Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
9. december 2008

Folkefjenden Krarup

Ib Jensen, Søborg

Over en helside i Inf. tirsdag den 2. december besværer Søren Krarup sig over, hvorledes det EU, det danske folk har sagt ja til at indgå i, ødelægger Danmark, den danske stat og Folketinget. Hvilket klarsyn. Det, pastoren fortier i den omfattende spalteplads, han har til rådighed, er, at han selv med alle midler har holdt to af de ivrigste EU-partier ved magten i syv år. V og K samt deres hovedsponsorer, Dansk Industri og landbruget, har alle dage foretrukket mammon frem for det nationale. Dette efterlader Søren Krarup som enten politisk stupid eller - efter hans egen logik - som bekæmper af Danmark, Den Danske Stat og Det Danske Folkestyre.

Value for money?

John P. Nissen, præstø

En replik til Troel Lund Poulsens indlæg 1. december 2008.

Javel, så fik vi det på plads: Den nuværende regering er meget bedre til miljøet end tidligere politikere. Den har nemlig brugt dobbelt op af penge på naturen.

Hvad har det hjulpet? Har det forbedret rensning af spildevandet og gyllen? Har det reduceret det giftige og sundhedsfarlige spildevand og gyllen? Har det reduceret mængderne af nedfald fra CO2-syreregn, tungmetaller og flyveaske i vort Danmark, i vore haver, i vore marker og i vore skove, vore vandløb og vore omgivende havområder - og hos vore naboer .

Har miljøministeren foretaget en sammenligning af value for money-effekten i perioden før og under nuværende regering.

Har miljøministeren lavet en value for money-evaluering, og foretaget en sammenligning på de to perioder, henholdsvis før og nu.

Så kære miljøminister, fortæl os borgere, der betaler for det, har det været pengene værd?

Ytringsfrihed for alle

Karen Jespersen, velfærdsminister (V)

Der har været en debat om Hans Jørgen Bonnichsens ytringsfrihed. Debatten er blevet uklar, fordi den også er kommet til at handle om den tavshedspligt, Bonninchsen er underlagt som tidligere operative chef for PET. Men dette forhold må under ingen omstændigheder blandes sammen med Bonninchens ytringsfrihed. Det er helt afgørende at holde fast i, at Bonnichen har ytringsfrihed ligesom alle andre inden for lovens rammer. Og hans ytringsfrihed skal forsvares ligeså kompromisløst som alle andres ytringsfrihed.

Er man uenig, kan man tage til genmæle, og mener man, loven er overtrådt, så kan man klage eller anlægge sag. Men inden for lovens rammer er der frit slag og denne ytringsfrihed skal gælde, uanset hvor uenig man måtte være.

Som en af dem, der har kæmpet hårdt for at forsvare ytringsfriheden blandt andet under Muhammed-krisen, synes jeg det er rimeligt at gøre opmærksom på mit principielle standpunkt også i denne sag.

Demokratisk pligt

Klaus Flemløse, Ålsgårde

Det er væsentlig i et demokrati, at alle kan ytre sig, specielt også de personer, der har en sagkundskab inden for et område. Dermed kan man få en kvalificeret debat. Dette gælder ikke mindst diskussionen om Politiets Efterretningstjeneste (PET). Derfor udfylder Hans Jørgen Bonnichsen - tidligere operativ chef for PET - sine demokratiske forpligtelser til at deltage i samfundsdebatten om PET.

Det er efter min opfattelse betænkeligt, at regeringen og Dansk Folkeparti kører en kampagne vendt mod Hans Jørgen Bonnichsen, men også mod Anja Dalgaard-Nielsen, chefen for PET's Center for Terroranalyse. En sådan kampagne kan standse eller gøre debatten ukvalificeret.

Hovski-snovski

Kenneth Kristensen Berth, folketingskandidat for DF

En for mig ukendt pensioneret professor Erik Jørgen Hansen, hævder i Information den 8. december, at "forskellene i børns opvækstvilkår vil øges markant", fordi akademikere i stadigt større omfang vælger en partner, der også er akademiker.

Den udtalelse får mig til at tænke på den aldersstegne købmand spillet af Ejner Federspiel, der i Olsen-Banden går amok, til stadighed udtrykker ønsket om, at hans datter Ragna, havde "giftet sig med en akademiker" i stedet for at slå pjalterne sammen med Benny.

Den tid, hvor akademikere var ensbetydende med høj løn og status, er for længst forbi. I dag er der betydeligt større chance for, at en håndværker end en magister kan give sit barn en opvækst i økonomisk tryghed.

