klimapanel.

Jo, det vil sandelig koste dyrt for de politiske og økonomiske strukturer, hvis folk i langt større omfang opgav deres tjekkede fortrængningsfacade og responderede på de klimatiske kendsgerninger - dvs. begyndte at cykle og tage toget, og i det hele taget påtog sig et aktivt økologisk medansvar for klodens skæbne.

Men nej, alle prognoser indikerer en næsten lodret global vækst i den i forvejen tætpakkede biltrafik. Stærke politiske og økonomiske kræfter i symbiose med store dele af befolkningen synes dermed tilsyneladende at være enige om, at der nu skal køres med fuld fart mod vækstafgrunden, og at alle andre skal trækkes med ned.

Vi kan altså se frem til en verden, der nærmest er umulig at leve i.

Vis samfundssind

Peder Hvelplund, Enhedslisten

Hvor er det skønt for de offentligt ansatte sygeplejersker, pædagoger og FOA-medlemmer at de nu kan se at regeringen havde helt ret, da den sagde at der ikke var råd til lønstigninger på 11 mia., som Enhedslisten foreslog. For så havde vi kun haft råd til at forære bankerne 89 mia. i stedet for 100 mia.

Skyldig

Geoffrey Cain, Hellerup

Det går ikke en dag, uden at man hører nogen sige "man er uskyldig, indtil man er dømt"; og i sagen om den forsvundne milliardær er det ekstra aktuelt. Men er det sandt? Jeg har altid mistænkt min nabo på 84 for at stræbe mig efter livet, og hvis hun pludselig gjorde alvor af det, og bankede mig ihjel med sin gangstativ, kan jeg levende forestille mig følgende scenario: Et par minutter efter drabet ankommer barnebarnet, og ved synet af en død Mr. Cain og hans egen lille mormor i gang med at tørre blod og hjernemasse af gangstativet forskrækket udbryder: "Jamen mormor, du er morder!"

Men nej. Her kunne min nabo passende svare på sit charmerende hjemstavnsmål: "Næ, for a æ it blewen dømt!"

Og hvis de begge to var udspekulerede nok til at beskylde postbuddet for mordet - og han blev dømt for det - så kun alle bagefter sige, at manden var skyldig, "fordi han er blevet dømt" - og ovenikøbet med skærpende omstændigheder eftersom mordofferet var en stakkels indvandrer, så det var vel sket med racistisk motiv? Måske var postbuddet medlem af White Prides Hellerup afdeling? Man gyser ved tanken.

Selv ville jeg naturligvis gør midt bedste for at vende tilbage som gespenst og tilhviske juristerne, at der er sket et justitsmord. Men udsagn fra den anden verden plejer ikke at veje særlig tungt i en retssag, især efter den er afsluttet. Folk vil sikkert fortælle mig at postbuddet var blevet dømt. Og derfor måtte være skyldig. Og hvad skal man sige til det?

Statsstøtte

Marianne Dagmar Nicopia, Odense M

Anders Fogh Rasmussen, sagde for nogle år siden, at nu skulle det være muligt at gå fra at være på kontanthjælp og kunne blive bankdirektør. Nu kan han gøre det muligt at gøre alle os danskere, ikke til bankdirektør men aktionær.

Jeg undress -

Jette Rosenkvist, Vojens

800 dyreværnsorganisationer i 147 lande organiseret i WSPA (World Society for the Protection of Animals) arbejder p.t. på at få en fælles dyrevelfærdserklæring ved FN. Det gøres ved verden over at indsamle underskrifter - 10 millioner i alt - som afleveres til FN i 2010. Erklæringen skal danne baggrund for beskyttelse af landbrugsdyr, kæledyr, arbejdsdyr, forsøgsdyr og vildtlevende dyr på hele kloden. I den anledning uddeler jeg underskriftsark til dyrlægeklinikker for at samle kundeunderskrifter. Til min store forbløffelse er der imidlertid klinikker, som undslår sig for at have disse underskriftsark liggende i deres reception, fordi nogle også har landmænd som kunder i deres praksis, og så var det ikke så godt, at der lå sådanne ark, lød en forklaring.

Er der noget, jeg helt har misforstået? Både landbrugsrådets præsident, Peter Gæmelke, og afdelingschef, Anders Søgaard, er da blandt de mange i landbrugets top, som bedyrer, at man i landbrugsindustrien skam meget gerne ser øget dyrevelfærd og stedse arbejder på tiltag i den sammenhæng. Hvorfor og hvordan kan en universel dyrevelfærdserklæring ved FN så være til gene for landmænd? Og dyrlæger?

Når nyuddannede læger afgiver lægeløftet, lover de bl.a. at arbejde til deres medmenneskers gavn. Man kunne ønske, at der i dyrlægeløftet indgik en tilsvarende passus om at arbejde til dyrenes gavn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu