Kronik

Ligestilling efterlyses

Der er stort set ingen kvindelige topledere med anden etnisk baggrund end dansk på arbejdsmarkedet. Men frem for at betragte minoritetskvinderne som ofre, bør danskfødte feminister støtte op om minoritetskvindernes kamp for ligestilling
Gode intentioner bør følges op af handling, skriver kronikøren og opfordrer ligestillingsminister Karen Jespersen til at ansætte flere minoritetskvinder i lederstillinger. Her er Karen Jespersen og Anders Fogh Rasmussen på besøg hos iværksættercentret Nyvirk i Brabrand ved Århus under valgkampen i 2007.

Gode intentioner bør følges op af handling, skriver kronikøren og opfordrer ligestillingsminister Karen Jespersen til at ansætte flere minoritetskvinder i lederstillinger. Her er Karen Jespersen og Anders Fogh Rasmussen på besøg hos iværksættercentret Nyvirk i Brabrand ved Århus under valgkampen i 2007.

Henning Bagger

12. december 2008

Ifølge Danmarks Statistik var ca. 54.000 kvinder fra ikke- vestlige lande erhvervsaktive i 2007, inklusive arbejdsløse. Af dem havde kun 94 status som topledere svarende til 0,17 pct. Blandt erhvervsaktive kvinder med dansk baggrund var 18.285 topledere svarende til 1,44 pct.

Heraf følger, at ikke-vestlige erhvervsaktive indvandrerkvinder har over otte gange lavere sandsynlighed end danske for at være topledere. Til gengæld var 50.352 toplederposter besat af danske mænd. Tallene for ikke-vestlige kvinder ser heller ikke fremragende ud, når det handler om lønmodtagere på højeste niveau og på mellemniveau. Mens kun fem pct. (2.694) af dem er betegnet som lønmodtagere på højeste niveau, er den tilsvarende andel blandt danske kvinder er 12 pct. Men i det hele taget hører vi meget lidt om de erhvervsaktive minoritetskvinder fra ikke vestlige lande.

Medier, opinionsdannere og politikere har ofte travlt med at beskrive etniske kvinder fra ikke-vestlige lande som ofre, - som 'sølle', undertrykte og uuddannede. Nogle af dem oplever vold og tvang i deres privatsfære, men jeg vil påstå, at mange af de erhvervsaktive kvinder med anden etnisk baggrund end dansk også oplever undertrykkelse på arbejdsmarkedet, og dermed er opnåelse af reel ligestilling ikke mulig for dem.

Det er sørgeligt, at disse kvinders kamp er usynlig i medierne. Er det fordi, deres historier ikke er eksotiske nok?

Det er sørgeligt at se, at aviserne i de seneste to måneder brugte enorm megen spalteplads på Søren Faulis misforståede definition af feminisme, mens de til gengæld har været tavse som altid i forhold til at beskrive erhvervsaktive minoritetskvinders ulige kampe for at opnå lige vilkår på arbejdsmarkedet.

Jeg kender en del etniske minoritetskvinder, der gang på gang møder modstand på arbejdsmarkedet, ikke fordi de er inkompetente, men på grund af subtile fravælgelsesprocesser. Jeg har kendskab til veluddannede, velkvalificerede etniske minoritetskvinder, der oplever, at de bliver forbigået ved ansættelsessamtaler, eller erfarer, at samtaletiden bliver brugt på at stille adskillige kulturspecifikke spørgsmål, som er fuldstændig irrelevante i forhold til jobbet.

Andre minoritetskvinder bliver aldrig forfremmet i deres nuværende job, selv om de i mange tilfælde besidder tilstrækkelig efteruddannelser. Diskriminationen er så subtil, at det ikke er nemt at sætte fingeren på noget bestemt.

En af mine veninder sagde engang:

"Jeg bliver ked af det, hvis der én, der spytter på mig på gaden. Det kan ses og bevises. Men det gør meget mere ondt, når jeg bliver diskrimineret på mit arbejde. Hvis jeg siger, at jeg oplever diskrimination, så bliver det bare bortforklaret."

Offergørelse

Det er ikke for at beskylde arbejdsgiverne for at være racister og mandschauvinister, men spillereglerne ved ansættelsesprocedurerne er stadigvæk præget af mandsdominerede værdier. Mangfoldighedstankegangen er fraværende i de fleste ansættelser, og dybest set kan arbejdsgiverne tilsyneladende bedst lide at ansatte én, der ligner dem selv. Her taber mange etniske minoritetskvinder kampen for at blive ansat og forfremmet, selv om de har veldokumenterede faglige kvalifikationer og erfaringer.

At etniske minoritetskvinder ikke oplever ligestilling, skyldes blandt andet, at danske kvinder heller ikke er ligestillede i erhvervslivet med deres mandlige kolleger. Se nu den nye rapport fra World Economic Forum. Her får Danmark bundkarakter i ligestilling. Det skyldes også, at danske politikere ikke har forstået, hvad mangel på ligestilling indebærer. Hver gang danske kvinder siger ordet ligestilling, er der nogle politikere, der går i forsvarsposition og mener, at ligestilling er sidestillet med stempling af kvinder som det svage køn. Debatten er ydermere præget af, at når danske feminister bliver fortalere for etniske minoritetskvinders ligestilling, så taler de ofte om minoritetskvindernes undertrykkelse og traditionelle kønsrollemønstre. Jeg oplever, at mange feminister ikke betragter etniske kvinder som medsøstre, men som ofre for deres religion og traditioner.

Selvfølgelig skal vi hjælpe alle undertrykte kvinder uanset deres oprindelse til at komme ud af voldens spindelvæv, men vi skal også huske på de minoritetskvinder, der er erhvervsaktive og for hvem, det faktisk går godt.

Danske feminister skal kæmpe sammen med disse kvinder for at skabe bedre vilkår på arbejdsmarkedet. Vi er nødt til at kæmpe sammen for, at erhvervsaktive kvinder ikke oplever undertrykkelse på arbejdsmarkedet pga. deres køn og etnicitet. Det er vigtigt, at danske kvinder tager etniske minoritetskvinder med i deres egne kampe: kampen for ligestilling på arbejdsmarkedet, kampen for lige løn, kampen for bedre vilkår på arbejdet.

Stærke kvinder

Når der er så få etniske minoritetskvinder, der har lederstillinger i erhvervslivet, skyldes det ikke, at de mangler kvalifikationerne. Der eksisterer også fordomme og diskrimination fra arbejdsgivernes side. Mange undersøgelser har allerede siden 1990'erne beskrevet etniske minoriteters oplevelse af diskrimination. Der mangler bare reel handling, der kan fremme ligestilling blandt etniske minoriteter og i høj grad for kvinder.

Mange danske kommuner har forpligtet sig til at indføre mangfoldighedsledelse, men hvis man undersøger det, tror jeg ikke, at der er særligt mange kommuner, der har formået at rekruttere og ansætte etniske minoriteter, især kvinder, i disse stillinger.

Erhvervsaktive etniske minoritetskvinder har også lov til at drømme om at få bedre job, mere i løn og mere ansvar. De har også brug for anerkendelse for både deres medbragte og danske kvalifikationer. Arbejdsgivere og topledere har brug for at arbejde med deres fordomme om etniske minoritetskvinder som 'sølle', svage og undertrykte i deres hjem. De er nødt til at indrømme, at de selv bidrager med at undertrykke disse kvinder ved ikke at tilbyde dem kvalificerede job og ansvar til dem.

Mange erhvervsaktive etniske minoritetskvinder oplever, at deres ligestilling bliver begrænset af andres opfattelse af dem som undertrykte. Der findes ikke kun én slags etniske minoritetskvinder i Danmark. De er lige så forskellige som alle andre. Der findes stærke kvinder, der tager kampen alvorligt, og som ikke vil ses som ofre. Lad dem definere deres krav til ligestilling på arbejdsmarkedet og lyt til, hvordan de definerer lige muligheder, og hvordan Danmark kan bekæmpe undertrykkelse og subtil diskrimination.

Solodansere

Lad ikke erhvervsaktive og dybt samfundsengagerede etniske minoritetskvinder synke ned pga. diskrimination på arbejdsmarkedet, de skal ikke gøres til ofre eller genstand for kulturelle problemer, hvis deres danske kolleger eller ledere føler sig truet af deres kvalifikationer. Danmark har brug for deres arbejdskraft.

Anerkendelse, retfærdighed og solidaritet går hånd i hånd. Jeg oplever meget lidt anerkendelse, næsten ingen retfærdighed og ingen solidaritet med de erhvervsaktive etniske minoriteter i dagens Danmark. Vi er nogle solodansere, der danser for at opnå lige muligheder, lige vilkår som vores danske medsøstre, men vi erfarer, at vores problemer med at opnå ligestilling på arbejdsmarkedet ikke bliver taget alvorligt.

For et par år siden spurgte jeg daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj om hendes indsats i forhold til at fremme ligestilling for etniske minoritetskvinder på arbejdsmarkedet. Hun undveg udfordringen ved at svare, at etniske minoritetskvinder er gode til at uddanne sig, så mon ikke de selv løser problemet.

Jeg vil opfordre ligestillingsminister Karen Jespersen og hendes ministerkolleger til at gribe i egen barm og ansætte flere etniske minoritetskvinder med gode kvalifikationer i lederstillinger og i nøglepositioner, så andre kvinder kan se op til dem som rollemodeller, og skeptiske arbejdsgivere blive inspireret.

Lad os høre de 94 kvindelige toplederes stemmer i medierne. Jeg er sikker på, at de kan motivere skeptiske arbejdsgivere til at ansætte flere kvinder med anden etnisk baggrund end dansk.

Flora Ghosh er cand.scient.soc. og arbejder som socialrådgiver

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu