Læsetid 6 min.

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
19. december 2008

Messerschmidt opdager mangfoldigheden

Salik Anders Rosing, Nyt Europa

Bedre sent end aldrig! DF's Morten Messerschmidt har samme med sin udkårne indsunget en CD med julesange fra ind- og udland. Angiveligt for at anskueliggøre mangfoldighedernes Europa. Hvis der heri ligger et budskab om, at vi på ja-siden skulle forfægte det modsatte af mangfoldighedernes Europa må jeg skuffe Messerschmidt. Mangfoldighedens Europa har vi andre opdaget for længe siden. Og vi har for længe siden taget kampen op for at sikre, at netop mangfoldigheden - i lighed med de europæiske velfærdssamfund - ikke skal køres over af en globaliseringens vejtromle. Her er det vi ikke kan undvære EU, som netop handler om, at alt og alle ikke skal reduceres til lave priser og let solgte varer. Tilværelsen rummer andet og mere, bl.a. dejlige julesange fra ind-og udland. Jeg har det aldeles fint med EU's slogan: "Forenet i mangfoldighed".

Døden i tv

Jan Krag Jacobsen, lektor

Formanden for DR's programetikråd, Mette Bock, har trukket sig pga. en dødsscene i tv, som var både fredelig og stærkt ønsket af den døende. Det er ejendommeligt, at fruen tilsyneladende ikke hidtil har været generet af de utroligt mange drab og lig, man ellers ser i reportager og fiktion på DR.

Stein Baggers Juleeventyr

Emilie Andersen, Frederiksberg

Det siges, at der skal skrives en roman, og der skal laves en film om Stein Baggers utrolige liv. Om virkeligheden, der overgår fantasien.

Men der mangler en slutning. En slutning der kan sætte virkelighedens kriser og hjælpepakker i perspektiv. Her er et forslag: Som i en god krimi, kan det hele vende, når slutningen nærmer sig. The bad guy bliver til the good guy. Han var bare hemmelig agent i den gode sags tjeneste. Stein Bagger og hans rockervenner var i virkeligheden som Robin Hood og hans svende. De narrede penge fra de onde banksheriffer og gemte formuen på en hemmelig konto - måske i Schweiz.

Inden Stein Bagger meldte sig, havde han sendt et hemmeligt budskab til sin hemmelige bank, og den dag han træder ind i fængslet for at afsone et par år for bedrageri, frigøres pengene og sendes til hjælpeprogrammer for verdens fattigste. Mens Stein Bagger dyrker vægttræning og andre styrkende ting sammen med nogle rockervenner i fængslet, går alle hjælpepakkerne i gang. I verdens fattigste lande bliver der nu bygget veje, jernbaner, hospitaler, skoler, solfangersystemer, vandrensningsanlæg og meget, meget mere. Når Stein Bagger kommer ud af fængslet - lidt før tid på grund af god opførsel - kan han ikke få arbejde, og ingen vil kendes ved ham i Danmark. Han er så at sige på tålt ophold. Han rejser derfor ned til Afrika, hvor han får bygget et stort flot luksushotel - 'Stein Baggers Hotel'. Her kan rige mennesker fra hele verden komme og bruge en masse penge, som så kanaliseres videre til bekæmpelse af aids og malaria. Og lige om hjørnet ligger der - måske - en Hard Rockercafé.

Rettergang på Information

Niels Harrit, København NV

Bagsidelederen den 13. december var bare for meget.

Over signaturen AG handler den om fem mænd, der i fem til seks år har siddet fængslet i Guantànamo. I forventning om en hurtig eksekvering af den sikre dødsdom forsøgte de for nylig at opnå martyrstatus ved at erklære sig skyldige i planlægning af terrorangrebet på USA 11. september. AG plæderer for, at deres sag bør føres ved en føderal domstol på fastlandet. Derved vil man "demonstrere, at det amerikanske demokrati er islamiske diktaturer overlegent, bl.a. fordi USA netop overholder fundamentale retsstatslige principper".

Man må formode, at disse principper i AG's optik også omfatter en juridisk holdbar bevisførelse og princippet om, at ingen er skyldig, før han er dømt.

Forbløffende er derfor den sidste sætning: "Og terroristerne, der fortjener livsvarigt fængsel for massemordet 11. september 2001, kan synke hen i den glemsel i et amerikansk fængsel, som de frygter mest".

Æhm ... Skulle vi ikke lige have den retssag først?

Lødig debat?

Poul Erik Hornstrup, Frederiksberg

16. december 2008 må have været den dag, Information undtagelsesvis ikke modtog flere læserindlæg end der var plads til. Hvorfor ellers skrabe bunden? Et ønske om bredde? Når I bringer besindige og velargumenterede indlæg, må I også bringe bizarre og hysteriske? Eller skal en formodning om, at Brian Mikkelsen sammen med PET forbereder en nazistisk magtovertagelse, nu forestille debat i den mindst ringe?

Hvis dagens post ikke indeholdt lødig kritik af den politiker, der på gådefuld vis har kvalificeret sig til at være landets justitsminister - han indbyder ellers næsten daglig til det med sine ord og handlinger - var der så ikke et indlæg om kommaer? De er dog i det mindste lejlighedsvis underholdende.

Metrostation under kanalen

Eva Lindblad Pedersen, København K

En Metrostation, der er boret under kanalen med opgang til henholdsvis Højbro Plads for dem til Strøget, og en opgang op på Christiansborg, er jo den optimale løsning. Godt gået Eyvind Vesselbo (V) - endelig en politiker der lytter til borgerne. Må jeg sige hurra, det er da nytænkning med format.