Hansens kollega Jens Bonkes hypotese om, at akademiske fædre "er mere på banen" i forhold til børneopdragelsen synes at være afkræftet af virkeligheden. Tværtimod synes akademiske fædre oftest at være så travlt optaget af arbejde og intellektuel selvstimulering, at de glemmer børnene i deres evige jagt efter selvrealisering.

USA-propaganda i avisen

Peter Hansen, København NV

Fredag den 21. november bragte Information en artikel, hvori det hævdedes, at Venezuelas regering ville sætte militær ind mod oppositionen i de stater hvor oppositionen vandt. (Når Ulrik Dahlin er færdig med Jyllands-Posten og Vietnam-krigen, kan han venligst tage fat her). Det viser sig, at påstanden er fabrikeret af CNN-korrespondenten Patricia Janiot, hvilket Informations udenrigsredaktion kan forvisse sig om ved at researche på nettet. Kan man forvente et dementi? Eller må vi fortsat forvente Informations Venezueladækning som en udløber af USA's propaganda? Til læsernes oplysning vandt Chavez' parti 82 pct. af borgmesterposterne og 72 pct. af guvernørposterne ved et valg, der af samtlige internationale valgobservatører er beskrevet som eksemplarisk.

Pernille og finansloven

Niels I. Meyer, Hørsholm

Vær realist, kræv det umulige. For eksempel, at Helle Thorning-Schmidt stemmer nej til finansloven i erkendelse af, at den overhovedet ikke indeholder midlerne til at imødegå finanskrisen. Det er et forældet dogme, at det er en uansvarlig handling. Det eneste ansvarlige er at stemme nej til en uansvarlig finanslov. Hvis Socialdemokraterne gør det, kommer SF nok også på bedre tanker.

Jeg forventer, at Pernille Rosenkrantz-Theil benytter sin nye partibog til straks at forklare sin partiforkvinde denne sammenhæng.

Bravo, Pernille

Ole Thorbek, Værløse

Det kan vise sig at blive utroligt frugtbart, at Pernille Rosenkrantz-Theil har meldt sig ind hos Socialdemokraterne. Der er i den grad brug for at et opbrud i partiet, så der tegnes et billede af, at en ny regering ikke blot vil justere VKO-politikken, men lægger op til et sporskifte i samfundsudviklingen til gavn for velfærden, den fulde beskæftigelse, øget social lighed nationalt og globalt, retssikkerheden, miljøet og forebyggende konfliktløsning i stedet for krig, og hvor folkestyret beriges med dialog mellem regering og folkelige bevægelser. En sådan proces realiseres ikke over en nat, men den kan sættes på skinner gennem nye netværk, der arbejder på sagen.

Man kan kun håbe, at Pernille Rosenkrantz-Theil kan holde de distancer, der skal holdes, og at hun behændigt undgår de rigide, gammeldags autoritære disciplineringsforsøg, partiets topledelse måtte forsøge sig med, og som i virkeligheden kun bekræfter behovet for et opbrud. Alle, der ønsker en ny bæredygtig samfundsudvikling, bør - uanset hvilket parti, de er med i, eller ikke er med i - understøtte, at det kommer et opbrud i Socialdemokraterne.

Det er godt nok utroligt

Preben Hammer Jensen, Korsør

Nu vil finansminister Lars Løkke Rasmussen effektivisere den kommunale sagsbehandling ved at slå administrationen sammen i nogle større tværkommunale enheder. Det må være succesen fra kommunal- og politireform der virker inspirerende på ham.

Professor Bechs 'kundskab'

Nanna Kinch, København S

Henning Bech skriver i Information i lørdag den 6. december, at grunden til ikke at invitere politikere som Pernille Vigsø Bagge og Mette Frederiksen som oplægsholdere til KU's netop afholdte konference om prostitution er, at, KU "ikke har afholdt en konference, hvor man skulle udveksle politiske holdninger". Konferencen har derimod drejet sig om "viden" og "kundskaber", forklarer han.

Til dette brug havde Bech bl.a. inviteret en politiker, der har været en af hovedkræfterne bag legalisering af prostitution i New Zealand. Selv er han initiativtager til en forening, der arbejder for 'retten til prostitution', og som i samarbejde med en prostitueret, har oprettet en hjemmeside, som hævder at tale på alle prostitueredes vegne.

At høre denne mand holde moralprædiken om at træffe politiske beslutninger på baggrund af den sande videnskabelige oplysning, er derfor lidt af en joke. Det kunne jo også være holdningen, der kom først, og den - selektive - indsamling af videnskabelige fakta, der kom efter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu