Afrikanere jublede over Obamas sejr - og jeg var én af dem. Efter en søvnløs nat og i morgenens uvirkelige tusmørke kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, da han holdt sin sejrstale. Også jeg var da en sejrherre! Jeg følte den samme lykke gennemstrømme mig, som da Nelson Mandela blev løsladt. Da en ny sydafrikansk statsmand ville kunne styrke vor kamp for et mere anstændigt Afrika.
I løbet af natten til den 5. november blev den nye nordamerikanske præsident til en person, der ikke længere var blot store ord og løfter. Det var de undertryktes håb og drøm, vor fælles drøm, der kom til live. Jeg måtte på gaden! Og min by (Maputo i Mozambique) var, som kunne den være Chicago. Sorte såvel som hvide gav udtryk for lettelse - en fælles forundringens glæde. For Obamas sejr var ikke én races sejr over en anden. Uden den massive opbakning fra alle befolkningsgrupper (herunder den hvide majoritet), ville Amerikas Forenede Stater ikke have givet os anledning til at fejre noget som helst.
I de efterfølgende dage var jeg vidne til euforiske reaktioner fra alle mulige dele af vort kontinent. Almindelige mennesker ønskede at give udtryk for deres glæde. Men samtidig bemærkede jeg, med et stigende forbehold, solidaritetsmeddelelserne fra afrikanske ledere. Praktisk taget alle kaldte Obama "vor broder". Og jeg tænkte: Mener alle disse ledere det virkelig alvorligt? Er Obama virkelig i familie med så mange personer, der politisk er så forskellige? Jeg tvivlede! Er vi i vore bestræbelser for at se fordomme alene hos andre, ikke i stand til at se vor egen racisme og xenofobi? Glemmer vi, i vore bestræbelser på at fordømme Vesten, at se de tendenser, der er en del af vor egen verden, i øjnene?
Så skete der det, at jeg stødte på en artikel af en forfatter fra Cameroun, Patrice Nganang, med titlen: "Hvis nu Obama havde været camerouner?" De spørgsmål, som min kollega fra Cameroun rejste, førte til en række spørgsmål, som kredsede rundt omkring det følgende: Hvad nu hvis Obama var afrikaner og skulle deltage i en valgkamp om præsident-posten i et afrikansk land? Det er dét spørgsmål, jeg gerne vil forsøge at belyse i dette indlæg.
Så altså - hvis nu Obama var afrikaner og var kandidat til præsidentposten i et afrikansk land?
Må vente i årevis
1. Hvis Obama havde været afrikaner, ville hans modpart (en hvilken som helst afrikansk George Bush) kringle ændringer ind i forfatningen for dermed at forlænge sit nuværende mandat ud over det hidtil gældende. Og vor Obama ville være tvunget til at vente i årevis, før han igen kunne stille op som kandidat. Overordentlig længe, hvis vi ser på, hvor længe præsidenter i Afrika holder sig ved magten: Omkring 41 år i Gabon, 39 år i Libyen, 28 år i Zimbabwe, 28 år i Ækvatorial-Guinea, 28 år i Angola, 27 år i Egypten, 26 år i Cameroun. Og derudover er der, blot for en god ordens skyld, yderligere mindst 15 præsidenter, der har regeret uafbrudt i mere end 20 år.
Overfaldet og fængslet
2. Hvis Obama havde været afrikaner, ville det mest sandsynligt være som kandidat fra oppositionspartiet, og så ville det ikke være muligt for ham at føre en reel valgkampagne. Det ville gå ham, som det er gået i for eksempel Zimbabwe eller Cameroun: Han ville blive fysisk overfaldet, fængslet uden rettergang og uden nogen tidshorisont og frataget sit pas - Afrikas Bush'er tolererer ikke modstandere, tolererer ikke demokrati.
Søn af en fremmed
3. Hvis Obama havde været afrikaner, ville han ikke være valgbar i langt de fleste afrikanske lande. Det skyldes, at magteliten har gennemtvunget en restriktiv lovgivning, som lukker adgangen til præsidentposten for børn af fremmede og af immigranter. Der har været stillet spørgsmål ved legitimiteten af valget af den nationalistiske zambiske Kenneth Kaunda. Han er barn af forældre fra Malawi, og meget passende "opdagede" man, at den mand, der bragte selvstændighed til Zambia og regerede landet i over 25 år, rent faktisk var født at forældre fra Malawi og derfor, i alle årene, havde regeret 'illegalt'.
Af anden race
4. Hvis Obama havde været afrikaner - lad os så sige det rent ud: Obama er måske nok sort i De Forenede Stater. I Afrika ville han være mulat. Hvis han var afrikaner, ville han få sin etniske baggrund smidt i hovedet! Ikke fordi hans hudfarve ville være vigtig for dem, der drømmer om ledere med kompetence. Ledere, der tager deres opgave alvorligt. Men en blodtørstig elite ville føre en kampagne mod enhver, de kunne stemple som en "ikke-autentisk afrikaner".
Denne selvsamme "sorte broder", som i dag bliver hyldet som den nye amerikanske præsident, bliver privat bagtalt som en repræsentant for "de andre" - som én af en anden race. Som én, der står for noget andet - for en anden dagsorden!
Støtte fra homoseksuelle
5. Hvis Obama havde været afrikaner, ville vor "broder" være tvunget til at give overordentlig gode forklaringer til de allestedsnærværende moralister, hvis han i sin takketale kunne forestille sig at ville takke for den støtte, han havde fået fra homoseksuelle grupper. Dette ville være at pege på en dødssynd ifølge dem, der er fortalere for "afrikansk renhed". For disse moralister - ofte ved magten, ofte også med magt- er homoseksualitet en uacceptabel modbydelighed, der kommer udefra og er helt fremmed for Afrika og afrikanere.
Måtte dele magten
6. Hvis Obama havde vundet valget, ville han formodentlig være tvunget til at sætte sig ved forhandlingsbordet for at dele magten med sin modkandidat. En ydmygende forhandling, som i adskillige afrikanske lande blot vil vise, at taberen kan forhandle om det, der burde være urørligt - folkets vilje udtrykt gennem stemmeafgivelsen! Således skulle vor Barack Obama sidde ved bordet sammen med en hvilken som helst Bush-type og trækkes igennem endeløse forhandlingsrunder. Med afrikanske mellemmænd, som foreholder os, at vi bør være tilfredse med de smuler, valghandlingerne har bragt os. At disse i hvert fald ikke har været i en mulig diktators favør.
Modvægt til andre ledere
Konklusioner - men uden nogen egentlig konklusion:
Klart nok: Der er selvfølgelig undtagelser fra dette mere generelle billede. Men alt det, der forhindrer en afrikansk Obama, er bestemt ikke folkets skyld. Det skyldes derimod dem, der har magten. Den elite, som i og med at de besidder regeringsmagten, kan rage til sig uden problemer eller kvababbelser.
Sandheden er, at Obama ikke er afrikaner. Sandheden er, at afrikanere - almindelige mennesker, de almindelige arbejdere - af godt hjerte fejrede Obamas sejr. Men jeg synes ikke, at Afrikas diktatorer og korrupte politikere har ret til at deltage i denne fest.
For den glæde, millioner af afrikanere oplevede den 5. november, udsprang af, at man netop i Obama så en modvægt til den erfaring, mange har med deres egne ledere. Hvor svært det end er at indrømme det, er der kun et fåtal afrikanske lande, der kender eller har kendt ledere, der bekymrer sig om befolkningens vilkår.
Den selvsamme dag, hvor Obama blev udråbt som sejrherre, kunne de internationale nyhedsmedier fortsat viderebringe rædselsfulde nyheder fra Afrika. Flertallet sejrede i USA, men Afrika er fortsat i knæ som følge af krige, elendig forvaltning og korrupte politikeres ubegrænsede ambitioner. Disse politikere har dræbt demokratiet og er nu på vej til at dræbe selve politikken. Tilbage er der kun krigen - i visse tilfælde. For andre er der kun afmægtighed og kynisme.
For lande i Afrika er der kun én rigtig måde at fejre Obamas sejr på: at slås for, at der skabes flere håb, flere dagsordner. At kæmpe for en anden fremtid for vort kontinent. At slås for, at også afrikanske 'Obamaer' kan sejre. Og at vi, afrikanere af forskellig etnicitet og race, vil sejre sammen med disse Obamaer. At vi i vort eget hjem kan fejre det, som vi i dag fejrer hos andre.
Mia Couto er født i Mozambique i 1955 af portugisiske forældre og bor fortsat i landet. Han regnes for en af de store forfattere inden for portugisisk litteratur. Har indtil nu udgivet 18 bøger oversat til 22 sprog - én, 'Søvngænger-land', er udkommet på dansk
Oversættelse fra portugisisk og lettere bearbejdning af Jan Birket-Smith
