Kronik

Reduktion af CO2 kan ikke vente til år 2050

Allerede nu må der tages et konsekvent politisk ansvar for CO2-udledningen. Der må lovgives om, hvor meget el og varme, en bolig eller en virksomhed må forbruge, og der må skrides ind over for biltrafikken
Udbygget billigere kollektiv trafik, roadpricing på alle større indfalds-, lande- og motorveje og byer uden personbilisme er nødvendigt.

Udbygget billigere kollektiv trafik, roadpricing på alle større indfalds-, lande- og motorveje og byer uden personbilisme er nødvendigt.

Claus Fisker

30. december 2008

Klimaforskere er enige om, at menneskeskabte CO2-udledninger er skyld i den globale opvarmning med diverse negative konsekvenser for menneskeheden. Det blæser lidt mere på vores breddegrader, og hollænderne bygger højere diger. Det er stort set alt, der kommer frem i medierne i Danmark om konsekvenserne af den globale opvarmning. At millioner af mennesker får deres livsgrundlag ødelagt, når ørkenen breder sig, når der ikke længere er sne nok til smeltevand, eller når deres ø forsvinder i bølgerne, kommer langt efter billeder af en søgende isbjørn. Og hvad gør vi så? Sender penge og nødhjælp og kommer med forslag til nye afgrøder. Det er stort set den måde, vi vælger at handle over for de mio. af mennesker, der rammes af den globale opvarmning. Det svarer til, hvad vi gør i Danmark: Sikrer kældre mod oversvømmelse og satser på vinproduktion og palmer i haven.

Er det at tage ansvar for de konsekvenser, som vi som storudledere af CO2 har bidraget til?

Nej, vores klimaminister ønsker, at vi alle skal tage et ansvar for at nedbringe CO2-udledningerne og har lanceret kampagnen '1 ton mindre'. Så kan befolkningen påtage sig det ansvar, som politikerne skulle tage.

25 internationale klima- og miljøarbejdere peger på nødvendigheden af, at gennemsnitsborgerens udledninger reduceres til to tons CO2, hvis klimaet ikke skal ændre sig så meget, at vi står handlingslammede over for det.

En gennemsnitsperson har en udledning på fire tons, så en nedbringelse til to tons vil ved hurtig hovedregning sige en halvering.

Men europæerne har en gennemsnitsudledning på over ni tons, amerikanerne på omkring 20 tons og danskerne på omkring 12 tons pr. person. Det er altså her og lignende steder, der skal skæres gevaldigt ned.

Lige ret til udledning

Tysklands kansler, Angela Merkel, forventes på klimatopmødet at foreslå, at alle mennesker har lige ret til udledning af drivhusgasser, men at den højst må være på de omtalte to tons. Men det er et mål ude i fremtiden - i år 2050. At verdensbefolkningen stiger inden da, gør målet om en bæredygtig fremtid langt sværere at nå, hvis ikke der gribes kraftigt ind her og nu. Millioner af mennesker, der allerede nu er hårdt ramt på deres levevilkår, kan ikke vente. FN's klimapanel IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) skriver bl.a., at "selv under de mest stringente reduktionsscenarier vil fortsat opvarmning finde sted i de nærmeste årtier med forventede konsekvenser som døende koralrev, migrerende arter, vandmangel og risiko for tørke". Og "forsinket reduktion af drivhusgasudledningerne begrænser markant mulighederne for at opnå de laveste stabiliseringsscenarier og øger risikoen for mere alvorlige konsekvenser af klimaforandringerne". Med andre ord: Der er ikke tid til at vente til år 2050.

En reduktion til 2 tons CO2-udledning pr. indbygger for Danmarks vedkommende vil selvfølgelig ikke redde verdenssituationen, men vi har med værtsrollen for næste års klimatopmøde påtaget os et ansvar for at vise verden, hvordan det kan gøres. Og her taler vi om en reduktion på over 80 procent - eller 10 tons, hvilket er 10 gange så meget, som Klimaministeriet forsøger at få folk til selv at nå.

De store områder

Danmarks CO2-udledning skyldes primært transport og el- og fjernvarmeproduktion. De to områder bidrager med omkring 75 procent af vores CO2-udledning. Dermed ikke være sagt, at der ikke skal gøres noget ved produktions-, handels- og serviceerhvervs, husholdningers og udvindingens CO2-udledninger, men hvis ikke der sker noget på de store områder, er resten ligegyldigt.

Megen el- og fjernvarmeproduktion kunne erstattes af CO2-neutral energifremstilling som ved vindmøller og biomasseproduktion, men en effektiv satsning på biomasseproduktion kræver samtidig en politisk beslutning om stop for brug af fossile brændstoffer til el- og fjernvarmeproduktion i løbet af eksempelvis fem år. Vindmølleenergi er atter på vej frem, men placeringerne møder stor modstand i befolkningen, og det vil tage lang tid før de nødvendige vindmøller er rejst.

En effektiv reduktion af CO2-udledning i forbindelse med el og fjernvarme må ske ved reduktion i forbruget. Der må lovgives om, hvor meget en bolig eller en virksomhed må forbruge med mærkbar ekstrabetaling, der bør gå ubeskåret til fremme af vedvarende energi, hvis det overskrides. Ikke noget med kvotehandler - man kan ikke betale sig fra et ansvar. Der gøres meget for, at nye boliger ikke udleder så meget CO2, men det tager for lang tid, inden alle boliger er blevet ændret i tilsvarende grad, til at truslen fra de stigende temperaturer kan vente på det. Et max.-forbrug kan indføres meget hurtigt, så der heller ikke bruges unødig energi til oplyste kontor- og andre lokaler om natten.

Bilerne ud af byerne

Danmarks anden store CO2-udleder - trafikken - ser politikerne også på. Men så længe, der kun er tale om en omfordeling af folks udgifter, batter det ikke mærkbart. En politiker udtalte for nylig: "Privatbilismen er kommet for at blive" - en holdning, man ikke kommer langt med i klimaspørgsmålet. Over 50 procent af transportsektoren udgøres af privatbilisme/ personbiler. At lægge en afgift på noget kørsel mod en tilsvarende lempelse andetsteds har ingen mærkbar virkning.

30-50 procent af bilturene er små ture på op til 3-5 km, der kan afskaffes. Byerne må lukkes for almindelig personbilisme. Men det kræver samtidig en kraftig udbygning af bus- og togdriften. Desværre har de politisk ansvarlige ladet en del af bus- og togdriften lide en stille død, idet priserne på den kollektive trafik konstant er steget, mens benzinprisen nu er langt under, hvad den var for 8-9 år siden. Udbygget billigere kollektiv trafik (helst gratis), roadpricing på alle større indfalds-, lande- og motorveje ved hjælp af betalingskort, idet et gps-styret system tager tid at indføre, og byer uden personbilisme er nødvendigt. Ændret infrastruktur og flere mindre nærbutikker vil være en konsekvens af de nødvendige indgreb.

Vare- og lastbiler er også storudledere, men reduktioner får man først, når varetransporten lægges over på jernbanen. At gøre jernbanetransporten fleksibel for både gods og mennesker tager tid, men det er en nødvendighed, hvis der skal gøres noget ved varetransportens CO2-udledning. Satsning på eldrevne køretøjer eller lignende vil udsætte reduktionen, og så længe samfundets øvrige el- og fjernvarmeproduktion ikke baserer sig på vedvarende energi, er det uansvarligt at bruge vedvarende energiproduktion til privattransport. Eksisterende planer om udbygning af motorvejsnet eller broer med privatbilisme må skrinlægges med det samme.

Vi må ændre livsstil

Selvfølgelig er det ikke nok, at Danmark tager et sådant initiativ. Alle lande med stor udledning pr. indbygger bliver nødt til at tage lignende initiativer, inden hele Jordens befolkning er handlingslammede som miljø-flygtninge. Vi må ændre livsstil, men - for at citere den amerikanske klimaforsker James Hansen: - "Folk er ikke klar over det".

Forskerne fortsætter: "Fortsat vækst i drivhusgas-udledningerne i blot ét årti vil praktisk talt udelukke muligheden for tilbagevenden i nær fremtid til en atmosfærisk sammensætning under niveauet for tipping points, der udløser katastrofale effekter". Politikere, der tror, at politik kan køres efter sær-interesser, må oplyses om, at tiderne er ændret. Der er ikke tid til flere fejl. At overlade ansvaret til den enkelte er kortsynet og uansvarligt over for dem, der allerede lider her og nu på grund af andres alt for høje CO2-udledning.

Brundtland-rapporten skrev: En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare. Allerede nu er der generationer, der ikke kan få opfyldt deres behov. Skal der rettes op på det, må der tages et konsekvent politisk ansvar for CO2-udledningen.

Henrik Nørregaard er lærer og cand.pæd. i geografi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Jeg er udpræget enig. Men - og det er ikke, fordi jeg har nogen forkærlighed for at lege lyseslukker - det kommer aldrig til at ske:

Flertallet af politikere tør ikke gennemføre bare en flig af de tanker, som der her fremlægges af frygt for reaktionen fra flertallet af vælgere. Historisk set befinder vi os nu i den fatale situation, at flertallet af vælgere nu som følge af den globale økonomiske vækst har fået adgang til at storforbruge, hvilket jo (for dem, tilsyneladende) er selve livets mening.

Tag dette opium fra dem, og der udbryder meget ubehagelige tilstande. Noget tilsvarende vidste allerede de romerske kejsere: De byggede Colesseum for at underholde og aflede folk fra at tænke dybere over deres liv. Mentalt set sidder vi vel stadig på Colesseum. I går foregik den for eksempel i en rus af alkohol, eksplosioner og krudtrøg.

"Ikke noget med kvotehandler - man kan ikke betale sig fra et ansvar."

Jeg er enig. Indenfor det afladsagtige kvotecirkus findes ingen løsning, ingen reel udfrielse. Men heller ikke det kan være anderledes, for det er selve det økonomiske paradigme som menneskeheden som en klæbrig hinde af sirup spændetrøjeagtigt er smurt ind:

Politikere har reel ingen handlefrihed tilbage for de og deres forgængere har i årevis ladet verdensøkonomien blive så lånefinansieret [banker kan udlåne 10 gange deres indlån og tilmed tage renter for at udlåne noget, som de ikke har - smart!] svulstig, at the point of no return for længst er passeret:

Der findes ikke længere nogen fornuftige løsninger, som flertallet af moderne forvænte forbrugere vil acceptere. Med andre ord: Vi kommer til at stemme os selv lige ned i afgrunden.

Jens Skovgaard Jensen

En god artikel, som oftes akkompagneret af John Fredsteds skarpe men liden opmuntrende kommentar, der tager ordet ud af min mund. Har en bange anelse om at ovennævnte kan bruges til en copy-paste resten af året.

John Fredsted

@Jens Skovgaard Jensen: Ja, jeg ved det: Mine kommentarer er ikke opmuntrende, for ulig for nogle år siden, hvor jeg stadig naivt kunne bilde mig selv ind, at fornuften nok til sidst skulle finde vej gennem menneskehedens nuværende mørke, så tror jeg ikke længere herpå. Og denne daglige sorg vælger jeg at stå ved både i skrift og i tale.

Det er også ok, John Fredsted, men hvorfor ikke i det mindste gøre et forsøg på at anvise en vej.
Hvis politikerne ikke vil gøre det nødvendige p.g.a. en "diffus" klimatrusse, så kan de måske p.g.a. af mere konkret energi-trussel.
Jeg ved, du også har forstået energisituationen.
Politikerne kan måske forstå, at vi meget snart skal til at betale høje oliepriser igen. Desuden ved vi, at vi om ca. 7 år skal til at importere olie, fra lande, der måske ikke har noget at importere.
Derfor skal vi under alle omstændigheder - MEGET SNART - på fossil energi-afvænning.
Jo før, jo billigere og jo mindre smertefuldt.

John Fredsted

@Jens Bryndum: Principielt har du naturligvis ret i, at jeg burde forsøge at anvise en vej i stedet for - som jeg vel gør - bare sidde og brokke mig og snakke solen ned.

Men i praksis ikke: For indenfor de faglige områder, hvor ekspertise er påkrævet, findes der allerede masser af mennesker, der er langt dygtigere, end jeg er: For eksempel ingeniører. Jeg er teoretisk fysiker med speciale indenfor noget abstrakt-matematisk fremfor noget konkret-teknologisk.

Jeg er sikker på, at disse dygtige mennesker for længst har fremsat en masse gode ideer, og jeg er ligeledes sikker på, at jeg ikke kan finde på noget som helst, som de ikke allerede har tænkt på. Men lige meget hjælper det, for vi befinder os i en økonomisk spændetrøje, hvor alle disse gode tiltag tilsyneladende får tommelfingeren nedad.