Kronik

Misforstået identitet

Multikulturalisters støtte til kollektive rettigheder har i nogle vestlige lande gjort, at religiøse love har fået forrang i forhold til den verdslige lovgivning. Forestillingen om, at mennesker er bærere af en bestemt kultur snarere end sociale og således foranderlige væsener, bærer en del af skylden
Jeg elsker nordafrikanere, men de hører hjemme i Nordafrika, har Jean-Marie Le Pen, leder af Front National sagt. Ved hjælp af forskellighedens sprog er racisme blevet forvandlet til en kulturel identitet.

Jeg elsker nordafrikanere, men de hører hjemme i Nordafrika, har Jean-Marie Le Pen, leder af Front National sagt. Ved hjælp af forskellighedens sprog er racisme blevet forvandlet til en kulturel identitet.

BORIS HORVAT

29. december 2008

En af de største indvendinger mod globaliseringen er, at efterhånden som markedskræfterne skyller ind over hele verden, gør den vestlige kultur det samme.

Mange ærgrer sig over, at man sidste ende vil komme til at købe de samme jeans i de samme indkøbscentre, drikke den samme latte fra de samme caféer og se de samme triste Hollywood-film, uanset om man er i New York, Rom, Beijing eller Mumbai. De lokale kulturer vil ophøre med at eksistere.

Men den største vestlige eksportsucces er hverken Disney, Starbucks eller Tom Cruise. Det er selve ideen om lokale kulturer. Et begreb, som stammer fra Europa i anden halvdel af 1800-tallet som en del af den romantiske reaktion mod Oplysningstiden, har nu hele verden i sin hule hånd.

Enhver ø i Stillehavet og enhver stamme i Amazonas har sin egen kultur, som den vil beskytte mod den vestlige kulturimperialismes hærgen. Man behøver end ikke at være et menneske for at have en kultur.

Primatologer siger, at forskellige grupper af chimpanser har hver deres kultur. Vi vil uden tvivl snart høre en chimpanse, som beklager sig over, at dens traditioner forsvinder under den menneskelige kulturimperialisme damptromle.

"We're all multiculturalists now" observerede den amerikanske akademiker Nathan Glazer. Og det er vi bestemt også.

Lovprisningen af forskelligheder, respekt for pluralisme og opbakning til identitetspolitik er blevet til den progressive og antiracistiske indstillings kendemærker og et grundlag i moderne demokratier.

Forestillingen om, at en persons kulturelle baggrund er med til at udforme personens identitet og bestemme, hvem vedkommende er, udgør kernen i de fleste multikulturalistiske filosofier.

Hvis vi vil behandle mennesker med anstand og respekt, må vi også behandle de grupper, der udstyrer dem med en selvopfattelse, med anstand og respekt. Og eftersom "grupper ikke kan være socialt ligestillede, hvis ikke deres specifikke erfaringer, kultur og bidrag til fællesskabet offentligt bekræftes og anerkendes", som Iris Young skriver, må samfundet beskytte kulturer og sikre deres trivsel og overlevelse.

Kulturel særlig praksis

Et udtryk for dette er den stigende tendens i vestlige lande til at give religiøse love - f.eks. den jødiske halakha eller den muslimske sharia - forrang i forhold til landenes verdslige lovgivning i civile søgsmål og i nogle tilfælde også i strafferetssager.

Et andet udtryk for det samme finder man i Australien, hvor domstolene i stigende grad accepterer, at aborigines bør have ret til at blive behandlet ifølge deres egen sædvane og ikke efter white fella law. Ifølge Colin McDonald, som er advokat i Darwin og ekspert i sædvaneret, "er menneskerettighederne blevet skabt i løbet af de seneste 100 år, mens disse mennesker har haft deres egen retspraksis i tusinder af år".

