Kommentar

Nekrolog: Fast, men fair kunne ikke længere

Egentlig holdt det længere, end han havde regnet med. Foghs kommunikationskoncept på udlændingeområdet var fra start udformet så minimalistisk og med så meget kant, at det satte helt nye standarder for den politiske kommunikation i Danmark. Så længe det varede -
29. december 2008

Det er onsdag den 16. december. Umiddelbart ligner det en dag på kontoret for Peter Skaarup. Efter en hård debat i Folketingssalen skal han over for pressen forsvare endnu en stramning af udlændingeloven. Men frem for at tale om forsvaret for danskerne og de danske værdier udtrykker den normalt velkommunikerende og gemytlige DF'er denne gang spagfærdigt tilfredshed med, at PET nok kan spare nogle ressourcer, når dette lovforslag realiseres. I tv kan man følge SF's Ole Sohn og Socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen spille en noget uvant dobbeltrolle som både danskernes og anstændighedens forsvarer. Endda assisteret af liberalisterne fra CEPOS. Noget er forandret -

I alle retninger

Omkring en uge tidligere afholder statsministeren sit ugentlige pressemøde, hvor han normalt træder i karakter med stram styring og straight talk på en måde, som har fået kritikere til at anklage de tilstedeværende journalister for at være ukritiske nikkedukker bevæbnet med ufarlige spørgsmål. Men denne tirsdag er der én mand på dagsordenen, nærmere bestemt den tuneser, som også fik Peter Skaarup på kommunikativ glatis. Tuneseren tvinger Fogh til, nærmest på Nyrupsk maner, at fremmane, at "hele arrangementet vil blive forvaltet sådan, at det er i overensstemmelse, selvfølgelig, med dansk ret og internationale konventioner". En noget uklar og abstrakt formulering, som ligger langt fra den klare og minimalistiske framing af udlændingepolitikken, som vi ellers kender Fogh for.

Mediernes dækning af tuneserloven har da heller ikke ligefrem været præget af minimalisme og klarhed. Den har budt på alt lige fra Uffe Ellemann Jensen, som kritiserede Fogh-regeringen for langsommelighed, til Venstres retsordfører, Kim Andersen, der mener, at konventionerne bør skrives om. Hertil kommer eksperters anklager om grundlovsbrud og meningsmålinger, der viser, at et flertal af danskerne er imod at udvise terrormistænkte udlændinge, uden at de har haft mulighed for at forsvare sig i en retssal. Debatten har strittet i stort set alle retninger, og mange er overraskede over, at Fogh i den grad har mistet grebet om udlændingedagsordenen.

Foghs 'framing'

Problemet for Fogh er nu, at virkeligheden er løbet fra en 'fast, men fair' udlændingepolitik. Logikken i fast, men fair, har været at frame eller indramme udlændingedagsordenen til at være et spørgsmål om enten at være strammer eller slapper. På denne måde lykkedes det Fogh at sikre en enorm klarhed og forudsigelighed i regeringens kurs på udlændingeområdet, og meget få danskere har været i tvivl om Foghs linje i udlændingepolitikken. Framing har Fogh hentet fra den politiske kommunikations værktøjskasse. Formålet er at udvælge nogle - ofte opportune - aspekter af en opfattet virkelighed og gøre disse mere fremtrædende i f.eks. en artikel eller et nyhedsindslag, sådan at en bestemt problemdefinition, kausal fortolkning, moralsk evaluering og evt. anbefalinger fremhæves frem for andre. Hvor mange gange har de danske vælgere ikke hørt Fogh tale om 1990'ernes løsagtige flygtninge-/indvandringspolitik, som førte til et forfald og ligegyldighed over for danske værdier og normer. Et politisk og ikke mindst moralsk problem, som fast, men fair skulle tage hånd om.

Kontrol af offentlig debat

I praksis har fast men fair hele tiden krævet stramninger over for udlændinge - især for dem, som ikke er i besiddelse af et rødbedefarvet pas. Men når jagten efter udlændinge begynder ikke bare at få Skaarup og Fogh til at lyde som usikre skoledrenge, men også at trodse almindelige menneskers retsbevidsthed, er grænsen nået, og framet mister sin effekt.

Ser man tilbage på Foghs regeringstid, må det konstateres, at ingen anden statsminister har været i stand til på samme måde at kontrollere en offentlig debat om et så kontroversielt og følelsesladet emne som udlændinge. Fast, men fair har været nærmest uangribeligt i sin logik og evne til at ligge rigtigt i forhold til medieverdenens indbyggede hang til en enten-eller optik og klare og konsistente budskaber. Næppe tidligere har en regerings kommunikation da heller været så rost fra alle sider. Kommentatorer - røde som blå - har måttet lægge sig ned i respekt for den klarhed og stringens og ikke mindst råstyrke og holdbarhed, Fogh-regeringernes politiske kommunikation har været præget af.

Efter otte succesfulde år og tre valgsejre kan fast, men fair nu ikke længere. Fast, men fair efterlader sig et parti med vigende meningsmålinger og en far, der hurtigst muligt ønsker sig en international toppost.

Ole Larsen er pressekoordinator og har skrevet to bøger om politisk kommunikation og journalistik, han er underviser, vejleder og censor i strategisk kommunikation på SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Artiklen antyder, at den næsegrus beundring, man finder for den siddende regering hos den såkaldte fjerde magt, skulle være begrundet i den form for kommunikation Fogh-regeringen behersker. Sandheden er vel nærmere og i hvert fald lige så meget, at den såkaldte fjerde magt for længst er blevet en del af det politiske system og den ideologi, som sidder ved magten i dag.

Liberale medier, de reklamefinansierede kommercielle medier, som lever af at opfordre til forbrug, og hvis primitive succeskriterier kan koges ned det de rent økonomiske, altså omsætning og overskuddet i sig selv, er ideologisk og økonomisk engageret i det samme projekt, som statsministeriet.

Dagsordenen har gennem hele Fogh-æraen med fuldt overlæg fra mediernes side været skubbet i retning af indvandre og fremmedpolitik, fordi man fra medier og den siddende regerings side var overbevist om, at der var mest at vinde her. Men appelsinen er nu presset flad af presse og politikere i forening. ”Der er ikke at komme efter” (mere!). Nu leder man så efter en ny strategi. I fællesskab.

Jørgen Nielsen

Langt størsteparten af landets journalister er centrum-venstre. Det er besynderligt at Fogh har fået vredet deres arme helt om på ryggen, på bare 7 år. Måske ikke så meget besynderligt, som usandsynligt og søgt.

Tør nu øjnene, og få stablet et ordentligt alternativ på benene i stedet for al denne luftige moraliseren og konspirationsteori.

For at tage et andet aspekt af dette: den dag domme i de 15 sager om jagtvej 69 faldt, ja der var tv2 på pletten; de rapporterede stort set ukritisk om dette. Og mente, at det var godt, at disse 15 havde fået langvarige fængsels-straffe. Det skinnede klart igennem deres reportage om dette.

Hvor er pressens rolle som den fjerde statsmagt blevet af....

Framing er et rigtigt godt ord for det Fogh-regeringen har gjort, både i forhold til udlændinge-politikken, men så sandelig også i forhold til skole-politikken..

Foghs trang til at ville kontrollere alt er lykkedes indtil nu; een ting kan han dog ikke kontrollere:
EU's love, regler og direktiver står over de danske.
Sådan er det. Punktum.

Steen Rasmussen

”Liberale medier, de reklamefinansierede kommercielle medier, som lever af at opfordre til forbrug, hvis primitive succeskriterier kan koges ned til det de rent økonomiske, altså omsætning og overskuddet i sig selv, er ideologisk og økonomisk engageret i det samme projekt, som statsministeriet.”
Man behøver ikke indsigt i sindelaget hos journalisterne, for at forstå lidt omkring de betingelser, de arbejder under. I begyndelsen af karrieren er kriterierne for økonomisk succes ydre, men nogle gange gror de indad, og til sidst identificerer en enkelt eller nogle sig med dem. De tror med andre ord på at deres økonomiske succes er andres succes, i overensstemmelse med den ideologi, man deler fra enhedslisten til DF. Men således tror især de økonomisk højtflyvende, dem der hænger nederst med røven i økologisk forstand, at deres succes er alles succes. De gør hvad de kan for at overbevise sig selv og alle andre om det.
Det er ikke nødvendigt med konspirationsteorier for at forstå samtidens største tabu, at vi tenderer mod at smadre det hele for os selv i den ekstremt ensidige forfølgelse af de økonomiske succeskriterier. Det er absolut tabu i 99 % af de danske medier, og inden for samtlige politiske grupperinger, fra højre til venstre. Men sygdommen er mest udtalt hos de erklærede liberalister.

Anders Fast og Fair Rasmussen har været god til at få formuleret gode ørehængere.

Pressens drenge og piger har været vældig gode at at tage de nye smarte ord og gentage dem i det undelige. Det har nok ikke bare været truslen om ikke at få historier fra regeringen, hvis en journalist var "fræk", der har gjort det. Det har nok også spllet ind at journalister jo er på akkordarbejde. Historien skal ud - ikke nu, men LIGE NU. Så er der jo ikke tid til at bare tænke sig en lille smule om - gyllen skal ud og det skal være nu, så må andre sidde og rode med at grave fakta til en gammel uaktuel historie som ingen nyhedsmedie kunne drømme om at bringe. Det er der ikke job i.

@ Henrik Andersen

Det ville måske hjælpe på forståelsen af - en del af, flygtningestrømmen, hvis Danmark igennem nogle år blev udsat for kærlig militær behandling af en-eller-anden stormagt. Selv Rasmussens lykkelige friværdisforbrugere m.fl. ville nok finde forståelse for ideen om at søge andre steder hen.

Det er naturligvis ikke, medgiver jeg gerne, hele forklaringen.

Steen Rasmussen

NEKROLOG FORTSAT

Forestillingen om den nytteoptimerende rationalitet handler om den optimale produktion og allokering af ressourcer og økonomiske værdier i et meget bestemt perspektiv. Hos bæreren af rationaliteten, eller, kunne man også sige, hos den, der udlever rationaliteten, handler det om at maksimere sit eget krav på ydelser på globalt plan uanset afstande og i økonomisk forstand eksterne omkostninger/effekter.

Købekraften, kravet på ydelser, det man forestiller sig som pengenes værdi, evnen til at benytte sig af og eje så mange af de goder og ydelser, der findes og præsteres på globalt plan, skal manifestere sig samtidigt over alt uanset afstande og kulturelle forskelle. Kravet på modydelser i et omfang, der kan indikeres med det økonomiske subjekts penge, skal være universelt, skal kunne manifestere sig over alt. Det er den drøm, homo economicus udlever. Det er subjektiviteten i den særligt vesterlandske økonomiske rationalitet, dvs. den moderne form for økonomisk rationalitet, der har udviklet sig fra middelalderen, og som har afløst de mere statiske former for samfundsstruktur verden over.

Forestillingen om jordens ultimative nyttighed for netop homo economicus, det i princippet allestedsnærværende økonomiske subjekt, det i kantiansk forstand transcendentale jeg, identitetsprincippet, det højeste punkt i forestillingen om den perfekte transitive orden af værdier og former for væren, og den optimale allokering af alle værdier i forhold til dette subjekt, handler om at denne subjektivitet skal kunne manifestere sig med sine krav på ydelser, med sin efterspørgsel over alt samtidigt, at alle værdier kan forstås og indpladseres i en og samme økonomiske orden med dette fantasme af et subjekt i spidsen af det hele. Det er kernen i den værdikonstruktion, som bærer der vesterlandske økonomiske filosofi, altså kernen i den ekstremt perverse og destruktive selvforståelse, som ligger under det moderne samfunds stinkende forestillinger omkring egen succes.

Når vi her hos os oplever at vor verdensdel virker attraktiv for andre, så skyldes det, at verden i stor stil udlever den samme forestilling om orden, altså den der handler om den her kort skitserede og sært indskrænkede form for optimerende nyttighed. Verden har en tilbøjelighed til at anbringe urimeligt mange af de absolut begrænsede goder lige nøjagtigt inden for vores rækkevidde. Vi er med andre ord pisse privilegerede.

Den populære selvbeskrivelse, den medierne og de mest fladpandede fremmedhadere lever af at sælge til de mentalt dovne danskere her i Danmark, og som medierne i de andre privilegerede lande lever af at sælge i resten af den privilegerede verden, handler om, at vi har gjort os fortjent til vor velstand, og at de andre mindre privilegerede bare kan tage sig sammen, blive hos sig selv, og tage ved lære af os.

Men uden denne populære selvbeskrivelse, uden den ordnende rationalitet ville vi hverken være privilegerede eller i stand til at oppebære illusionen om os selv som de sandt skabende og legitimt storforbrugende. Det ved de fladpandede mentalt dovne danskere inderst inde. Men de betaler journalister, politikere, reklamefolk som Bjørn Lomborg, Tøger Seidenfaden, Anders Fuck det hele og resten af koret af selvbestaltede profeter en bondegård om dagen for at køre selvbedraget videre, ind til det ikke går længere.

Det ingen skam, at boblerne ”brixter”, som enhver sæbeboblepuster fra Farum ved. Lortet skal ned, ud og væk, jo før jo bedre. Den økonomiske nedtur, sandet i Fuck-maskinens fremmedhad, mediernes mere og mere forkvaklede selvforståelse toner frem for de mentalt dovnes indre ”termskærminaler”. Finanskrisen slår igennem globalt, konstruktionen kollapser de samme røde cifre indskriver sig over alt samtidigt. Globaliseringen er fuldendt, og den samme erfaring af at erfaringen ikke svarer til en skid toner frem over alt på det fladpandede skærme, og det gør rigtigt, ærligt og ægte ondt i røven, men er ufatteligt sundt. Smerten mellem ørerne og i røven er bevis på, at der endnu er liv. Og hvor der er liv, er der håb.

Hans Jørgen Lassen

De kan jo ikke indrømme, at der er afgivet suverænitet. Det ville afsløre deres løgne. Og i øvrigt samtidig demonstrere, at Højesteret tog grueligt fejl i sin tid, men det vidste vi jo godt, og Højesteret gjorde sikkert også.

Det danske folketing er nu underlagt EF-domstolen og kan ikke længere selvstændigt lovgive.

Efter min mening er det på tide at komme ud af EU og få en smule demokrati tilbage. Ikke fordi der er så meget af det for tiden; der er jo nærmest tale om flertalsdiktatur.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"De kan jo ikke indrømme, at der er afgivet suverænitet."

Ganske enig i din analyse.

Mht. konklusionen (at det ville være en god at udmelde DK af EU) er jeg ikke sikker på at du rammer rigtigt. 2008 har demonstreret ekstremt tydeligt, at danske politikere og det danske politiske establishment ikke er fem potter løbesod værd, og er lige så dysfunktionelt som EU's ditto.

Jeg vakler selv i troen om hvad der er værst - EU's overherredømme eller danske politikeres skalten og (for)valten. Det tætteste jeg er kommet på en konklusion, at man skal vælge EU hvis man ønsker katolsk vanvid på sigt, eller lutheransk nationalistisk vanvid ved at overlade beslutningen til de nationale usurpatorer.

Torben Petersen

Det er sådan en rigtig DF-framing, der præsenteres her. - Danmark er i stigende grad ikke herre i eget hus længere, som man plejer at sige fra den kant.

Der er imidlertid ikke tale om en "stigende grad", tværtimod er sagen, at det er for en del af den yderste højrefløj, at det i "stigende grad" er gået op for dem, at der er grænser for de nationale politikkeres friheder.

DF kan ikke gennemføre sin politik - og få den fornødne frihed til det - uden en dansk udmeldelse af EU (læs: det indre marked) og en opsigelse af den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det ønsker 85% af vælgerne ikke, og DF er kørt fast. Regeringen har hele tiden vidst, at der er objektive grænser for hvorlangt DF's krav kan efterkommes.

Det forsøger man så at skjule gennem en masse spin og uklar administration.

@Henrik d. IV Andersen

Eurofobi er ikke vejen frem. Det er intet problem, at vi har kulturmuslimer i Europa - heller ikke i Bruxelles. At koge suppe på det gamle træben og sætte lighedstegn mellem kalifatet og EU er ikke engang morsomt, men helt ved siden af.

Den gang "muslimer på hjernen" som du og Karen Jespersen m. fl. taler for har intet med virkeligheden problemer at gøre.

Muslimer i Europa er ikke en homogen masse, og de træk der uafladeligt fremhæves knytter sig mere til at de er fattige (med hvad deraf følger af højere kriminalitet, arbejdsløshed, ringe uddannelse osv.), end det faktum at de er kulturmuslimer.

Egentligt en konklusion, der burde ligge lige til "højrebenet", for i Danamrk repræsenterer DF jo netop de kriminelle, arbejdsløse og ringe uddannede etniske danskere, og her er man jo ikke i tvivl om, at medlemmer og vælgere ikke har de pågældende atributter fordi de er kulturkristne, men fordi de er fattige med hvad deraf følger af krav om nyindretning af samfundet.

Desværre er Pia Kjærsgaard som en anden middelalderlig rottefænger i færd med på sin falske blokfløjte at spille hele koret ind i Himmelbjerget. Der vil de blive holdt som gidsler indtil hun har modtaget den ønskede løsesum.

Men som konen med æggene (eller hendes søster i muddergrøften), ender det galt. Pengene bliver ikke betalt, og DF'erne vil til verdens ende være indespærret i Himmelbjerget, hvor de drømmer om det suveræne Danmark og en ubegrænset magt på
Christiansgård til at bestemme alt, højt hævet over verdens problemer, internationale konventioner og forpligtende internationalt samarbejde.

Bevars - hundene vil hyle, men karavanen drager videre blot uden DF.

Torben Petersen

Der er intet ædelmodigt i at bære de holdninger frem som du gør -taget i betragtning at du med garanti har dit på det tørre.

De, der allerede nu dagligt skal leve med konsekvenserne af den stadig stigende islamisering - og DU kommer også til det en skønne dag - har nok en lidt anderledes opfattelse end du og af de ædle tanker-og handlinger der åbenbart skal lanceres overfor dem.

Når først du får erfaringerne på plads vil du måske ændre signaler.