Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
27. december 2008

Gætværk

Ulla Jessing, Virum

Tak for offentliggørelsen af den nye indfødsretsprøve i Information (20. december). Det har sikkert været en underholdende gætteleg her i de forgangne juledage for hele familien.

Måske er det også en god anledning at gennemtænke igen, hvad der er virkelig vigtig for familie Danmark at vide om det samfund, vi lever i.

Totalitær historie

Anders Holm Thomsen, København Ø

Det er ret sigende, at det er Enhedslistemanden, Per Bregengaard (PB), der som den første forsvarer grundlæggeren af dansk historiebevidsthedsdidaktik, Sven Sødring Jensen. Hans anke (i Information 18. december) imod min kommentar (17. december) er, at SSJ ikke hyldede Østblokken, men blot skrev om de totalitære 'socialistiske lande": "At der i disse lande foregår en betydningsfuld og interessant udvikling af historieundervisningen."

I min optik er denne nuanceforskel nu ret uvæsentlig, for hjernevask i historieundervisningen er vel karakteristisk for et totalitært system? PB tager selvsagt fejl, når han påstår, at man i det kulturrevolutionære Hitler-Tyskland kunne have formuleret Haarders kanonlæseplaner baseret på kulturarv og fagtradition. Desuden var der, hverken dér eller i SSJ's højtbesungne 'socialistisk lande' mulighed for, at forældrene åbent kunne diskutere læseplaner, som Haarder nu så fint har givet anledning til.

Alternativet til kanon er en skjult læseplan.

Svar til Bertel Haarder

Anders Bondo Christensen, formand i Danmarks Lærerforening

For et par år siden udtalte undervisningsministeren til ugebrevet Mandag Morgen, at han var blevet pålagt at gennemføre et detaljeret regeringsprogram om folkeskolen. Derfor havde han ikke mulighed for at inddrage Danmarks Lærerforening. Ærlig snak - men måske ikke særlig klogt!

Det kan undre, at Bertel Haarder nu angriber min debatform, blot fordi jeg fortalte en journalist på Information præcis, hvad han selv udtalte til Mandag Morgen. Jeg sætter pris på mine møder med Bertel Haarder, men det ændrer ikke ved, at samarbejdet om den nye folkeskolelov var stort set ikke eksisterende.

I maj 2004 præsenterede vi en omfattende rapport "Gør en god skole bedre" med forslag til løsning af folkeskolens udfordringer. Vi har ikke hørt en kommentar fra hverken den tidligere eller nuværende undervisningsminister. Rapporten "Folkeskolens svar på OECD's anbefalinger" udarbejdet sammen med skolens øvrige interessenter, led samme skæbne. Adskillige andre forslag er fortsat ukommenterede. Det detaljerede regeringsgrundlag skulle gennemføres

Det må vi jo acceptere, men vi accepterer ikke beskyldninger om, at vi bidrager til en negativ debat.

Vi lader os imidlertid ikke slå ud. Vi fortsætter med at komme med konstruktive forslag til løsning af folkeskolen udfordringer. Det er vores konstruktive debatform.

Kære Kulturredaktion

Christine Marstrand, operasanger og kunsthistoriker

Hvad med at give Valdemar Lønsted en ugentlig side til at skrive om klassisk musik, lige som Hansgeorg Lenz havde det før i tiden?

Mandagens store artikel og CD-anbefalingerne (22. december) var igen et under af velbegavet og seriøs tale om et underbehandlet emne i dagens kulturliv. Klaus Lynggaard har ofte sådanne lange - og gode - artikler om den rytmiske musik. Var det ikke en idé at tage Lønsted på ordet og blive det medie, der tager den klassiske musik alvorligt som modvægt til P2's håbløst populistiske projekt? Hvordan skal de unge, der ikke lever i et miljø, hvor man tager dem med til klassiske koncerter, nogensinde opdage, at der er et alternativ til X Factor og den slags, hvis kunstarten ikke er synlig i mediebilledet?

Med kærlig hilsen og i håbet om, at I vil opfylde dette store nytårsønske.

O's nye historie

Henrik Larsen, Værløse

O's historie vakte berettiget opsigt, da den kom frem for over 50 år siden. O var en kvinde, som underkastede sig totalt.

I dette årti har vi en ligeså opsigtsvækkende pendant til O's historie. O er i dette tilfælde Liste O's førstedame. Forskellen fra 1954 er at i dag er det regeringens leder Anders Fogh Rasmussen og regeringen, som underkaster sig totalt. Tuneserloven er sidste eksempel på, hvor langt man er villig til at gå, for at tilfredsstille Dansk Folkeparti for at opnå dette partis støtte. Hvis behjertede mennesker giver udtryk for sin bekymring ved denne lov, udråbes de til selvbestaltede politiske meningsmaskiner i videnskabelige klæder af Jesper Langballe. Hvor er vi, hvis folk med forstand ikke må ytre sig. Skal det kun være forbeholdt Jesper Langballe og Søren Krarup (SK) at ytre sig?

Ifølge SK skal menneskerettighederne ikke gælde i Danmark på linje med dansk lov. Hvad er det manden siger?

Vi kan kun håbe, at det internationale samfund råber vagt i gevær og handler drastisk over for Danmarks regering. Tuneserloven er det sidste eksempel på regeringen magtfuldkommenhed. Lad det være den næste regerings første handling at ophæve denne lov. Trist var det at konstatere, at Socialdemokraterne støttede loven indirekte ved ikke at ville deltage i underskriftindsamlingen mod denne lov. Regner de med at skulle samarbejde med DF efter næste valg?

Thornings åbne ladeport

Joachim Nielsen, Vanløse

Lene Espersen er ifølge Gallup nede på Bendt Bendtsens 10 pct. Venstres vælgere er så usikre på deres egen Lars Løkke Rasmussen, at de hellere ser den allerede blegnende Lene Espersen som statsminister. Venstre eller Konservative er måske også et fedt, når flere tror, at sundhedsminister Jacob Axel Nielsen er mere venstremand end konservativ? Hvad, der ikke er et fedt, er, at oppositionens leder, Helle Thorning Schmidt, ikke udnytter den åbne ladeport af forvirring, finanskrise og den liberale ideologis mangler til at formulere en meget klar vision (ikke at forveksle med en politisk banalitet) for et socialdemokratisk ledet Danmark. Vi venter i spænding.

Tak til Jesper Langballe

Allan Danfær, København NV

Det fremgik af en artikel i Information den 20. december, at Jesper Langballe (JL) under folketingsdebatten i forbindelse med tuneserlovens tredjebehandling havde kaldt Henning Koch en "vulgær agitator". En charmerende formulering om en juridisk ekspert, som har tilladt sig at have en anden mening end Dansk Folkeparti om lovens juridiske holdbarhed. Ikke desto mindre skal der fra min side lyde en dybfølt tak til JL for udtrykket, som er en rammende karakteristik af ham selv, hans fætter på tinge og hans partiformand.

Som Information har været med til at afdække, er den sidste rest af rationel argumentation for loven (statens sikkerhed) for længst forduftet op i den grå himmel, men som 'disintegrationsministeren' udtrykte det under debatten: "Det er en nødvendig lov."

Kald den dog, hvad den er: en svinestreg fra den værste skuffe. Mon socialdemokraterne sover godt om natten?

Pt. 22 sønner

Ivan Gullev, Frederiksberg C

Skabsnazisten Robert Storm Petersens anekdote om manden, der havde tabt en 25-øre i mørket og ledte forgæves efter den under lygten, minder om krigsførende Anders Fogh Rasmussens krig mod terrorister i talebanske Afghanistan, selv om nabo Pakistan er udklækningsanstalten.

At skyde sig i foden

Mathias Andersen, Odder

I Information 19. december var der to artikler, om hvordan Stein Bagger har kapret tabloidavisernes spisesedler med, ifølge Information, irrelevante budskaber - "Bagger er Landet" (1. sektion, side 28) og "Bagger er en dårlig julehistorie" (2. sektion, side 17).

I artiklerne skydes der med kanoner efter sværvægterne inden for tabloidmediet, fordi disse har malket på en historie, hvis interesse blandt læserne naturligvis har været der, men også er blevet udnyttet på den mest merkantile måde.

Jeg kan kun erklære mig enig i, at sagen er blevet pustet fed med ligegyldige facts - udmærkede eksempler, de samme i begge artikler vel og mærke, bringes i ovennævnte artikler - og at Stein Baggers fantastiske gerning har været mere end ualmindelig i vores lille land, hvilket naturligvis skal bringes i medierne.

Spørgsmålet er blot, hvor relevant det er for læseren, at der bringes to indholdsmæssigt identiske artikler i samme udgivelse af Information, der kritiserer andre mediers sultenhed i forhold til Stein Bagger-sagen. Er det ikke lidt, at kaste med sten, mens man flytter ind i et glashus?

Naturligvis er det spændende at ræsonnere over, at medierne på den måde har taget den største bedragerisag i Danmarks historie til sig, men når der benyttes to hele sider i samme avis, synes jeg ikke, at Information kan se sig fri fra selv at deltage på samme plan som tabloiderne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Steensen

Christine Marstrand, hvor er jeg enig. Lønsteds niveau er højt. Der har været andre gode skribenter inde over, men generelt behandles klassisk musik i Information som venstrehåndsarbejde, hvilket er trist. Avisen har sat diverse klummeskrivere til at levere nogle anmeldelser over evne, og det er ikke værd at bruge tid og penge på. Må Valdemar Lønsted tegne den klassiske musik fremover, og gerne en fast ugedag!