Nogle multikulturalister går endnu videre og kræver, at staten ikke blot skal sikre kulturernes overlevelse i nutiden, men også i al fremtid. Filosoffen Charles Taylor mener, at regeringerne i Canada og Québec bør tage skridt til at sikre det franske sprogs overlevelse i Québec "i et ubegrænset antal fremtidige generationer".

Overlegen udbytning

Kravet om, at en kulturel praksis bør bevares, fordi den har eksisteret længe, er en moderne udgave af den naturalistiske fejlslutning - forestillingen om, at "burde" er afledt af "er".

For 1800-tallets socialdarwinister var moralen - hvordan vi burde opføre os - afledt af naturens kendsgerninger - det vil sige, hvordan mennesker er. Det blev som argument brugt til at retfærdiggøre kapitalistisk udbytning, imperialistisk undertrykkelse, racistisk barbari og sågar folkemord.

I dag anerkender de fleste, at dette argument er forkert. Men når vi taler om kultur og ikke om natur, bliver mange multikulturalister ved med at insistere på at "er" definerer "burde".

En del af problemet, når multikulturalister taler, består i en konstant glidning mellem ideen om mennesket som kulturbærende væsen og ideen om, at mennesket bør have en bestemt kultur. Det er klart, at intet menneske kan leve uden for kulturen. Det er der dog heller ikke noget menneske, som gør.

Men at sige, at intet menneske kan leve uden for kulturen, er ikke det samme som at sige, at de er nødt til at leve i bestemte kulturer. At se mennesker som kulturbærende væsener er at se dem som sociale og således foranderlige væsener. Det antyder, at mennesket har en evne til at forandre sig, til gøre fremskridt og skabe universelle moralske og politiske realiteter gennem fornuft og dialog.

At se det som nødvendigt, at mennesker er bærere af specifikke kulturer, er derimod at nægte dem denne evne til forandring. Det indebærer, at ethvert menneske er så præget af en bestemt kultur, at det underminerer selve individets værdighed, hvis man ændrer den kultur.

Den biologiske kendsgerning, at menneske har jødiske eller bangladeshiske forfædre, skulle gøre dette menneske ude af stand til at leve uden at deltage i den jødiske eller bangladeshiske kultur. Det ville kun give mening, hvis jøder eller bangladeshere var udpræget biologisk forskellige - hvis kulturel identitet med andre ord i virkeligheden handlede om raceidentitet.

Forfald og tabt identitet

Forholdet mellem kulturel identitet og racemæssige forskelle bliver tydeligere, hvis vi kigger på argumentet om, at kulturer bør beskyttes og bevares. Den politiske filosof Will Kymlicka mener, at eftersom kulturer er vigtige for folks liv, "må vi skride til handling for beskytte kulturer, som er truet af forringelse og forfald, og hvor deres overlevelse ikke er garanteret". Men hvad betyder det, når en kultur går i forfald? At en identitet går tabt? Kymlicka skelner mellem "en kulturs eksistens" og "dens 'særpræg' på et givent tidspunkt".

En kulturs særpræg kan ændre sig, men sådanne ændringer er kun acceptable, hvis kulturens eksistens ikke er truet. Men hvordan kan en kultur eksistere, hvis dens eksistens ikke er inkorporeret i dens særpræg?

Med særpræg mener Kymlicka vist kulturens virkelighed: Hvad folk gør, hvordan de lever deres liv, og de regler og forordninger, som danner ramme om deres liv. Kymlicka mener angiveligt, at den jødiske eller franske kultur ikke er defineret af, hvad jøder eller franskmænd faktisk foretager sig.

Hjem til Nordafrika

For hvis jødisk kultur blot er, hvad jøder gør, og hvis fransk kultur blot er, hvad franskmænd gør, så ville kulturer aldrig kunne gå i forfald eller forsvinde - de ville altid eksistere i disse menneskers aktiviteter.

"Ethvert samfund og ethvert land er unikt," hævdede Enoch Powell, den mest radikale modstander af indvandring i efterkrigstiden Storbritannien.

"Det har sin egen fortid, sin egen historie, sine egne minder, sit eget sprog og sine egne talemåder, sin egen - hvis jeg må bruge ordet - kultur."

Det er derfor, argumenterede han, at immigranter, som tilhører andre kulturer, aldrig ville kunne blive fuldt og helt britiske.

I Frankrig har den yderste højrefløj snedigt forstået at udnytte forestillingen om kulturforskelle for at promovere sit antimuslimske budskab.

"Det er en tragisk fejltagelse at ville have samfund med forskellige civilisationer, som leverside om side," mente den tidligere gaullistiske minister Michel Poniatowski.

"Jeg elsker nordafrikanere," har Jean-Marie Le Pen sagt, "men de hører hjemme i Nordafrika."

Ved hjælp af forskellighedens sprog er racisme blevet forvandlet til en kulturel identitet.

Historisk har antiracister kritiseret både diskrimination af mennesker på baggrund af deres race og påstanden om, at et individ kan defineres på baggrund af den gruppe, som vedkommende tilhører. Nutidens multikulturalister hævder, at man for at bekæmpe racismen er nødt til at prise gruppeidentiteten.

Konsekvensen har været, at racebaserede ideer er genopstået, og at folk er blevet fanger af deres kulturelle identitet. Raceteoretikere og multikulturalister har ifølge den franske filosof Alain Finkielkraut "forskellige trosbekendelser, men identiske syn på verden".

De gør begge forskellene til feticher. De forsøger begge "at indespærre folk i den gruppe, hvor de har deres herkomst".

De underminerer begge "enhver mulighed for naturlig eller kulturel samhørighed mellem forskellige folkeslag".

Det er i dag blevet lige så vigtigt at udfordre denne forskellighedens politik som at udfordre racismen.

Kenan Malik er en indisk født britisk forfatter og underviser. Han er uddannet neurobiolog og interesserer sig for biologiens filosofi

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

"Raceteoretikere og multikulturalister har ifølge den franske filosof Alain Finkielkraut "forskellige trosbekendelser, men identiske syn på verden".

jeg er enig i at antagelsen, er korrekt, når der anvendes en generel stereotypisering Men mennesker er ikke stereotyper, selvom sociologien og antropologien, gerne vi reducere medlemmerne i fletstudiet, til ansigtsløse massemennesker, så dataerne kan viderekommunikeres, og andre folk kan danne sig et billedet, af de andre.

Jeg mener, at kultur kan kort defineres som, de ritualer som en bestemt gruppe mennesker deler/har til fælles.

Ritualerne, er afgørende for gruppens selvforståelse, og defineres som modsætning til andre gruppers ritualer. Antallet af modsætninger i ritualerne, afgør hvor stor forskellene er, i mellem de forskellige grupper. Ligesom lighedspunkter i ritualerne, anerkendes som slægtskab imellem grupperne.

Dvs. at ritualerne afgrænser de kulturelle fællesskaber, men der er oplapninger imellem medlemmerne i grupperne.
Altså. en form for delmængder, som er transkulturelle i mellem nogle eller alle ritualerne i en kultur, og nogle eller alle ritualer, i en anden kultur. Mao, en kultur, kan være en af flere sub-kulture ift. større hovedkultur, som en regional kultur, der ligeledes kan være en sub-kultur af en større national kultur. osv

Derfor kan et menneske, tilhøre mange kulturer på samme tid. Hvorfor forestillingen om en statistisk national kultur, kun findes i fortiden, dvs. fra sekundet før nu, og så langt tilbage, som de ældeste historiske værker, og arkæologien tillader.
Fordi kultur, er underlagt en dynamisk udvikling fra de forskellige sub-kulturer ritualer, som findes inden for kulturen.Så vil kulturen udvikle sig med de ritualer, som medlemmerne i kulturen tilfører, som kulturen kan rumme. Dvs at inkompatible ritualerne, ikke kan blive en del af kulturen. Men inkompatible ritualer, kan udvikle nye kulturer på baggrund af andre kulturer

Kenan Maliks kronik er et forfriskende indlæg, der på en intelligent måde udfordrer multikulturalisterne og samtidig rejser et mylder af spørgsmål omkring: lokale kulturer, identitet, nationer/etniske grupperinger, historiske konstruktioner, kollektive repræsentationer osv..
Han slutter af med at sige, at det er ligeså vigtigt at udfordre forskellighedens politik, som det er at bekæmpe racismen. Det vil jeg så forsøge med nogle supplerende ord omkring fænomenet multikulturalisme.
Kenan Malik kommer flere gange ind på den nærmest statiske kulturmodel, som multikulturalisterne bruger. At man fanatisk imødegår enhver innovation, som samtidig kan opfattes i modstrid med visse kulturnormer. Hertil kunne man tilføje, at multikulturalisterne har en tendens til at anskue og fremstille kulturelle afgrænsede grupper som organiske helheder, der omslutter alle, man forestiller sig hører til kategorien. I deres optik opstår der sammenstød mellem disse helheder: kultursammenstød (forskellene støder sammen). At det er den samme tankegang, der ligger bag ideen om civilisationernes sammenstød, falder dem end ikke ind. Troen på stabile kulturelle helheder ser bort fra enhver mangfoldighed; socialt, økonomisk, psykologisk indenfor gruppen. Implicit forudsætter man ligeledes statiske kulturer og værre endnu, at menneskene er bærere af sådanne kulturer, til alle tider og på ethvert sted. Herved overser man, at kultur og nationale grupperinger altid er afledt af processer – historiske og sociale. Etniske/nationale grænsedragninger er altid situationsbestemte. De er ikke totale og på ingen måde konstante; at fastlåse hinanden i sådanne forestillinger er rendyrket racisme – det giver jeg Kenan Malik ret i.
”De på enhver tid herskende ideer har altid kun været de herskende klassers ideer” (Det kommunistiske manifest). Læs den dominerende magt; elitens magt. Heraf følger at kultur bl.a. tilslører undertrykkelse og udbytnings forhold, og det er måske en del af forklaringen på, at multikulturalisterne ofte ender med at forsvare grove menneskerettigheds krænkelser; forklædt som kulturelle rettigheder.
Medens kultur bruges til etniske/nationale grænsedragninger, er selve kulturen irrelevant for denne grænsedragning. Hvilke som helst kultur fænomener kan bruges som etniske markører for mangfoldighed; idet de bliver anvendt til at fremhæve modsætningsforhold. Heraf følger, at det ikke er kultur som sådan, der skaber modsætningerne og dermed grænsedragninger mellem dem og os. Andre interesse og modsætnings forhold må analyseres, herunder sociale, kønsspecifikke, politiske og økonomiske magt forhold. Ligesom det er nødvendigt at se på den dominerende kultur, der legitimerer uligheder og dominans. Dette bringer os tilbage til de multikulturelles ide kompleks, som i sig selv fremmer og fabrikerer etniske/nationale grupperinger og grænsedragninger. Som J.Stalin fremhæver i den lille bog: ” Marxismen og Det Nationale Spørgsmål” så er nationer historiske frembringelser ( ligesom sociale klasser) og ikke en iboende egenskab. Det er egentlig det samme, Kenan Malik fremhæver, når han præciserer, at mennesket har en evne til at forandre sig og en ret til det, kunne man tilføje. Jeg fremhæver denne bog af J. Stalin fra 1912-1913for at vise, at allerede på dette tidspunkt førtes der ophedede diskussioner om det nationale spørgsmål. Bolden blev givet op af det østrigske socialdemokrati allerede 10-13 år før og videreført af de russiske socialdemokrater. Når man læser denne bog, slår det en hvor meget mere oplyst og stringent den unge Stalin er i sin viden og argumentation sammenlignet med vor tids utopiske venstrefløj – de multikulturelle.
Kenan Malik gør opmærksom på, at begrebet: ”lokale kulturer” stammer fra det romantiske opgør med oplysningstiden. Det kan nok være, alligevel kan man ikke se bort fra dominerende gruppers tendenser til af udøve hegemoni over mindre stærke grupper, som Stalin skriver i samme bog: ” Men deraf følger aldeles ikke, at proletariatet ikke skal kæmpe mod undertrykkelsen af nationaliteterne. Indskrænkning i bevægelsesfriheden, berøvelse af valgretten, undertrykkelse af sproget, indskrænkning af skolernes antal og lignende repressalier rammer arbejderne i ikke ringere grad – ja man kan sige i større grad – end bourgeoisiet. En sådan situation kan kun hæmme den frie udvikling af proletariatets åndelige kræfter i de undertrykte nationer. Man kan ikke tale alvorligt om fuld udfoldelse af de åndelige anlæg hos den tatariske eller jødiske arbejder, når man ikke giver ham mulighed for at bruge sit modersmål ved møder og foredrag, eller når hans skoler lukkes.”
Stalins og det russiske socialdemokratis pointe var ikke en nivellering af alle kulturforskelle, men de havde en klar fornemmelse for, at den nationale kamp i bund og grund var en borgerlig kamp hovedsagelig til fordel og glæde for overklassen og i dag ville man sige middelklassen. Og vor tids multikulturalister er det ikke netop middelklassen tilsat lidt overklasse snobberi? En middelklasse der bevidst anvender idéen om multikulturalismen som en klassemarkør! Hør her hvad filosoffen Slavoj Zizek siger om den ting: ” Den multikulturelle tolerances ultimative vits; er den måde klasse forskelle er indskrevet i det multikulturelle scenario; tilføjet et gran (Ideologisk) forurettelse oven i diverse (politisk- økonomisk) krænkelser, bruger overklassens politisk korrekte individer det multikulturelle koncept til at irettesætte de lavere klasser for deres redneck ”fundamentalisme” (Fra ” Revolution at The Gates Zizek on Lenin” Verso. Side 174) .
For os gælder det at få fokus flyttet fra kultur (fælden) og over på politik, økonomi og sociale sammenhænge; men tilbage til multikulturalisterne, der nu udgør en (kultur) klasse for sig selv.

Vores tids multikulturalister er ikke kun arvtager af romantikken, som Kenan Malik skriver, men ligeså meget arvtager af den kosmopolitiske ide. Det kunne lyde modsigelsesfyldt, men er det ikke, for kosmopolitterne ville slet ikke kunne eksistere uden de lokale kulturer, som er deres iboende modsætning. Multikulturalisterne betragter hele verden som en teaterscene. Her iscenesætter de sig selv med de forskellige kulturer og lande som kulisser for deres selvforståelse (tænk bare på Carsten Jensen og Ib Michael; vor tids Joseph Conrad nuvel, men også vor tids kaptajn Cook). Herfra stammer den nærmest religiøse fanatisme, hvormed de forsvarer deres sag. Det handler om deres egen identitet og ikke om omsorg for fremmede og anderledes grupper og individer.
PS: Fra diskussionen i det russiske socialdemokrati omkring 1912 – 1916 fremgår det, at man sagtens kan integrere forskellige nationale samfundsgrupper, hvis man ellers har modet til: ” Kamp mod undertrykkernationens privilegier og voldsfærd, og ingen skånsomhed over for en undertrykt nations stilen efter privilegier” – Lenin. (diskussionen afsluttes mere eller mindre med Lenins artikler: ” Om Nationernes Selvbestemmelsesret”. Lenin Udvalgte Værker 5. Forlaget Tiden 1982. og ” Den Socialistiske Revolution og Nationernes Selvbestemmelsesret”. Lenin Udvalgte Værker 6. Forlaget Tiden 1982.). Som tidligere anført, så er multikulturalisterne selv medbyggere på den verden af modsætninger, som de forsvarer som naturgivne. Også denne problemstilling var aktuel i diskussionerne omkring nationernes selvbestemmelse for over 100 år siden. Jeg vil derfor slutte med endnu et citat fra Stalins lille opbyggelige bog (Marxismen og Det Nationale Spørgsmål):” Heri adskiller det klassebevidste proletariats politik sig afgørende fra bourgeoisiets (læs multikulturalisterne) politik, der går ud at uddybe og puste til den nationale kamp, på at fortsætte og tilspidse den nationale bevægelse. Netop af denne grund kan det klassebevidste proletariat ikke stille sig under bourgeoisiets (læs multikulturalisterne) ”nationale fane ”. For så vidt Josef Stalin og jeg må sige, at jeg tilslutter mig fuldstændigt denne tankegang. Og hermed ønskes et godt og lykkebringende nytår til alle.

jan henrik wegener

Det vil dog være fuldstændigt absurd at udskifte én tankegang, der nok har indeholdt mange fejltagelser og uklarheder ("multikultur" - hvad betyder det overhovedet? det er så vagt), med gamle lig, der omsider virker begravet (Stalin, der vist kan tælles blandt de personer der har forvoldt de største problemer, bl.a. med nationale og kulturelle konflikter. Det tidligere USSR, exjugoslavien, Kina: Man var så internationalistisk, lige til det var en fordel med etniske konflikter!

Claus Oreskov

Jan Henrik Wegener - Tekstens indre logik, eller mangel på samme, det er det du skal forholde dig til og ikke uklare historiske data, som intet har med den aktuelle argumentation at gøre. Du afviser et intellektuelt udsagn med et moralsk, det er dårlig kommunikation.

-øh-

Jeg har nu læst Maliks kommentar/artikel 3-5 gange. Og jeg fatter stadigvæk ikke hvad han mener. Måske er det mig der er dum? eller ?

Eller også mener jeg bare, at han intet har at sige danske multi-kultiralister som mig selv? Så vidt jeg ved er det kun i England (Storbritannien) at man overhovedet anerkendes muslisme og jødiske rets-regler? indenfor bl.a. familie-retten, især når det drejer sig om skilsmisser. Min holdning er den, og det tror jeg gælder langt langt de fleste danskere, at alle mennesker i et land er stats-borgere i det her land. Og så må det være landets love, der gælder for alle. Vi kan ikke have love der gælder for enkelt-grupper. Så skulle vi jo også acceptere hinduernes enke-brændinger; det gør vi jo netop ikke...

Mht. til den danske kultur, så har den ændret sig bare i løbet af den sidste 30 år har den ændret sig.
Danskerne er holdt op med at synes, at det er OK at slå børn; de har lært at spise eksotiske madvarer som f.eks. pesto, pizza, shawarma mm.
Det er tåbeligt at tro, at de muslimer f.eks. der er kommet hertil har en fælles kultur; der er forskel på en iransk kutur og en tyrkisk kultur og en somalisk kultur. Fælles for alle er dog at de værdsætter musik; det gør saudi-araberne ikke, specielt ikke religiøs musik.

Og måske har Malik slet ikke læst noget af Søren Krarup som netop hævder det samme som Enoch Powell, og Jean Marie-Le Pen, at ethvert land, enhver kultur, har sin egen sprog og sin egen historie, givet dem af Gud. Og derfor skal muslimer bo i Muslimland - som Mogens Camre sagde det. Dette er Dansk Folkeparti's (officielle) holdning og politik - åbenbart.

Jeg ved ikke, hvor Malik ser, at multi-kultarister mener, at man ikke kan definere et individ som medlem af en kulturel gruppe. Det er da netop det de (vi) hævder, at man kan. Og netop derfor skal vi respektere de forskellige kulturers udtryksformer; mangfoldighed er en god ting...

Claus Oreskov

Spændende indlæg af Karsten Aaen; som jeg har nogle små kommentarer til. Eksotisk modvare har vi altid spist; f.eks. Indianernes kulturplante kartoflen, var engang overordentlig eksotisk. Ligeså eksotisk som pasta var i Italien, dengang Marco Polo bragte skikken hjem fra Kina. Sjovt nok nedgør multikulturalisterne altid denne eksotiske plante, når de skal lægge afstand til proletariatet, som ganske rigtigt er glæde for sovs og kartofler.
Sjovt nok du nævner muslimer og musik, det minder mig om en spøjs episode. En udsendelse jeg engang så på TV, om de olympiske lege i München 1972 og terror gruppen Sorte September. Lederen af Sorte September Gruppen som udførte mordene på de israelske sportsfolk, var vokset op i Beirut. Hans søster der nu bor i Danmark medvirkede i programmet, og hun fortalte at dengang hun og broderen boede i Beirut og var teenagere, elskede de at lytte til Elvis Presley. Denne udsendelse blev sendt næsten samtidig med et bredt kulturfremstød, af ( hvad man opfattede som) arabisk og muslimsk kultur, heriblandt musik og danse. Kultur festlighederne var betalt af udenrigsministeriet, og var et modspil til Muhammedtegningerne. Tangegangen var den (Multikulturelle) at for at undgår flere kultur sammenstød, mellem de to kultur blokke ( som ikke eksisterer) så skulle vi lære at forstå arabisk musik og kultur. Man havde bare ikke taget højde for Elvis, for det var jo Elvis Presley vi skulle lyttet til, for at forstå hinandens smag og kultur!
Du siger at: ” mangfoldighed er en god ting...” og alligevel fornægter, selve det multikulturelle koncept mangfoldigheden, indenfor de enkelte kulturer (hvis noget sådan overhoved eksisterer!) og den kendsgerning, at der ikke findes noget som kultur grænser. Kenan Malik har ret i at vi bevæger os ind på race forskningens skråplan; multikulturalisme har afløst race begrebet. Ligesom med racer kan man imidlertid ikke afgrænse, og underinddele kulturer uden at løbe ind i en allerhelvedes mangfoldighed af problemer. Men som du siger mangfoldighed er et gode i sig selv!

Claus Oreskov

Undskyld men her er jeg igen igen! Der var lidt mere at sige omkring brugen og konstruktionen af de eksotiske andre som modbilleder til vores egen selvforståelse. Modbilleder af de andre, der enten er produceret for at kunne nedgøre DF, til selvforherligelse eller civilisationskritik, har alle det tilfælles, at de samtidig stereotypiserer og anderledesgører. Det er hvad Kenan Malik gør op med! Som antropolog ved jeg, at man skal være fandens opmærksom på ikke at producere anderledeshed, når vi oversætter kulturer. Leder man efter anderledes øjeblikke og fænomener, skal man nok finde dem f.eks. er yanomami indianerne (Venezuela og Brasilien) meget anderledes – og alligevel oplevede antropologen Kenneth Good dem som meget lig os andre, da han gennem en del år levede i blandt dem (om yanomami se: Kenneth Good ”Af hele mit hjerte” og Patrick Tierney ” Darkness in El Dorado).
Min erfaring som antropolog har lært mig, at dyrkere af det eksotiske til alle tider har forsøgt at fastholde, de eksotisk gjorte folkeslag i kulturelle stereotyper. Det er lige præcis det Kenan Malik opponerer imod, multikulturalisternes berettigelse til at definere de andre og dermed adskille og udskille andre (som den eksotiske anden) og forlade individet til gruppe. Definitionen på gruppen vil altid være en generalisering hvori individuelle forskelle forsvinder.
Almindeligvis udvælger multikulturalisterne selv de kulturtræk hos de andre, som de anser for autentiske. Herved frasorteres alle de adfærdsmønstre som ikke passer de multikulturelle, og der opstår et helt nyt fænomen: den uautentiske anden; som får fandens svært ved at legetimere sig som menneske. En slags kasserede indianere, hinduer, jøder, arabere, samer, grønlændere, papuaerne, tyskere og alle de andre grupper og individer, der ikke opfører sig efter bogen. Herom siger filosoffen Slavoj Zizek meget rammende: ” Hvad med praktikker så som enkebrænding efter deres mænds død. Skulle vi (tolerante vestlige multikulturalister som f.eks. Karsten Aaen, der heller ikke bryder sig om enkebrænding) også respektere denne praksis. Her tvinges den tolerante multikulturalist til at tage sin tilflugt til en fuldstændig eurocentrisk sondring; en form for sondring der er totalt fremmede for hinduismen: Den anden er tolereret med hensyn til sædvaner, der ikke volder skade – i det øjeblik vi konfronteres med (for os) traumatiske oplevelser, så er tolerancen ovre. Kort sagt tolerance er tolerance af den anden, så længe den anden ikke er en ”intolerant fundamentalist” – som bare betyder: så længe den anden ikke er den autentiske anden. ( Fra: ”Revolution At The Gates – Zizek on Lenin”)
Af og til antager det groteske og komiske dimensioner, når de multikulturelle vil belære andre folkeslag om at være sig selv. Zizek refererer til en TV transmission fra Minnesota, hvor nogle liberale hvide forsøgte at overbevise amerikanske indianere om, at de skulle kalde sig selv for ” oprindelige amerikanere”, medens indianerne stod fast på, at de ville kaldes indianere! Det grelleste eksempel på denne praksis stammer fra en dansk antropolog. På et feltarbejdes ophold i Mongoliet blandt et mongolsk nomadefolk, begynder hun at tro, at hun opfatter verden, ligesom de folk hun studerede. Under en bustur passerer bussen et sted for tilbedelse og ofringer ude i naturen. Da ingen af mongolerne stopper bussen for på passende måde at hylde traditionen, sådan som den danske antropolog opfatter det, standser hun selv bussen, farer ud og ofrer et par tændstikker til ånderne. Denne antropolog er ikke kun ”Gone Native”, men hun er også gået langt ud over alle faglige og etiske grænser. Fænomenet er imidlertid så udbredt, at Jacob Grønlykke har taget et eksempel med i filmen ”Lysets Hjerte”, hvor Rasmus Lyberth, ude i fjeldene møder et par danske kvinder, der belærer ham om, hvordan en ”ægte” grønlænder skal gå klædt for at klare kulden! Multikulturalisten og forfatteren Bruce Chatwin kommer også med nogle stride udgydelser i sin politisk korrekte roman, om de australske urbefolkninger: ”Drømmespor”. Vi nærmer os bogens slutning, og den tålmodige læser er lige ved at falde i søvn – pludselig spærrer han øjnene op og er lysvågen. Der er sket det, at skolelærerinden Wendy (som er ligeså forudsigelig politisk korrekt, som forfatteren og derfor komplet uinteressant) er ved at udarbejde en ordbog over et af urfolkssprogene. Hun får hjælp af en gammel mand, hvis besynderlige adfærd skal alludere autenticitet, da den gamle skrider, siger hun henåndet til bogens forfatter: ” Han er den ægte vare”. Underforstået at der er uægte urfolk – etniske urene. Da general Custer kæmpede den sidste skæbnesvangre kamp ved Little Big Horn, og tabte til en overvældende styrke bestående af forskellige fraktioner af lakota og cheyenne indianere, var der også indianere, der kæmpede på Custers side. Og selv om det åbenbart er svært at acceptere, var disse indianere hverken mere eller mindre autentiske indianere end dem der vandt. At forstå dette er et stort skridt fremad. Kunne vi bare komme så langt i vores forståelse af den generaliserede anden og dermed overvinde trangen til det eksotiske – så var vi et lille stykke nærmere en faktisk forståelse af de processer som producerer stereotyper og som Kenan Malik så indædt gør op med i sin kronik!