Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
23. december 2008

Skån os for Vinn & Skæv

Martin Grønlund, Rungsted Kyst

Jeg undrer mig over, hvordan Information finder spalteplads til hr. Vinn Nielsen. Må en ydmyg læser foreslå - for hr. Vinn Nielsens egen skyld - en fortsættelse af karrieren i andre medier som f.eks. ungdomsbladene Vi unge eller Chili, hvor hans interesse for kondomer samt diverse puerile oplevelser sikkert finder bedre klangbund. Og hvor hans middelmådighed i forhold til Klaus Rifbjerg og Georg Metz måske vil gå mere ubemærket hen.

Tænk hvor det ville være en trist dag for Information, hvis eksempelvis Georg Metz ikke længere magtede at skrive imod magtens arrogance og manipulationer og dumheden, som den kommer til udtryk (ufrivilligt, må man håbe) i hr. Vinn Nielsens indlæg klumme.

Vinn & Metz

Fra Ole Krarup, Bruxelles

De verbale spark til Georg Metz den 20. december fra et jysk Hønsehus - Bent Vinn nielsens klumme "Vinn & Skæv" - genopliver budskabet fra en afdød homo politicus:

Om man får ros af en salvelsesfuld undermåler (Bertel Haarder Villy Søvndal og ligesindede, om de kunne finde på det) - eller bliver rakket ned af en afstumpet ignorant (bemeldte Vinn & Skæv, der udbreder fastlandshumor i kondomer) er ligegyldigt - eller bedre: lige ugyldigt. Idiotierne udtrykker alene ophavsmændenes foruroligende mentale tilstand og er ikke mere tryksværte værd.

Information er fortsat Den Mindst Ringe. Men hvis ikke skibet havde vågne udkigsfolk som Georg Metz (og enkelte andre bidragydere med blik for folkestyrets elendige tilstand), for hvem politik hæver sig over bevidstløs underholdning, ville læserkredsen hurtigt svinde ind.

Den sidste delte by

Lave K. Broch, medlem af FN-forbundets bestyrelse

Tak for en interessant artikel om Kosovo (Information den 15. december). Forfatteren Richard Swartz begår dog en fejl. Han omtaler Mitrovica som den sidste delte by i Europa. Det er jo ikke tilfældet. Cyperns hovedstad, Nicosia er jo også delt i en tyrkisk og græsk del og med en FN-kontrolleret bufferzone. FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan forsøgte at få tilslutning til en fredsplan for Cypern. I en folkeafstemning var der et klart flertal i for planen på den tyrkiske side mens et større flertal af den græske befolkning afviste planen. Men der er stadig håb for at øen en dag kan nå til en fredelig løsning med FN's hjælp.

Klima i verdensklasse

Connie Hedegaard

Klima- og Energiminister (K)

Det nærmer sig jo nærmest filosofiske betragtninger, når Per Clausen i fredagens avis (20. december) spørger, hvornår historien starter. For en historiker som mig er det jo et spørgsmål af oceaniske dybder, men lad os holde os til de sidste, skal vi sige, 30 års energipolitik. Og jo, her er faktisk tale om en udbygning af historiske dimensioner de kommende år af den vedvarende energi, selv om oppositionen forsøger at holde fast i en retorik, der klinger mere og mere hult.

For frem til 2012 udbygger Danmark med 1.300 MW vindenergi, både som havvindmøller og på land. Det svarer til, at vindmøllekapaciteten udvides med hele 35 procent inden 2012. Og udviklingen fremover understøttes af Loven om Vedvarende Energi, som netop er vedtaget af Folketinget.

Loven er blevet støttet med rosende bemærkninger af for eksempel Socialdemokraternes ordfører under førstebehandlingen. I et tv-program for nylig hævdede oppositionens ledere ellers, at de ville tage deres støtte til loven op til revision. Men da den dagen efter var til tredjebehandling, mælede ikke én fra oppositionen et kvæk, men bakkede i stedet op.

Og godt det samme: For vi er godt på vej mod en helt ny energiæra, som ultimativt skal ende med, at Danmark bliver helt fri af fossile brændsler. Det er visionen. Og det er historisk.

Ren underholdning?

Ib Jensen, Søborg

Poul Erik Hornstrup (PEH) fra Frederiksberg bryder sig ikke om min lille spids (indlæg bragt i Information hhv. 16. december og 19. december) om Brian Mikkelsen og PET's fremfærd. Man kan jo altid diskutere, hvor meget et læserbrevs spalteplads kan indeholde af dokumentation, og læserbreve henvender sig da også - i min optik - til avisen læserskare, som forventes holdt ajour med dagens politik. Til uddybelse for PEH skal jeg her opsummere Brian Mikkelsens politiske arbejdsmetode:

1) Han lyver bevidst om sine modstandere (DR journalister er venstreorienterede og vil klynge Per Stig Møller op i en lygtepæl).

2) Racistisk betonede angreb på muslimer (Konservatives landsmøde).

3) Miskreditering af eksperter, der ikke støtter hans holdninger (Henning Koch). 4) Proaktiv i underminering af magtens tredeling (Tuneserloven).

Alle fire metoder ville være en Goebbels værdig. Hvis ikke, hvem er de så værdige, PEH?

Træk så de soldater hjem

Nis Rasmussen, Hundested

Så er endnu tre danske soldater døde i Afghanistan. Forgæves!

Hvor længe skal dette udsigtsløse, militære vanvid fortsætte? Ledende engelske militærfolk har allerede for længe siden erklæret, at kampen mod Taleban ikke kan vindes militært. Der må forhandlinger til. Ingen udefrakommende magt har nogensinde været i stand til at overvinde bjergstammerne i det uvejsomme land. Spørg blot England og det tidligere Sovjet.

Alligevel fortsætter den danske regering og dens støtter formålsløst og kamikazeagtigt at stå bag det håbløse projekt. Det groteske dilemma er naturligvis, at for hver dansk soldat, der formålsløst bliver dræbt, jo sværere vil det være at bringe indsatsen til ophør.

Det vil svare til at sige, at de danske soldater har ofret deres liv forgæves.

Og hvilken dansk politiker med øjnene på de seneste opinionsanalyser tør trods alt dette? Men nok er nok. Stop så dette meningsløse spild af unge mænds liv.

Det kvalmende er, at vi endnu engang skal være vidne til, at ledende danske ministre tynget af 'dyb sorg' for 117. gang vil beklage de danske tab, men samtidigt vil forsikre, at det danske engagement skam fortsætter, og at 'vi' søreme ikke skal lade os skræmme til at forlade den eneste sande vej til såkaldt frihed for Afghanistan.

Hvornår får dette vanvid ende?

Hr. og fru Leverpostej

Elin Johansen, Hjallerup

Fredag den 19. december sidder jeg fredeligt og læser en artikel i dagens Paradoks om mediernes hysteri angående Stein Bagger. Tre fjerdedele henne i teksten står der så: "Har Stein Bagger-sagen overhovedet den mindste betydning for Hr. og Fru Leverpostej?" Hr. og Fru Leverpostej? Det er vel blandt andre mig. Hvorfor, hr. Fredensborg, bruger du denne uforskammede, nedladende, platte betegnelse for almindelige mennesker midt i en ellers fornuftig artikel?

Fejl i prøven eller er prøven en fejl?

Martin Rasmussen, København Ø

I Information den 20. december debatteres indfødsretsprøven. Debatten går primært på, om spørgsmålene var for svære, om de officielle svar var rigtige, og hvordan prøvedeltagerne bør kunne forberede sig.

Når man optager spaltepladsen med disse detailspørgsmål, er man med til at legitimere selve eksistensen af en sådan prøve. Det gælder Socialdemokraternes Anne Marie-Meldgaard og SF's Hanne Agersnap.

Jeg synes imidlertid, det er en dødfødt og latterlig opgave at finde frem til det sæt spørgsmål, der afspejler den mest centrale viden for en dansk statsborger.

Hvert individ bidrager med sit til samfundet. Formålet med prøven er nok også snarere at gøre det ubehageligt for udlændinge at komme til Danmark og at etablere en identitetsfølelse for nogle gammeldanskere. Jeg ville derfor sætte pris på, at flere politikere var imod prøven og sagde det højt.

Sortering efter kvalifikationer

Tom W. Petersen

Hvis samtlige danskere blev sat til at løse indfødsretsprøven og udvist af landet, hvis de ikke kunne bestå den, så at kun rigtige danskere blev tilbage, ville Danmark blive verdens tyndest befolkede land.

Et spørgsmål

Hans Bredahl, Roskilde

På selve dagen; på selveste den dag, hvor girokortet fra Informations abonnementsafdeling kan lægges ind til månedens lodtrækning, den 20. december, erklæres det i avisen, at Jesus eksistens er bevist. Er skribenten til denne artikel, Mads Qvortrup, venlig at oplyse os, der ellers gerne er med til at betale hans løn, hvilke samtidige kilder, der fortæller om denne Joshua, der påstod at være Guds søn.

Jeg vil også gerne høre mere om disse arkæologiske fund, der åbenbart udgør det endelige bevis. Vi har ellers i lang tid være forskånet for religiøst pladder i avisen. Hvorfor skal vi så udsættes for det nu, hvor vi sidder og flytter blikket fra girokortet til den tomme tegnebog?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Metz eller Vinn & Skæv? - tjahh ... deres budskaber er - på hver sin vis - lige tyndbenede, forudsigelige og harmløse.

At Metz så er noget længere i spyttet end Vinn, er vel blot en naturlig følge af, at redaktionen baserer sin territorialpolitik overfor klummister på penneførerens offentlige position, - det har ihvertfald ikke noget at gøre med en forskel i de to herrers verbalækvilibristiske evner!

..I disse for vort land så alvorlige tider – hvor finanskrisen kradser i forbruget og de hurtige og arbejdsfri gevinster – hvor længe da skal det endnu vare før en almindelig departementschef i udlændingeservice kan opereres for sin brok(16,8uger); en backbencher for et ny&neoliberalt midteroppositionsparti for sin diskusprolaps(23,0uger); en markant partileder for en regeringsstøtte for fjernelse af sin livmoder(16,8uger); eller en aktiv meningsdanner for sine mandler(17,4uger); en fødevareminister for en galdesten(15,0uger); en undervisningsminister for grå stær(48,6uger); en medieaktiv ministerfrue for en kunstig hofte(16,8uger) – et nyt knæ(19,3uger) – eller måske kun en meniskenoperation(17,7uger); hvor længe skal konen til en storsvindler vente på at få repareret en nedsunken livmoder(19,8uger) og en direktør for en af de allerstørste danske banker vente på at få knust sin nyresten(21,1uger) eller endnu bedre få den bortopereret(20,3uger); en stjernecykelrytter sin prostata(32,9uger); en boldstjerne sit ledbånd i venstreknæet(22,2uger); karrierekvinder enbloc på sterilisation(32,5uger); eller for den sags skyld mænd i almindelighed på det samme(33,0uger); måske blot et høreapparat(46,5uger) eller en enkelt åreknudeoperation til en fagforeningsboss(37,5uger) – hvordan skal de i ventetiden kunne passe arbejdet, hvor længe kan vi være bekendt at lade det vare ved..