Hastværk i Folketinget

Ulla Jessing, Virum

I en hastesag forsøger regeringspartierne og Dansk Folkeparti i dag at vedtage 'tuneserloven'. I folketingsdebatten betegnede folketingsmedlem Høgni Hoydal 'tuneserloven' som dybt problematisk og han stillede spørgsmålet: "Har ret magt eller har magt ret?"

Sammen med oppositionspartierne vil han forkaste lovforslaget, men de har ikke magt nok for at få ret. Men der må være en grænse, hvor langt regeringen kan går sammen med Dansk Folkeparti. Retssikkerheden i samfundet bliver fjernet.

Nuanceret debat om prostitution

Zenia Larsen, ph.d.-studerende

Den nyligt afholdte konference om prostitution på Københavns Universitet har givet anledning til en del kritik, blandt andet her i avisen. Jeg deltog på konferencen som ph.d.-studerende, der forsker inden for prostitutionsområdet, og var godt tilfreds med det nuancerede program. Det er sandt, at konferencen ikke indbød til politisk debat for eller mod kriminalisering af købesex. Til gengæld nåede den i dybden med nogle af prostitutionsfeltets mange komplekse problemstillinger, der ofte forsvinder i en polariseret for/mod-debat.

Blandt oplægsholderne var Marlene Spanger og Sine Plambech, hvis rapporter om migrantprostitution bl.a. er anvendt i Servicestyrelsens bog, Prostitution i Danmark. Sexarbejderne (både de såkaldt 'privilegerede' og de stofafhængige gadepiger) kom til orde gennem oplæg fra SIO og Gadejuristen, og emnet prostitution blev tematiseret i lyset af teorier om feminisme, debatkultur og menneskerettigheder.

Danmark har endnu ikke, som i andre lande, en tradition for decideret prostitutionsforskning, men denne konference viser, at der er et spirende miljø, som forhåbentlig med tiden vil kunne udfordre og udvikle den empiriske og teoretiske viden, som vore politikere og sociale instanser har at trække på.

Trussel afværget

Dan Jørgensen, MEP, spidskandidat for Socialdemokraterne

Landbrugslobbyen og kemikalieindustrien havde kørt det tunge skyts i stilling i EU. De ville have flere pesticider godkendt i Danmark. Desværre havde de nær fået deres vilje. EU-Kommissionen stillede nemlig et tåbeligt forslag, som ville have betydet, at vi skulle godkende næsten dobbelt så mange giftstoffer, som vi har i dag i Danmark. Heldigvis vandt fornuften. For nylig fik vi vedtaget i EU-Parlamentet, at lande selvsagt skal kunne sige nej til giftige pesticider, hvis de ønsker det, for eksempel hvis man som i Danmark har et særligt hensyn at tage i forhold til drikkevand.

Topskat

Hans Winkel, Middelfart

Når vi afskaffer topskatten på 15 pct. vil udbuddet af arbejdskraft stige med 20.000, sagde den unge velfriserede økonom i tv. Jeg prøvede at regne lidt på det. Den væsentlige indkomstgruppe er fra 350. - 450.000. Dem fra 350. til 400.000 vil opnå en lettelse på 7.500 om året, hvilket med 264 arbejdsdage svarer til 28,40 kr. pr. dag.

Jeg vil godt se de 20.000 idioter, der vil gøre en ekstra indsats for 28,40 kr. pr. dag. For gruppen 400.-450.000 er beløbet 56,8 kr. Først i gruppen over en halv million begynder ordningen at blive interessant, for så er vi oppe på Christiansborglønninger, og nu kan jeg godt se flertallet!

Det klogeste for de lave grupper er at sætte 'topskatten' ind på en løbende pensionsordning med øjeblikkeligt skattefradrag, og derved forøge muligheden for at træde ud af arbejdsmarkedet allerede som 55-årig.

I mellemtiden konstaterer folkepensionisterne en nedgang i købekraften på otte pct. i år. Nogen skal jo betale for de riges fornøjelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Jeg har lige modtaget følgende mail fra Information:

Vi er blevet opmærsomme på at du ikke optræder med dit fulde navn i debatterne på information.dk. Det er en forudsætning for at deltage i debatten, at man står frem med sit for og efternavn, da det er vores erfaring, at det skaber det bedste udgangspunkt for debatten. Det håber vi, at du har forståelse for. Vi vil derfor bede dig om at opdatere din konto med dit rigtige navn. Du kan opdatere din konto her: ….

Det har jeg absolut forståelse for, men jeg er bange for at man smider barnet ud med badevandet.

Det ville være rigtig godt, hvis diverse spamere blev sorteret fra, men der er jo mennesker, som af forskellige grunde ikke har lyst til at optræde med fulde navn og personnummer. Det kan være af hensyn til familie og børn, eller hvad ved jeg?

Jeg vil anbefale Information en lidt mere smart sortering. IP-adresse, og evt. navn, som kun Information kender. Der er absolut behov for en sortering, men nogle af de bedste debatter vil måske være en saga blot.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Hvem er ikke en lille smule nysgerrig efter at vide hvem der er hvem? Det er jeg da også, især efter hvem de interessante debattører er. Men min nysgerrighed rækker ikke så langt, at jeg vil sætte indsigtsfulde bidrag på spil, kun for en smule nysgerrighed.

Hvordan vil Information sortere i et navn, hvis der står Jens Hansens Bondegård? Jeg er ret sikker på, at hen mod halvdelen af debattørerne vil blive sorteret fra, og så står vi tilbage med de mindst lødige.